Kapitel 75–83

75. De, der lever i den groveste ondskab uden at bekymre sig om at rette deres liv og levevis, og som midt i deres forbrydelser og skændigheder alligevel bliver ved med at give almisse igen og igen, smigrer sig forgæves med, at Herren siger: «Giv almisse, og se, så er alt rent for jer.» De forstår nemlig ikke, hvor vidt dette ord rækker. Men for at de kan forstå det, skal de lægge mærke til, hvem han sagde det til. I evangeliet står der nemlig: «Mens han talte, bad en farisæer ham spise middag hos sig, og han gik ind og satte sig til bords. Men farisæeren begyndte at undre sig ved sig selv over, hvorfor han ikke havde vasket sig før måltidet. Og Herren sagde til ham: Nu renser I farisæere bægerets og fadets yderside, men jeres inderside er fuld af rov og ondskab. I tåber, har han, som skabte det ydre, ikke også skabt det indre? Men giv det, der er tilbage, som almisse, og se, så er alt rent for jer» (Luk 11,37–41). Skal vi så forstå det sådan, at alt er rent for farisæerne, der ikke har troen på Kristus, selv om de hverken har troet på ham eller er blevet født på ny af vand og Helligånd, blot de giver almisse, sådan som de mener, at almisse skal gives? Alle er jo urene, som ikke bliver renset ved troen på Kristus, om hvilken der står skrevet: «Han rensede deres hjerter ved troen» (ApG 15,9), og apostlen siger: «For de urene og vantro er intet rent, men både deres sind og samvittighed er besmittet» (Tit 1,15). Hvordan skulle alt så være rent for farisæerne, hvis de gav almisse, men ikke var troende? Og hvordan skulle de være troende, når de ikke ville tro på Kristus og blive født på ny i hans nåde? Og dog er det sandt, hvad de havde hørt: «Giv almisse, og se, så er alt rent for jer.»

76. Den, der vil give almisse i den rette orden, må nemlig begynde med sig selv og først give den til sig selv. Almisse er jo en barmhjertighedsgerning, og det er sandelig sagt: «Forbarm dig over din sjæl, så du behager Gud» (Sir 30,24). Derfor bliver vi født på ny, for at vi skal behage Gud, som med rette mishager det, vi pådrog os ved vores fødsel. Dette er den første almisse, vi har givet os selv: at vi ved den barmhjertige Guds barmhjertighed har opsøgt os selv i vores elendighed. Vi bekender hans retfærdige dom, ved hvilken vi er blevet elendige – den, som apostlen taler om: «Dommen førte fra én til fordømmelse» (Rom 5,16) – og vi takker for hans store kærlighed, som den samme nådens forkynder taler om: «Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere» (Rom 5,8). Det sker, for at også vi kan dømme sandt om vores egen elendighed, elske Gud med den kærlighed, som han selv har givet, og leve fromt og ret. Fordi farisæerne gik uden om denne dom og kærligheden til Gud, gav de ganske vist tiende af selv de allermindste af deres afgrøder for de almissers skyld, de gav; men derfor gav de ikke almisse ved at begynde med sig selv og først vise sig selv barmhjertighed. Det er med henblik på denne kærlighedens orden, at der er sagt: «Du skal elske din næste som dig selv» (Luk 10,27). Da han altså havde irettesat dem, fordi de vaskede sig udvendig, mens de indvendig var fulde af rov og ondskab, formanede han dem til at blive renset i det indre ved en vis almisse, som mennesket først af alt skylder sig selv: «Men giv det, der er tilbage, som almisse,» sagde han, «og se, så er alt rent for jer.» For dernæst at vise, hvad han havde formanet dem til, og hvad de selv ikke gad gøre, og for at de ikke skulle tro, at han ikke kendte til deres almisser, sagde han: «Men ve jer, I farisæere!» Det er, som om han ville sige: Jeg har formanet jer til at give den almisse, ved hvilken alt bliver rent for jer; men ve jer, for I giver tiende af mynte og rude og alle slags urter – disse jeres almisser kender jeg nemlig, så I skal ikke tro, at det er dem, jeg nu har formanet jer til – «og I går uden om dommen og kærligheden til Gud» (Luk 11,42), den almisse, ved hvilken I kunne blive renset for al indre besmittelse, så også de legemer, I vasker, ville være rene for jer. Luthersk note: Augustin lader her den indre renselse ske ved, at mennesket dømmer sig selv og elsker Gud med den kærlighed, Gud giver. Efter luthersk lære bliver hjertet rent for Gud ved troen, der modtager syndernes forladelse for Kristi skyld (jf. ApG 15,9, som Augustin selv citerer i kap. 75); kærligheden og de gode gerninger følger som troens frugt. Apologien IV forklarer Luk 11,41 sådan: hjertet renses ved troen, den udvortes livsførelse ved gode gerninger (jf. Konkordieformlen III). Det er nemlig det, «alt» betyder: både det indre og det ydre, sådan som man læser et andet sted: «Rens det, der er indeni, så bliver også det, der er udenpå, rent» (Matt 23,26). Men for ikke at se ud til at forkaste de almisser, der gives af jordens afgrøder, siger han: «Dette burde I gøre» – det vil sige dommen og kærligheden til Gud – «og ikke forsømme det andet» (Luk 11,42) – det vil sige almisserne af jordens afgrøder.

