Om ægteskabet og om præsternes ægteskab

Hvad er ægteskabet?

Det er en god og hellig stand, som Gud selv først indstiftede i Paradiset, og som han har stadfæstet efter syndefaldet, også efter syndfloden, ja, også i Det Nye Testamente. I den bliver en mand og en kvinde efter Guds indstiftelse på ordentlig vis føjet uadskilleligt sammen til ægteskabeligt samliv. Det sker, for at menneskeslægten kan formere sig, for at utugt kan forhindres, og for at de to kan vise hinanden kærlighed, venskab, tjeneste og hjælp. Til det formål giver Hustavlen i Ef 5, Kol 3 og 1 Pet 2 både mand og hustru hver sin lektie.

Er det også en ren og hellig stand for Gud?

Al anden forening mellem mand og kvinde uden for ægteskabet har Gud hårdt og alvorligt forbudt, og det er synder, som Gud vil straffe i dette liv og i evighed, Gal 5; Hebr 13. Alene i ægteskabet har han tilladt et sådant ægteskabeligt samliv. Derfor er det ikke en uren stand, men så velsignet af Gud, at det blandt de troende er en hæderlig, ren, hellig, kysk og ærbar stand for Gud (for disse betegnelser giver Skriften ægteskabet, Hebr 13; 1 Thess 4; 1 Tim 2; Tit 2), hvor fromme kristne kan leve med god samvittighed, påkalde Gud, tjene ham og blive frelst, 1 Tim 2; 1 Kor 7; 1 Pet 2. Derfor skal man også indgå i denne stand og leve i den i gudsfrygt og sand påkaldelse.

Er alle mennesker da forpligtet til at gifte sig, hvis de vil blive frelst?

Nej, for i Matt 19 undtager Kristus for det første dem, der af natur eller på anden måde er uegnede til ægteskabet, og for det andet dem, der af Gud har fået den gave, at de kan være afholdende og i øvrigt leve kyskt og ærbart som ugifte eller som enker. Dem råder Paulus til at forblive sådan, fordi de i en sådan enlig stand har mindre trængsel og uden mange ydre hindringer kan tjene Gud og være hellige både på legeme og ånd, 1 Kor 7. Men hvis også de vil gifte sig, siger Paulus, at de ikke synder ved det. Til dem, der ikke har den gave, siger Paulus derimod, at ægteskabet er ordnet og befalet for at undgå utugt, og at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.

Er det også rigtigt, at en, der ikke har gaven, lover eller sværger aldrig at gifte sig?

Skriften siger: «Du må ikke friste Herren, din Gud.» Men det er at friste Gud, når man ikke vil bruge de midler, som Gud har anordnet for at forhindre noget – sådan som ægteskabet er anordnet for at undgå ukyskhed. Og Kristus siger, at det ikke er givet alle at leve kyskt uden for ægteskabet, og at ingen kan det, medmindre det er givet ham, Matt 19. Og Paulus siger i 1 Tim 4, at det er djævlelære under skin af hellighed at forbyde folk at gifte sig. Og det er netop det, der sker gennem løfterne (vota).

Kan prædikeembedets højhed og hellighed også tåle, at en præst har en hustru?

Ja, for ikke alene havde præsterne i Det Gamle Testamente hustruer, men Paulus skriver også, at man i Det Nye Testamente skal vælge en mand til biskop og ældste, som er uangribelig, én kvindes mand osv., 1 Tim 3; Tit 1.

Men nogle siger, at Paulus skal forstås billedligt: at en biskop kun skal have én kirke, eller at man nok må vælge en mand til biskop, der har været én kvindes mand, men ikke en, der har en hustru.

Paulus forklarer selv klart og tydeligt, at han ved «én kvindes mand» forstår en, der har børn og har sin egen husholdning med hustru og børn. Desuden var nogle af apostlene gift, og ikke alene tidligere: De tog også deres hustruer med rundt, mens de udøvede deres prædikeembede, 1 Kor 9, som Ignatius og Clemens bevidner. For Paulus siger ikke: «som har været», men: «som er én kvindes mand». Ellers måtte der også stå: «som har været ædru og god til at undervise, men ikke er det mere».

