Om de hovedstykker, som hele prædikeembedet og hele den kristne lære består i

Hvad kræver Gud af sine kirkens tjenere med hensyn til, hvordan de skal forvalte hans hemmeligheder?

Paulus siger det kort i 1 Kor 4,2: Af forvaltere kræves ikke andet, end at de findes tro, og det er også det, Gud vil dømme dem efter på den dag.

Hvad består denne troskab da i?

Den omfatter meget. Den, der vil findes tro i dette embede, må for det første læse og studere flittigt, så han forstår grundlaget for den rene lære godt og har den gave, at han kan fremføre læren for folk tydeligt og med omtanke (1 Tim 3 og 4; 2 Tim 2 og 3). For hvordan kan man være tro i embedet, hvis man ikke selv forstår læren grundigt eller ikke kan fremføre den ret? For det andet må han ikke bare sige et eller andet i almindelighed om Guds ord, men han må mene det oprigtigt og med al flid og alvor rette sin prædiken mod, at tilhørerne kan blive opbygget ved den (1 Kor 14; Ef 4). Det sker, når man fører embedet sådan, at prædikenerne rettes mod de hovedstykker, som Skriften selv angiver, nemlig til belæring eller til trøst, til tålmodighed, til advarsel, til irettesættelse, til forbedring, til omvendelse, til tro, til retfærdighed eller til gode gerninger (Rom 15; 1 Kor 10; 2 Tim 3; Tit 1; ApG 26). Og i Ez 34 beskrives det meget smukt, hvordan hyrdeembedet i kirken skal føres i troskab: Fårene skal vogtes, det bortkomne skal opsøges, det vildfarne hentes tilbage, det sårede forbindes, det svage passes, det syge helbredes, og der skal dømmes mellem får og bukke osv. For det tredje må en præst ikke alene lære ret; den troskab, han skylder Gud og kirken, kræver også, at han, som Luther siger, ikke alene føder fårene, men også værger mod ulven. Han må ikke dække over falsk lære eller besmykke den, men irettesætte den og advare fårene mod den (Ez 13; Joh 10; Matt 7; Tit 1; ApG 20). Det betyder ikke, at han skal bringe alle slags stridsspørgsmål op på prædikestolen, men kun så meget, som det er nyttigt og nødvendigt til advarsel og opbyggelse for hans tilhørere.

For det fjerde hører det til en præsts troskab, at han husker, at Gud har sat ham til vægter og tilsynsmand i sin kirke. Når han hører og mærker, at nogle af hans tilhørere er kommet bort fra de retfærdiges vej og farer vild på syndens vej, må han derfor ikke være en blind vægter eller en stum hund (Es 56) og heller ikke lægge bløde puder under de ugudelige (Ez 13). Han skal råbe frimodigt og blive ved (Es 56) med at undervise, bede, bønfalde, advare, formane, true og irettesætte med al tålmodighed og belæring, enten med kærlighed og mildhed eller med skarphed og alvor (Ez 3 og 33; Es 58; 2 Tim 4; Tit 2; 1 Kor 4). Ellers vil Gud kræve de fortabte sjæles blod af præstens hånd (Ez 3). For det femte må han leve et liv, der ikke vækker forargelse, og i sin vandel være et forbillede for hjorden (1 Tim 3; 1 Kor 9; 1 Pet 5). For som Augustin siger: «Så meget en ond hyrde bygger op med sin lære, så meget river han ned med sit liv – hvis den, der lever ilde, overhovedet bygger noget op. For den lærer koldt, som ikke selv bliver grebet af den lære, han fremfører i Guds sted, og som ikke lever efter den.»

Til sidst: Ingen er af sig selv dygtig til et så højt embede, og uden Guds velsignelse kan man ikke udrette noget frugtbart i embedet. Derfor må en tro præst flittigt bede og lade andre bede for sig selv, for sit embede og for hele kirken, sådan som Paulus gør i alle sine breve, og som Samuel siger i 1 Sam 12,23: «Det være langt fra mig at synde mod Herren ved at holde op med at bede for jer og lære jer den gode og rette vej.» Dette må præsterne ofte og flittigt mindes om, så de viser en sådan troskab i deres embede. De skal vide, at når de gør det, er deres arbejde ikke forgæves og spildt i Herren (1 Kor 15,58). De vil tværtimod ved Guds nåde frelse mange (1 Tim 4,16) eller i hvert fald redde deres egen sjæl (Ez 3). Gør de det ikke, må de stå til regnskab for det over for overhyrden.

I hvilke hovedstykker er hele læren i Guds ord, Den Hellige Skrift, inddelt og sammenfattet?

Kristus sammenfatter det hele sådan: Prædik omvendelse og syndernes forladelse i mit navn (Luk 24,47); omvend jer og tro på evangeliet (Mark 1,15); prædik evangeliet og døb, og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer (Matt 28,19–20). Johannes sammenfatter det sådan: Omvend jer, tro på Kristus, og bær frugt, som svarer til omvendelsen (Matt 3; ApG 19). Paulus sammenfatter det på samme måde i ApG 20 og 26: omvendelse til Gud, tro på Kristus og gerninger, der svarer til omvendelsen. Ligeledes består summen i at kende Gud og hans vilje (Ef 1; Kol 1). Men Guds vilje er, at vi skal omvende os fra synden (Ez 18), tro på Kristus (Joh 6) og leve et helligt liv (1 Thess 4). Summen er også sammenfattet meget enkelt i katekismens hovedstykker og består i evangeliets lære.