Kapitel 94–103

94. Mens altså de forkastede engle og mennesker forbliver i den evige straf, skal de hellige da endnu fuldstændigere erkende, hvad godt nåden har skænket dem. Da skal det ved selve tingene blive tydeligere, hvad der står skrevet i Salmen: «Barmhjertighed og ret vil jeg synge om for dig, Herre» (Sl 101,1); for ingen bliver befriet uden ved ufortjent barmhjertighed, og ingen bliver fordømt uden ved fortjent dom.

95. Da skal det ikke længere være skjult, som nu er skjult: når af to små børn det ene skulle antages ved barmhjertighed og det andet lades tilbage ved dom (jf. Rom 9,10 ff.), så det, der blev antaget, ved det andet kunne erkende, hvad det selv ville have fået ved dommen, hvis ikke barmhjertigheden var kommet det til hjælp – hvorfor blev da netop det ene antaget og ikke det andet, skønt begges sag var den samme? Og hvorfor er der hos nogle ikke sket de magtgerninger, som ville have fået disse mennesker til at gøre bod, hvis de var sket, mens de er sket hos dem, som ikke skulle komme til tro? Herren siger det jo helt åbent: «Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de magtgerninger, som er sket hos jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst gjort bod i sæk og aske» (Matt 11,21). Og det var sandelig ikke uretfærdigt, at Gud ikke ville, at de skulle frelses, skønt de kunne være blevet frelst, hvis de havde villet. Luthersk note: Augustin siger her, at Gud ikke ville, at disse skulle frelses, og at det alene er hans uransagelige valg, der afgør, hvem der antages, og hvem der lades tilbage. Konkordieformlen lærer, at Gud i alvor vil alle menneskers frelse, og at årsagen til, at nogle går fortabt, ikke er Guds vilje eller et forudbestemt råd, men menneskets egen skyld, mens frelsen helt og holdent er Guds nåde (Konkordieformlen XI). Da skal man i visdommens klareste lys se det, som de frommes tro nu holder fast ved, før det ses med åbenbar erkendelse: hvor sikker, uforanderlig og virkningsfuld Guds vilje er; hvor meget han kan og ikke vil, men at han intet vil, som han ikke kan; og hvor sandt det er, som der synges i Salmen: «Men vor Gud er oppe i himlen; i himlen og på jorden har han gjort alt, hvad han ville» (Sl 115,3). Det er i hvert fald ikke sandt, hvis han ville noget og ikke gjorde det, og – hvad der er endnu mere uværdigt – hvis han ikke gjorde det, fordi menneskets vilje forhindrede, at det skete, som den Almægtige ville. Der sker altså intet, uden at den Almægtige vil, at det sker, enten ved at tillade, at det sker, eller ved selv at gøre det.

96. Man må heller ikke tvivle om, at Gud gør vel, også når han tillader alt det, der sker ondt. For han tillader det kun efter en retfærdig dom, og alt, hvad der er retfærdigt, er sandelig godt. Skønt altså det, som er ondt, ikke er godt, for så vidt som det er ondt, så er det dog godt, at der ikke blot er godt, men også ondt. For hvis det ikke var godt, at der også var ondt, ville den almægtige Gode på ingen måde tillade, at det var til; for ligesom det uden tvivl er let for ham at gøre det, han vil, er det lige så let for ham ikke at tillade, at det er til, som han ikke vil. Tror vi ikke dette, kommer selve begyndelsen på vores bekendelse i fare, hvor vi bekender, at vi tror på Gud Fader, den almægtige. For han kaldes ikke med sandhed almægtig af nogen anden grund end den, at han kan alt, hvad han vil, og at virkningen af den almægtiges vilje ikke hindres af nogen skabnings vilje.

