Om dåben

Hvad dåben er.

Definitionen tager man fra Luthers katekismus og fra Melanchthons «Examen ordinandorum».

Hvor mange dele hører til dåben?

For det første vand, Joh 3; Ef 5; ApG 10. For det andet Guds ord, Ef 5, nemlig ordet med befalingen om dåben, Matt 28, og løftet om nåden, Mark 16. Det er netop dette ord, der er den egentlige helligdom, som gør dåben til et rent vand, Ez 36, ja, til et nådefuldt livets vand, Ez 47; Zak 14, og til et genfødelsens bad, Tit 3.

Er det så en dåb, når ordene bliver sagt over vandet, uden at der er nogen, som bliver døbt?

Nej, for når Kristus siger: «Døb!», så er det hans vilje og befaling, at dåben skal være en handling, hvor nogen skal døbes med det vand, der er fattet i Guds ord. Derfor kalder Paulus den også et bad, Ef 5; Tit 3. Det er ikke klokker eller andre skabninger, der skal døbes, men folkeslagene, Matt 28, som er født af kødet, Joh 3; og de skal døbes til syndernes forladelse, ApG 2,38.

Hvorfor siger man ved dåben ikke i almindelighed: «Døb alle folkeslag», men: «Jeg døber dig osv.»?

Fordi sakramenterne skal have den egenskab, at Gud gennem dem handler med hver enkelt for sig, ApG 2: «Hver af jer lade sig døbe osv.» Derved skal enhver troende i sit hjerte have et sikkert vidnesbyrd, pant og segl på, at nådens løfte er meddelt og tilegnet ham personligt, Gal 3; 1 Pet 3; ApG 2.

Hvad betyder ordene «Jeg døber dig i navnet osv.», og hvordan skal de forstås ret?

«I navnet» betyder for det første: på befaling. For det andet betyder det: med sand påkaldelse af Gud. For det tredje, og først og fremmest, rummer det, at kirkens tjener ved dåben ikke handler for sin egen person eller i sit eget navn, men at Gud Fader, Søn og Helligånd i sandhed er til stede dér og handler med den, der bliver døbt, gennem det ydre embede. Faderen tager ham til nåde for sin Søns fortjenestes skyld og helliger ham med Helligånden til evig retfærdighed og salighed. «I navnet» betyder altså det samme som «i stedet for Gud Fader, Søn og Helligånd», sådan som Paulus taler om prædikenen og tilgivelsen, 2 Kor 2 og 5.

Er Gud Fader da til stede i og ved dåben?

Ja, og ikke blot sådan som han ellers er til stede overalt, men sådan at han ved dette bad frelser os efter sin barmhjertighed, så vi af hans nåde for Kristi skyld og ved Helligånden er retfærdige og arvinger til det evige liv, Tit 3. Desuden er Gud Fader til stede i og ved dåben på den måde, at han ved den opretter en god samvittigheds pagt med os over for sig ved Kristus, 1 Pet 3.

Er Sønnen også til stede dér?

Det siger Paulus med klare og smukke ord, Ef 5: Kristus, som har givet sig selv hen for sin menighed, renser den i badet med vand ved ordet. Ligeledes: Vi bliver døbt til Kristi død, Rom 6, til hans opstandelse, 1 Pet 3, ja, i dåben iklæder vi os Kristus, Gal 3, og det er det, som i Apostlenes Gerninger kaldes at døbe i Kristi navn.

Er Helligånden da også ved dåben?

Vi bliver født på ny af vand og Ånd, så vi kan komme ind i Guds rige, Joh 3. Og dåben er et genfødelsens og fornyelsens bad ved Helligånden, som er udøst rigeligt over os, for at vi kan blive retfærdige og frelst, Tit 3. På dette grundlag skal folk lære at se på den hellige dåb, ikke som et menneskes gerning, men som Guds gerning, hvor den hellige Treenighed er til stede og gennem det ydre middel handler med en stakkels synder mod døden, djævelen osv. til evig retfærdighed og salighed.

Hvad gavner dåben, og hvilken kraft og virkning har den?

Det viser indstiftelsesordene og andre ord i Skriften klart: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst», Mark 16. Ligeledes: «Lad jer døbe til syndernes forladelse», ApG 2. «Lad dig døbe og få dine synder vasket bort», ApG 22. Ved badet med vand ved ordet renser Kristus sin menighed for sig, Ef 5. Gud frelser os ved genfødelsens og fornyelsens bad ved Helligånden, så vi ved hans nåde er retfærdige og arvinger til det evige liv, Tit 3. Den, der ikke bliver født på ny af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige, Joh 3. Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud, 1 Pet 3. Derfor siger Luther med rette i sin katekismus: «Dåben virker syndernes forladelse, forløser fra døden og djævelen og giver den evige salighed til alle, som tror det, osv.»

