Om helvedes kvalers tyngde

Tænk altid på helvede.

Tænk, fromme sjæl, på helvedes strafs tyngde, så vil du let overvinde al ond vilje til at synde. Dér skal alt ondt være til stede, og alt godt skal være borte. Hvilket ondt skulle kunne mangle hos dem, der straffes for det højeste onde, nemlig synden? Hvilket godt skulle kunne være hos dem, der er fjernet fra det højeste gode, nemlig Gud? Dér skal være ildens hede og kuldens bid; dér skal være evigt mørke; dér skal være røg og evige tårer; dér skal være djævlenes forfærdelige syn; dér skal være skrig for evigt; dér skal være tørhed, tørst, svovlstank, samvittighedens orm, frygt, smerte, skam og beskæmmelse over synderne, som er åbenbare for alle, misundelse, had, sorg, savnet af at skue Gud og tabet af alt håb. Ved Guds kraft skal ildens klarhed skilles fra dens brændende kraft; klarheden skal tjene de helliges glæde, den brændende kraft de fordømtes pine; den skal lyse for de elendige, ikke som noget, der trøster, så de ser, hvad de kan glæde sig over, men til at øge elendigheden, så de ser, hvad de skal sørge endnu mere over. Øjet skal berøves synet af solen, månen og alle stjernerne, ligesom også synet af Kristus og alle de hellige: det skal straffes med gråd, røg og synet af djævlene og alle de fordømte. De fordømtes ører skal høre jammerskrig og uophørlige gudsbespottelser og djævlenes gruelige brøl. Smagen skal plages af tørst og sult og berøves al lyst ved mad og drikke. Lugtesansen skal pines af svovlstanken. Følelsen skal mærke ilden, der brænder indvendig og udvendig og trænger helt ind i marven.

De fordømtes legemer skal være vanskabte, mørke, langsomme og tunge. Hukommelsen skal pines af erindringen om synderne, og den skal ikke så meget sørge over at have syndet som over at have mistet sine lyster. En eneste gnist af helvedes ild skal skade synderne mere, end hvis en kvinde i veer og fødsel blev ved at lide i tusind år; dér skal være gråd af smerte og tænderskæren (Matt 22,13) af raseri; i kødet skal de pines af samvittighedens orm (Es 66,24). Der skal ikke være nogen last, som ikke dér har sin egen pine. Ligesom man i Guds rige ikke længes efter noget, som man ikke finder, sådan finder man i helvede intet af det, man længes efter. Det skal intet gavne de fordømte, at de i dette liv har nydt mange slags herligheder; tværtimod skal erindringen om dem pine dem endnu hårdere. Det skal intet gavne de fordømte, at de i dette liv har levet i stadig mæthed og drukkenskab, når de da ikke engang kan få en lille dråbe vand (Luk 16,24). Det skal intet gavne dem, at de har gået i prægtige klæder, for de skal iføres skam, og deres legemer skal klædes i vanære. Det skal intet gavne dem, at de i dette liv har været sat i æresstillinger, for i helvede skal der ingen ære være, men uophørligt suk og smerte. Det skal intet gavne dem, at de i dette liv har samlet rigdom, for dér skal alle være lige fattige. De skal være fjernet fra den saliggørende skuen af Gud. Ikke at se Gud overgår alle helvedes straffe. Fik de fordømte, indespærret i helvedes fængsel, Guds ansigt at se, ville de ikke mærke nogen straf, nogen smerte eller nogen sorg. De skal erfare Guds vrede og dog aldrig skue Guds saliggørende ansigt; de skal mærke straffe fra hans ansigt, hvis ansigt de dog aldrig skal skue; Guds vrede skal bestandig tænde den evige fordømmelses ild som en strøm af svovl. Og ikke blot skal de fjernes fra at skue Gud, men også pines elendigt af synet af djævlene; de skal mærke svøben fra dem, hvis lærdom de fulgte i dette liv. Kan synet af et spøgelse i dette liv næsten tage livet af et menneske, hvad skal så det gruelige syn af djævlene, som skal vare evigt, ikke kunne? Og ikke blot skal de fordømte tvinges til evigt at omgås djævlene, men også mærke, at de pines af dem til evig tid. Plager Djævelen i dette liv, med Guds tilladelse, de hellige så hårdt, hvor hårdt skal han så ikke pine de fordømte, som for evigt er overgivet i hans magt? De fordømte skal ikke blot pines af djævlene udvendigt, men også af samvittighedens orm indvendigt; alle de synder, de nogen sinde har begået, skal uophørligt stå for deres øjne. Pinen skal være så meget desto hårdere, fordi bodens velgerning ikke længere står åben; når de jomfruer, der var rede, er gået ind med brudgommen, lukkes døren straks (Matt 25,10) – forstå: tilgivelsens dør, barmhjertighedens dør, trøstens dør, håbets dør, nådens dør, den hellige omvendelses dør. De fordømte skal råbe og sige til bjergene og klipperne: «Fald over os og skjul os for Lammets vrede» (Åb 6,16); men det råb skal være forgæves, for himmel og jord skal flygte for hans vrede, som der står skrevet: «Hver ø flygtede, og bjergene fandtes ikke mere» (Åb 16,20).

Alt, hvad der gives de udvalgte til at øge deres herlighed, skal tjene til at øge de fordømtes smerte. Der skal ganske vist være grader i straffen, men den, der mærker mindre pinsler, skal ikke af den grund mærke nogen lindring; den, der pines af større kvaler, skal misunde den, der plages af mindre. De fordømte skal ikke få nogen lindring af, at nogle af deres slægtninge eller venner er taget op i det himmelske palads, for heller ikke de udvalgte mærker nogen sorg over at vide, at nogle af deres slægtninge er gået til det evige helvede. Så stor skal smerten og pinen være hos de fordømte, at sindet ikke kan vendes mod andet end det, som smertens magt driver det til. De fordømte skal hade alle Guds skabninger; de skal hade hinanden indbyrdes; de skal hade de hellige engle, de udvalgte mennesker, ja, Gud selv – ikke i sig selv og i hans væsen, men i hans retfærdigheds virkninger. Alle dette livs onder kommer enkeltvis: den ene tynges af fattigdom, den anden pines af en svær sygdom; den ene trykkes af hårdt slaveri, den anden belæsses med en mængde hån. Men dér skal alle på én gang pines af alle onder; smerterne skal dér være altomfattende, i alle sanser og lemmer. I dette liv mildnes alle plager af håbet om lindring, men dér er intet håb om befrielse tilbage; helvedes straf er ikke blot evig, men heller ikke afbrudt et eneste øjeblik. Og deraf følger: hvis alle mennesker, der er født fra Adam til i dag, og alle, der endnu skal fødes, levede til den yderste dag, og de delte ligeligt den ene straf, som sjælen må lide for én synd i helvede, så ville hver lille del af den ene straf for ét menneske være større end alle de pinsler, som alle røvere og forbrydere nogen sinde har lidt.

Herre, giv, at vi tænker på helvede, så vi ikke falder i helvede!