Indledning til Apostlenes Gerninger

For at alle troende kan læse denne beretning med større opmærksomhed og gå mere ivrigt til den, er det værd kort at gøre opmærksom på, hvor stor nytte man kan høste af den. Hos de verdslige forfattere er historiens første ros, at den kaldes livets lærermester. Hvis beretningen om menneskers gerninger fortjener så smuk en lovprisning, skønt den kun i menneskers handlinger viser, hvad man skal sky eller følge, hvilken titel er så ikke de hellige beretninger værdige? For de former ikke blot menneskets ydre liv, så det kan vinde ros ved sin dyd, men – hvad der må betyde mere for os – de viser, at Gud fra begyndelsen har haft omsorg for sin kirke; at han altid har været en retfærdig hævner for dem, der har søgt hjælp og beskyttelse hos ham; at han har været nådig og ladet sig bønfalde af elendige syndere; og således løfter de os op over himlen ved at lære os troen. Jeg tier om, at de i det hele taget fremhæver Guds forsyn, at de skelner den sande gudsdyrkelse fra den opdigtede, og at de aldrig tager fejl, når de skiller laster fra dyder. Dog undlader jeg nu også at nævne disse lovprisninger, som gælder for de hellige beretninger i almindelighed. Jeg vil kun berøre det, der er særligt for denne bog, som vi har påtaget os at gennemgå. Det, Lukas her lægger frem for at belære os, er stort og af sjælden nytte. For det første: Når han fortæller, at Helligånden blev sendt til apostlene, bekræfter han ikke alene, at Kristus var sandfærdig i sit løfte, men lærer også, at han husker på sine egne og altid styrer sin kirke; for det var med det formål, at Helligånden kom ned. Deraf lærer vi, at den rumlige afstand ikke hindrer Kristus i altid at være hos sine, sådan som han har lovet. Luthersk note: Calvin forudsætter her, at Kristus efter sin menneskelige natur er rumligt fjernt fra os i himlen og er hos sine ved Ånden. Luthersk lære siger, at Kristus er hos sin kirke, ikke blot som Gud, men også som menneske, og regerer til verdens ende (Konkordieformlen, Solida Declaratio VIII,27). Dernæst skildres her begyndelsen på Kristi rige og så at sige verdens fornyelse. For selv om Guds Søn allerede, før han forlod verden, havde samlet en kirke ved sin forkyndelse, begyndte den kristne kirkes rette skikkelse dog først for alvor at komme til syne, da apostlene, udrustet med ny kraft, forkyndte ham, den eneste hyrde, som død og oprejst fra de døde, så at alle, der før havde flakket om og var spredt, under hans ledelse kunne vokse sammen til én fold. Her gennemgås altså for os både kirkens oprindelse og dens vækst fra Kristi himmelfart, hvorved han blev erklæret for den højeste konge over himmel og jord. Desuden lyser her både Kristi forunderlige magt og selve evangeliets virkning og kraft frem. For at han ved mennesker uden anseelse og uden nogen evner så let lagde hele verden under sig alene ved evangeliets røst, skønt Satan rejste sig imod ham med så mange hindringer, deri gav Kristus en tydelig prøve på sin guddommelige kraft. Evangeliets utrolige kraft ser vi også deri, at det ikke blot brød igennem, skønt hele verden stred imod, men med den største herlighed bøjede alt, hvad der syntes utæmmeligt, til lydighed mod Kristus. Derfor blev der ved disse få og foragtede småfolk med en ringe lyd fra deres mund udrettet mere mod alle verdens voldsomste storme, end hvis Gud åbenlyst havde slynget lyn ned fra himlen. På den anden side minder Helligånden os om, at Kristi rige aldrig rejser sig, uden at Satan rasende rejser sig imod det og sætter alle sine redskaber i gang for enten at vælte det eller ryste det. Og vi lærer ikke blot, at Satan som en fjende står Kristus imod, men at næsten hele verden, drevet af samme raseri, sætter alt ind for ikke at lade Kristus få riget. Ja, vi må fastslå, at ugudelige mennesker, når de larmer imod evangeliets lære, både kæmper i Satans hær og bliver ægget af hans list til et så blindt raseri. Deraf kommer de mange alvorlige opstande, de mange fjendtlige sammensværgelser og de mange forbryderiske forsøg fra de onde på at hindre evangeliets løb, som Lukas fortæller om overalt. Endelig: Ligesom apostlene i praksis erfarede, at evangeliets lære er ild og sværd, sådan må vi lære af deres erfaring, at evangeliet på grund af både Satans hårdnakkede ondskab og menneskers skæbnesvangre trodsighed altid vil blive angrebet i store kampe, og at det vil vække frygtelige uroligheder. Men