Om synden mod Helligånden

Kristus siger i Matt 12, Mark 3 og Luk 12, at der findes en synd eller bespottelse mod Helligånden, som ikke bliver tilgivet hverken i denne verden eller i den kommende. Kan eller bør man så hurtigt og let dømme, at et menneske har begået denne synd?

I dette spørgsmål må man være meget forsigtig og omhyggelig, så man ikke lærer imod evangeliets almene løfte, som om nogle synder var så store og svære, at de ikke kunne tilgives synderen, selv om han omvendte sig og troede på Kristus. For det ville jo betyde, at Kristus ikke havde gjort fyldest for dem, og dermed kunne stakkels samvittigheder blive drevet ud i fortvivlelse. I oldkirken opstod der da også mange falske og skadelige meninger om dette. Nogle hævdede nemlig, at den, der faldt i synd efter dåben, ikke kunne få det tilgivet. Men den mening modsiger Paulus åbent med eksemplet med korinthieren og med galaterne, som faldt efter dåben og alligevel blev forsonet med Gud igen, 2 Kor 2; Gal 4. Kristus siger også om dem, der er brødre, det vil sige kristne: «Ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange», Matt 18; Luk 17. Novatianerne hævdede, at den, der i forfølgelsens tid fornægtede evangeliets sandhed, som han havde erkendt, ikke kunne få sin synd tilgivet, heller ikke selv om han bagefter omvendte sig og søgte og bad om forsoning med Gud ved troen for Kristi skyld.

Denne mening forkastede den gamle rettroende kirke med stor alvor som falsk og skadelig, og den gendrev den med Skriftens stærke grunde, sådan som også Peters fald, da han fornægtede Herren, vidner om. Andre hævdede også – og det var farligt – at de synder, der sker af svaghed, er imod Gud Fader, og de synder, der sker af uvidenhed, imod Gud Søn, og at kun de kan tilgives, mens de synder, der sker med vilje og forsæt, skulle være imod Helligånden, sådan at de ikke kunne tilgives, selv om den faldne synder omvendte sig og troede på Kristus. Men det strider mod hele evangeliets kerne, som lærer: 1. at Kristus er forsoningen, ikke kun for nogle, men for alle, for hele verdens synd; 2. at Kristus har befalet at prædike omvendelse og syndernes forladelse for alle syndere uden forskel, og befalingen gælder alle: «Omvend jer og tro på evangeliet», og også: «Kom til mig, alle» osv.; 3. at evangeliets løfte siger om alle uden forskel, at den, der omvender sig og tror på Kristus, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv; 4. at Himmerigets nøgler har en befaling og et løfte, der gælder alle: «Hvis I tilgiver nogen [lat. quorumcunque, «hvem som helst»] deres synder, bliver de tilgivet»; 5. desuden har vi Adams og Davids eksempel: De syndede afgjort med vilje, men omvendte sig alligevel og fik syndernes forladelse ved troen.

Heraf ser man klart, hvor farligt det er at diskutere alt for skarpt og nøje om den synd, som efter Kristi dom ikke skal tilgives hverken i denne verden eller i den kommende. Oldkirkens diskussioner er derfor nævnt her, for at præsterne kan være advaret og vide, hvilke diskussioner og meninger de skal vogte sig for i dette spørgsmål. Og hvis den slags tanker skulle falde ængstede samvittigheder ind, skal præsterne vide, hvilket grundlag de skal trøste dem ud fra.

Hvordan kan man så alligevel enkelt og grundigt beskrive den synd mod Helligånden, som ikke bliver tilgivet?

Den enkleste, sikreste og tryggeste vej i dette spørgsmål er den, som Augustin viser og følger. For det første så han klart, at det må være en synd mod Helligåndens embede, mod hans gaver og virkninger. Men også for dem, der står Helligånden imod, ApG 7, bliver der prædiket omvendelse til syndernes forladelse, Luk 24, og Stefanus beder også for dem, ApG 7. Skal det derfor være en sådan synd mod Helligånden, som aldrig i evighed bliver tilgivet, så må der for det andet, siger Augustin, komme noget mere til, nemlig en ubodfærdighed indtil enden (finalis impoenitentia): at et menneske ender sit liv i denne synd uden omvendelse og dør i den. Det skriver Augustin i Retractationes, bog 1, kap. 19, i prædiken 11 over Herrens ord, i Enchiridion, kap. 83, og i brev 50. Derfor kan man bedst og sikrest dømme om denne synd mod Helligånden, som ikke bliver tilgivet, bagefter, når Gud har åbenbaret sin dom over et menneske ved en ubodfærdig død i sådanne synder.