77. De skal altså ikke narre sig selv, som mener, at de ved almisser – hvor rigelige de end giver dem af deres afgrøder eller af hvilke som helst penge – kan købe sig fri for straf og så blive ved i uhyrlige forbrydelser og skændig ondskab. De gør nemlig ikke blot disse ting, men holder så meget af dem, at de altid ønsker at leve i dem, bare de kunne gøre det ustraffet. Men den, der elsker uretfærdighed, hader sin egen sjæl (jf. Sl 11,5), og den, der hader sin egen sjæl, er ikke barmhjertig mod den, men grusom. Ved at elske den efter verden hader han den nemlig efter Gud. Ville han derimod give den den almisse, ved hvilken alt blev rent for ham, ville han hade den efter verden og elske den efter Gud. Men ingen giver nogen som helst almisse, uden at han har fået det, han giver, af ham, som intet mangler. Derfor er der sagt: «Hans barmhjertighed kommer mig i forkøbet» (Sl 59,11).

78. Men hvilke synder der er lette, og hvilke der er svære, skal ikke afvejes efter menneskers, men efter Guds dom. Vi ser nemlig, at visse ting er blevet tilladt af apostlene selv ved overbærenhed. Det gælder fx det, som den ærværdige Paulus siger til ægtefællerne: «Unddrag jer ikke hinanden, uden måske efter fælles aftale for en tid, så I kan have tid til bøn; og kom så sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer på grund af jeres manglende selvbeherskelse» (1 Kor 7,5). Det kunne man tro ikke var synd, nemlig at være sammen med sin ægtefælle, ikke for at få børn, hvilket er ægteskabets gode, men også for den kødelige nydelses skyld, for at de svage, som ikke kan beherske sig, kan undgå utugtens eller ægteskabsbruddets eller nogen anden urenheds dødbringende onde – som det er skammeligt blot at nævne – som lysten kan trække dem ind i, når Satan frister. Det kunne altså, som jeg sagde, tænkes ikke at være synd, hvis han ikke havde tilføjet: «Men dette siger jeg som en indrømmelse og ikke som en befaling» (1 Kor 7,6). Hvem vil så fortsat benægte, at det er synd, når han erkender, at dem, der gør det, gives overbærenhed med apostolisk myndighed? Noget lignende gælder, hvor han siger: «Kan nogen af jer, som har en sag mod en anden, få sig til at føre proces for de uretfærdige og ikke for de hellige?» (1 Kor 6,1). Og lidt efter siger han: «Hvis I altså har retssager om dagligdags forhold, så sæt dem, der er ringeagtede i menigheden, til at dømme. Jeg siger det for at gøre jer skamfulde. Er der da ikke en eneste vis blandt jer, som kan dømme mellem sine brødre? Men bror fører proces mod bror, og det for vantro?» (1 