Kapitel 18–22

18. Men her opstår et meget vanskeligt og meget dunkelt spørgsmål, som jeg allerede har skrevet en stor bog om, da jeg var nødt til at svare på det [Augustin tænker på sit skrift «Mod løgnen» (Contra mendacium), skrevet kort før Enchiridion; han havde også tidligere skrevet «Om løgnen» (De mendacio).]: om det hører til en retfærdig mands pligt undertiden at lyve. Nogle går nemlig så vidt, at de hævder, at det undertiden er en god og from gerning både at sværge falsk og at sige noget usandt om ting, der angår gudsdyrkelsen, ja, om selve Guds væsen. Jeg mener derimod, at enhver løgn ganske vist er synd, men at det gør en stor forskel, i hvilken hensigt og om hvilke ting man lyver. Den, der lyver for at hjælpe, synder nemlig ikke på samme måde som den, der lyver for at skade; og den, der med en løgn sender en vejfarende ad en forkert vej, gør heller ikke så stor skade som den, der med en vildledende løgn forvansker livets vej. Den, der siger noget usandt, som han tror er sandt, skal bestemt ikke dømmes som løgner, for så vidt det står til ham, bedrager han ikke, men bliver selv bedraget. Den, der uforsigtigt har troet noget falsk og holder det for sandt, skal derfor ikke anklages for løgn, men højst undertiden for overilelse. Omvendt lyver den, der siger noget sandt, som han tror er falsk, for så vidt det står til ham. For hvad hans sind angår, siger han ikke sandt, fordi han ikke siger det, han mener, selv om det, han siger, viser sig at være sandt; og den, der uden at vide det taler sandt med munden, men med vilje og viden lyver, er på ingen måde fri for løgn. Ser man altså ikke på selve de ting, der bliver sagt noget om, men alene på den talendes hensigt, er den, der uden at vide det siger noget falsk, fordi han tror, det er sandt, bedre end den, der bevidst har til hensigt at lyve og ikke ved, at det, han siger, er sandt. Den første har nemlig ikke ét i sindet og et andet på tungen; men hos den anden er der, uanset hvordan det, han siger, i sig selv forholder sig, alligevel ét lukket inde i brystet og et andet fremme på tungen – og det er det onde, der er særegent for den, der lyver. Ser man derimod på selve de ting, der bliver sagt, gør det så stor en forskel, i hvilken sag man bliver bedraget eller lyver, at selv om det at blive bedraget er et mindre onde end at lyve, for så vidt det angår menneskets vilje, så er det dog langt mere tåleligt at lyve om ting, der ligger uden for religionen, end at blive bedraget i ting, som man ikke kan dyrke Gud uden at tro eller kende. Lad os belyse det med eksempler: Hvis én lyver og melder, at en død lever, mens en anden bliver bedraget og tror, at Kristus engang efter nok så lang tid igen skal dø – er det så ikke uden sammenligning bedre at lyve på den første måde end at blive bedraget på den anden, og et langt mindre onde at føre nogen ind i den første vildfarelse end selv at blive ført ind i den anden af nogen?

19. I nogle ting bliver vi altså bedraget til stor skade, i nogle til lille skade, i nogle uden nogen skade og i nogle endda til en vis gavn. Et menneske bliver bedraget til stor skade, når det ikke tror det, der fører til det evige liv, eller tror det, der fører til den evige død. Til lille skade bliver den bedraget, der ved at godtage noget falsk som sandt kommer ud for timelige besværligheder, som han dog vender til noget godt ved at møde dem med troende tålmodighed – som hvis nogen holder et ondt menneske for godt og må lide noget ondt af ham. Men den, der tror, at et ondt menneske er godt, uden at lide noget ondt af ham, bliver bedraget uden nogen skade, og profetens forbandelse rammer ham ikke: «Ve dem, der siger, at det onde er godt» (Es 5,20). Det skal nemlig forstås om selve de ting, som gør menneskene onde, ikke om menneskene. Derfor bliver den, der kalder ægteskabsbrud godt, med rette anklaget af profetens ord; men den, der kalder et menneske godt, fordi han tror, det er kysk, og ikke ved, at det er en ægteskabsbryder, tager ikke fejl i læren om det gode og det onde, men i de skjulte sider af menneskers færden. Han kalder mennesket godt, fordi han tror, at der er noget i det, som han ved er godt; han kalder ægteskabsbryderen ond og den kyske god, men kalder denne mand god, fordi han ikke ved, at han er ægteskabsbryder og ikke kysk. Og hvis nogen ved en fejltagelse undgår ulykke, sådan som jeg fortalte ovenfor, at det skete for mig på en rejse, så giver fejltagelsen endda mennesket noget godt. Men når jeg siger, at man i nogle ting bliver bedraget uden nogen skade eller endda til en vis gavn, siger jeg ikke, at selve vildfarelsen ikke er noget ondt eller er noget godt; jeg taler om det onde, man undgår, eller det gode, man når frem til, ved at fare vild, det vil sige om det, der ikke sker, eller det, der kommer ud af selve vildfarelsen. For selve vildfarelsen er i sig selv altid et onde – et stort i en stor sag og et lille i en lille sag. Hvem andre end den, der farer vild, vil nemlig nægte, at det er ondt at godtage det falske som sandt eller forkaste det sande som falsk eller holde det usikre for sikkert eller det sikre for usikkert? Men det er én ting at tro, at et menneske er godt, når det er ondt – det hører til vildfarelsen – og en anden ting ikke at lide noget andet ondt af dette onde, hvis det onde menneske, man troede var godt, ikke gør nogen skade. Ligeledes er det én ting at tro, at en vej er den rette, når den ikke er det, og en anden ting, at der af dette vildfarelsens onde følger noget godt, som når man bliver befriet fra onde menneskers baghold.

