Om samvittighedens renhed

Et sind, der ved sig ret, er liv.

Hav i alt, hvad du gør, den største omsorg for samvittigheden. Hvis Djævelen tilskynder dig til en eller anden synd, så hav ærefrygt for samvittighedens indre dom. Hvis du er bange for at synde, når andre mennesker er til stede, så må din egen samvittighed meget mere kalde dig tilbage fra synden; det indre vidnesbyrd er stærkere end det ydre. Selv om dine synder altså undgår alle menneskers anklage, kan du dog aldrig undslippe samvittighedens indre vidnesbyrd. Samvittigheden hører til de bøger, som ifølge Åbenbaringen (Åb 20,12) skal åbnes ved dommen engang. Den første bog er Guds alvidenhed, hvori alle menneskers gerninger, ord og tanker uden undtagelse klart vil træde frem. Den anden bog er Kristus, som er livets bog (Åb 13,8); den, der findes skrevet i den ved den sande tro, skal englene føre ind i det himmelske hof. Den tredje bog er Skriften, efter hvis forskrift troen og vores gerninger skal dømmes; «det ord, jeg har talt,» siger Frelseren, «skal dømme dem på den yderste dag» (Joh 12,48). Den fjerde bog indeholder de fattiges ydre vidnesbyrd, de fattige, som på dommens dag skal tage imod os i den evige bolig (Luk 16,9). Den femte bog indeholder samvittighedens indre vidnesbyrd, for samvittigheden er den bog, hvori alle synder bliver skrevet ned. Samvittigheden er et stort bind, hvori alt er skrevet med sandhedens griffel. De fordømte vil ikke kunne nægte deres synder ved dommen, for de vil blive overbevist af deres egen samvittigheds vidnesbyrd; de vil ikke kunne flygte fra syndernes anklage, for samvittighedens domstol er indeni og hører hjemme i huset.

En ren samvittighed er sjælens klareste spejl, hvori den ser både sig selv og Gud; et tilsmudset øje kan ikke se det sande lys' glans. Derfor siger Frelseren: «Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud» (Matt 5,8). Ligesom et smukt og rent ansigt er behageligt at se på for mennesker, sådan er en ren og pletfri samvittighed velbehagelig for Guds øjne; men en rådden samvittighed avler udødelige orme. Derfor skal samvittighedens orm mærkes og kvæles nu og ikke næres til udødelighed.

For at rette denne bog er alle de andre bøger blevet til. Hvad gavner stor viden, hvis samvittigheden er uren? Ikke efter videns bog, men efter samvittighedens bog skal du engang dømmes for Guds trone. Vil du skrive denne bog rigtigt, så skriv den efter forbilledet i livets bog. Livets bog er Kristus; lad din trosbekendelse rette sig efter Kristi lære, og lad din livsførelse rette sig efter Kristi liv. Samvittigheden vil være god, hvis den har renhed i hjertet, sandhed i munden og hæderlighed i handlingen. Brug samvittigheden som lampe i alt, hvad du gør; for den vil vise dig til bunds, hvilke handlinger i livet der er gode, og hvilke der er onde. Flygt fra denne samvittighedens dom, hvor den samme på én gang er den anklagede, anklageren, vidnet, dommeren, pinefogeden, fængslet, svøben, fuldbyrderen og bødlen. Hvilken flugtvej kan der være her, hvor den, der anklager, selv er vidnet, og intet kan være skjult for den, der dømmer? Hvad gavner det, om alle roser dig, og samvittigheden anklager dig? Hvad kan det skade, om alle taler dig ned, og samvittigheden alene forsvarer dig? Denne ene dommer er nok for enhver til at anklage, dømme og fordømme; denne ubestikkelige dommer kan hverken bøjes af bønner eller bestikkes med gaver. Hvor du end går, hvor du end er, er din samvittighed altid med dig og bærer med sig, hvad du har lagt i den, hvad enten det er godt eller ondt: den bevarer for den levende og giver den døde tilbage det, den fik i forvaring. Således bliver en mands husfolk virkelig hans fjender (Matt 10,36); således har du i dit eget hus og blandt dine egne folk anklagere, vogtere og bødler. Hvad gavner det at leve i fuld overflod og blive pint af samvittighedens svøbe? Kilden til menneskets lykke og ulykke er i selve sindet. Hvad gavner det den, der brænder af feber, at blive lagt i en seng af guld? Hvad gavner det den, der jages af samvittighedens fakler, at glæde sig over en bunke ydre lykke?

Så stor omsorg du har for den evige frelse, så stor omsorg skal du også have for samvittigheden; for mister man den gode samvittighed, mister man troen; mister man troen, mister man Guds nåde; og mister man Guds nåde, hvordan kan man så håbe på det evige liv? Som din samvittigheds vidnesbyrd er, sådan en dom kan du vente af Kristus. Synderne vil selv blive deres egne anklagere, uden at nogen anklager dem eller fremfører noget mod dem. Ligesom en drukken, når han hælder meget vin i sig, ikke mærker nogen skade af vinen, men bagefter, når han vågner af rusen, mærker drukkenskabens ulemper, sådan formørker også synden sindet, indtil den er fuldbragt, og skjuler som en tæt sky den sande dømmekrafts klarhed; først bagefter rejser samvittigheden sig og gnaver mere smerteligt end nogen anklager. Der er tre domme: verdens dom, din egen dom og Guds dom. Men ligesom du ikke kan undslippe Guds dom, sådan vil du heller ikke kunne undslippe din egen dom, selv om du undertiden undslipper verdens dom; ingen vægge forhindrer dette vidne i at se, hvad du gør. Hvilken undskyldning kan forsvare dig, når den indre anklage fordømmer dig?

Samvittighedens ro er det evige livs begyndelse; du vil glæde dig sandere og med større fryd over en god samvittighed midt i trængsler end over en ond midt i herligheder; over for al ondsindet bagtalelse vil du frimodigt kunne sætte samvittighedens forsvar. Spørg dig selv om dig selv, for du kender dig selv langt bedre end noget andet menneske. Hvad vil andres falske ros gavne, hvad vil andres falske bagtalelse skade ved den yderste dom? Ved Guds og din egen dom skal du stå eller falde, ikke ved andres vidnesbyrd. Samvittigheden ophører aldrig, ligesom sjælen aldrig ophører; helvedes straffe vil trykke de fordømte lige så længe, som samvittighedens anklage varer; ingen ydre ild plager legemet så meget, som denne indre flamme brænder sjælen. Evig er sjælen, der brændes, evig er samvittighedens ild, der brænder. Ingen ydre svøber er så pinefulde for legemet, som disse indre slag er tunge for sjælen. Flygt derfor fra syndens skyld, så du undgår samvittighedens pine; slet ved sand anger synderne ud af samvittighedens bog, så de ikke læses op ved dommen, og du kommer til at frygte Guds domsord. Sluk samvittighedens orm ved andagtens glød, så dens bid ikke bereder dig evig rædsel; sluk denne indre ild med tårer, så du når frem til den himmelske vederkvægelses glæder.

Herre, giv, at vi må kæmpe den gode kamp og bevare troen og en god samvittighed (1 Tim 1,18–19), så vi til sidst frelst og uskadt kan nå frem til det himmelske fædreland!