Om forskellen mellem dødssynd og daglig synd (peccatum mortale og peccatum veniale)

Er der da stadig synd tilbage, også i de hellige, i dette liv?

Ja, for selv om de bliver styret af Helligånden, klager de dog over, at der i deres kød ikke bor noget godt, men at synden hænger ved dem selv i det gode, Rom 7, og at kødet strider mod Ånden, Gal 5. Og selv om de er hellige, tjener Gud og ikke er sig noget ondt bevidst, bekender de alligevel, at de er syndere, 1 Kor 4; Sl 32, 130, 143. Ja, den, der ikke bekender det, men siger, at han ikke har synd, bedrager sig selv, 1 Joh 1. Derfor må alle hellige i dette liv bede: Fader, forlad os vor skyld.

Kan David da på én gang være ægteskabsbryder og alligevel være og blive retfærdig og velbehagelig for Gud?

På ingen måde. For Skriften skelner: Der er nogle synder i de hellige, som de ikke bliver fordømt for; trods dem beholder de troen, Helligånden, Guds nåde og syndernes forladelse, Rom 8; 1 Joh 1; Sl 32. Men der er også synder, som gør, at selv de, der er forsonet med Gud, mister troen, Helligånden, Guds nåde og det evige liv, når de falder i dem. Så falder de tilbage under Guds vrede og i den evige død, hvis de ikke omvender sig og atter bliver forsonet med Gud ved troen, Rom 8; 1 Kor 6; Gal 5; Ef 4 og 5; Kol 1; Joh 3; 1 Tim 1; 2 Pet 1. Herfra stammer forskellen mellem dødssynd og tilgivelig synd (peccatum mortale et veniale), som almindelige folk kalder dødssynd og daglig synd. Paulus kalder det synder, der hersker mod samvittigheden, og synder, der nok bor i kødet, men ikke hersker, Rom 6 og 7; 1 Tim 1.

Hvad nytter det da at indskærpe denne forskel omhyggeligt?

Det tjener til, at de kristne lærer at vogte sig for dødssynder eller – hvis de sidder fast i dem – ikke at blive i dem og fortsætte i dem. Det tjener også til, at de lærer, hvordan de skal forholde sig til den synd, der stadig bor i kødet, så den ikke bliver dem til fordømmelse. For når denne forskel ikke omhyggeligt indskærpes eller ikke bruges rigtigt, opstår der al slags falsk tryghed og ubodfærdighed blandt de kristne. Derfor skal sognepræsterne ved eksaminationerne vænnes til ikke blot at kunne opregne de syv dødssynder, men også til at kunne påvise ved hvert af Guds bud, hvilke synder der er dødssynder, og hvilke der er tilgivelige. Hvad en dødssynd er, og hvad en tilgivelig synd er, kan man vise ved at lade dem fremsige definitionerne fra Melanchthons «Examen ordinandorum». Som forklaring kan man føje følgende spørgsmål til.

Er arvesynden, som stadig er tilbage i de troende i dette liv, da i sig selv så let, ringe, ubetydelig og intetsigende en ting, at Gud hverken kan eller vil blive vred over den?

Selv om én synd er større og tungere end en anden, Joh 16; Matt 11; Luk 12, så er der dog i loven ingen synd, der i sig selv er så ringe, at den ikke er skyldig til Guds vrede og den evige fordømmelse og fortjener dem, hvis Gud ville gå i rette med den. For der står skrevet: Forbandet er enhver, som ikke bliver i alt det, der står skrevet i loven, 5 Mos 27; Gal 3; og: Den, som overholder hele loven, men snubler på ét punkt, er blevet skyldig i alt, Jak 2. Og det er en farisæisk, fordømt vildfarelse at tale om Guds små og ringe bud, Matt 5. Paulus klager jo også bittert over synden i sit kød, Rom 7; Gal 5.

Er der da synder, der er så store og tunge, at de, der omvender sig og tror på Kristus, ikke kan få dem tilgivet i evangeliet?

Nej, for Kristus har gjort fyldest for alle synder, 1 Joh 2, og vil frelse selv de allerstørste syndere, 1 Tim 1. Han har også befalet, at omvendelse og syndernes forladelse skal prædikes for alle syndere, Joh 20; Matt 9; Luk 15. For nåden er langt mægtigere end synden, Rom 5.

Når det er sådan, hvordan kan det så være, at nogle synder hos de kristne er tilgivelige og andre dødssynder?

