Om fyldestgørelsen for vores synder

Kristi død er de frommes liv.

«Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile!» Det er vores Frelsers ord (Matt 11,28). Sandelig, Herre Jesus, jeg bærer alt for tunge byrder, og jeg sukker under syndens vægt, men jeg skynder mig til dig, du kilde med levende vand. Kom til mig, Herre Jesus, så jeg kan komme til dig. Jeg kommer til dig, Herre, fordi du først kom til mig. Jeg kommer til dig, Herre Jesus, og længes angstfuldt efter dig, for jeg finder intet godt i mig selv. Fandt jeg noget godt i mig, ville jeg ikke længes så angstfuldt efter dig. Sandelig, Herre Jesus, jeg er træt og bærer byrder. Jeg kan ikke sammenligne mig med nogen af dine hellige, ja, ikke engang med nogen af de angrende syndere, undtagen måske med røveren på korset. Forbarm dig over mig, Herre, du som forbarmede dig over røveren på korset! Jeg har levet et fortabt liv, jeg har levet i synder, men jeg længes efter at dø fromt, efter at dø i retfærdighed; men fromhed og retfærdighed er langt fra mit hjerte, og derfor flygter jeg til din fromhed og din retfærdighed. Lad din sjæl komme mig til hjælp, Herre Jesus, den sjæl, som du gav som løsesum (ἀντίλυτρον) for mange (Matt 20,28). Lad dit allerhelligste legeme komme mig til hjælp, som for min skyld blev mishandlet med piskeslag, spyt, knytnæveslag og torne og naglet til korsets træ. Lad dit hellige blod komme mig til hjælp, o Jesus, som strømmede ud af din side, da du led og døde, og som renser os fra al synd (1 Joh 1,7). Lad din allerhelligste guddom komme mig til hjælp, som bar den menneskelige natur i lidelsen, som hvilede og ikke lod sin kraft træde frem, mens min forløsnings tilbedelsesværdige hemmelighed blev fuldbragt, og som gav din hellige lidelse uendelig kraft og vægt, så at Gud har vundet mig elendige til sig med sit eget blod (ApG 20,28). Lad dine sår komme mig til hjælp, i dem er al min lægedom. Lad din allerhelligste lidelse komme mig til hjælp. Lad din fortjeneste komme mig til hjælp, min sidste tilflugt og mit lægemiddel mod synderne. For hvad du led, det led du for mig. Hvad du har fortjent, har du altså ligeså fortjent for mig og min uværdighed. Derfor viser Gud sin kærlighed til os og bekræfter den med et vidnesbyrd, som overgår alle menneskers, ja, englenes forstand: at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere og Guds fjender (Rom 5,8). Hvem undrer sig ikke? Hvem bliver ikke slået af forbløffelse? Uden at nogen bad ham om det, ja, hadet af menneskene, går Guds allerbarmhjertigste Søn i forbøn for syndere og for sine fjender, og han går ikke blot i forbøn, men yder også den guddommelige retfærdighed fyldestgørelse ved sin fødsel i dybeste fattigdom, sit helligste liv, sin bitreste lidelse og sin grusomste død.

O Herre Jesus, du som gik i forbøn for mig, led og døde for mig, før jeg længtes efter din fortjeneste og lidelse eller med bønner bad dig om at betale løsesummen (λύτρον), hvordan skulle du kunne støde mig bort fra dit ansigt? Hvordan skulle du nægte mig frugten af din allerhelligste lidelse, nu da jeg råber til dig fra dybet (Sl 130,1) og med tårer og suk beder om frugten af din fortjeneste? Af natur var jeg en fjende; da du døde for mig, blev jeg ved nåden ven, bror og søn. Du bønhørte fjenden, som endnu ikke bad til dig – hvordan skulle du da forsmå din ven, som kommer til dig med tårer og bønner? Den, som kommer til dig, vil du ikke støde bort (Joh 6,37), for dit ord er sandhed. Du har talt til os i ånd og sandhed, og det evige livs ord har vi fået af dig (Joh 6,68).

Giv agt, og løft dig, min sjæl! Før var vi syndere af natur, men nu retfærdige af nåde; før var vi fjender, men nu venner og nære slægtninge; før havde vi vores hjælp i Kristi død, men nu også i hans liv; før var vi døde i vores synder, men nu er vi gjort levende i Kristus (Ef 2,5). O Guds overvættes kærlighed, som han elskede os med! O den guddommelige nådes overstrømmende rigdom, ved hvilken han satte os med i himlen! O vores Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken lyset fra det høje har besøgt os (Luk 1,78)! Har Kristi død bragt os retfærdighed og liv, hvad vil da hans liv ikke kunne? Betalte Frelseren Faderen prisen, da han døde, hvad vil han da ikke gøre, nu han lever og går i forbøn for os? For Kristus lever og bor i vores hjerte (Ef 3,17); lad blot mindet om hans allerhelligste fortjeneste leve og være stærkt i det.

Drag mig, Herre Jesus, så jeg i virkeligheden må eje det, som jeg her venter på i fast håb. Lad din tjener, beder jeg, være hos dig og se den herlighed, som Faderen har givet dig (Joh 17,24); lad ham bo i den bolig, som du har beredt ham i din Faders hus (Joh 14,2). Salige er de, som bor i dit hus, Herre; de skal love dig i evighedernes evighed (Sl 84,5).