Indledning til Kolossenserbrevet

Der var tre nabobyer i Frygien, som Paulus nævner i dette brev: Laodikea, Hierapolis og Kolossæ. Orosius bevidner, at de styrtede sammen ved et jordskælv under kejser Nero. Kort efter at brevet var skrevet, gik tre berømte menigheder altså til grunde ved en lige så sørgelig som frygtelig ulykke. Det er sandelig et tydeligt spejl af Guds dom – hvis bare vi havde øjne at se med. Kolossenserne var ikke blevet oplært i evangeliet af Paulus, men alligevel trofast og rent oplært af Epafras og andre tjenere. Men straks havde Satan listet sig ind med sit ukrudt, som det er hans faste og stadige skik, for at forvrænge den rette tro dér. Nogle mener, at der var to slags mennesker, som forsøgte at drage kolossenserne bort fra evangeliets renhed: på den ene side filosoffer, der ved at disputere om stjernerne, om skæbnen og lignende narrestreger, og på den anden side jøder, der ved at presse på med deres ceremonier, havde lagt mange tåger hen over Kristus, så han blev skjult. Men de, der mener sådan, lader sig lede af en alt for løs formodning, nemlig at Paulus nævner troner, magter og himmelske skabninger. At de også inddrager ordet «elementer», er mere end latterligt. Men da det ikke er min hensigt at gendrive andres meninger, vil jeg blot sige, hvad jeg selv mener, og hvad man kan slutte af sikre grunde. For det første fremgår det tydeligt nok af Paulus' ord, at disse slyngler ville blande Kristus sammen med Moses og ved siden af evangeliet beholde lovens skygger; derfor er det sandsynligt, at de var jøder. Men fordi de malede deres bedrag med smukke farver, kalder Paulus det tom filosofi. Dog har han efter min mening med dette ord samtidig tænkt på de spidsfindigheder, de legede med – spidsfindige, ganske vist, men alligevel tomme og verdslige. De opdigtede nemlig en adgang til Gud gennem englene og fremførte mange spekulationer af den slags, som står i Dionysius' bøger om det himmelske hierarki, hentet fra platonikernes skole. [Skrifterne under navnet Dionysius Areopagita (jf. ApG 17,34) er skrevet omkring år 500; Calvin regner dem ikke for ægte.] Hovedformålet, som han sigter mod, er altså at lære, at alt er i Kristus, og at han derfor alene må være kolossenserne nok og mere end nok. Men han følger denne orden: Efter den hilsen, han plejer at indlede med, gør han dem mere lydhøre ved at rose dem. Dernæst bekræfter han med sit vidnesbyrd den lære, som de tidligere havde modtaget af Epafras, for at spærre vejen for alle nye og fremmede påfund. Så beder han Herren om, at deres tro må vokse, og antyder dermed, at de endnu mangler noget, for at bane sig vej til en fastere undervisning. På den anden side priser han Guds nåde mod dem med lovord, for at de ikke skal ringeagte den. Derefter følger undervisningen, hvori han lærer, at alle dele af vores frelse findes i Kristus alene, så de ikke skal søge noget andetsteds. Og han minder dem om, at de i Kristus har fået alt, hvad der er af goder, for at de så meget mere omhyggeligt skal stræbe efter at bevare det til det sidste. Og dette ene hovedpunkt er sandelig alene rigeligt til, at vi kan regne dette brev, hvor kort det end er, for en uforlignelig skat. For hvad er større i hele den himmelske lære end at have Kristus levende malet for øjnene, så vi kan se hans kraft, hans embede og alle de frugter, der kommer os til gode fra ham? Det er netop især på dette ene punkt, at vi adskiller os fra de pavelige: Skønt vi begge kaldes kristne og bekender, at vi tror på Kristus, så forestiller de sig en Kristus, der er sønderrevet, vansiret, tømt for sin kraft og berøvet sit embede, kort sagt sådan, at han snarere er et spøgelse end Kristus selv; men vi tager imod ham, sådan som Paulus her beskriver ham, nemlig levende og virksom. Med ét ord: Dette brev skelner den sande Kristus fra en opdigtet. Noget bedre eller ypperligere kan man ikke ønske sig. Mod slutningen af første kapitel skaffer han sig igen myndighed ud fra det embede, der er lagt på ham, og priser storslået evangeliets værdighed. I andet kapitel viser han tydeligere, hvad hans anledning til at skrive var, nemlig at imødegå den fare, som han så truede dem. Her taler han i forbifarten om sin kærlighed til dem, så de kan forstå, at deres frelse ligger ham på sinde. Derfra går han over til formaningen, hvori han så at sige gør den foregående lære anvendelig for det aktuelle behov: Han befaler dem at hvile i Kristus alene og dømmer alt, hvad der er uden for Kristus, som tomhed. Han taler udtrykkeligt om omskærelsen, om afholdenhed fra visse madvarer og om andre ydre øvelser, som de fejlagtigt bandt gudsdyrkelsen til; ligeledes om den forkerte dyrkelse af engle, som de satte i Kristi sted. Og ledt af omskærelsen som anledning berører han i forbifarten også, hvilken opgave og hvilken natur ceremonierne havde, og ud fra det fastslår han, at de er afskaffet ved Kristus. Sådan er det helt til slutningen af andet kapitel. I tredje kapitel stiller han over for de tomme forskrifter, som de falske apostle ville tvinge de troende til at holde, den sande fromheds pligter, som Herren vil have os til at beskæftige os med. Han begynder med selve kilden, det vil sige dødelsen af kødet og livets fornyelse, og derfra leder han bækkene ud, det vil sige de enkelte formaninger, nogle, der gælder alle kristne lige, andre, der særligt vedrører bestemte mennesker efter deres kald. I begyndelsen af fjerde kapitel fortsætter han samme emne; og efter at have anbefalet sig selv til deres forbøn viser han med mange tegn, hvor højt han elsker dem, og hvor gerne han vil tage vare på deres frelse.