Kapitel 104–113

104. Derfor ville Gud også have bevaret det første menneske i den frelse, det var skabt i, og på det rette tidspunkt, efter at det havde fået børn, have ført det uden mellemkommende død videre til det bedre, hvor det ikke blot ikke kunne begå synd, men heller ikke kunne have viljen til at synde – hvis han havde forudset, at det til stadighed ville have viljen til at forblive uden synd, sådan som det var skabt. Men fordi han forud vidste, at mennesket ville misbruge den frie vilje, det vil sige, at det ville synde, beredte han snarere sin vilje til selv at gøre godt også ved den, der gjorde ondt. Sådan blev den Almægtiges gode vilje ikke gjort til intet ved menneskets onde vilje, men blev alligevel opfyldt.

105. Det var nemlig rigtigt, at mennesket først blev skabt sådan, at det kunne ville både det gode og det onde – ikke uden løn, hvis det ville det gode, og ikke ustraffet, hvis det ville det onde. Men derefter skal det være sådan, at det ikke kan ville det onde, og dog skal det ikke af den grund mangle fri vilje. Langt friere vil den vilje nemlig være, som slet ikke kan tjene synden. For man kan ikke dadle den vilje, eller sige, at den ikke er en vilje eller ikke er fri, hvormed vi vil være lykkelige på en sådan måde, at vi ikke blot ikke vil være ulykkelige, men slet ikke på nogen måde kan ville det. Ligesom vores sjæl altså allerede nu ikke vil ulykke, sådan skal den for altid ikke ville uret. Men den orden måtte ikke springes over, hvorved Gud ville vise, hvor godt et fornuftigt væsen er, som også kan lade være med at synde, selv om det, der ikke kan synde, er bedre. Sådan var også den udødelighed, hvor mennesket kunne undgå at dø, den ringere, men den fandtes dog, selv om den udødelighed, der skal komme, og hvor det ikke kan dø, er større.

106. Den første udødelighed mistede den menneskelige natur ved den frie vilje; den anden skal den få ved nåden, men den ville have fået den ved fortjeneste, hvis den ikke havde syndet. Dog kunne der heller ikke dengang have været nogen fortjeneste uden nåde. For selv om synden lå i den frie vilje alene, var den frie vilje dog ikke nok til at bevare retfærdigheden, medmindre der blev givet guddommelig hjælp ved delagtighed i det uforanderlige gode. Det står jo i menneskets magt at dø, når det vil – der er ingen, der ikke kan dræbe sig selv, om ikke på anden måde, så blot ved ikke at spise – men til at bevare livet er viljen ikke nok, hvis der mangler hjælp, hvad enten det er føde eller nogen anden form for beskyttelse. Sådan var mennesket i Paradis ved sin vilje i stand til at dræbe sig selv ved at forlade retfærdigheden, men for at det kunne bevare retfærdighedens liv, var det ikke nok at ville det, medmindre han, der havde skabt det, hjalp det. Men efter dette fald er Guds barmhjertighed større, for nu skal selve viljen befries fra den trældom, hvor synden hersker sammen med døden. Og den befries slet ikke ved sig selv, men alene ved Guds nåde, som ligger i troen på Kristus, så selve viljen, som der står skrevet, beredes af Herren (jf. Ordsp 8,35 efter Septuaginta), den vilje, hvormed man tager imod Guds andre gaver, ved hvilke man når frem til den evige gave.

