📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606
Om selvfornægtelse
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Den fornægter Kristus, som ikke fornægter sig selv.
«Den, der vil følge mig, skal fornægte sig selv», siger Frelseren (Matt 16,24). At fornægte sig selv er at give afkald på sin egen selvkærlighed; selvkærligheden hindrer kærligheden til Gud. Vil du være Kristi discipel, må selvkærlighedens rod dø helt i dig; ingen elsker Kristus uden den, der hader sig selv. «Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bærer det ikke frugt» (Joh 12,24; 1 Kor 15,36): sådan kan heller ikke du modtage Helligåndens frugter, medmindre selvkærligheden dør i dit hjerte. Herren sagde til Abraham (1 Mos 12,1): «Drag bort fra dit land og fra din slægt og fra din fars hus til det land, jeg vil vise dig.» Abraham kunne ikke blive så stor en profet uden først at drage bort fra sit fædreland: du bliver ikke en sand Kristi discipel og et virkelig åndeligt menneske, før du drager bort fra selvkærligheden. Jakob haltede på det ene ben, efter at englen havde rørt ved ham (1 Mos 32,26), mens det andet var sundt og helt. Ved disse to ben forstås en dobbelt kærlighed: kærligheden til sig selv og kærligheden til Gud; mennesket får del i Guds velsignelse, når det halter på selvkærlighedens ben, mens det andet, kærligheden til Gud, bliver ved med at være sundt og helt. Du kan ikke med ét og samme øje se op mod himlen og ned på jorden; sådan kan ingen heller med én og samme vilje elske sig selv på en uordnet måde og elske Gud. Kærligheden er vores sjæls højeste gode; dette sjælens højeste gode skal derfor gives til det højeste gode, nemlig Gud.
Din kærlighed er din gud, det vil sige: hvad du elsker højest, sætter du i Guds sted; hvad du elsker højest, anser du for det højeste. Men Gud er i sandhed det højeste væsen: den, der elsker sig selv, anser altså sig selv for Gud og sætter sig selv i Guds sted, og det er den allerstørste afgudsdyrkelse. Hvad du elsker højest, regner du for alle tings mål og anser for den endelige opfyldelse af dine ønsker. Men Gud alene er skabningernes begyndelse og mål; han er den første og den sidste (Es 44,6); han alene opfylder vores hjertes længsel, og intet skabt kan mætte dine ønsker; kærligheden til Gud skal du derfor sætte over kærligheden til dig selv. Gud er begyndelsen og enden (Åb 1,8); i ham skal vores kærlighed derfor begynde, og i ham skal den også ende. Guds væsen er uden for alle skabninger, sådan som Gud fra evighed var i sig selv; drag derfor din kærlighed bort fra alle skabninger. Som din kærlighed er, sådan er også dine gerninger: udspringer dine gerninger af den sande tro og af kærligheden til Gud, er de Gud velbehagelige og store i hans øjne, selv om de er små i alle menneskers øjne. Udspringer de af selvkærligheden, kan de aldrig behage Gud: selvkærligheden besmitter selv de ypperligste gerninger. Da Kristus var i Simons hus (Matt 26,6), brød en kvinde en krukke med kostbar salve og salvede Kristi hoved: gerningen ser lille ud, men den var alligevel Kristus kær, fordi den udsprang af sand tro, ren kærlighed og alvorlig anger. Offeret var i Det Gamle Testamente en gerning, som Gud havde behag i, men alligevel behagede det ikke Gud, at Saul (1 Sam 15,19) holdt byttet fra amalekitterne tilbage for at ofre det til Gud. Hvorfor? Fordi det ikke udsprang af kærlighed til Gud; havde han virkelig elsket Gud, havde han ikke foragtet Guds bud om at brænde alt byttet; han elskede sig selv og sin egen andagt. Kærligheden er en slags ild, for sådan beder kirken: «Kom, Helligånd, og tænd din kærligheds ild i de troende!» Ilden bliver ikke liggende fast på jorden, men stræber altid opad; sådan må din kærlighed ikke falde til ro i dig selv, men løfte sig opad til Herren.
At fornægte sig selv er desuden at give afkald på sin egen ære; den højeste ære tilkommer alene det højeste gode, og Gud er det højeste gode. Den, der søger sin egen ære, kan ikke søge Guds ære, sådan som Frelseren sagde til farisæerne (Joh 5,44): «Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden?» Se på Kristi eksempel og følg det: han vidner ofte om sig selv, at han ikke søger sin egen ære (Joh 8,50), at han ikke tager imod ære fra mennesker (Joh 5,41), og at han er ydmyg af hjertet (Matt 11,29). Alle dine gaver modtager du fra Gud; giv derfor også alt tilbage til Gud. Alle godhedens bække udspringer af denne kilde, Guds godhed; derfor skal alt godt også føres tilbage til dette hav. De planter, der kaldes solsikker, vender sig altid mod solen, som de henter liv og saft fra; sådan skal du vende dig til Gud med alle dine gaver og al din ære og ikke tilskrive dig selv noget som helst. Havde du noget af dig selv, kunne du søge din egen ære og tilskrive dig selv dine gaver; men da du intet har af dig selv, men alt fra Gud, skal du ikke søge din egen, men Guds ære. Egen ære vender mennesket bort fra Gud; et eksempel er Nebukadnesar, der sagde (Dan 4,27): «Dette er det Babylon, som jeg har bygget til kongesæde ved min vældige styrke og til ære for min herlighed.» Men hvad følger? Mens ordet endnu var i kongens mund, lød der en røst fra himlen (Dan 4,28–29): «Dig siges det, Nebukadnesar: Riget er gået fra dig, man skal jage dig bort fra menneskene, og du skal bo blandt markens dyr.» Sådan vil også du blive kastet bort fra Guds ansigt, hvis du af egen ære og hovmod sætter dit åndelige Babylon, det vil sige dine gode gerningers bygning, højt og tilskriver dig selv deres ære og ikke Gud alene.
At fornægte sig selv er endelig at give afkald på sin egen vilje. Den bedste vilje skal man altid adlyde; men Guds vilje er altid den bedste. Man skal adlyde hans vilje, som vi har alt fra (1 Kor 4,7); men fra Gud er alt kommet til os. Man skal adlyde hans vilje, som altid fører os til livet og til det gode; Guds vilje fører altid til livet og det gode. «Hav din lyst i Herren, og han skal give dig, hvad dit hjerte beder om» (Sl 37,4). Egen vilje fører os til døden og fortabelsen. Hvordan faldt vores første stamfar fra Guds nåde og frelsens stand ned i den evige fortabelse? Han satte Guds vilje til side og fulgte sin egen vilje; han forsømte Herrens bud og lyttede til Djævelens overtalelse. En sand Kristi discipel giver derfor afkald på sin egen vilje og længes efter at følge Guds vilje. Se på Kristus; i sin lidelses dødskamp (Matt 26,39.42) ofrer han sin egen vilje til Gud som det mest velbehagelige offer; ofre også du din egen vilje til Gud, så vil du fuldbyrde den selvfornægtelse, som Kristus kræver af dig.
Herre (Matt 6,10), ske din hellige vilje, som i himlen således også på jorden!
Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.