Kor 6,4–6). Også her kunne man nemlig tro, at det ikke er synd at have en retssag mod en anden, men kun at ville have den afgjort uden for kirken, hvis han ikke straks havde tilføjet: «I det hele taget er det allerede en brøde hos jer, at I har retssager med hinanden» (1 Kor 6,7). Og for at ingen skulle undskylde sig med at sige, at han havde en retfærdig sag og led uret, som han gerne ville have fjernet ved dommernes kendelse, imødegår han straks sådanne tanker og undskyldninger og siger: «Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere plyndre?» (1 Kor 6,7). Dermed vender han tilbage til det, Herren siger: «Hvis nogen vil føre retssag mod dig og tage din kjortel, så lad ham også få kappen» (Matt 5,40), og et andet sted: «Kræv ikke dit tilbage af den, der tager det» (Luk 6,30). Han har altså forbudt sine at føre retssager med andre om verdslige ting, og ud fra denne lære siger apostlen, at det er en brøde. Men når han alligevel tillader, at sådanne sager afgøres i kirken, mellem brødre og med brødre som dommere, mens han strengt forbyder det uden for kirken, så er det tydeligt, at også her bliver noget indrømmet de svage ved overbærenhed. For disse og lignende synders skyld – og for andre, der er mindre end disse, og som sker ved at fejle i ord og tanker, sådan som apostlen Jakob erkender og siger: «For vi snubler alle mange gange» (Jak 3,2) – må vi daglig og ofte bede til Herren og sige: «Forlad os vor skyld», og vi må ikke lyve i det, der følger: «som også vi forlader vore skyldnere» (Matt 6,12).

79. Der er også nogle synder, som man ville anse for meget lette, hvis det ikke blev vist i Den Hellige Skrift, at de er sværere, end man tror. For hvem ville mene, at den, der siger til sin bror: «Tåbe», er skyldig til helvede, hvis ikke Sandheden selv sagde det (jf. Matt 5,22)? Men til dette sår føjede han straks lægemidlet, idet han tilføjede budet om forsoning med broderen; han siger nemlig straks efter: «Hvis du altså bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din bror har noget imod dig» (Matt 5,23) osv. Eller hvem ville tro, hvor stor en synd det er at holde nøje øje med dage og måneder og år og tider, sådan som de gør, der vil eller ikke vil begynde på noget på bestemte dage, i bestemte måneder eller år, fordi de efter menneskers tomme lærdomme (jf. Kol 2,22) anser tiderne for heldige eller uheldige – hvis vi ikke kunne måle, hvor stort dette onde er, ud fra apostlens frygt, når han siger til sådanne: «Jeg frygter for jer, om jeg måske har slidt forgæves for jer» (Gal 4,11)?