20. Jeg ved sandelig ikke, om også fejltagelser af denne art skal kaldes synder: når et menneske tænker godt om et ondt menneske uden at vide, hvordan det er; eller når der i stedet for det, vi opfatter med legemets sanser, møder os noget lignende, som opfattes i ånden, som var det med legemet, eller med legemet, som var det i ånden (sådan troede apostlen Peter, at det var, da han mente, at han så et syn, dengang han pludselig blev befriet af en engel fra fængsel og lænker (jf. ApG 12,7)); eller når man i selve de legemlige ting tror, at det ru er glat, eller at det bitre er sødt, eller at noget råddent lugter godt, eller at det tordner, når en vogn kører forbi, eller at et menneske er en bestemt person, selv om det er en anden, fordi de to ligner hinanden meget, som det ofte sker med tvillinger – derfor siger digteren: «og en fejltagelse, forældrene glæder sig over» [Vergil, Æneiden 10,392: «gratusque parentibus error».] – og andet af den slags. Jeg har heller ikke nu påtaget mig at løse det meget indviklede spørgsmål, som plagede de meget skarpsindige akademikere: om den vise overhovedet bør give sit bifald til noget, så han ikke falder i vildfarelse, hvis han godtager noget falsk som sandt, når alt efter deres påstand enten er skjult eller usikkert. Om det skrev jeg tre bøger i begyndelsen af min omvendelse [«Mod akademikerne» (Contra Academicos), skrevet 386, før Augustins dåb.], for at de indvendinger, der så at sige stod i døren, ikke skulle være os til hinder; og det var under alle omstændigheder nødvendigt at fjerne den fortvivlelse over at kunne finde sandheden, som deres argumenter synes at styrke. Hos dem regnes enhver vildfarelse altså for synd, og de hævder, at den kun kan undgås, hvis man helt holder sit bifald tilbage. De siger nemlig, at enhver, der giver sit bifald til noget usikkert, farer vild; og med meget skarpsindige, men meget skamløse diskussioner påstår de, at der intet sikkert er i det, mennesker ser, fordi det falske ligner det sande så meget, at man ikke kan skelne dem, selv om det, man ser, måske er sandt. Men hos os gælder det: «Den retfærdige lever af tro» (jf. Hab 2,4; Rom 1,17; Hebr 10,38). Men tager man bifaldet bort, tager man troen bort, for uden bifald tror man intet. Og der er ting, der er sande, selv om de ikke ses, og hvis man ikke tror dem, kan man ikke nå til det salige liv, som ikke er andet end det evige. Men jeg ved ikke, om vi overhovedet bør tale med folk, der ikke blot ikke ved, at de skal leve evigt, men heller ikke ved, at de lever nu – ja, de siger, at de ikke ved det, som de umuligt kan være uvidende om. For ingen kan være uvidende om, at han lever, eftersom han, hvis han ikke lever, slet ikke kan være uvidende om noget; for ikke blot det at vide, men også det ikke at vide hører den levende til. Men de mener åbenbart, at de vogter sig mod vildfarelse ved ikke at give deres bifald til, at de lever, skønt de netop ved at fare vild bliver overbevist om, at de lever, for den, der ikke lever, kan ikke fare vild. Ligesom det altså ikke blot er sandt, men også sikkert, at vi lever, sådan er der mange ting, der er sande og sikre; og det er langt fra visdom at nægte dem sit bifald; det må snarere kaldes vanvid.