Men alle disse goder hører jo til Kristi fortjeneste, hans lydighed og lidelse. Skal man så føre folk bort fra Kristus og henvise dem til dåben? Når Kristus skilles fra dåben og dåben fra Kristus, sådan som sakramentssværmerne gør, kan den ikke skaffe eller virke noget af dette, men er et rent og bart tegn. Men Kristus er til stede i og ved dåben, sådan at vi bliver døbt til hans død og opstandelse, Rom 6; 1 Pet 3, ja, i dåben iklæder vi os Kristus, Gal 3, og han renser os ved dette bad, Ef 5. Og Gud Fader giver, rækker og besegler de troende Kristi fortjeneste ved Helligånden i dåben eller gennem dåben, Tit 3. Derfor er det, som sagt, ikke vandet og heller ikke præstens gerning, der virker dette, men Gud Fader, Søn og Helligånd gennem dåben som det ordentlige middel, Gud har indstiftet til det. Altså bliver de troende ikke ført bort fra Kristus ved dåben; dåben er tværtimod det middel, som fører os til Kristus og indlemmer os i ham, Rom 6; Mark 10. For frelsen er erhvervet ved Kristus på korset, men i dåben og gennem dåben bliver den uddelt, Mark 16.

Hvor længe varer dåbens gavn og trøst da, og hvor langt rækker den?

Gennem hele menneskets liv, ja, helt ind i det evige liv. For Kristus siger: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst», Mark 16. Ligeledes: I dåben bliver vi født på ny, så vi er arvinger med håb om evigt liv, Tit 3. Og Kristus renser sin menighed ved badet med vand for at føre den frem for sig uden plet og ulastelig, og det begynder her, men fuldendes først i det andet liv, Ef 5. Og det er en smuk og herlig trøst, at vi i hele vores liv gennem dåben har en sikker pagt og et offentligt vidnesbyrd om, at vi har del i Kristi fortjeneste og til alle tider kan trøste os ved den og tage imod den. Sådan trøster Paulus galaterne ud fra deres dåb, Gal 3.

Hvad så med den, der er døbt, men mister troen?

Den gavn og trøst ved dåben, som er nævnt ovenfor, gribes og bevares ved troen. For den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt, Mark 16. Hvor der nu ingen omvendelse er, og hvor der ingen gode, men lutter onde frugter følger, dér er der ingen sand, levende tro, som vist ovenfor. Ligeledes har den, der ikke holder sig til Guds nåde i Kristus, men foragter den og er ligeglad med den, heller ingen ret tro osv. Og selv om de er døbt, står de alle under denne dom: Den, der ikke tror, vil blive fordømt.

Når nogen på den måde er trådt ud af sin dåbspagt, kan han så slet ikke trøste sig ved sin dåb bagefter, selv om han vender om igen?

I pavedømmet lærer man sådan og taler om «den anden planke, som man må gribe» [lat. de secunda tabula arripienda; billedet går tilbage til Hieronymus: når dåbens skib er forlist, er boden den anden planke, man kan redde sig på]. Men langt derfra, at vores vantro skulle ophæve Guds troskab, Rom 3. For når vi er utro, forbliver han tro, 2 Tim 2. Og Gud har ikke bygget nådepagten i dåben på den betingelse, at hvis vi ikke holder den, vil han heller ikke holde den, selv om vi vender om igen. Dåben er tværtimod en dør til fællesskabet med Kristi fortjeneste, som de gamle smukt har sagt. I den skal vi blive, og er vi faldet, skal vi altid igen i sand omvendelse og ved den rette tro have adgang og indgang til den samme nådepagt, så længe det hedder «i dag», Hebr 3. Jeremias beskriver med trøstende ord i Jer 3, hvordan Gud her priser sin store nåde.

Skal vi da lade os døbe igen, så ofte vi falder?

Nej, for den nådepagt, som Gud slutter med os i dåben, er en evig pagt, Es 54, og dåben er et vidnesbyrd om, at Gud vil holde denne pagt med os, når og så ofte vi omvender os til ham. Derfor behøver vi ikke at lade os døbe igen, når vi omvender os efter at have syndet. Sådan var det også i Det Gamle Testamente: Når de faldne omvendte sig, lod de sig ikke omskære på ny, men trådte i ret bod og ved sand tro igen ind i den nådepagt, som Gud havde oprettet med dem i omskærelsen. Sådan var det også, da korintherne og galaterne var faldet og igen omvendte sig: Paulus døber dem ikke på ny, men henviser dem til pagten og trøsten i deres første dåb, 1 Kor 6 og 12; Gal 5. For om nadveren står der skrevet: «Så ofte I gør dette.» Men ved dåben lyder befalingen ikke sådan: «Så ofte I bliver døbt osv.»