107. Derfor kalder apostlen også selve det evige liv, som jo er lønnen for gode gerninger, for Guds nåde: «Syndens løn er død,» siger han, «men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vores Herre» (Rom 6,23). Løn (stipendium) betales som noget skyldigt for krigstjeneste; den gives ikke som gave. Derfor sagde han: «Syndens løn er død,» for at vise, at døden ikke er påført synden ufortjent, men som dens skyldige løn. Men nåde er ikke nåde, hvis den ikke er ufortjent (jf. Rom 11,6). Man må altså forstå, at også menneskets gode fortjenester selv er Guds gaver; når det evige liv gives for dem, hvad er det så andet end nåde for nåde (jf. Joh 1,16)? Luthersk note: Augustin kalder de gode gerninger fortjenester, som det evige liv gives for, men understreger, at de selv er Guds gaver. Efter luthersk lære gives det evige liv for Kristi skyld ved troen; det kaldes løn, fordi Gud har lovet det af nåde, ikke fordi gerningerne fortjener det (Apologien IV, om kærligheden og lovens opfyldelse). Mennesket blev altså skabt retskaffent (jf. Præd 7,29), sådan at det både kunne blive i denne retskaffenhed – ikke uden guddommelig hjælp – og blive fordærvet ved sin egen vilje. Hvilken af de to ting det end havde valgt, ville Guds vilje være sket, enten også ved det eller i hvert fald med det. Fordi mennesket altså hellere ville gøre sin egen vilje end Guds, skete Guds vilje med det. Af den samme fortabte masse, som er strømmet ud fra dets æt, gør han ét kar til ære og et andet til vanære: til ære ved barmhjertighed, til vanære ved dom (jf. Rom 9,20–21), for at ingen skal rose sig af et menneske og dermed heller ikke af sig selv. Luthersk note: Augustin lader her Gud gøre de ikke-udvalgte til «kar til vanære» ved sin dom over den fortabte masse. Luthersk lære siger også, at de fortabte går fortabt ved egen skyld, men lærer ikke, at Gud gør nogen til vredens kar; Gud vil alles frelse, og at de er beredt til fortabelse, er Djævelens og menneskenes egen skyld (Konkordieformlen XI).

108. For vi ville heller ikke blive befriet ved den ene mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus (jf. 1 Tim 2,5), hvis han ikke også var Gud. Men da Adam blev skabt, altså som et retskaffent menneske, var der ikke brug for nogen mellemmand. Men da synderne havde skilt menneskeslægten langt fra Gud, måtte vi forsones med Gud ved en mellemmand, som alene blev født, levede og blev dræbt uden synd, helt frem til kødets opstandelse til evigt liv. Sådan skulle menneskets hovmod irettesættes og helbredes ved Guds ydmyghed; mennesket skulle se, hvor langt det var gået bort fra Gud, når det blev kaldt tilbage ved den Gud, som blev menneske; det genstridige menneske skulle få et eksempel på lydighed ved den Gud, som blev menneske; nådens kilde skulle åbnes, idet den Enbårne tog en tjeners skikkelse på sig – en skikkelse, som intet havde fortjent forud; kødets opstandelse, som er lovet de forløste, skulle vises forud i Forløseren selv; Djævelen skulle besejres ved den samme natur, som han glædede sig over at have bedraget – og dog skulle mennesket ikke rose sig, for at hovmodet ikke skulle opstå igen. Og hertil kommer, hvad de, der gør fremskridt, ellers kan se og sige om mellemmandens så store hemmelighed, eller blot se, selv om det ikke kan siges.

109. Men den tid, der ligger mellem menneskets død og den sidste opstandelse, rummer sjælene i skjulte opholdssteder, alt efter som hver enkelt fortjener hvile eller pine for det, den fik del i, mens den levede i kødet.

110. Man skal heller ikke nægte, at de afdødes sjæle får lindring ved deres levende pårørendes fromhed, når mellemmandens offer bringes for dem, eller der gives almisser i kirken. Men disse ting gavner dem, som mens de levede, fortjente, at de siden kunne gavne dem. Der findes nemlig en måde at leve på, som ikke er så god, at den ikke har brug for disse ting efter døden, og ikke så ond, at de ikke kan gavne den efter døden; men der findes også en, der er så god, at den ikke har brug for dem, og igen en, der er så ond, at den ikke kan hjælpes af dem, når den er gået bort fra dette liv. Derfor er det her, at man erhverver al den fortjeneste, hvorved nogen efter dette liv kan blive lettet eller tynget. Men ingen skal håbe, at han, når han er død, kan opnå hos Herren, hvad han her har forsømt. Det, som kirken ofte gør for at anbefale de døde, strider altså ikke imod apostlens ord: «For vi skal alle stå foran Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort i legemet, hvad enten det er godt eller ondt» (2 Kor 5,10; jf. Rom 14,10). For også denne fortjeneste, at disse ting kan gavne ham, har hver enkelt erhvervet sig, mens han levede i legemet. De gavner nemlig ikke alle. Og hvorfor gavner de ikke alle, hvis ikke på grund af forskellen i det liv, hver enkelt har ført i legemet? Når der altså bringes ofre, hvad enten det er alterets offer eller nogen form for almisse, for alle døbte afdøde, så er de for de meget gode en tak; for de ikke meget gode er de en soning; for de meget onde er de, selv om de ingen hjælp er for de døde, i hvert fald en slags trøst for de levende. Og dem, de gavner, gavner de enten sådan, at der sker fuld forladelse, eller i hvert fald sådan, at selve fordømmelsen bliver lettere at bære. Luthersk note: Augustin regner her med, at nadverens offer («mellemmandens offer», «alterets offer») og almisser, som bringes for de døde, kan lindre deres sjæle og give dem forladelse eller mildere dom, og at man i dette liv fortjener at få gavn af dem. Luthersk lære afviser messen som offer for levende og døde og forbøn eller gode gerninger, der skal virke for de afdødes frelse: menneskets skæbne afgøres ved troen i dette liv, og Kristi ene offer er den eneste soning (CA XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2, hvor det også siges, at Augustin ikke kan bruges som grundlag for skærsildsmesser).