Heraf har de gamle hentet nyttig lære, advarsel og formaning, nemlig at ikke alle synder, der sker mod Helligåndens embede og gerning, er utilgivelige. For mange af dem, der har stået Helligånden imod, gjort ham bedrøvet og forbitret ham, bliver ved Guds nåde omvendt igen og frelst. Men de synder, hvor man står Helligånden imod i hans embede og virkning, er langt sværere og farligere end andre synder. Grunden er, at Helligånden kan hjælpe os ud af andre synder, når han ved sit embede og sin virkning vækker sand omvendelse i hjerterne og tænder den rette tro, så man får syndernes forladelse. Men den, der står dette Helligåndens embede imod, kan ikke få forladelse, hvis han bliver ved med det. Og for at enhver kan være advaret og vogte sig for dem, har de gamle på en enkel måde opregnet disse synder mod Helligåndens embede og virkning sådan: 1.

Formastelse i tillid til Guds barmhjertighed eller til, at synden forbliver ustraffet (praesumptio): når nogen synder i tillid til Guds nåde og bilder sig ind, at Gud ikke vil fordømme ham, men frelse ham, selv om han hele tiden bliver ved med at synde uden bod og omvendelse. 2. Hårdnakkethed (obstinatio): når nogen imod alle omvendelsesprædikener og formaninger fra Guds ord har et så hårdt og forstokket hjerte og fatter et så ondt forsæt, at han hverken vil høre eller følge, men kun bliver mere og mere ondskabsfuld af det; og også den, der ikke vil regne synd for synd og erkende den, men forsvarer den, roser sig af den osv.

3. Bekæmpelse af den erkendte sandhed (impugnatio agnitae veritatis): når nogen bevidst og med forsæt, imod sin samvittighed, spotter, forfølger og bekæmper den erkendte sandhed i Guds ord osv. og tilskriver Djævelen Helligåndens gerning. 4. Fortvivlelse (desperatio): den, der helt fortvivler om Guds nåde og sin frelse, skønt den bliver tilbudt ham i Kristus gennem ordet og beseglet ved sakramenterne. 5. Misundelse over den nåde, Gud har vist brødrene (invidentia fraternae gratiae): den, der af bittert, usigeligt had under sin næste Guds nåde, Helligåndens gaver og frelsen. 6. Ubodfærdighed indtil enden (impoenitentia finalis): at blive uden omvendelse til enden, dø i ubodfærdighed og have det onde forsæt aldrig at holde op med synden. Kort sagt: Helligånden virker omvendelse, tro, fornyelse osv. gennem ordet. Den, der enten foragter, fordrejer, misbruger, spotter eller forfølger Guds ord osv., eller som bevidst og med vilje hindrer og ødelægger Helligåndens gerning, når han vil virke omvendelse, tro og ny lydighed i os, synder derfor mod Helligåndens embede og gerning.

For sådanne syndere skal man prædike omvendelse skarpt og alvorligt og vise dem, hvor svære og farlige disse synder er. Og hvis nogen ved Guds nåde omvender sig fra sådanne synder, må man på ingen måde sige, at de er utilgivelige. Men disse synder mod Helligåndens gerning og embede har den onde art og egenskab, at de forhærder hjertet mere og mere og til sidst helt, som hos Farao. Som regel lader Gud også sin dom ramme dem, så de bliver overgivet til et forvendt sind, forstokket og forblindet, Rom 1,28; Joh 12. Derfor sker det kun sjældent, at sådanne syndere bliver omvendt, og kun få af dem bliver det, hvis de bliver ved i synden. I samme betydning siger også Paulus i Tit 3: «Undgå et kættersk menneske, når han er blevet formanet én og to gange, og vid, at et sådant menneske er forvendt og synder, da han har dømt sig selv.» Men Gud bringer dog undertiden af særlig nåde også sådanne mennesker på ret køl igen, og vi må ikke sætte Gud nogen grænse eller noget mål. Derfor kan og må vi, så længe frelsens dag varer, ikke hurtigt og let dømme nogen for at have begået denne synd, som er utilgivelig.

Men hvis nogen bliver i sådanne synder uden omvendelse indtil enden, dør og går fortabt, så har vi Guds åbenbarede dom over, at det har været en sådan synd eller bespottelse mod Helligånden, som ikke bliver tilgivet hverken i denne verden eller i den kommende, det vil sige, som Chrysostomos siger, en synd, der skal straffes her med forstokkelse og dér med den evige ild. Det er også meningen med de svære ord i Hebr 6 og 10: De, der bevidst, med forsæt og helt falder fra Kristus og hans evangelium og bliver ved med det, så de så at sige korsfæster Kristus igen og gør ham til spot, træder Guds Søn under fode og håner nådens Ånd, kan ikke få denne synd tilgivet. For de kommer ikke til omvendelse, og uden for Kristus er der intet offer for synden, sådan som teksten selv forklarer det.