Har dåben også anden gavn og virkning end trøsten ved syndernes forladelse og frelsen?

Den vigtigste gavn og trøst ved dåben, som samvittigheden bygger nådepagten på, er den, vi har talt om. Men Paulus nævner desuden endnu en ting, som dåben også skaber og virker. Han siger nemlig i Tit 3, at dåben for det første er et genfødelsens bad, nemlig at vi, som var vredens børn, bliver født på ny af vand og Ånd, så vi for Kristi skyld er Guds børn. For det andet siger han, at dåben også er et bad til fornyelse ved Helligånden.

Hvad består denne fornyelse i?

Det sammenfatter Paulus kort og grundigt i Rom 6. For det første bliver vi ved dåben plantet ind i døden, nemlig sådan at kraften i Kristi død ikke alene tilgiver synden, men ved Helligånden også begynder at korsfæste, dræbe og begrave synden i kødet hos de døbte. Synden skal ikke herske, og vi skal ikke adlyde og tjene dens lyster, men dø fra dem. For det andet bliver vi ved dåben også ligedannet med Kristi opstandelse, Rom 6, og derved fornyer Helligånden sindet, så vi iklæder os det nye menneske, som er skabt i lighed med Gud i sand retfærdighed og hellighed, Ef 4.

Hvordan skal man minde folk om deres dåb og formane dem til at bedre sig? Efter Paulus' eksempel i Rom 6: Ved I ikke, at I er døbt til dette og med det formål, at I skal korsfæste det gamle menneske, dø fra synden ved daglig anger og omvendelse og ikke tjene dens lyster, for at vi, ligesom Kristus er blevet oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, også skal leve et nyt liv? Og videre: Således skal også I betragte jer selv som døde for synden, men som levende for Gud i Kristus. Lad derfor ikke synden herske i jer, så I adlyder den i dens lyster osv. Og ligesom Gud i dåben har sluttet en nådepagt med os om en god samvittighed, sådan har vi til gengæld lovet ham at dræbe synden og leve for retfærdigheden. Det er derfor, forsagelsen (abrenuntiatio) finder sted i selve dåbshandlingen, ved spørgsmål og svar: Forsager du Djævelen? Ja osv. Når vi nu med vilje bryder en sådan pagt og et sådant løfte, er det klart, hvilken grufuld synd det er. For det er Helligånden, der virker denne fornyelse, og så hindrer og ødelægger vi hans værk osv. Men de kristne kan og skal i tillid til deres dåb frimodigt påkalde Helligånden og bede ham dræbe kødets gerninger i dem og rense og forny hjertet mere og mere dag for dag.

Er dåbens virkninger og velgerninger da straks helt fuldkomne i de døbte?

Genfødslen, det vil sige barnekåret og syndernes forladelse, er hel og fuldkommen, så snart en troende bliver døbt, og alligevel strækker den sig gennem hele menneskets liv. Fornyelsen derimod bliver begyndt i dåben og skal vokse og tage til dag for dag, men den bliver først fuldkommen i det kommende liv. For her i livet er fornyelsen ufuldkommen og skal vokse og tage til fra dag til dag, 2 Kor 4; Ef 4; Kol 3; 1 Pet 2.

Skal man også døbe de små børn?

Ja, for barnedåben har altid, lige fra apostlenes tid, været brugt i den kristne kirke, og den er også blevet forsvaret som ret ud fra Guds ord mod kætterne, sådan som de ældste kirkelige forfattere bevidner: Irenæus, Cyprian, Origenes, Ambrosius, Augustin og Chrysostomos.

Har barnedåben også grund i Guds ord?

