Om Den Hellige Skrift

Hvor har vi da dette Guds ord, og hvor finder vi det? Skal vi vente på ny indskydelse fra Ånden og på nye åbenbaringer fra Gud?

Gud har i fortiden åbenbaret sit ord på mange måder: Han har selv vist sig, han har drevet de hellige ved sin Ånd og indgivet dem sit ord og talt gennem deres mund. Til sidst har han talt gennem Kristus og gennem hans apostle, Hebr 1, 2 Pet 1, 2 Tim 3, Luk 1. Men os har han hverken befalet at vente på en sådan indskydelse og åbenbaring eller givet løfte om den. Tværtimod har han for efterslægtens skyld ladet profeterne og apostlene nedskrive sit åbenbarede ord i bestemte skrifter, og til dem har han henvist og bundet sin kirke. Når nogen nu vil vide, godtgøre og bevise, hvad der er Guds ord, skal det derfor hedde: Sådan står der skrevet, sådan siger Skriften.

Er da også alt, hvad vi har brug for at vide om Guds ord, indeholdt i Skriften?

Kristus siger til apostlene i Joh 15: «Alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.» Og Paulus siger som apostel i ApG 20: «For jeg har ikke holdt mig tilbage fra at forkynde jer hele Guds vilje.» Derfor vil Helligånden ikke åbenbare noget andet eller nyt ud over dette gennem prælaterne eller koncilerne, og det gør han heller ikke. For hans embede er at minde om det, som Kristus har lært, Joh 14. Ganske vist er ikke alle profeternes, Kristi og apostlenes undergerninger og prædikener beskrevet enkeltvis. Men Helligånden har dog samlet hovedsummen af hele læren i Skriften, så meget som kirken har brug for til troen; ved den kan og skal kirken få det evige liv, Joh 20. Og Paulus tillægger i 2 Tim 3 Den Hellige Skrift to ting: For det første, at den gør et Guds menneske, det vil sige en præst og lærer (for de kaldes Guds mennesker), så fuldkommen, at han er rustet til enhver god gerning (som hører til embedet); for det andet, at Den Hellige Skrift kan undervise enhver kristen til frelse. Og fordi vi i Skriften har så meget, som vi har brug for til det evige liv og til frelse, skal vi med rette ikke ville høre eller vide andet eller mere i trossager.

Hvorfor kalder de gamle Skriften «kanonisk» (Scriptura canonica)? Fordi Skriften er og skal være en regel og rettesnor, som al lære i Guds kirke skal undersøges, prøves og bedømmes efter. Hvad der ikke har grund i den, hvad der ikke kan bevises ud fra den, hvad der ikke stemmer med den, men strider imod den, det kan og skal hverken udgives for eller modtages som Guds ord. Men hvad der har grund i den og stemmer med den, det er ret og godt. I den forstand bekender vi os til Den Augsburgske Bekendelse, og med den skelnen læser vi også kirkefædrenes skrifter.