Grunden hertil skal forklares omhyggeligt og grundigt, så enhver kristen kan erkende og vide, om han lever i dødssynder eller i synder, der ikke fører ham til fordømmelse. Det hele beror ganske enkelt på, at enhver prøver sig selv, om der er omvendelse og tro hos ham, Rom 2; Jer 5; 2 Kor 13. For arvesynden bor stadig i kødet, og den er ikke død, uvirksom eller stille, men lokker og pirrer med mange slags onde lyster og melder sig med mange onde tanker og tilbøjeligheder, Jak 1; Rom 7; Gal 5. Når en kristen nu har mishag ved disse onde lyster, erkender dem som synd, ikke leger med dem og ikke følger dem, men står dem imod, dæmper, korsfæster og døder dem ved Ånden, så de ikke får herredømmet og ikke bliver ført ud i livet, Rom 6 og 7; Gal 5, så er det sikkert, at der er en sand og oprigtig omvendelse. Og når de kristne beder om, at denne svaghed ikke må blive tilregnet dem, men tilgivet dem for Kristi skyld, og tror og stoler på, at Kristus som den rette nådestol dækker over denne splid i dem for Gud, Rom 7; Sl 32; 1 Joh 1 og 2, så er der jo en oprigtig, sand og frelsende tro. Og hvor en ret tro i sand omvendelse griber Kristus i evangeliet og holder sig til ham, dér er der intet, der fører til fordømmelse, men Guds nåde, syndernes forladelse og frelsen, Rom 8; 1 Joh 1 og 2; Sl 32. Sådan og af den grund er og bliver sådanne synder i de hellige tilgivelige synder, som ikke fører til fordømmelse.

Hvad så, når man følger disse lyster, har glæde af dem, søger lejlighed og tænker på, hvordan de kan blive ført ud i livet, Rom 6; Mika 2; Jak 1?

Så bliver det en dødssynd, som Paulus siger, Rom 8; Jak 1, og det har denne grund: Når man har behag i synden og lader den gøre og bestille, hvad den vil, når man går efter den, følger den og fører den ud i livet, så er der ingen sand og oprigtig omvendelse, og så er der heller ingen sand tro, 1 Tim 1 og 5; 2 Pet 1. For det er troens art og kendetegn, at den ikke søger, hvordan den uden frygt kan synde, blive i synden og synde endnu mere, men at den hungrer og tørster efter retfærdigheden, så den kan blive fri af synden. Hvor der nu ikke er nogen sand omvendelse, dér fælder Helligånden dommen, Jer 5; Rom 2; Luk 13; Åb 2, 9 og 16. Og hvor der ikke er nogen sand tro, dér er Kristus ikke, Helligånden ikke, Guds nåde ikke, syndernes forladelse ikke og frelsen ikke. Hvad er der så? Uden tvivl Guds vrede, den evige død og fordømmelse, hvis de faldne ikke omvender sig igen, Kol 3; Rom 8. Sådan og af den grund bliver synderne til dødssynder i de kristne, når omvendelse, tro, Kristus og Helligånden går tabt.

Hvad skal man så prædike for sådanne mennesker?

Man skal ikke fortie deres synd, ikke besmykke, undskylde eller forsvare den, men revse den, Es 56 og 58; Ez 13 og 14; 2 Tim 4, og holde Guds tunge dom frem for dem, 1 Kor 6; Gal 5; Kol 3; Joh 3; Matt 11; 2 Pet 2. For den, der regner dem for rette kristne og smigrer dem, forfører dem og gør sig medskyldig i deres fordømmelse, Es 3; Jer 8 og 23; Klages 3; Ez 3 og 33. Men straffeprædikenen er det middel, som Gud vil virke omvendelsen igennem, Jer 15. Forbliver synderen alligevel forhærdet og omvender sig ikke, så har præsten dog frelst sin egen sjæl, Ez 3.

Hvad så, når sådanne faldne ved Guds nåde rejser sig igen og virkelig omvender sig?

Så skal man med glæde tage imod dem igen og forkynde dem syndernes forladelse, Jer 3 og 18; Ez 18 og 33; Matt 18; Luk 15. Det bekræfter eksemplerne med Peter, David, den fortabte søn, korintherne og galaterne. Og det skal ske ikke blot syv gange, men halvfjerds gange syv gange, Matt 18.