Kapitel 114–122

114. Ud af denne bekendelse af troen, som kort er sammenfattet i trosbekendelsen, og som er mælk for de små, når den forstås kødeligt (jf. 1 Kor 3,1–2), men mad for de stærke, når den betragtes og behandles åndeligt, fødes de troendes gode håb, og den hellige kærlighed følger med det. Men af alt det, som skal tros i tro, hører kun det til håbet, som er indeholdt i Herrens bøn. For «forbandet er enhver», som Guds ord vidner, «som sætter sit håb til et menneske» (Jer 17,5). Og derfor bliver også den, der sætter sit håb til sig selv, bundet af denne forbandelses lænke. Derfor skal vi bede om det, vi håber, ingen andre steder end hos Herren Gud, hvad enten det er, at vi skal gøre gode gerninger, eller at vi skal opnå noget for gode gerninger.

115. Hos evangelisten Matthæus ser Herrens bøn altså ud til at indeholde syv bønner (jf. Matt 6,9–13). I tre af dem beder vi om det evige, i de fire andre om det timelige, som dog er nødvendigt for at nå det evige. For når vi siger: «Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden» (Matt 6,9–10) – hvad nogle ikke urimeligt har forstået som «i ånden og i legemet» – så er det noget, der skal bevares helt uden ende. Det begynder her, og det vokser i os, jo mere vi går frem; men fuldkomment, som det skal håbes i det andet liv, vil vi altid eje det. Men når vi siger: «Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde» (Matt 6,11–13), hvem ser da ikke, at det hører til dette nuværende livs trang? I det evige liv, hvor vi håber altid at skulle være, vil derfor både helliggørelsen af Guds navn og hans rige og hans vilje blive i vores ånd og legeme, fuldkomment og udødeligt. Men det daglige brød kaldes sådan, fordi det er nødvendigt her, i den grad det skal gives sjælen og kødet, hvad enten det forstås åndeligt eller kødeligt eller på begge måder. Her er også den forladelse, vi beder om, for her begås synderne; her er de fristelser, som enten lokker eller driver os til at synde; her er endelig det onde, som vi ønsker at blive befriet fra. Men dér er intet af alt dette.

116. Evangelisten Lukas har derimod ikke samlet syv, men fem bønner i Herrens bøn (jf. Luk 11,2–4). Han er bestemt ikke uenig med Matthæus, men har med sin korthed gjort os opmærksom på, hvordan disse syv skal forstås. Guds navn helliges nemlig i ånden, men Guds rige skal komme i kødets opstandelse. Da Lukas altså ville vise, at den tredje bøn på en måde er en gentagelse af de to første, gjorde han det tydeligere ved at udelade den. Derefter tilføjer han tre andre: om det daglige brød, om syndernes forladelse og om at undgå fristelse. Men det, Matthæus har sat sidst: «men fri os fra det onde» (Matt 6,13), har Lukas ikke medtaget, for at vi skulle forstå, at det hører til det foregående, som blev sagt om fristelsen. Derfor siger Matthæus netop «men fri», ikke «og fri», som for at vise, at det er én bøn: «Ikke dette, men dette», så enhver kan vide, at han bliver befriet fra det onde ved ikke at blive ført ind i fristelse.

117. Hvad nu angår kærligheden, som apostlen siger er større end de to andre, det vil sige troen og håbet (jf. 1 Kor 13,13), så er den, i hvem den findes, desto bedre, jo større den er i ham. For når man spørger, om nogen er et godt menneske, spørger man ikke, hvad han tror eller håber, men hvad han elsker. Den, der elsker ret, tror og håber utvivlsomt også ret; men den, der ikke elsker, tror forgæves, selv om det, han tror, er sandt; han håber forgæves, selv om det, han håber, læres at høre til den sande lykke – medmindre han også tror og håber dette, at det kan blive givet ham at elske, når han beder om det. For selv om han ikke kan håbe uden kærlighed, kan det dog ske, at han ikke elsker det, uden hvilket han ikke kan nå det, han håber; som hvis han håber på det evige liv – og hvem elsker ikke det? – men ikke elsker retfærdigheden, uden hvilken ingen når frem til det. Men dette er troen på Kristus, som apostlen anbefaler, den tro, som er virksom ved kærlighed (jf. Gal 5,6); og det, den endnu ikke har i kærligheden, beder den om for at få det, søger den for at finde det, banker den på for at få det lukket op (jf. Matt 7,7). For troen udvirker ved bøn, hvad loven befaler. Uden Guds gave, det vil sige uden Helligånden, ved hvem kærligheden er udgydt i vores hjerter (jf. Rom 5,5), vil loven kunne befale, men ikke hjælpe, og endda gøre mennesket til en overtræder, som ikke kan undskylde sig med uvidenhed. For hvor Guds kærlighed ikke er, dér hersker det kødelige begær. Luthersk note: Augustin taler her om den levende tro, der viser sig i kærligheden, og det er i overensstemmelse med luthersk lære, at den sande tro aldrig er uden kærlighed. Men efter luthersk lære retfærdiggør troen ikke, fordi den er virksom ved kærlighed; den retfærdiggør, fordi den griber Kristus, og kærligheden følger som frugt (Apologien IV; Konkordieformlen III).

