Om at stræbe efter sand ydmyghed

Hvad er et menneske? Hvad er en boble? Intet er de.

Tænk, troende sjæl, på menneskets elendige kår, så vil du let undslippe enhver fristelse til hovmod. Mennesket er ringe, når det kommer ind i verden, elendigt på vejen gennem den og begrædeligt, når det går ud af den; det angribes af djævle, plages af fristelser, lokkes af lyster, nedslås af trængsler, vikles ind i forbrydelser, er blottet for dyder og fanget i onde vaner. Hvorfor er du da hovmodig, du jord og aske? (Sir 10,9) Hvad var du, før du blev født? En stinkende sæd. Hvad er du i livet? En sæk fuld af skarn. Hvad er du efter døden? Føde for orme. Er der noget godt i dig, så er det ikke dit, men Guds; intet er dit uden synderne; tilegn dig derfor intet af det, der er i dig, undtagen dine synder. Tåbelig og utro er den tjener, der vil prale af sin herres gods.

Se, menneske, på Kristi eksempel: al himlens herlighed tjener ham, ja, han alene er den sande herlighed, og dog kaster han al verdens herlighed fra sig. Endnu råber han: «Lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet» (Matt 11,29). Den, der virkelig elsker Kristus, efterligner ham også; den, som Kristus er kær, er også hans ydmyghed kær. Lad den hovmodige tjener blues og skamme sig, når himlens Herre er så ydmyg. Vor Frelser siger om sig selv, at han er en lilje i dalene (Højs 2,1): for han, som er den ædleste blomst, fødes og trives ikke på bjergene, det vil sige i hovmodige og opblæste hjerter, men i de lave dale, det vil sige i de frommes sønderknuste og ydmyge sind. For sandelig er den ydmyge sjæl Kristi sæde og hans kære hvilested, som en hellig mand siger (Augustin, Om de gavnlige formaninger, kap. 23). Den sande nåde ophøjer ikke, men ydmyger; den, der ikke vandrer i hjertets ydmyghed, har altså endnu ikke del i den sande nåde; den guddommelige nådes strømme løber nedad, ikke opad. Ligesom vandet af natur ikke søger de høje steder, sådan strømmer Guds nåde kun til de ydmyge hjerter. Salmen siger (Sl 113,5–6): «Herren bor i det høje og ser ned på det ringe i himlen og på jorden.» Det er sandelig underfuldt, at vi kun ved ydmyghed nærmer os den højeste og ophøjede Gud. Den, der er ringe i egne øjne, er stor for Gud; den, der mishager sig selv, behager Gud. Af intet skabte Gud himlen og jorden. Som det var ved skabelsen, sådan er det endnu ved menneskets genoprettelse: Gud skaber af intet (Hebr 11,3), og han genopretter af intet. Vil du altså få del i genfødslen og genoprettelsen, så vær intet i dine egne øjne, det vil sige: tilskriv dig selv intet, tilegn dig intet. Vi er alle svage og skrøbelige, men regn ingen for skrøbeligere end dig selv. Det skader ikke, om du regner dig for svagere end alle og i ydmyghed stiller dig under alle; men det skader meget, om du sætter dig over blot én. De fireogtyve ældste, det vil sige hele den sejrende kirke, kaster deres kroner ned foran tronen (Åb 4,4.10) og giver Gud al retfærdighed og ære; hvad skal da en ringe synder gøre? Seraferne, de hellige engle, skjuler deres ansigt for den guddommelige majestæt (Es 6,2); hvad skal da mennesket gøre, en så ringe skabning, der på så mange måder er utaknemmelig mod sin skaber? Kristus, Guds sande og enbårne Søn, steg i sin forunderlige ydmyghed ned fra himlen og tog vores skrøbelige natur på sig; han fornedrede sig til kødet, til døden, til korset (Fil 2,8); hvad skal da mennesket gøre, som ved sine synder er gået så langt bort fra Gud?

Se, troende sjæl, med hvor forbløffende ydmyghed Kristus har helbredt vores hovmod – og du vil stadig være hovmodig? Ad ydmygheds og lidelsens vej gik Kristus ind til sin herlighed (Luk 24,26), og du mener, at du kan nå frem til den himmelske herlighed ad hovmodets vej? Djævelen blev på grund af hovmod drevet ud af himlens rige, og du, som endnu ikke har været i den himmelske herlighed, stræber derhen ad hovmodets vej? Adam blev på grund af hovmod jaget ud af paradiset (1 Mos 3,24), og du vil nå det himmelske paradis ad hovmodets vej? Lad os hellere ønske at tjene og vaske andres fødder sammen med Kristus end at stræbe efter en finere plads sammen med Djævelen; lad os ydmyges i dette liv, så vi kan ophøjes i det kommende. Tænk altid, troende sjæl, ikke på hvad du har, men på hvad du mangler; sørg hellere over de dyder, du ikke har, end at ville rose dig af de dyder, du har. Skjul dine dyder, og bekend dine synder; for der er stor grund til at frygte, at hvis du viser skatten af gode gerninger frem for at få ære, så røver Djævelen den fra dig ved hovmodet. Ilden bevares bedst, når den dækkes med aske; sådan bevares kærlighedens ild aldrig sikrere, end når den begraves under ydmyghedens aske. Hovmod er sæden til alle synder; vogt dig derfor for at ophøje dig, så du ikke styrtes i syndernes afgrund. Hovmod er Djævelens kære leje; vogt dig derfor for at ophøje dig, så din arme sjæl ikke kommer under Djævelens åg. Hovmod er en brændende vind, der udtørrer den guddommelige nådes kilde; vogt dig derfor for at ophøje dig, så du ikke skilles fra Guds nåde.

Helbred, Kristus, vores hovmods hævelse! Lad din hellige ydmyghed være vores fortjeneste til det evige liv og også forbilledet for vores liv. Lad vores tro gribe din ydmyghed fast, og lad vores liv trofast følge den!