Om sjælens sande hvile

Det sind, der støtter sig til Herren, er i ro.

I forgængelige og verdslige ting søger sjælen ofte sin hvile, men finder den ikke. Hvorfor? Fordi sjælen er mere værd end alle skabninger; derfor kan den ikke finde hvile og fred i det, der er ringere. Alt verdsligt er flygtigt og forgængeligt, men sjælen er udødelig; hvordan skulle den da finde sand hvile i det? Alt dette er jordisk, men vores sjæl er af himmelsk oprindelse; hvordan skulle den da kunne stille sin længsel med det? I Kristus finder den hvile (Matt 11,29); han kan mætte og stille dens længsel. Over for Guds vrede hviler den i Kristi sår, over for Satans anklage i Kristi magt, over for lovens rædsel i forkyndelsen af Kristus, over for de anklagende synder i Kristi blod, som taler bedre for Gud end Abels blod (Hebr 12,24); over for dødens rædsel finder den hvile og tillid i, at Kristus sidder ved Faderens højre hånd. Således finder vores tro hvile i Kristus; men også vores kærlighed finder der den højeste hvile. Den, der i kærlighed hænger ved de jordiske ting, har ikke sand hvile, for de jordiske ting har den ikke selv og kan heller ikke fuldt ud mætte sjælens begær, fordi alt er endeligt, mens vores sjæl, der er skabt i Guds billede, begærer det uendelige gode, i hvilket alt godt er. Ligesom vores tro ikke må støtte sig til nogen af alle skabningerne, men alene til Kristi fortjeneste, sådan må heller ikke vores kærlighed hænge ved nogen skabning, ja, ikke engang ved os selv. For egenkærligheden hindrer ligeledes kærligheden til Gud; vi skal sætte kærligheden til Gud over alt. Vores sjæl er Kristi brud (2 Kor 11,2); derfor skal den holde sig til ham alene. Vores sjæl er Guds bolig (1 Kor 3,16); derfor skal den give plads til ham alene.

Mange søger hvile i rigdom, men uden for Kristus er der ingen hvile for sjælen; og hvor Kristus er, dér er fattigdom, om ikke i virkeligheden, så dog i sindet. Han, himlens og jordens Herre, havde intet sted at lægge sit hoved (Matt 8,20); og således ville han fremhæve og hellige fattigdommen for os. Rigdommen er uden for os; men det, der skal give sjælen hvile, må være indeni. Hvad skal sjælen holde sig til i døden, når alt i verden må forlades? Enten forlader rigdommen os, eller vi forlader den – ofte i livet, men altid i døden. Hvor skal sjælen da finde fred og hvile?

Mange søger hvile i nydelser; men det kan kun være en hvile og glæde for legemet for en tid, ikke for sjælen; til sidst følger smerte og sorg som nydelsens ledsagere. Nydelserne hører dette liv til; men sjælen er ikke skabt for dette livs skyld, for den tvinges til at gå bort gennem døden; hvordan skulle den da kunne finde hvile i nydelserne? Uden for Kristus er der ingen hvile for sjælen; men hvordan var Kristi liv? Den dybeste smerte fra hans første fødselsstund og til hans død. Således ville han, der vurderer alting rigtigt, lære os, hvad vi skal mene om nydelsen.

Mange søger hvile i ære. Men ynkelige er de, der må undvære hvilen, hver gang folkegunstens vind skifter. Ære er et ydre og yderst flygtigt gode; men det, der skal give sjælen hvile, må være i os. Hvad mere får du ud af menneskers ros og hæder, end Apelles' maleri fik ud af at blive rost? [Apelles var den mest berømte maler i det gamle Grækenland.] Se på den krog, du lever skjult i: hvor lille er den ikke i forhold til hele landet, til Europa, til hele den beboede jord! Den sande ære er først den, som Guds udvalgte engang skal få. En ting har sin hvile i sit mål, og af natur hviler en ting ikke, før den har nået sit mål og sin plads; den skabte sjæls mål er Gud, for den er jo skabt i Guds billede. Derfor kan den ikke have hvile og fred uden i dette sit mål, nemlig i Gud. Som sjælen er legemets liv, sådan er Gud sjælens liv; ligesom den sjæl virkelig lever, som Gud bor i ved åndelig nåde, sådan er den sjæl død, som ikke har Gud boende i sig. Men hvilken hvile kan en død sjæl have? Denne første død i synderne trækker nødvendigvis den anden død, fordømmelsen, med sig (Åb 20,6).

Den, der derfor i kærlighed holder fast ved Gud og indeni nyder den guddommelige trøst, hans hvile kan ydre onder ikke forstyrre: i sorg er han glad, i fattigdom rig, i verdens trængsler tryg, i verdens tumult rolig, under skældsord og menneskers hån fredfyldt, i selve døden levende. Han bryder sig ikke om tyrannernes trusler, for han mærker indeni den guddommelige trøsts rigdom. I modgang er han ikke bedrøvet, for Helligånden trøster ham kraftigt indeni. Han ængstes ikke i fattigdom, for han er rig i Guds godhed. Han forstyrres ikke af menneskers hån, for han nyder den guddommelige æres glæder. Han bryder sig ikke om kødets lyst, for Åndens sødme er ham kærere. Han søger ikke verdens venskaber, for han mærker glæden ved, at Gud er ham nådig og hans ven. Han higer ikke efter jordiske skatte, for han har den højeste skat gemt i himlen. Han frygter ikke døden, for han lever altid i Gud. Han længes ikke synderligt efter verdens visdom, for han har Helligånden, som lærer ham indeni (1 Joh 2,20); det fuldkomne fjerner det ufuldkomne (1 Kor 13,10). Han frygter ikke lyn og storme, ildebrande og oversvømmelser, ulykkelige planetstillinger og formørkelser af himlens lys, for han er løftet op over naturen og hviler ved troen i Kristus, lever i Kristus. Han drages ikke bort af verdens smiger, for han hører i sig Kristi sødere stemme. Han frygter ikke Djævelens magt, for han mærker Guds nåde; han, som lever og sejrer i ham, er stærkere end Djævelen, der forgæves stræber efter at besejre ham. Han følger ikke kødets lokkemad, for idet han lever i Ånden, mærker han Åndens rigdom; Åndens levendegørelse dræber og korsfæster kødet (Gal 5,24). Han frygter ikke Djævelen som anklager, for han ved, at Kristus er hans talsmand (1 Joh 2,1).

Måtte han, som alene er ophav til og giver af denne sande hvile, give vores sjæl den: vor Herre, Gud, lovet i evighed!