118. Men når man lever efter kødet i uvidenhedens dybeste mørke, uden at fornuften gør modstand, så er det menneskets første tilstand. Når dernæst erkendelsen af synden er kommet ved loven (jf. Rom 7,7), så bliver mennesket, hvis Guds Ånd endnu ikke hjælper det, overvundet, selv om det vil leve efter loven, og det synder med viden og tjener synden som dens undersåt; for «det, man er overvundet af, er man blevet slave af» (jf. 2 Pet 2,19). Erkendelsen af budet får da synden til at udvirke al slags begær i mennesket, og overtrædelsen lægges oven i, så det skrevne går i opfyldelse: «Loven kom til, for at overtrædelsen skulle blive større» (Rom 5,20). Det er menneskets anden tilstand. Men hvis Gud ser til mennesket, så det tror, at han selv hjælper til at opfylde det, han befaler, og mennesket begynder at blive drevet af Guds Ånd, så begærer det imod kødet med kærlighedens stærkere kraft (jf. Gal 5,17). Selv om der da stadig er noget i mennesket, der strider imod mennesket, fordi skrøbeligheden endnu ikke er helt helbredt, så lever den retfærdige dog af tro (jf. Rom 1,17; Gal 3,11; Hebr 10,38), og han lever retfærdigt, for så vidt som han ikke giver efter for det onde begær, fordi glæden ved retfærdigheden sejrer. Det er den tredje tilstand for mennesket med det gode håb. Går man frem i den med from udholdenhed, venter til sidst freden, som skal fuldendes efter dette liv i åndens hvile og derefter også i kødets opstandelse. Af disse fire forskellige tilstande er den første før loven, den anden under loven, den tredje under nåden og den fjerde i den fulde og fuldkomne fred. Sådan er også Guds folk ordnet gennem tidsrummene, sådan som det behagede Gud, der ordner alt efter mål, tal og vægt (jf. Visd 11,20). For først var det før loven, dernæst under loven, som blev givet ved Moses, og derefter under nåden, som blev åbenbaret ved mellemmandens første komme (jf. Joh 1,17). Denne nåde manglede dog heller ikke tidligere for dem, som den skulle gives, selv om den efter tidens husholdning var tilsløret og skjult. For ingen af de gamle retfærdige kunne finde frelse uden troen på Kristus; og var han ikke også blevet kendt af dem, kunne han ikke ved deres tjeneste være blevet profeteret for os, snart tydeligere, snart mere skjult.

119. Men i hvilken af disse fire såkaldte aldre genfødslens nåde end finder det enkelte menneske, dér bliver alle hans tidligere synder ham forladt, og den skyld, der blev pådraget ved fødslen, bliver opløst ved genfødslen. Så meget betyder det, at «Ånden blæser, hvor den vil» (Joh 3,8), at nogle ikke kender den anden tilstand, trældommen under loven, men begynder at have Guds hjælp samtidig med budet.

120. Men før mennesket kan modtage budet, må det nødvendigvis leve efter kødet. Men hvis det allerede er indviet ved genfødslens sakramente, vil det ikke skade det, hvis det da går bort fra dette liv; for derfor døde Kristus og opstod, for at han skulle være Herre over både levende og døde (jf. Rom 14,9). Og dødens rige vil ikke holde fast på den, som han døde for, han, som var fri blandt de døde.

121. Alle Guds bud henviser altså til kærligheden, om hvilken apostlen siger: «Men budets mål er kærlighed af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro» (1 Tim 1,5). Ethvert buds mål er altså kærligheden, det vil sige: ethvert bud henviser til kærligheden. Men det, der gøres enten af frygt for straf eller med en anden kødelig hensigt, så det ikke henviser til den kærlighed, som Helligånden udgyder i vores hjerter (jf. Rom 5,5), gøres endnu ikke, som det bør gøres, selv om det synes at blive gjort. Denne kærlighed er nemlig kærlighed til Gud og til næsten, og på disse to bud hænger hele loven og profeterne (jf. Matt 22,40) – læg evangeliet til, læg apostlene til; for ingen andre steder fra kommer dette ord: «Budets mål er kærlighed», og: «Gud er kærlighed» (1 Joh 4,8). Alt det, Gud befaler – blandt andet: «Du må ikke begå ægteskabsbrud» (Matt 5,27; Rom 13,9) – og alt det, der ikke befales, men tilrådes ved et åndeligt råd – blandt andet: «Det er godt for en mand ikke at røre en kvinde» (1 Kor 7,1) – det gøres altså først ret, når det henviser til at elske Gud og næsten for Guds skyld, både i denne verden og i den kommende: Gud nu ved tro, da ved beskuelse, og næsten selv nu ved tro. Luthersk note: Augustins skelnen mellem bud og råd (her ugifthed) blev senere grundlag for læren om de «evangeliske råd» og klosterlivet som en højere fuldkommenhed. Luthersk lære anerkender ugifthed som en gave til nogle, men ikke som en fuldkommenhed eller fortjeneste ud over Guds bud (CA XXVII; Apologien XXVII). For vi dødelige kender ikke de dødeliges hjerter. Men da vil Herren bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare hjerternes tanker, og da skal enhver få sin ros af Gud (jf. 1 Kor 4,5); for det, der skal roses og elskes af næsten i næsten, vil Gud selv bringe for lyset, så det ikke er skjult. Men begæret aftager, når kærligheden vokser, indtil den her når en så stor størrelse, at den ikke kan blive større; for «større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner» (Joh 15,13). Men hvem kan forklare, hvor stor kærligheden vil være dér, hvor der ikke vil være noget begær, som den skal overvinde ved at holde det i ave? For dér vil være den højeste sundhed, når der ikke længere vil være nogen kamp med døden.

122. Men lad der nu engang være en ende på denne bog. Du må selv afgøre, om den skal kaldes eller regnes for en håndbog (Enchiridion). Da jeg ikke mente, at din iver i Kristus burde foragtes, men troede og håbede godt om dig med vor Forløsers hjælp og elskede dig højt blandt hans lemmer, har jeg, så godt jeg kunne – gid den var lige så nyttig, som den er vidtløftig – skrevet en bog til dig om tro, håb og kærlighed.