Ja, for Kristus siger om de små børn i Matt 19 og Mark 10: Himmeriget, eller Guds rige, er bestemt for sådanne. Men ingen, der er født af kødet, kan komme ind i Guds rige, medmindre han bliver født på ny, Joh 3. Og genfødslen sker af vand og Ånd, Joh 3. For dåben er Helligåndens genfødselsbad, Tit 3. Når Kristus nu vil have de små børn ind i Himmeriget, og det skal ske ved dåben, så er det jo Kristi mening, vilje og befaling, at man skal døbe de små børn. For forjættelsen om Guds rige må tilegnes ved et middel, som Gud har indsat til det; uden tilegnelse gavner forjættelsen ingen. Derfor må også forjættelsen om Himmeriget, som er givet de små børn, Mark 10, tilegnes dem ved et særligt middel. Og dette middel kalder Skriften dåben, Joh 3; Tit 3. For det andet vil Kristus også have de små børn frelst, for han siger: Det er ikke jeres himmelske Fars vilje at en af disse små skal gå fortabt, Matt 18. Men den himmelske Far frelser ved genfødslens bad, Tit 3. Derfor er det også Guds vilje, at de små børn skal døbes, for at de ikke skal gå fortabt, men blive frelst. For det tredje er de små børn undfanget og født i synd og er altså af natur vredens børn, Sl 51; Ef 2. Skal de nu ikke gå fortabt, men blive frelst, må de få syndernes forladelse, Luk 1; Rom 4. Men dåben er netop sådan et guddommeligt middel: Ved den bliver synden forladt og vasket bort, ApG 2 og 22.

For det fjerde er det Kristi vilje og befaling, at man skal bringe de små børn til ham, for at han kan velsigne dem, Mark 10. Men spørgsmålet er, hvor og hvordan det kan ske. Nu siger Skriften, at de, der bliver døbt, iklæder sig Kristus, Gal 3. De bliver jo døbt til hans død og opstandelse, Rom 6; 1 Pet 3, og ved vandbadet i ordet renser og helliger Kristus sin menighed, som han har givet sig selv for, Ef 5. Og det er den rette velsignelse, Gal 3; Ef 1. Heraf følger, at det er Kristi befaling at døbe de små børn. For det femte er dåben kommet i stedet for omskærelsen, Kol 2. Ligesom nådepagten ved omskærelsen blev tilegnet og beseglet ikke alene de voksne, men også de små børn, 1 Mos 17, sådan bliver nu med rette ikke alene de store, men også de små døbt. Nåden er jo ikke blevet mindre og snævrere i Det Nye Testamente, men rigere og mægtigere. For det sjette profeterer Esajas i Es 49, at det i Det Nye Testamente ikke alene er de store og voksne, der skal indlemmes i kirken: De skal, siger han, bringe dine sønner i favnen og bære dine døtre på skuldrene. Og da Peter i ApG 2 havde døbt de voksne, sagde han: For jer er forjættelsen og for jeres børn. Apostlene døbte også hele husstande, ApG 16; 1 Kor 1, og de små børn er sandelig ikke udelukket fra dem. Heraf kan man nu klart og let forstå, ikke alene at barnedåben er ret, men også hvad den gavner, hvorfor den er nødvendig, og hvilken herlig og skøn trøst både forældre og børn har af den.

Ud fra dette grundlag skal superintendenterne også lægge eksaminationen an, så de spørger, hvad dåben gavner børnene, hvorfor den er nødvendig for dem, hvilken trøst barnedåben giver osv.

Men Kristus har jo sat de to ting sammen: Lær og døb. Da man endnu ikke kan undervise de små børn, skal man altså heller ikke døbe dem.

Disse tanker har også ført apostlene vild. For da man bragte små børn, der ikke fejlede noget på legeme eller helbred, til Kristus, tænkte apostlene: Når man endnu ikke kan nå sådanne små børn med ordet eller med undervisning, så vil eller kan Kristus heller ikke have med dem at gøre i det, der angår frelsen. Derfor viste de børnene bort fra Kristus, indtil de var kommet til forstand. Men Kristus blev vred på apostlene og bekræftede med en ed, at han også kan og vil have med sådanne små børn at gøre, når de bliver bragt til ham, så de kan modtage hans velsignelse og Guds rige, Matt 19; Mark 10; Luk 18. Når Kristus siden siger i Matt 28: Lær og døb, betyder det altså ikke det, som gendøberne sværmer om. Meningen er, at ord og sakramente skal høre sammen. Dåben er jo et vandbad i ordet, Ef 5, og hvor evangeliet ikke er prædiket, dér skal man heller ikke døbe.