97. Derfor må vi se på, i hvilken forstand det er sagt om Gud – for også dette har apostlen sagt med fuld sandhed: «som vil, at alle mennesker skal frelses» (1 Tim 2,4). For da ikke alle bliver frelst, men langt flere ikke bliver det, ser det jo ud til, at det, Gud vil skal ske, ikke sker, fordi menneskets vilje hindrer Guds vilje. Når man nemlig spørger om årsagen til, at ikke alle bliver frelst, plejer man at svare: fordi de ikke selv vil. Det kan man i hvert fald ikke sige om de små børn, som endnu hverken kan ville eller ikke ville. For hvis det, de gør med barnlige bevægelser, når de bliver døbt og stritter imod, så meget de kan, skulle regnes for deres vilje, måtte vi sige, at de blev frelst endog mod deres vilje. Men endnu tydeligere siger Herren i evangeliet, idet han taler til den ugudelige by: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger, men du ville ikke» (Matt 23,37) – som om Guds vilje var blevet overvundet af menneskers vilje, og den Mægtigste ikke kunne gøre, hvad han ville, fordi de svageste hindrede ham ved ikke at ville. Og hvor er så den almagt, hvormed han «i himlen og på jorden har gjort alt, hvad han ville», hvis han ville samle Jerusalems børn og ikke gjorde det? Eller er det ikke snarere sådan, at byen ganske vist ikke ville, at dens børn skulle samles af ham, men at han, skønt den ikke ville, alligevel samlede de af dens børn, som han ville? For det er ikke sådan, at han i himlen og på jorden har villet noget og gjort det, men villet andet og ikke gjort det; nej, han har gjort alt, hvad han ville. Luthersk note: Augustin forklarer Jesu ord om Jerusalem sådan, at Gud kun ville samle dem, han faktisk samler. Luthersk lære tager ordet efter dets lyd: Gud ville i alvor samle alle, og at nogle går fortabt, skyldes deres egen modstand mod Ordet, ikke Guds vilje (Konkordieformlen XI).

98. Hvem kunne så være så ugudeligt tåbelig at sige, at Gud ikke kan vende menneskers onde vilje – hvilken han vil, når han vil, og hvor han vil – til det gode? Men når han gør det, gør han det af barmhjertighed; og når han ikke gør det, lader han det være ved dom, for: «Han forbarmer sig over den, han vil, og forhærder den, han vil» (Rom 9,18). Da apostlen sagde dette, priste han nåden; for at prise den havde han allerede talt om tvillingerne i Rebekkas moderliv, om hvem der, før de var født eller havde gjort noget godt eller ondt, blev sagt til hende: «for at Guds forsæt efter udvælgelsen skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men på grund af ham, som kalder: Den ældste skal tjene den yngste» (Rom 9,11–13; jf. 1 Mos 25,23). Derfor føjede han et andet profetisk vidnesbyrd til, hvor der står skrevet: «Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg» (Mal 1,2–3). Men da han mærkede, hvordan det, der var sagt, kunne bringe dem i uro, som ikke med deres forstand formår at trænge ind i denne nådens dybde, siger han: «Hvad skal vi da sige? Er der uretfærdighed hos Gud? Slet ikke!» (Rom 9,14). For det synes uretfærdigt, at Gud uden nogen fortjeneste af gode eller onde gerninger elsker den ene og hader den anden. Hvis han her ville have det forstået om fremtidige gerninger – den enes gode eller den andens onde, som Gud jo kendte i forvejen – ville han slet ikke have sagt «ikke på grund af gerninger», men «på grund af fremtidige gerninger», og på den måde ville han have løst dette spørgsmål, ja, han ville slet ikke have rejst noget spørgsmål, som det var nødvendigt at løse. Men nu, efter at han har svaret: «Slet ikke!», det vil sige: det være langt fra, at der er uretfærdighed hos Gud, siger han straks for at bevise, at dette ikke sker ved nogen uretfærdighed hos Gud: «For han siger til Moses: Jeg vil forbarme mig over den, jeg forbarmer mig over, og vise barmhjertighed mod den, jeg er barmhjertig imod» (Rom 9,15; jf. 2 Mos 33,19). For hvem andre end en tåbe vil anse Gud for uretfærdig, hvad enten han lader en straffedom ramme den, der fortjener den, eller viser barmhjertighed mod den, der ikke fortjener den? Endelig drager han slutningen og siger: «Altså afhænger det ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig» (Rom 9,16). Begge tvillinger blev altså født som af natur vredens børn (jf. Ef 2,3), ganske vist ikke på grund af nogen egne gerninger, men fordi de fra oprindelsen var bundet af fordømmelsens lænke fra Adam. Men han, som sagde: «Jeg vil forbarme mig over den, jeg forbarmer mig over», elskede Jakob ved ufortjent barmhjertighed og hadede Esau ved fortjent dom. Da det samme tilkom dem begge, erkendte den ene ved den anden, at han ikke skulle rose sig af egne, anderledes fortjenester af, at han ikke pådrog sig den samme straf i den samme sag, men af den guddommelige nådes gavmildhed; for «det afhænger ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig». For ved et overmåde dybt og overmåde frelsebringende mysterium viser det sig, at hele de hellige skrifters skikkelse og, om jeg så må sige, deres ansigt formaner dem, der betragter det ret, til dette: «Den, som roser sig, skal rose sig af Herren» (1 Kor 1,31).