21. Men i ting, hvor det ikke betyder noget for at vinde Guds rige, om de bliver troet eller ej, eller om de er eller menes at være sande eller falske, dér skal det at fare vild, det vil sige at holde én ting for en anden, ikke regnes for synd, eller hvis det er synd, så for en meget lille og meget let synd. Kort sagt: hvordan og hvor stor den end er, hører den ikke til den vej, vi går ad til Gud – og den vej er troen på Kristus, som er virksom ved kærlighed (jf. Gal 5,6). For den fejltagelse med tvillingerne, som forældrene glæder sig over, førte ikke bort fra denne vej; heller ikke apostlen Peter gik bort fra denne vej, da han troede, at han så et syn, og således holdt én ting for en anden, så han ikke kunne skelne de virkelige legemer, han var omgivet af, fra de billeder af legemer, han troede, han var omgivet af, før den engel, der havde befriet ham, var gået fra ham (jf. ApG 12,9 ff.); og heller ikke patriarken Jakob gik bort fra denne vej, da han troede, at hans søn, der levede, var dræbt af et vildt dyr (jf. 1 Mos 37,33). I sådanne og lignende usandheder bliver vi bedraget, mens troen på Gud forbliver uskadt, og vi farer vild uden at forlade den vej, der fører til ham. Selv om disse vildfarelser ikke er synder, må de dog regnes blandt dette livs onder, for livet er så underlagt forgængeligheden (jf. Rom 8,20), at man her godtager det falske som sandt, forkaster det sande som falsk og holder det usikre for sikkert. For selv om de ligger fjernt fra den tro, hvorved vi stræber mod den sande og sikre evige salighed, ligger de dog ikke fjernt fra den elendighed, vi endnu lever i; vi ville nemlig på ingen måde blive bedraget af nogen af sjælens eller legemets sanser, hvis vi allerede nød den sande og fuldkomne lykke.

22. Men enhver løgn må kaldes synd, fordi et menneske skal sige det, han har i sit sind – ikke blot når han selv ved, hvad der er sandt, men også når han som menneske undertiden farer vild og bliver bedraget – hvad enten det er sandt eller kun menes at være det uden at være det. Men enhver, der lyver, taler imod det, han mener i sit sind, for at bedrage. Og ordene er jo ikke indstiftet, for at menneskene skal bedrage hinanden med dem, men for at enhver ved dem kan bringe sine tanker til en andens kundskab. At bruge ordene til bedrag og ikke til det, de er indstiftet til, er altså synd. Man skal heller ikke mene, at nogen løgn ikke er synd, fordi vi undertiden kan gavne nogen ved at lyve. Det kan vi nemlig også ved at stjæle, hvis den fattige, som man åbenlyst giver til, mærker fordelen, og den rige, som man i det skjulte tager fra, ikke mærker tabet; men derfor vil ingen sige, at et sådant tyveri ikke er synd. Vi kan også gavne ved ægteskabsbrud, hvis en kvinde tydeligvis vil dø af kærlighed, medmindre man giver efter for hende, og hun, hvis hun bliver ved med at leve, kunne blive renset ved bod; men derfor vil man ikke nægte, at et sådant ægteskabsbrud er synd. Men hvis vi med rette sætter kyskheden højt, hvad har sandheden så forbrudt, siden man ikke må krænke den ene ved ægteskabsbrud for en andens gavn, men må krænke den anden ved løgn? Det kan ikke nægtes, at mennesker, der kun lyver for at redde et menneske, er nået meget langt i det gode; men når de er nået så langt, er det med rette deres velvilje, ikke deres bedrag, der bliver rost eller endda belønnet her i tiden. Det er nok, at bedraget bliver tilgivet; det skal ikke også prises, mindst af alt blandt arvingerne til Den Nye Pagt, til hvem der siges: «Jeres tale skal være ja, ja, nej, nej; for det, der er mere end dette, er af det onde» (Matt 5,37). Fordi dette onde ikke holder op med at snige sig ind i denne dødelighed, siger også Kristi medarvinger selv (jf. Rom 8,17): «Tilgiv os vor skyld» (Matt 6,12).