Kapitel 84–93

84. Hvad nu angår kødets opstandelse – ikke sådan som nogle blev levende igen og derefter døde på ny, men til evigt liv, sådan som Kristi eget kød opstod – så finder jeg ikke ud af, hvordan jeg kort kan drøfte den og give svar på alle de spørgsmål, der plejer at blive rejst om den sag. Men at alle menneskers kød skal opstå, alle, der er født og skal fødes, og som er døde og skal dø, det må en kristen dog på ingen måde tvivle om.

85. Her melder spørgsmålet om de ufuldbårne fostre sig først. De er ganske vist allerede født i mødrenes liv, men endnu ikke sådan, at de kan genfødes. Hvis vi nemlig siger, at de skal opstå, så kan det på en måde gå an, hvad angår dem, der allerede er formet. Men hvem vil ikke snarere mene, at de uformede fostre går til grunde ligesom sæd, der ikke er blevet undfanget? Men hvem tør benægte – selv om han ikke tør påstå det – at opstandelsen vil virke sådan, at det, der manglede i skikkelsen, bliver fuldendt, så den fuldkommenhed, som tiden ville have bragt, ikke mangler, ligesom de fejl, som tiden havde medført, heller ikke vil være der – så naturen hverken bliver berøvet det passende og rette, som dagene ville have bragt, eller skæmmet af det modsatte og fjendtlige, som dagene havde medført, men det, der endnu ikke var helt, bliver gjort helt, ligesom det, der var blevet ødelagt, bliver genoprettet?

86. Og derfor kan de lærdeste ganske vist med den største omhu undersøge og drøfte – og jeg ved ikke, om et menneske kan finde ud af det – hvornår mennesket begynder at leve i moders liv, og om der findes et slags skjult liv, som endnu ikke viser sig ved en levende skabnings bevægelser. Det synes nemlig at være alt for skamløst at benægte, at de fostre har levet, som skæres ud lem for lem og tages ud af gravide kvinders liv, for at mødrene ikke også skal dø, hvis fostrene efterlades døde dér. Men fra det øjeblik, mennesket begynder at leve, kan det i hvert fald også dø. Og når det er dødt, kan jeg ikke finde ud af, hvordan det ikke skulle have del i de dødes opstandelse, hvor døden så end kunne ramme det.

87. For om misdannelser, der fødes og lever, hvor hurtigt de så end dør, vil man hverken benægte, at de skal opstå, eller tro, at de vil opstå, sådan som de var, og ikke snarere med en rettet og forbedret natur. Det være langt fra os at mene, at det dobbeltlemmede menneske, som for nylig blev født i Østen – som både meget troværdige brødre har fortalt, at de har set, og som presbyteren Hieronymus, salig ihukommelse, har efterladt en skriftlig beretning om – det være langt fra os, siger jeg, at mene, at det skal opstå som ét dobbelt menneske og ikke snarere som to, sådan som det ville være blevet, hvis de var født som tvillinger. Sådan vil også de andre fødsler, som kaldes misdannelser, fordi de hver især har noget mere eller noget mindre eller en meget stor vanskabthed, ved opstandelsen blive ført tilbage til den menneskelige naturs skikkelse. Så får hver enkelt sjæl sit eget legeme, og ingen hænger sammen, heller ikke de, der var født sammenvoksede; men hver enkelt bærer for sig selv de lemmer, som et menneskelegeme har brug for for at være helt.

88. Det jordiske stof, som de dødeliges kød skabes af, går ikke tabt for Gud. Om det så opløses til hvilket som helst støv eller aske, om det så forflygtiges til hvilken som helst damp og luft, om det så forvandles til hvilke som helst andre legemers substans eller til selve elementerne, om det så bliver til føde for hvilke som helst dyr, ja, for mennesker, og forvandles til deres kød, så vender det i et nu tilbage til den menneskesjæl, som oprindelig gav det liv, så det blev et menneske, voksede og levede.

89. Det jordiske stof, der bliver til et lig, når sjælen forlader det, vil altså ikke blive genoprettet ved opstandelsen sådan, at de dele, der opløses og forvandles til den ene og den anden skikkelse og form af andre ting, nødvendigvis også skal vende tilbage til de samme dele af legemet, hvor de var – selv om de vender tilbage til det legeme, de er opløst fra. Hvis håret nemlig skulle få tilbage, hvad så hyppig klipning har fjernet, og neglene, hvad beskæring så ofte har taget, så ville der vise sig en overdreven og upassende vanskabthed for dem, der tænker over det, og derfor ikke tror på kødets opstandelse. Men tænk på en statue af et metal, der kan smeltes: Hvis den enten smeltede i ild eller blev knust til støv eller smeltet sammen til en klump, og kunstneren ville genskabe den af den samme mængde stof, så ville det ikke betyde noget for dens helhed, hvilken del af stoffet der blev givet tilbage til hvilken del af statuen, blot den fik det hele igen, som den var lavet af. På samme måde vil Gud, der er en vidunderlig og uudsigelig kunstner, genskabe vort kød af alt det, det havde bestået af, med en vidunderlig og uudsigelig hast. Og for dets genoprettelse vil det ikke betyde noget, om hår vender tilbage til hår og negle til negle, eller om alt det af dem, der var gået tabt, forvandles til kød og føres tilbage til andre dele af legemet, idet kunstnerens forsyn sørger for, at intet upassende sker.