99. Efter at han havde prist Guds barmhjertighed med ordene: «Altså afhænger det ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig» (Rom 9,16), føjede han straks noget til for også at prise dommen (for hvor der ikke vises barmhjertighed, sker der ikke uretfærdighed, men dom; der er jo ingen uretfærdighed hos Gud), og sagde: «For Skriften siger til Farao: Netop derfor har jeg oprejst dig, for at vise min magt på dig, og for at mit navn skal forkyndes på hele jorden» (Rom 9,17; jf. 2 Mos 9,16). Efter disse ord drager han slutningen om begge dele, det vil sige både om barmhjertigheden og om dommen: «Altså», siger han, «forbarmer han sig over den, han vil, og forhærder den, han vil» (Rom 9,18). Han forbarmer sig nemlig af stor godhed og forhærder uden nogen uretfærdighed, så hverken den, der er befriet, kan rose sig af sine egne fortjenester, eller den fordømte kan klage over andet end sine egne fortjenester. For nåden alene skiller de forløste fra de fortabte, som en fælles årsag, der går tilbage til oprindelsen, havde gjort til én fortabt masse. Luthersk note: At Gud forhærder, hvem han vil, forstår Konkordieformlen ikke som et evigt råd om at forkaste nogen, men som Guds straf over dem, der vedholdende afviser Ordet; årsagen til fortabelsen er menneskets egen skyld (Konkordieformlen XI). Men den, der hører dette sådan, at han siger: «Hvorfor bebrejder han da? For hvem kan modstå hans vilje?» (Rom 9,19) – som om den onde ikke skulle fortjene bebrejdelse, fordi Gud forbarmer sig over den, han vil, og forhærder den, han vil – ham skal vi ikke skamme os over at give det svar, som vi ser, at apostlen gav: «Menneske, hvem er du, som svarer Gud igen? Kan det formede sige til den, der formede det: Hvorfor har du formet mig sådan? Eller har pottemageren ikke magt over leret til af den samme masse at forme et kar til ære og et andet til vanære?» (Rom 9,20–21). På dette sted mener nogle tåber nemlig, at apostlen kom til kort med sit svar og, fordi han ikke kunne give nogen begrundelse, nøjedes med at slå modstanderens dristighed ned. Men det, der er sagt: «Menneske, hvem er du?», har stor vægt, og i sådanne spørgsmål kalder det mennesket tilbage til at besinde sig på, hvor meget det formår at fatte – med et kort ord ganske vist, men i virkeligheden er det en stor begrundelse. For hvis han ikke fatter dette, hvem er han så, at han svarer Gud igen? Og hvis han fatter det, finder han endnu mindre noget at svare. For fatter han det, ser han, at hele menneskeslægten ved så retfærdig en guddommelig dom er fordømt i den frafaldne rod, at selv om ingen blev befriet derfra, kunne ingen med rette dadle Guds retfærdighed; og at de, der bliver befriet, måtte befries sådan, at det ved de mange, der ikke bliver befriet, men overgives til den retfærdigste fordømmelse, blev vist, hvad hele dejen havde fortjent, og hvorhen Guds fortjente dom også ville føre disse, hvis ikke hans ufortjente barmhjertighed kom dem til hjælp – for at enhver mund skal lukkes (Rom 3,19) på dem, der vil rose sig af egne fortjenester, og for at den, der roser sig, skal rose sig af Herren (1 Kor 1,31).

