Om vores forsoning med Gud

Kristus har betalt min gæld.

Sandelig, Kristus bar vores sygdomme og tog vores smerter på sig (Es 53,4). Herre Jesus, det, som i os fortjener evig straf, har du lagt over på dig selv; den byrde, som skulle have trykket os helt ned i helvede, har du taget på dig. Du blev såret for vores overtrædelser, knust for vores misgerninger. Ved dine sår er vi helbredt; Herren lagde vores alles misgerning på dig (Es 53,5–6). Et sandt underfuldt bytte: Du tager vores synder over på dig og skænker os din retfærdighed; den død, vi skyldte, lader du ramme dig selv og skænker os livet. Jeg kan derfor ikke længere på nogen måde tvivle på din nåde eller fortvivle over mine synder. Det værste i os har du taget over på dig; hvordan skulle du da foragte det bedste i os, som er dit eget værk, nemlig legemet og sjælen? Du overlader ikke min sjæl til dødsriget, du lader ikke din hellige se forrådnelse (Sl 16,10). For sandelig hellig er den, hvis synder er udslettet og taget bort; salig den, hvis misgerninger er tilgivet, salig den, som Herren ikke tilregner synd (Sl 32,1–2). Hvordan skulle Herren kunne tilregne os vores synder, når han har tilregnet dem en anden? For sit folks overtrædelses skyld slog han sin højtelskede Søn; derfor skal han ved kundskaben om sig gøre mange retfærdige, og deres misgerninger skal han selv bære (Es 53,11). Hvordan vil han gøre sine retfærdige? Hør, sjæl, og giv agt! Han vil gøre dem retfærdige ved kundskaben om sig, det vil sige ved den frelsende erkendelse af Guds barmhjertighed og nåde i Kristus og ved troens faste tilegnelse af den. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, din Søn Jesus Kristus (Joh 17,3); og derfor: Hvis du bekender med din mund, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte, at Gud har oprejst ham fra de døde, vil du blive frelst (Rom 10,9). Men troen griber Kristi fyldestgørelse; for han bar selv sine egnes misgerninger, han bar de manges synd og gik i forbøn for overtræderne (Es 53,12). Sandelig, han ville have haft få retfærdige, hvis han ikke barmhjertigt havde taget imod syndere. Få retfærdige ville du have, Jesus, hvis du ikke tilgav de uretfærdige deres synder. Hvordan skulle Kristus da med streng dom dømme de angrendes synder, som han har taget på sig selv; hvordan skulle han fordømme den, der er skyldig i synder, når han selv er gjort til synd (2 Kor 5,21)? Skulle han dømme dem, han kalder sine venner? Skulle han dømme dem, han har gået i forbøn for? Skulle han dømme dem, han er død for?

Rejs dig, min sjæl, og glem dine synder, for Herren har glemt dem (Es 43,25). Hvem frygter du som syndernes hævner, andre end Herren, som selv har gjort fyldest for synderne? Havde en anden betalt løsesummen (λύτρον) for mine synder, kunne jeg jo endnu tvivle på, om den retfærdige dommer også ville godtage den fyldestgørelse. Havde et menneske eller en engel gjort fyldest for mig, ville det jo være tvivlsomt, om forløsningens pris var tilstrækkelig. Men nu er der ikke længere plads til tvivl. Hvordan skulle han ikke tage imod den pris, han selv har betalt? Hvordan skulle det, der kommer fra Gud selv, ikke være tilstrækkeligt?

Hvorfor er du stadig urolig, min sjæl? Alle Herrens veje er barmhjertighed og sandhed (Sl 25,10). Herren er også retfærdig, og hans dom er retfærdig (Sl 119,137). Hvorfor er du urolig, sjæl? Lad Guds barmhjertighed rejse dig op, lad også Guds retfærdighed rejse dig op; for er Gud retfærdig, kræver han jo ikke dobbelt betaling for én og samme brøde. For vores synders skyld slog han sin Søn; hvordan skulle han for de samme synders skyld slå os, hans tjenere? Hvordan skulle han straffe de synder hos os, som er straffet i Sønnen? Også Herrens trofasthed svigter aldrig (Sl 117,2). «Jeg vil ikke synderens død, men at han omvender sig og lever,» råber vores Gud (Ez 33,11). «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile,» råber vores Frelser (Matt 11,28). Skal vi beskylde Herren for løgn og prøve at trykke hans barmhjertighed ned med vægten af vores synder? At beskylde Herren for løgn og fornægte hans barmhjertighed er en større synd end alle hele verdens synder; derfor syndede Judas også mere ved at fortvivle end jøderne ved at korsfæste Kristus. Nej, hvor synden blev større, blev også nåden større (Rom 5,20), og den vejer uendelig meget tungere end vores synder på vægtskålen; for synderne er menneskers, men nåden er Guds; synderne er timelige, men vores Herres nåde er fra evighed til evighed. Der er gjort fyldest for synderne; Guds nåde er genoprettet ved Kristi død og grundfæstet til evig tid, og til den flygter jeg, hengiven og bedende.