Om Guds ord

Hvilken lære eller hvilket ord skal en præst forkynde for kirken?

Han skal ikke prædike sine drømme eller sit eget hjertes tanker og forgodtbefindende, Jer 23. Han skal heller ikke prædike menneskers lærdomme og påbud, Es 29, Matt 15. Nej, den, der taler i Guds kirke, skal tale som Guds ord, 1 Pet 4, så det kan hedde: «Jeg har lagt mine ord i din mund», Es 59. Og som Augustin siger, må det ikke hedde: Sådan siger jeg, sådan siger du, sådan siger han, men: Så siger Herren osv.

Hvad er da Guds ord?

Det er Guds hemmelige, skjulte visdom, 1 Kor 2. I den åbenbarer Gud ved ordet os stakkels mennesker sit væsen og sin vilje, så meget som vi har brug for at vide i dette liv: at vi kan erkende den nød og elendighed, som vi er kommet i ved synden, og ligeledes hvordan vi bliver hjulpet ud af den, hvordan vi ret skal kende og ære Gud og også leve et gudfrygtigt liv, og hvad der skal komme efter dette liv osv.

Kan et menneske da ikke af naturen forstå dette ved sin egen fornuft?

Sådan som naturen nu er fordærvet ved synden, ved og forstår den intet grundigt eller sikkert om det, 1 Kor 1 og 2. For i disse sager er fornuften ikke blot blind, men det rene mørke, Joh 1, Ef 5. Den har nok en dunkel erkendelse, ligesom i en drøm, af at Gud findes, og at han skal æres. Men hvem denne Gud er, og hvordan han vil æres, ved fornuften intet om; ja, når den følger sine kloge tanker, stifter den kun gruelig afgudsdyrkelse, Rom 1. Af loven kender fornuften ligeledes kun et lille stykke, nemlig det, der angår visse verdslige og ydre laster og dyder. Men om syndens egentlige rod og om den sande gudsdyrkelse ved fornuften slet intet, Rom 1 og 7, og hele evangeliets lære er en hemmelighed, som er ukendt og skjult for fornuften, 1 Kor 1. Nej, Gud har af stor nåde åbenbaret det for sin kirke ved sit eget særlige ord, som han selv har givet, dels umiddelbart, dels middelbart. Og for at vi ikke skal behøve at tvivle på hans ord, har han stadfæstet det med herlige vidnesbyrd og store undergerninger.

Skulle ikke enhver kunne blive frelst i sin religion og tro uden Guds ord, når blot han mener det godt?

Gud kalder alene sit eget ord et livets ord, Joh 6, Fil 2, og frelsens ord, ApG 13, et ord, som kan frelse vores sjæle, Jak 1, Rom 1, Luk 11. Men om alle andre sekter, som er uden Guds ord og står uden for det, lyder Guds dom i Ef 2: De er uden Gud, uden Kristus, uden forjættelse og håb. For den, der ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, Joh 5, og den, der ikke tror på Sønnen, skal ikke se livet, Joh 3. Der er nemlig ingen anden grundvold for frelsen end Jesus Kristus alene, 1 Kor 3. Men ham åbenbarer kød og blod ikke; det gør Faderen i ordet og ved ordet, Matt 16, Gal 1.