på den anden side fortæller Lukas, at apostlene med et ubøjeligt mod og en ubrydelig standhaftighed alligevel udførte, hvad de vidste, Gud havde pålagt dem. Samtidig nævner han, med hvor stor udholdenhed de slugte utallige besværligheder, trængsler og krænkelser, hvor tålmodigt de bar forfølgelsernes grumme bølger, og endelig hvor fattede de var, når de skulle tåle hån og nød af enhver art. Af sådanne eksempler bliver vi oplært til tålmodighed. For når Guds Søn har sagt, at korset altid vil følge hans evangelium, er der ingen grund til at narre os selv med et tomt håb, som om kirkens tilstand her skulle blive rolig og blomstrende. Lad derfor også os være rede til at tåle noget lignende. Og dertil kommer den ikke ringe trøst, at ligesom Gud fordum på forunderlig vis bevarede sin kirke, skønt den blev plaget og undertrykt på så mange måder, sådan vil han også være hos os i dag. For når hele denne bog jo lærer, at kirken, der lever midt i den ene død efter den anden, beskyttes af Guds hånd alene, så stiller Gud selv på den måde sit særlige forsyn i omsorgen for dens frelse frem for vores øjne. Desuden gengives her nogle af apostlenes prædikener, der således taler om Guds barmhjertighed, om Kristi nåde, om håbet om den salige udødelighed, om at påkalde Gud, om omvendelse og gudsfrygt og om andre hovedpunkter i den himmelske lære, at man ikke behøver at søge hele summen af fromheden andre steder. Men lad mig nu se bort fra fremstillingen af den sunde og rene lære. Hvis det er noget af det mest værdifulde og nyttige at vide, hvordan den kristne kirke begyndte, hvordan apostlene tog fat på at forkynde evangeliet, hvilken fremgang de havde, og i hvilke kampe de imens blev prøvet; hvor ihærdigt og modigt de gik frem trods så mange hindringer, hvor herligt de under korsets vanære triumferede over hele verdens hovmod, og hvor forunderligt Gud stod dem bi – så bør denne bog i højeste grad ligge os på sinde. For hvis den ikke fandtes, ville kundskaben om så store ting enten være begravet eller indhyllet i dybt mørke eller viklet ind i tvivl. Vi ser nemlig, at Satan har sat al sin list ind på, at der intet skulle findes om apostlenes gerninger, som ikke var iblandet løgne, for på den måde at gøre alt, hvad der blev sagt om dem, mistænkeligt og til sidst slette hele mindet om den tid af de troendes hjerter. Han fik nemlig enten vrøvlehoveder eller listige spottere til at sprede rådne fabler under falske navne, og deres tåbelighed tog troværdigheden fra selv de sande beretninger. Således indeholder de skrifter om Peter og Paulus, som går rundt under Linus' navn, så rådne ammestuehistorier, at de kun kan vække latter hos de verdslige og væmmelse hos de gode. Således er den opdigtede disputats mellem Peter og troldmanden Simon så latterlig, at den bringer skam over det kristne navn. Det samme må man mene om hele den rodebunke, der står foran Klemens' Recognitiones og koncilierne og citeres i Gratians sammenflikninger [Gratians «Decretum», den middelalderlige samling af kirkeret, der også citerer uægte skrifter tilskrevet oldkirkens biskopper]. Under dække af gamle navne narrer de de ukyndige, og uhæderlige folk slår om sig med dem som orakler, lige så hovmodigt som skamløst, skønt de er pinlige ammestuehistorier. Denne frihed til at lyve har Satan misbrugt, for at vi intet sikkert skulle vide om tiden efter Kristi himmelfart. Hvis altså dette skrift af Lukas ikke fandtes, kunne det se ud, som om Kristus, da han blev taget op til himlen, ikke efterlod nogen frugt af sin død eller opstandelse på jorden. For alt ville være forsvundet sammen med hans legeme. Vi ville ikke vide, at han blev optaget i den himmelske herlighed på en sådan måde, at han har herredømmet i hele verden. Vi ville ikke vide, at evangeliets lære blev kundgjort ved apostlenes tjeneste, så den nåede fra dem til os, om end gennem mange hænder. Vi ville ikke vide, at de var inspireret af Helligånden, så de intet andet overleverede end det, der var guddommeligt, for at vores tro skulle hvile fast på Guds sandhed. Endelig ville vi ikke vide, at Esajas' profeti var gået i opfyldelse, hvor han forudsagde, at loven skulle udgå fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem (Es 2,3). Når denne bog, der uden tvivl stammer fra Ånden selv, tager tvivlen om disse ting fra os, må vi regne den for en uhyre skat. Det har jeg med rette sagt før, og nu bekræfter jeg det igen.