Men det er et helligt og højt embede, og ægteskabet er en kødelig stand. – Det er en djævelsk bespottelse, at nogle paver ikke har skammet sig over at tyde Paulus' ord og anvende dem på ægteskabet: «De der er i kødet, kan ikke glæde Gud», og ligeledes: «Hvis I lever i overensstemmelse med kødet, vil I dø.» For ægteskabet er Guds ordning, helliget ved hans ord og velsignelse, 1 Mos 1 og 9. Derfor siger Kristus, at det er Gud, der sammenføjer ægtefællerne, Matt 19, og Paulus siger: «Den, der tager sig en hustru, synder ikke», 1 Kor 7. For også i det ægteskabelige samliv er der helliggørelse, ære og kyskhed, 1 Tim 2; 1 Thess 4; Tit 2, og i 1 Pet 2 kaldes de hustruer hellige, som underordner sig deres mænd, og Hebr 13 siger: «Ægteskabet er hæderligt hos alle, og ægtesengen ubesmittet.» Ja, selv en troende hustrus ægteskabelige samliv med en vantro mand er helligt, 1 Kor 7. Derfor er det djævlelære at forbyde folk at gifte sig, 1 Tim 4, for også i det ægteskabelige samliv kan kristne blive frelst, 1 Tim 2. Derfor bestemmer den 4. kanon fra koncilet i Gangra med rette: «Den, der mener, at man skal holde sig borte fra en gift præst, som om man ikke må tage del i nadveren, når han forretter tjenesten, han være forbandet.»

Men Paulus siger alligevel, at det er godt ikke at røre en kvinde, og ligeledes: Den ugifte bekymrer sig om det, der hører Herren til, osv., 1 Kor 7. Så må det vel være bedre ikke at gifte sig.

Paulus forklarer tydeligt, hvordan han mener det: ikke at det er ondt og synd at gifte sig, men at det er godt for mennesket på grund af den nuværende nød. For ægtefæller møder megen legemlig trængsel og bliver også ofte hindret i det, der hører Herren til. Af den grund ville det nok være bedre, om den, der er i prædikeembedet, kunne forblive ugift. Men Paulus siger: Dette siger jeg ikke for at kaste en strikke om halsen på jer, for enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden, og efter den gave skal enhver vælge det, der kan være godt for ham: at gifte sig eller at forblive ugift. Og den, der gifter sig, synder ikke og kan også godt beklæde en biskops embede, 1 Kor 7; 1 Tim 3; Tit 1. Ægteskabeligt samliv og husholdning hindrer heller ikke det, der hører til tjenesten i kirken, hos dem, der er gudfrygtige og tro. Det bevidner så mange eksempler: patriarkerne, profeterne, præsten Zakarias, apostlene, biskopperne og martyrerne. Og Paulus vil have en biskop, som leder sit eget hus godt, 1 Tim 3. Men i 1 Kor 7 taler han om det, der almindeligvis sker, når ægtefællerne ikke begge er kristne, gudfrygtige og tro.

Kan man da ikke være præst uden at have en hustru?

Den, der har gaven til at forblive ugift, gør vel i det og kan med mindre besvær passe prædikeembedet, især i forfølgelsestider, 1 Kor 7. Derfor skal enhver prøve sig selv og ud over at bede også gøre sig umage for at se, om han kan forblive ugift. For Kristus roser den frivillige kyskhed hos dem, der har gjort sig selv til eunukker for Himmerigets skyld, Matt 19. Men han tilføjer, at det ikke opnås alene ved bøn og flid, for han siger: «Ikke alle kan rumme dette ord, men dem det er blevet givet. Den der kan rumme det, skal rumme det!» Den, som Gud har givet gaven, skal bruge den til at fremme Himmeriget. Men til den, der ikke har gaven, siger Paulus: «For at hindre utugt skal enhver have sin egen hustru», og ligeledes: «Hvis de ikke kan være afholdende, skal de gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.» Og den, der gifter sig, synder ikke, men kan også godt være biskop, 1 Kor 7; Tit 1.