90. Det følger heller ikke, at de enkelte, der bliver levende igen, skal have forskellig højde, fordi de havde forskellig højde, da de levede, eller at de magre skal blive levende igen lige så magre og de fede lige så fede. Men hvis det er Skaberens råd, at hver enkelts særpræg og genkendelige lighed bevares i hans skikkelse, mens alt andet, der er godt ved legemet, gives lige, så vil stoffet blive tilpasset sådan i hver enkelt, at intet af det går tabt, og hvad der mangler hos nogen, vil han udfylde, han, som jo også kunne frembringe, hvad han ville, af intet. Men hvis der i de opstandnes legemer vil være en fornuftig ulighed, ligesom der er mellem de stemmer, som en sang er sammensat af, så vil det ske for hver enkelt ud fra hans legemes stof, sådan at det både gør mennesket egnet til englenes skarer (jf. Matt 22,30) og ikke påtrykker deres sanser noget upassende. For dér vil intet være uskønt; men hvad der end skal være, vil være passende, for det vil ikke være der, hvis det ikke er passende.

91. De helliges legemer skal altså opstå uden nogen fejl, uden nogen vanskabthed, uden nogen forgængelighed, byrde eller besvær; i dem vil der være lige så stor lethed, som der vil være lykke. Derfor er de også blevet kaldt åndelige, selv om de uden tvivl vil være legemer og ikke ånd. Men ligesom legemet nu kaldes sjæleligt (jf. 1 Kor 15,44–46), selv om det dog er et legeme og ikke en sjæl, sådan vil det til den tid være et åndeligt legeme, men dog et legeme og ikke en ånd. Hvad angår den forgængelighed, der nu tynger sjælen (jf. Visd 9,15), og de fejl, som gør, at kødet begærer imod ånden (jf. Gal 5,17), så vil det til den tid ikke være kød, men legeme; for der tales også om himmelske legemer (jf. 1 Kor 15,40). Derfor er det sagt: «Kød og blod kan ikke arve Guds rige», og som for at forklare, hvad han havde sagt, siger han: «Og det forgængelige arver ikke det uforgængelige» (1 Kor 15,50). Hvad han først kaldte «kød og blod», kaldte han derefter «det forgængelige», og hvad han først kaldte «Guds rige», kaldte han derefter «det uforgængelige». Men hvad angår substansen, vil det også til den tid være kød; derfor blev Kristi legeme også kaldt kød efter opstandelsen (jf. Luk 24,39). Men apostlen siger: «Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme» (1 Kor 15,44), fordi der til den tid vil være så stor samklang mellem kød og ånd – idet ånden giver liv til det underordnede kød uden behov for nogen form for støtte – at intet i os vil stride imod os. Og ligesom vi ikke skal lide under nogen fjende udefra, sådan skal vi heller ikke indefra have os selv til fjender.

92. Men alle de, der ikke bliver befriet fra den fortabte masse, som opstod ved det første menneske, ved den ene mellemmand mellem Gud og mennesker (jf. 1 Tim 2,5), skal ganske vist også selv opstå, hver med sit eget kød, men for at blive straffet sammen med Djævelen og hans engle (jf. Matt 25,41). Om de virkelig skal opstå med deres legemers fejl og vanskabtheder, med alle de fejlbehæftede og vanskabte lemmer, de bar på – hvad nytter det at gøre sig møje med at undersøge det? Vi bør nemlig ikke trætte os selv med spørgsmålet om den usikre skikkelse eller skønhed hos dem, hvis fordømmelse vil være sikker og evig. Man skal heller ikke lade sig forvirre af spørgsmålet om, hvordan deres legeme kan være uforgængeligt, hvis det kan lide smerte, eller hvordan det kan være forgængeligt, hvis det ikke kan dø. For der er kun sandt liv, hvor man lever lykkeligt, og kun sand uforgængelighed, hvor sundheden ikke ødelægges af nogen smerte. Men hvor den ulykkelige ikke får lov at dø, dér dør døden selv, så at sige, ikke; og hvor en evig smerte ikke dræber, men plager, dér får forgængeligheden selv ingen ende. Dette kaldes i de hellige skrifter den anden død (jf. Åb 2,11; 20,6.14).

93. Men dog ville hverken den første død, hvor sjælen er tvunget til at forlade sit legeme, eller den anden, hvor sjælen ikke får lov at forlade det legeme, der straffes, have ramt mennesket, hvis ingen havde syndet. Den mildeste straf af alle vil sandelig være de menneskers, som ikke har lagt nogen synd til ud over den arvesynd, de har fået med sig. Og blandt de andre, som har lagt synd til, vil hver enkelt dér få en fordømmelse, der er så meget lettere at bære, som hans uretfærdighed her var mindre.