Om den kristne kirke

Hvor finder man den rette kristne kirke her på jorden, eller hvordan kan man kende, hvilken den er, og hvor den er?

Det rette kendetegn på den kristne kirke er ikke, at den største flok er der, Matt 7; Luk 7, og heller ikke, at de mægtige, de klogeste og de mest ansete er der, 1 Kor 2. Heller ikke de, der fører titlen og navnet eller sidder i de ordentlige embeder, er altid den rette, sande kristne kirke, sådan som historien om profeterne, Kristus og apostlene viser. Det er heller ikke nok at sige: «Sådan har de gamle holdt det», Matt 5 og 15. Den rette, sande kristne kirke her på jorden er derimod der, hvor man finder disse kendetegn: at Guds ord læres uforfalsket, klart og rent, Joh 10; Ef 2 og 4; 2 Kor 2; 2 Tim 1; at synd bindes og løses ved ordet og efter ordet, Matt 16; Joh 20; at sakramenterne forvaltes efter Guds ordning og indstiftelse, Matt 28; og at der er mennesker, som bruger sakramenterne, Mark 16; 1 Kor 10 og 12, hører ordet, Joh 10, tager imod det, 1 Thess 1; 1 Kor 15, bekender det, Matt 10, følger det, Joh 10, og påkalder Gud sådan, som ordet lærer, Luk 19; 1 Kor 1; Sl 29.

Nogle gange bygges der guld på dette fundament, andre gange strå. Men hvor fundamentet er og bliver, dér har Gud sin kirke, 1 Kor 3; 1 Kong 19.

Er så alle, der udadtil holder sig til denne forsamling og dette fællesskab og bekender sig til det, hellige og frelste?

Nej, ikke alle. For ikke alle, der hører ordet, er også ordets gørere og bevarere, Luk 8 og 11; Matt 17, sådan som lignelserne også tydeligt viser, Matt 13 og 22.

Hvorfor kaldes den så en hellig kristen kirke?

Fordi Helligånden er virksom og arbejder med kraft i denne forsamling ved ordet og sakramenterne. Han kalder, oplyser, omvender, helliggør og bevarer dem, der bliver frelst, så de gør bod, tror på Kristus og bærer bodens rette frugter, ApG 26.

Kan man også blive frelst, hvis man ikke er et lem af den rette, sande kristne kirke?

Skriften bruger det billede, at kirken er som et legeme med mange lemmer. Kristus er hovedet og sit legemes frelser, og fra hovedet får lemmerne det, de behøver til frelse, Ef 1, 4 og 5; Kol 2; 1 Kor 12. Derfor kan den, der ikke er et lem af det legeme, hvor Kristus er hovedet, ikke blive frelst. For den frelse, som Kristus har vundet, uddeles og tilegnes ved evangeliets embede, 2 Kor 5. Paulus sammenfatter fint denne Guds ordning i Rom 8: Dem, som Gud har bestemt til frelse, kalder han, og sådan gør han dem først retfærdige og derefter hellige. Derfor står begge dele side om side i Den apostolske trosbekendelse: en hellig kristen kirke, de helliges samfund. Derfor må man ofte og omhyggeligt minde folk om, at de skal skille sig fra den falske kirke, Sl 1, 2, 6; 2 Kor 6; Åb 18; Matt 7 og 16; ApG 20; Gal 1; 1 Joh 4, og holde sig til og bekende sig til den forsamling, der har den rette kristne kirkes sande kendetegn, Hebr 10; Sl 27, 42, 119, og Matt 12: «Den som ikke er med mig, er imod mig.»

Hvem er den kristne kirkes hoved?

Den sande kristne kirke har kun ét eneste hoved, og det er Kristus alene, Ef 1, 4 og 5; Kol 2. For selv om der er et bestemt mål og en bestemt orden blandt den kristne kirkes lemmer, Ef 4, er de dog alle lemmer af ét legeme, og intet af dem har den egenskab eller det embede, som hører til kirkens hoved, Ef 1, 4 og 5; Kol 2.

Har den kristne kirke også magt til at ændre Guds ord eller lave nye trosartikler?

Nej, på ingen måde. For den er grundlagt på Guds ord, Ef 2, og bundet til det, Matt 28; Joh 10 og 14, og viger den fra det, er den ikke længere den kristne kirke, Joh 10; Gal 1. Kirken skal nemlig ikke herske over Kristus, men være ham underordnet, Ef 5.

Hvorfor kaldes den den katolske kirke (ecclesia catholica), det vil sige den almindelige kirke?

For det første, fordi den ikke er bundet til bestemte steder og egne, men er spredt rundt omkring i verden.

For det andet, fordi Gud til alle tider indtil verdens ende har en kristen kirke på jorden. For det tredje, fordi den ikke er bundet til bestemte personer, men alene til sit eneste hoved, Kristus, og hans ord. Selv om tider, steder og personer er forskellige og ligger langt fra hinanden, er den derfor alligevel ét legeme under ét hoved, det vil sige én menighed af hellige. For det fjerde, fordi det ikke er nødvendigt for kirkens sande enhed, at de ydre ordninger, som mennesker har indført, holdes ens og på samme måde overalt; det nødvendige er, at der er ét fundament, 1 Kor 3, én tro, én dåb, Ef 4. Kort sagt: Hvad «katolsk» betyder, forklares fint i Den nikænske trosbekendelse: «Jeg tror på én hellig, almindelig og apostolsk kirke.»

Hvorfor er den kristne kirke medtaget blandt trosartiklerne? Ikke fordi vi skal tro på kirken, som vi tror på Gud, eller sætte kirken over Gud og hans ord, men fordi vi ud fra Guds løfte er visse på dette: Selv om kirken i dette liv er i stor svaghed og forladt af hele verden, og selv om djævelen, verden og kødet også med list og magt forsøger at udslette og udrydde denne svage, forladte kirke, vil og skal Gud alligevel bevare sin kirke på jorden mod alle helvedes porte, Matt 16. Hans ord og sakramenter og også hans udvalgte skal bestå og bevares indtil verdens ende, Matt 28; 1 Kor 11; Matt 24; 1 Thess 4.

Hvorfor den kristne kirke er under korset, og hvilken trøst den har under korset, skal hentes fra andre små bøger, og det samme gælder, hvad man ellers efter behov og lejlighed kunne eksaminere i om andre artikler. Læren om kirkens ceremonier er ligeledes forklaret i kirkeordningerne, og præsterne skal også eksamineres i den, så de forstår den ret og kan undervise folket rigtigt om den. Ved eksaminationen skal superintendenterne også tale med præsterne om alterbogen (Agenda): om de holder disse ceremonier, og hvordan. Man skal også ved eksaminationen tale med præsterne om ægteskabsordningen, så de forstår den, som det er nødvendigt, og som den er optaget i kirkeordningen. Ved eksaminationens afslutning skal præsterne til sidst med al alvor formanes til tro flid i deres embede og til en kristen vandel, der ikke vækker forargelse. Og man skal omhyggeligt minde dem om ud fra Skriften, hvor meget der står på spil.