100. Dette er Herrens store gerninger, udsøgte efter al hans vilje (jf. Sl 111,2), og så vist udsøgte, at da englenes og menneskenes skabning havde syndet – det vil sige havde gjort, ikke hvad han ville, men hvad den selv ville – opfyldte han, hvad han selv ville, netop ved den samme skabnings vilje, hvorved det skete, som Skaberen ikke ville. Som den højeste gode brugte han også det onde godt: til fordømmelse af dem, som han retfærdigt havde forudbestemt til straf, og til frelse for dem, som han i godhed havde forudbestemt til nåde. Luthersk note: Augustin taler her om en forudbestemmelse til straf. Konkordieformlen lærer, at Guds evige udvælgelse (prædestination) kun gælder de Guds børn, som frelses, og at Gud ikke har forudbestemt nogen til fortabelse; fortabelsen skyldes menneskets egen synd og foragt for Ordet (Konkordieformlen XI). For så vidt angår dem selv, gjorde de, hvad Gud ikke ville; men for så vidt angår Guds almagt, kunne de på ingen måde gennemføre det. For netop ved at de handlede mod hans vilje, skete hans vilje med dem. Derfor er Herrens gerninger store, udsøgte efter al hans vilje, så at det på en underfuld og uudsigelig måde ikke sker uden hans vilje, som endog sker imod hans vilje; for det ville ikke ske, hvis han ikke tillod det, og han tillader det jo ikke mod sin vilje, men med vilje; og den Gode ville ikke tillade, at det onde skete, hvis han ikke som den Almægtige også kunne gøre godt ud af det onde.

101. Undertiden vil et menneske med en god vilje noget, som Gud ikke vil, skønt også Gud har en god vilje, ja en langt mere og langt sikrere god vilje – for hans vilje kan aldrig være ond –, for eksempel hvis en god søn vil, at hans far skal leve, mens Gud med en god vilje vil, at han skal dø. Og omvendt kan det ske, at et menneske med en ond vilje vil det samme, som Gud vil med en god, for eksempel hvis en ond søn vil, at hans far skal dø, og Gud også vil det. Den første vil altså, hvad Gud ikke vil, den anden derimod det samme, som også Gud vil; og dog stemmer den førstes fromhed, skønt han vil noget andet, bedre overens med Guds gode vilje end den andens ugudelighed, skønt han vil det samme. Så meget kommer det an på, hvad det sømmer sig for et menneske at ville, og hvad det sømmer sig for Gud, og hen til hvilket mål hver enkelt retter sin vilje, om den skal godkendes eller forkastes. For Gud fuldbyrder nogle af sine viljesbeslutninger, som naturligvis er gode, gennem onde menneskers onde vilje; således blev Kristus efter Faderens gode vilje slået ihjel for os ved de ondsindede jøder – og det var så stort et gode, at apostlen Peter, da han ikke ville, at det skulle ske, blev kaldt Satan af ham, som var kommet for at blive slået ihjel (jf. Matt 16,21–23). Hvor gode syntes ikke de fromme troendes viljer, som ikke ville, at apostlen Paulus skulle drage op til Jerusalem, for at han ikke der skulle lide de onde ting, som profeten Agabus havde forudsagt (jf. ApG 21,10–14)! Og dog ville Gud, at han skulle lide dette for at forkynde troen på Kristus, idet han prøvede Kristi martyr. Og denne sin gode vilje fuldbyrdede han ikke gennem de kristnes gode viljer, men gennem jødernes onde; og de, der ikke ville det, han ville, hørte ham snarere til end de, gennem hvis vilje det skete, som han ville; for de gjorde ganske vist det samme, men han gjorde det gennem dem med en god vilje, de derimod med en ond.

102. Men hvor mange viljer der end er hos engle eller mennesker, gode eller onde, og hvad enten de vil det samme som Gud eller noget andet end Gud, så er den Almægtiges vilje altid ubesejret. Den kan aldrig være ond, for selv når den påfører ondt, er den retfærdig, og det, der er retfærdigt, er sandelig ikke ondt. Den almægtige Gud gør altså, hvad enten han af barmhjertighed forbarmer sig over den, han vil, eller ved dom forhærder den, han vil, hverken noget uretfærdigt eller noget, han ikke vil, og han gør alt, hvad han vil. Luthersk note: Om forhærdelsen se noten ved kap. 99: Konkordieformlen XI lærer, at Gud ikke af et evigt råd forhærder nogen, men straffer dem, der vedholdende afviser Ordet.