80. Hertil kommer, at synder, hvor store og forfærdelige de end er, bliver anset for små eller slet ingen synder, når de er blevet en vane – i den grad, at man ikke blot mener, at de ikke behøver at skjules, men endda at man skal prale af dem og udbrede dem, når det går, som der står skrevet: «Synderen roses for sin sjæls begær, og den, der gør uret, bliver velsignet» (Sl 10,3). En sådan uretfærdighed kaldes i de guddommelige bøger et skrig, sådan som du finder det hos profeten Esajas om den dårlige vingård: «Jeg ventede,» siger han, «at den skulle øve ret, men den øvede uret, og ikke retfærdighed, men skrig» (Es 5,7). Derfor står der også i Første Mosebog: «Skriget fra Sodoma og Gomorra er blevet stort» (1 Mos 18,20), fordi disse skændigheder ikke længere blot gik ustraffet hen hos dem, men endda blev øvet offentligt, ligesom efter en lov. Sådan er det også i vores tid: Så mange onde ting, om end ikke af den slags, er blevet åbenlys vane, at vi på grund af dem hverken tør udelukke en lægmand af kirkens fællesskab eller afsætte en gejstlig. Da jeg for nogle år siden fortolkede Galaterbrevet, blev jeg derfor netop ved det sted, hvor apostlen siger: «Jeg frygter for jer, om jeg måske har slidt forgæves for jer» (Gal 4,11), nødt til at udbryde: «Ve menneskenes synder! Vi gyser kun ved de usædvanlige. Men de sædvanlige – som Guds Søns blod blev udgydt for at afvaske – bliver vi, selv om de er så store, at de helt lukker Guds rige for os, ofte nødt til at tåle alle sammen, fordi vi ser dem så tit, og ofte nødt til også selv at gøre nogle af dem, fordi vi tåler dem så tit. Gid vi dog, o Herre, ikke selv gør alt det, vi ikke har kunnet forhindre!» Men jeg må overveje, om ikke en overdreven smerte har fået mig til at sige noget uforsigtigt.

81. Nu vil jeg sige det, som jeg allerede ofte har sagt andre steder i mine skrifter: Vi synder af to grunde: enten fordi vi endnu ikke ser, hvad vi bør gøre, eller fordi vi ikke gør det, vi allerede ser bør gøres. Det første af disse to er uvidenhedens onde, det andet svaghedens. Mod dem bør vi kæmpe. Men vi bliver sandelig overvundet, hvis vi ikke får hjælp fra Gud, så vi ikke blot ser, hvad der skal gøres, men så også – når helbredelsen kommer til – glæden ved retfærdigheden i os overvinder glæden ved de ting, for hvis skyld vi synder med åbne øjne og vel vidende, fordi vi enten begærer at have dem eller frygter at miste dem. Da er vi ikke længere blot syndere, hvad vi også var, da vi syndede af uvidenhed, men også lovovertrædere, når vi ikke gør det, vi allerede ved, at vi skal gøre, eller gør det, vi allerede ved, at vi ikke skal gøre. Derfor skal vi bede ham – ikke blot om at tilgive, hvis vi har syndet, og derfor siger vi: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere», men også om at lede os, så vi ikke synder, og derfor siger vi: «Og led os ikke ind i fristelse» (Matt 6,12–13) – ham, til hvem der siges i Salmen: «Herren er mit lys og min frelse» (Sl 27,1), så lyset tager uvidenheden bort, og frelsen svagheden.

82. For også selve boden bliver ofte forsømt af svaghed, når der efter kirkens skik er god grund til at gøre den. [Augustin tænker på oldkirkens offentlige kirkebod for grove synder.] Skammen er nemlig også frygt for at mishage, fordi menneskers anseelse glæder mere end den retfærdighed, ved hvilken enhver ydmyger sig ved at gøre bod. Derfor er Guds barmhjertighed nødvendig, ikke blot når man gør bod, men også for at man overhovedet gør det. Ellers ville apostlen ikke sige om nogle: «om Gud dog ville give dem omvendelse» (2 Tim 2,25). Og før evangelisten fortæller, at Peter græd bitterligt, skriver han: «Herren vendte sig og så på ham» (Luk 22,61).

83. Men den, der ikke tror, at synderne forlades i kirken, og ringeagter den store rigdom i Guds gave og slutter sin sidste dag i denne forhærdelse, er skyldig i den utilgivelige synd mod Helligånden (jf. Matt 12,32), i hvem Kristus forlader synder. Om dette vanskelige spørgsmål har jeg så klart, som jeg kunne, drøftet sagen i et lille skrift, der alene er skrevet om det. [Augustin tænker på sin prædiken 71 om bespottelsen mod Helligånden (Matt 12,31–32).]