Om sakramenterne i Det Nye Testamente i almindelighed

Hvad et sakramente er, skal man hente definitionen på i Melanchthons «Examen ordinandorum» (Philipp Melanchthons eksaminationsbog).

Hvor mange dele hører der til et sakramente i Det Nye Testamente?

To. For det første et ydre, synligt element, tegn, ceremoni eller handling, som Kristus i Det Nye Testamente har ordnet og indstiftet ved et særligt ord og en udtrykkelig befaling, og som han har befalet hele kirken at bruge indtil verdens ende. For det andet ordet eller nådeløftet: Kristus har indstiftet disse sakramenter, for at han gennem dem som et ydre middel og vidnesbyrd kan række, tilegne, overgive, forvisse og besegle hver enkelt troende personligt det nådeløfte, som ellers tilbydes og forkyndes for alle i almindelighed i evangeliet.

Hvorfor har Kristus indstiftet sakramenterne ved siden af ordet?

For at styrke og bevare vores svage tro ved dem. Vores hjerte har svært ved at holde sig til det blotte ord alene, og når ordet prædikes for alle i almindelighed, diskuterer vores samvittighed altid med sig selv: Mener Gud også mig? Må også jeg personligt tage det til mig og trøste mig ved det? Derfor har Kristus, som er rig på barmhjertighed, indstiftet disse ydre, synlige sakramenter. I dem og gennem dem vil han selv handle med os som gennem synlige, offentlige vidnesbyrd, så vi kan have et sikkert segl og pant på, at han i sandhed tilegner, forvisser og besegler evangeliets løfte til hver enkelt personligt, som bruger disse sakramenter i tro. Og der er ingen tvivl om, at Guds Søn gennem dem virker kraftigt i de troende for at styrke og bevare troen ved dem. Derfor forkaster man med rette sakramentsfornægterne, som anser sakramenterne for blot ydre tegn, der kun betyder og viser noget.

Er vores tro også nødvendig for sakramentet?

Hvad angår sakramenternes substans eller væsen, lægger hverken tro eller vantro noget til sakramenterne eller tager noget fra dem, hverken hos dem, der forvalter dem, eller hos dem, der modtager dem, for de er Guds gerninger. Det er ikke vores tro, der gør et sakramente, men alene Guds ordning og kraft. Men spørger man, hvordan sakramenterne gavner, og hvem de gavner, så vi får deres frugt, nytte, kraft og virkning til frelse, så er troen nødvendig, nemlig den tro, der griber og tager imod denne nåde i sakramenterne lige så vel som i ordet. Sådan siger Skriften: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt», Mark 16,16. Og ligeledes: «Den, der spiser uværdigt, spiser sig selv til dom», 1 Kor 11,29.

Hvor mange sådanne sakramenter er der da i Det Nye Testamente?

Strengt taget kun to, nemlig den hellige dåb og Herrens højværdige sakramente. For i disse to findes de væsentlige dele, som hører til et sakramente: for det første ydre tegn, som Kristus selv har indstiftet og befalet, og for det andet nådeløftet, nemlig at dette løfte ved disse sakramenter skal tilegnes og besegles de troende.

Er tilgivelsen ikke et sakramente?

Tilgivelsen har én egenskab til fælles med sakramenterne, nemlig at evangeliets almindelige løfte gennem den rækkes, tilegnes og forvisses hver enkelt troende for sig. Ser man på denne egenskab, gør nogle hverken galt eller uret i at regne tilgivelsen med blandt sakramenterne. Men da Kristus ikke har ordnet og indstiftet noget ydre tegn til tilgivelsen, kan den ikke i egentlig forstand kaldes et sakramente, sådan som dåben og nadveren. Man skal dog ikke strides om ord her, som Apologien for Den Augsburgske Bekendelse siger.

Hvorfor skal man ikke tælle syv sakramenter, sådan som man gør i pavekirken? Fordi de væsentlige dele, som hører til et sakramente, mangler. Ægteskabet er for eksempel indstiftet og ordnet af Gud, men det har ikke på Guds befaling noget ydre tegn af den slags, der hører til et sakramente. Ægteskabet er heller ikke et middel, som frelsens løfte tilegnes ved. Og i Ef 5 kalder Paulus ikke ægteskabet et sakramente på samme måde som dåben og nadveren, men en hemmelighed – og det med henblik på Kristus og hans menighed.

Apostlene lagde jo hænderne på folk, og Helligånden kom over de troende, ApG 8 og 19. Hvorfor skulle firmelsen så ikke være et sakramente, når den har et ydre tegn og løftet om Ånden? Blandt andre gaver til at gøre undere havde apostlene også denne: Ligesom de syge blev raske ved deres håndspålæggelse, Mark 16, sådan gav Helligånden sig også ved den til kende hos de troende med ydre, synlige gaver, for eksempel at tale i tunger, ApG 8. Men det var midlertidigt. Vi har ingen befaling i Guds ord om, at vi skal gøre det efter, og heller intet løfte om, at Gud vil give Helligånden ved vores håndspålæggelse. Endnu mindre har de paveliges salvelse med krisma Guds ord, befaling eller løfte for sig.

Hvorfor er præstevielsen ikke et sakramente? Apostlene lagde jo hænderne på præsterne, og derved blev der givet gaver, 1 Tim 4; 2 Tim 1.

Det er sandt, at præsternes ordentlige kald og ordination har Guds ord og løfte om guddommelig velsignelse, og det er en herlig og nødvendig trøst. Men ordinationen har ikke noget løfte om, at den, der vil have del i Guds nåde og frelsen, skal blive præst. For også mange af dem, der har profeteret, skal på den dag høre: «Jeg kender jer ikke», Matt 7. Håndspålæggelsen har heller ingen udtrykkelig befaling i Guds ord; apostlene brugte den som et frit middelting for bønnens skyld. Men smøringen i den pavelige præstevielse har hverken befaling eller eksempel i Det Nye Testamentes skrifter. Den er tværtimod en genindførelse af de levitiske ceremonier i strid med Guds ord. Da præstevielsen altså mangler både element og løfte, er den ikke et egentligt sakramente.

Hvad så med den sidste olie? Her har elementet jo Guds ord for sig, Mark 6; Jak 5, og løftet om syndernes forladelse står ved den, Jak 5.

Apostlene og andre i den første kirke havde gaven til at helbrede ved undere, 1 Kor 12, og til det brugte de undertiden håndspålæggelse, Mark 16, undertiden salvelse med olie, Mark 6. Men da også denne gave sammen med andre undere ophørte, efter at evangeliet var tilstrækkeligt stadfæstet, har vi hverken befaling eller løfte om det i Guds ord. Og Jakob tilskriver ikke syndernes forladelse salvelsen, men troens bøn. De pavelige salver heller ikke dem, de håber at gøre raske, men dem, der ligger for døden, og det i den mening, at deres synder skal forlades dem ved denne salvelse. Det er ikke blot uden Guds ord, men imod Guds ord.