111. Men efter opstandelsen, når hele dommen er holdt og fuldført, skal de to stæder have hver sit endemål: den ene er Kristi, den anden Djævelens; den ene de godes, den anden de ondes, men begge består af både engle og mennesker. De første skal ikke have nogen vilje, de andre ingen mulighed til at synde, og ingen af dem skal være underlagt døden. De første skal leve sandt og lykkeligt i det evige liv; de andre skal ulykkeligt blive ved i den evige død uden mulighed for at dø, for begge dele er uden ende. Men i saligheden skal den ene af de første have det herligere end den anden, og i elendigheden skal den ene af de andre have det mere tåleligt end den anden.

112. Det er derfor forgæves, at nogle, ja, rigtig mange, af menneskelig medfølelse ynker de fordømtes evige straf og deres uophørlige, evige pinsler og ikke tror, at det skal være sådan. De går ganske vist ikke imod den guddommelige Skrift, men efter deres egen følelse blødgør de alt det hårde og bøjer det i retning af en mildere mening, idet de mener, at det er sagt mere skræmmende end sandt. «For Gud vil ikke glemme at være nådig,» siger de, «eller i sin vrede lukke for sin barmhjertighed» (jf. Sl 77,10). Det læser man ganske rigtigt i den hellige salme; men uden nogen tvivl forstås det om dem, der kaldes barmhjertighedens kar (jf. Rom 9,23), for også de befries fra elendigheden, ikke på grund af deres fortjenester, men fordi Gud er barmhjertig. Eller hvis de mener, at det gælder alle, er det ikke derfor nødvendigt at antage, at fordømmelsen kan få en ende for dem, om hvem der er sagt: «Og de skal gå bort til den evige straf», for så måtte man på samme måde mene, at engang også lykken vil få en ende for dem, om hvem der omvendt er sagt: «men de retfærdige til evigt liv» (Matt 25,46). Men lad dem, hvis de har lyst, mene, at de fordømtes straf i bestemte tidsrum mildnes noget. For også sådan kan man forstå, at Guds vrede bliver over dem (jf. Joh 3,36), det vil sige selve fordømmelsen – det er nemlig den, der kaldes Guds vrede, ikke en sindsbevægelse hos Gud – så han i sin vrede, det vil sige, mens hans vrede bliver ved, dog ikke lukker for sin barmhjertighed, ikke ved at gøre ende på den evige straf, men ved at give lindring i pinslerne eller indskyde pauser i dem. For salmen siger heller ikke «for at gøre ende på sin vrede» eller «efter sin vrede», men «i sin vrede». Selv hvis det eneste dér var denne vrede, og kun i den mindste grad, man kan tænke sig, så er det at gå tabt for Guds rige, at være landflygtig fra Guds stad, at være fremmedgjort for Guds liv og at mangle den store rigdom af Guds godhed, som han har gemt til dem, der frygter ham, og fuldført for dem, der håber på ham (jf. Sl 31,20), en så stor straf, at ingen pinsler, vi kender, kan sammenlignes med den, hvis den er evig, mens de varer nok så mange tidsaldre.

113. Altså skal de fordømtes evige død, det vil sige fremmedgørelsen fra Guds liv, blive ved uden ende, og den skal være fælles for dem alle, hvad mennesker end efter deres menneskelige følelser måtte formode om forskellige grader af straf og om lindring eller afbrydelse af smerterne – ligesom alle de helliges evige liv skal blive ved som noget fælles for dem alle, hvor forskellig deres herlighed end er, når de stråler i enighed.