Men hvor evangeliet bliver prædiket, dér lærer forældrene, at nådens forjættelse også gælder deres børn, ApG 2, så de skal bære dem på armene til Kristus, Es 49, og at Kristus også vil give sådanne små børn sin velsignelse og Guds rige, Mark 10. I Det Gamle Testamente var begge dele befalet: at lære og at omskære. De voksne blev først undervist og derefter omskåret, 1 Mos 17 og 18, mens de små børn først blev omskåret, 1 Mos 17, og derefter undervist, når de kunne spørge, 5 Mos 6; 2 Mos 12. Sådan består også hele Det Nye Testamentes embede i ord og sakramenter. Når voksne eller større børn først bliver omvendt, går undervisningen forud, og dåben følger efter, ApG 2, 8, 10. Men med de troendes små børn er det med rette ordnet med undervisning og dåb på samme måde, som det i Det Gamle Testamente var ordnet med undervisning og omskærelse. For hvad omskærelsen var i Det Gamle Testamente, det er dåben i Det Nye Testamente, Kol 2. Når Johannes skriver til de troendes børn, at de skal kende Faderen, skriver han derfor først, at deres synder er tilgivet dem på grund af hans navn. Og det sker, når de bliver døbt i Kristi navn til syndernes forladelse, ApG 2. For den samme forjættelse gælder også børnene, ApG 2; Es 49.

Men der står skrevet: Den som tror og bliver døbt osv. Når troen nu kommer af at høre prædikenen, hvordan kan de små børn så tro?

Kristus siger udtrykkeligt og klart i Mark 10 og Luk 18, at de små børn, som bliver bragt til ham, modtager og tager imod Guds rige, det vil sige syndernes forladelse, nåde og frelse, og han siger: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer ikke ind i det. Men de, der modtager og tager imod Guds rige, hører til blandt de troende. For uden tro kan ingen behage Gud, Hebr 11, og den, der ikke tror, bliver fordømt, Mark 16. Derfor kaldes omskærelsen, som også blev givet de små børn, et segl på troens retfærdighed, Rom 4. Der er altså ingen tvivl om, at Helligånden ved dåben også bliver givet de små børn, og at han virker i dem og bevirker, at de tager imod Guds rige, selv om vi ikke kan forstå, hvordan det går til. For dåben er genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden, som bliver udgydt over de døbte, så de bliver retfærdige og arvinger til det evige liv, Tit 3; Joh 3. Og at Helligånden også kan virke åndeligt i de små børn, før de har fornuft, bevises af eksemplet med Johannes Døberen, Luk 1.

Har calvinisterne ret, når de siger, at de døbtes og troendes børn er Guds børn og arvinger til det evige liv før dåben og uden dåben?

Det er en gammel, fordømt vildfarelse, som pelagianerne havde, og som Augustin omtaler i sit skrift om de små børns dåb, bog 2, kap. 25 og 26. Pelagianerne ville netop slutte det samme ud fra ordet i 1 Kor 7: Jeres børn er hellige. Dér handler det dog kun om, at en troende hustru med god og ren samvittighed kan leve i ægteskab med en vantro mand og få børn med ham; for alt er rent for de rene, Tit 1. Men Paulus taler ligeud og om alle under ét, når han siger, hvad vi bringer med os til verden, Ef 2: Vi var af natur vredens børn – ikke alene de, der er født af hedenske forældre, men også vi, siger Paulus, altså de, der er født af omskårne forældre. For det, der er født af kødet, er kød og kan ikke komme ind i Guds rige, medmindre det bliver født på ny af vand og Ånd, Joh 3. Nådens forjættelse gælder jo også børnene, 1 Mos 17; men den må tilegnes dem ved, at de små børn bliver bragt til Kristus, Mark 10; Es 49. Og at det sker ved dåben, er tilstrækkeligt bevist ovenfor.

Er de troendes børn da fordømt, når de kommer døde til verden?

Nej. Når Gud lægger børnene i vores hænder og giver os midlerne, så de kan få nådepagtens segl, så siger han ganske vist: Det drengebarn, som ikke bliver omskåret på den ottende dag, skal udryddes, 1 Mos 17; 2 Mos 4. Men når Gud ikke giver dette middel, så er Guds nåde ikke bundet til sakramenterne. Sådan var det med de børn i Det Gamle Testamente, der døde før den ottende dag, og ligeledes i de fyrre år i ørkenen, hvor man på grund af fjenderne og den daglige vandring ikke kunne få børnene omskåret, Jos 5. Sådanne små børn skal i stedet bæres frem for Herren Kristus og overgives til ham i bøn. Og det, der bedes om i hans navn, skal være et ja og blive bønhørt, Joh 16, fordi det sker i tillid til hans forjættelse, 1 Mos 17: Jeg vil være din Gud og dine efterkommeres Gud efter dig. Lad de små børn komme til mig, for Himmeriget er bestemt for sådanne, Matt 19. Når vi nu ikke kan bringe sådanne børn til Kristus ved dåben, gør vi det ved bønnen. Det skal forældrene formanes til, og det skal de trøstes med.