103. Når vi derfor hører og læser i de hellige skrifter, at han vil, at alle mennesker skal frelses, skønt det er sikkert for os, at ikke alle mennesker bliver frelst, skal vi dog ikke af den grund tage noget fra den almægtige Guds vilje, men forstå det, der står skrevet: «som vil, at alle mennesker skal frelses» (1 Tim 2,4), som om der var sagt, at intet menneske bliver frelst uden det, som han selv vil skal frelses; ikke sådan, at der ikke findes noget menneske, som han ikke vil have frelst, men sådan, at ingen bliver frelst, uden at han vil det; og at han derfor skal bedes om at ville det, for det må nødvendigvis ske, hvis han vil det. Apostlen talte jo om at bede til Gud, da han sagde dette. Luthersk note: Augustin forstår «alle mennesker» i 1 Tim 2,4 som «alle, der bliver frelst» eller «alle slags mennesker». Luthersk lære tager ordet efter dets lyd: Gud vil i alvor, at alle mennesker skal frelses, Kristus er død for alle, og evangeliets løfte gælder alle; at ikke alle frelses, skyldes ikke Guds vilje, men at de afviser Ordet (Konkordieformlen XI). Sådan forstår vi også det, der står skrevet i evangeliet: «som oplyser hvert menneske, der kommer» (Joh 1,9) – ikke fordi der ikke findes noget menneske, som ikke bliver oplyst, men fordi ingen bliver oplyst uden af ham. Eller også er det i hvert fald sagt: «som vil, at alle mennesker skal frelses», ikke fordi der ikke skulle være noget menneske, som han ikke ville have frelst – han, som ikke ville gøre underfulde magtgerninger hos dem, som han siger ville have gjort bod, hvis han havde gjort dem (jf. Matt 11,21) – men for at vi ved «alle mennesker» skal forstå hele menneskeslægten, fordelt efter alle mulige forskelle: konger og menige, fornemme og ringe, høje og lave, lærde og ulærde, de legemligt raske og de svagelige, de begavede, de tungnemme og de enfoldige, rige, fattige og jævnt stillede, mænd og kvinder, spædbørn, drenge, unge, voksne, ældre og gamle, folk af alle tungemål, alle sæder, alle håndværk, alle erhverv, i en utallig forskellighed af viljer og samvittigheder, og hvad der ellers findes af forskelle blandt mennesker. For hvilken af disse grupper er der, hvorfra Gud ikke gennem sin enbårne Søn, vor Herre, vil, at mennesker blandt alle folk skal frelses, og derfor også gør det? For den Almægtige kan ikke forgæves ville, hvad han end vil. Apostlen havde jo befalet, at man skulle bede for alle mennesker, og særligt tilføjet: «for konger og alle i høje stillinger» (1 Tim 2,1–2), om hvem man kunne mene, at de på grund af magtens hovmod og verdens stolthed ville vende sig bort fra den kristne tros ydmyghed. Når han derfor siger: «For dette er godt over for Gud, vores frelser» (1 Tim 2,3), det vil sige, at man også beder for sådanne, tilføjede han straks for at tage fortvivlelsen bort: «som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden» (1 Tim 2,4). For dette fandt Gud godt: at han på de ringes bønner ville værdiges at skænke de høje frelse, hvad vi jo nu ser opfyldt. Den samme talemåde brugte også Herren i evangeliet, hvor han siger til farisæerne: «I giver tiende af mynte og rude og hver urt» (Luk 11,42); farisæerne gav jo ikke tiende af alt, hvad andre ejede, og af alle urter hos alle fremmede i alle lande. Ligesom vi altså her ved «hver urt» kan forstå hver slags urt, sådan kan vi også dér ved «alle mennesker» forstå hver slags mennesker. Luthersk note: Også denne forklaring indsnævrer «alle»; Konkordieformlen XI holder både fast ved, at frelsen alene er Guds nådes værk, og ved, at Gud i alvor vil alle menneskers frelse. Og man kan forstå det på en hvilken som helst anden måde, når blot vi ikke tvinges til at tro, at den Almægtige har villet, at noget skulle ske, og at det så ikke er sket; for hvis han i himlen og på jorden har gjort alt, hvad han ville, sådan som sandheden synger om ham (jf. Sl 115,3), så har han uden nogen tvetydighed ikke villet gøre noget af det, han ikke har gjort.