Om påkaldelse af helgenerne

Skal man også påkalde helgenerne, som er gået bort fra dette liv? Nej, for det er en synd mod det første bud at tilbede noget andet end den ene Gud alene, Matt 4. Men tilbedelse omfatter at påkalde Herrens navn i al nød, Sl 50, og Gud vil ikke give sin ære til nogen anden, som ikke er Gud, Es 48. Derfor har Kristus også formet bønnen sådan, at vi skal påkalde ham, som er og hedder «Fader vor, du som er i himlene», og han slutter den med ordene: «For dit er æren» osv.

Men vi er fattige syndere og er ikke værd at blive bønhørt. Derfor har vi brug for en forbøn, der kan gælde hos Gud, og vi skal erkende denne vores uværdighed.

Alt det er sandt, og netop ud fra det argument er al hedensk afgudsdyrkelse opstået, som Ambrosius skriver i sin forklaring til 1. kapitel af Romerbrevet. Men Skriften viser os her en sikker vej, nemlig at vi har én eneste mellemmand og talsmand mellem Gud og os, 1 Tim 2. Han er ikke kun vores mellemmand, hvad forløsningen angår, men han er også vores talsmand, 1 Joh 2, han går i forbøn for os, Rom 8, viser sig for Guds ansigt for os, Hebr 9, og beder for os, så vi kommer til Gud ved ham, Hebr 7. For ved Kristus har vi frimodig adgang til Gud i fuld tillid, Ef 3. Derfor har han befalet os at bede i hans navn, Joh 14, 15 og 16. Og fordi hans fortjeneste og forbøn er behagelig for Gud, stærk og virkningsfuld nok, har vi ud over befalingen et sikkert og fast løfte om bønhørelse, Joh 15 og 16. For han kan altid hjælpe dem, der kommer til Gud ved ham, Hebr 7. Lad nu ethvert kristent hjerte overveje, hvilken vederstyggelighed det er enten at sætte helgenernes fortjeneste og forbøn i Kristi sted eller at sætte den ved siden af ham.

Men Kristus er alt for høj og herlig for os. Helgenerne derimod, som har levet i den samme svaghed som vi, vil langt hellere og mere omhyggeligt tage sig af vores nød.

I Hebr 2 og 4 står der skrevet: Vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med os, men han er blevet fristet i alt, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i de sager, vi har med Gud at gøre. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone, så vi kan finde nåde, når vi har brug for hjælp. Ligeledes er han ikke for herlig for os, for han kalder selv på os: «Kom til mig» osv., Matt 11; og ligeledes: «Den som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise», Joh 6. Ja, i sit rige husker han endda en stakkels røver, Luk 23. Altså har vi Guds befaling og løfte om at bede i Kristi navn, Joh 16, men om helgenerne har vi ingen af delene i Guds ord.

Det kan jo ikke være anderledes: Helgenerne, som lever hos Gud, under og ønsker os, der er på jorden, alt godt, ligesom de kære engle gør.

Hvorfor skulle vi så ikke påkalde dem?

Nogle skriftsteder viser, at helgenerne, som lever hos Gud, ligesom de kære engle i almindelighed under og ønsker Guds kirke alt godt, mens den endnu er på jorden i denne jammerdal. Men deraf følger ikke, at vi skal påkalde dem i vores nød, for vi har hverken befaling eller løfte om det. Og Skriften siger udtrykkeligt, at vi derfor skal påkalde Gud og ikke helgenerne, som er i den anden verden, for de ved intet om os og vores nød, Es 63,16. Fordi de er i den anden verden, kan de heller ikke se vores hjerters tanker, sukke og klager og kende dem. Det tilkommer alene Gud og det ene menneske Kristus, Jer 17; Rom 8; Åb 1; Joh 2; Luk 24.

Skulle Gud da ikke kunne åbenbare vores nød, vores sukke og bønner for helgenerne? Og hvem ved, om Gud ikke bruger helgenerne som midler og tjenere til det, når han vil hjælpe os, ligesom han bruger englenes tjeneste til det?

Bønnen og påkaldelsen må ikke bygges på en usikker formodning, men må have udtrykkelig befaling og løfte i Guds ord, for den skal ske i tro, Jak 1. Men det, der her siges om helgenerne, er menneskelige, usikre tanker uden Guds klare ord, befaling og løfte, ja i strid med den klare tekst, Es 63,16; ApG 15. Og selv om det på alle måder forholdt sig med helgenerne som med englene, ville det alligevel ikke følge deraf, at man skal tilbede og påkalde dem. For englene forkynder ganske vist, at bønnen er hørt, Dan 9 og 10; Luk 1, men de vil alligevel ikke tilbedes og påkaldes, Åb 19 og 22.

Men Israels børn beder dog ofte sådan: Husk, Herre, dine tjenere Abraham, Isak og Jakob osv.

De minder Gud om hans nådige tilsagn til patriarkerne om den velsignede sæd og om barnekåret, og på det løfte bygger de deres bønner. Men de påkalder aldrig de afdøde patriarker, for at Gud skal bønhøre dem for patriarkernes fortjeneste og forbøns skyld. Tværtimod bekender de det modsatte i Es 63,16: Der nævner de nok patriarkerne, men de påkalder ikke dem, men Gud. Når man også anfører 1 Mos 48: «Mit og mine fædres navn skal nævnes over dem» [«Invocetur meum patrumque nomen super eos», ordret «mit og mine fædres navn skal påkaldes over dem»], betyder det ikke andet, end at de skal regnes til hans slægt og kaldes med hans navn, og Es 4,1 viser klart, at det er meningen. Ligeledes bekræfter ordet i Jer 15: «Selv om Moses og Samuel stod foran mig» osv. ikke de afdødes forbøn, men siger kun dette: Selv om der var én blandt dem, som kunne bede lige så godt som Moses og Samuel, vil jeg alligevel ikke skåne disse skurke, og Ez 14 viser klart, at det er meningen.

Skal man da ikke ære Guds hellige?

Jo, men sådan som Gud vil have dem æret, og sådan som de selv vil æres. Som Maria siger: De skal prise mig salig, ikke fordi jeg kan gøre store ting, eller fordi mit navn skal være helligt, men fordi Herren har gjort store ting mod mig, og fordi hans navn er helligt. Og Apologien sammenfatter den rette måde at ære helgenerne på sådan: For det første skal vi prise Gud, som har smykket helgenerne med store gaver. Disse gaver skal vi berømme, og vi skal rose de helgener, som har brugt gaverne trofast, ligesom Kristus roser den tro tjener, Matt 25. For det andet skal vi af deres lære og bekendelse, af deres kors og lidelse og af deres standhaftighed hente lindring, trøst og håb, Rom 15. For det tredje skal vi efterfølge dem i troen og i andre gudfrygtige og prisværdige dyder. Det er den rette ære for helgenerne. For den ære, som tilkommer Gud, nemlig tilbedelse og påkaldelse, må hverken gives til engle eller helgener, og den kan heller ikke behage de kære helgener.