Om den rette, gamle tro

Skal man indføre en ny lære i kirken eller antage en ny tro?

På ingen måde. For ligesom der er én Gud, er der også én tro, Ef 4, og det er den ene, sande, ældgamle tro, 2 Kor 5. Den kommer af den rette, gamle lære og findes i den sande, gamle, katolske (almindelige) kirke. For Gud, Ordet, troen, kirken og frelsen hænger sammen.

Så burde man vel med rette blive i pavens kirke, ved pavens lære og ved den pavelige tro, for sådan har det jo været i mange hundrede år?

I Mark 1 råber farisæerne, at Kristi lære er ny, fordi den ikke stemte overens med de ældstes overleveringer, der på det tidspunkt havde været i brug i mange år, Matt 5 og 15. Og hedningerne skælder Paulus' lære ud for at være ny og holder den afgudsdyrkelse, de længe har drevet, for den rette, gamle tro. Men når man vil påvise, hvad der er den rette, sande, ældgamle tro, lære og kirke, må man ikke tale om nogle hundrede år. Man må gå så langt tilbage, at det er den lære og tro, som Kristus og apostlene har lært, profeterne har bekendt og patriarkerne har bevidnet – ja, som er fastsat fra verdens begyndelse, Ef 2; 1 Kor 2. Men hvad denne rette, gamle tro er, finder vi ikke fast og sikkert andre steder end i de bibelske skrifter. Og fordi paven er veget bort fra denne gamle tro og har påtvunget kirken en helt anden, ny og fremmed lære uden grund i Skriften og imod den, må vi efter Guds befaling forlade den, Joh 10; Gal 1; Hebr 13, og vende tilbage til den rette, sande, ældgamle tro, som er indeholdt i Den Hellige Skrift, 2 Pet 1; 2 Tim 3. Striden drejer sig dog ikke om Skriften (for begge parter godtager Bibelen), men om hvad der er Skriftens rette, sande, gamle forståelse.

Hvordan kan et enfoldigt menneske finde vej i det?

Det kan det udmærket. For Skriften er et lys, der skinner i mørket og oplyser øjnene, Sl 19; 2 Pet 1, og derfor udlægger den sig selv med tydelige, klare ord. Det er også derfor, en lære gentages mange steder i Skriften og forklares stadig tydeligere. Desuden har Gud selv lavet et kort uddrag af hele Bibelen: en enkel sammenfatning af hovedstykkerne i hele den lære, som Skriften indeholder, og som enhver har brug for at kende til sin frelse. Denne sammenfatning kaldte de gamle meget rammende for lægfolkets bibel og katekismen. Og når Skriften forstås efter disse hovedstykker, kan udlægningen ikke slå fejl.

Skal man da formane og vejlede folk og holde dem til at læse, høre, overveje og betragte dette skrevne og mundtlige ord? Ja, ubetinget. For Skriften kan gøre os vise til frelse, 2 Tim 3, og i den er alt det nedskrevet, som tjener til undervisning, til udholdenhed, til trøst, til advarsel, til tilrettevisning, til forbedring og til opdragelse i retfærdighed, så mennesket kan være udrustet til al god gerning, Rom 15; 1 Kor 10; 2 Tim 3. Og det samme ord, når det prædikes, er Guds kraft, som frelser alle, der tror på det, Rom 1; det er den sæd, vi bliver genfødt af, 1 Pet 1. For da de hørte Ordet, stak det dem i hjertet, ApG 2. Troen kommer af at høre Ordet, Rom 10, og Sl 77 og 119 taler meget smukt om at betragte Ordet.

Men det er jo alene Guds værk. Ville det så ikke være magi at tilskrive bogstaverne og stavelserne eller en præsts forgængelige stemme en sådan kraft og virkning?

Denne kraft og virkning ligger ikke i bogstaverne som tegn, og det er heller ikke meningen, at præstens stemme i sig selv skulle være så kraftig og mægtig. For at oplyse og omvende hjerterne, at virke bod, at give tro og at skabe lydighed er alt sammen Guds gerninger, som han virker i menneskene med sin almægtige kraft. Uden denne Åndens kraft er Skriften og prædikenen kun et dødt bogstav, 2 Kor 3. Men han vil ikke virke med denne kraft uden midler. Til det formål har han indstiftet Ordets og sakramenternes middel. Det bruger han som et ydre redskab, og gennem det vil han virke, forøge og bevare alt dette i hjerterne.

Derfor kaldes Den Nye Pagts embede den levendegørende Ånds tjeneste (ministerium spiritus vivificantis): gennem det skriver Ånden, som gør levende, Ordet ind i hjerterne, så vi på den måde forvandles af Herren til hans billede, 2 Kor 3. Og i 2 Kor 10 siger Paulus, at Gud er mægtig gennem vores stridsvåben. Gal 2: Gud har virket kraftigt gennem Peter blandt de omskårne og gennem Paulus blandt hedningerne. 1 Kor 3: Paulus planter, Apollos vander, og Gud giver væksten; for vi er Guds medarbejdere, 1 Kor 3. Sådan oplyser Gud hjerterne, men gennem Ordet, Sl 19; han åbner hjertet, men gennem Ordet, ApG 16; han omvender, men gennem Ordet, ApG 26; han giver bod, men ved at Ordet bliver hørt, ApG 2; han virker tro, når det prædikede ord bliver hørt; han er en trøstens Gud, men gennem Skriftens udholdenhed og trøst, Rom 15; han skaber lydighed, men gennem apostelembedet, Rom 1 og 15.

Derfor må man flittigt formane folk til at holde sig til det skrevne og prædikede ord, høre det og betragte det, hvis de vil, at Gud skal virke, forøge, styrke og bevare disse gaver i dem. På dette sted skal der ved eksaminationen stilles nogle spørgsmål om skrifterne i begge testamenter. Og fordi ordningen med de kanoniske tidebønner og breviaret engang først og fremmest blev indført, for at kirkens tjenere skulle vænne sig til dagligt at læse og betragte Den Hellige Skrift, skal superintendenterne pålægge hver enkelt sognepræst at læse noget i Det Gamle og Det Nye Testamente hver dag. Ved den følgende eksamination skal de så undersøge, hvor mange kapitler de har læst, hvad indholdet af hvert kapitel er, hvordan de forstår teksten, hvilket hovedstykke (locus communis) den hører under, og hvordan den skal anvendes i praksis. Sådan vil man bedst kunne se, hvor flittig hver enkelt er, og hvilke fremskridt han gør.