1. søndag i advent (Matt 21,1–9)

Prædiken på 1. søndag i advent over evangeliet Matt 21,1–9, holdt 1533

Jøderne havde mange skønne og herlige forjættelser om Messias eller Kristus: hvordan han skulle komme på jorden og oprette et evigt rige og forløse sit folk fra alt ondt og hjælpe det for evigt. Det ser man jo i alle profeternes prædikener, at de taler overmåde herligt om Kristi kommende rige. Og de prædikener var velkendte blandt jøderne. Men så dukkede der falske prædikanter og kødelige lærere op, som førte folket ind på den mening – som det i forvejen gerne tog imod, og som dets hjerte hang ved – at Kristus skulle komme med verdslig pragt og ride ind, sådan som verdslige konger plejer, så det hele går så prægtigt og kostbart til som muligt; og så skulle han gøre jøderne til lutter store, mægtige fyrster og regenter i hele verden. Sådan tænker de jo endnu i dag: Når deres Messias kommer, så bliver de herrer over hele verden, og hedningerne bliver deres trælle. Efter sådan en Messias eller Kristus glor de endnu; de begærer ikke Messias, det vil sige Herren Kristus, for at han skal forløse dem fra synden og den evige død. For at jøderne nu kunne blive advaret og ikke blive bedraget af sådanne kødelige lærere, har Gud længe forinden ved profeten Zakarias ladet forkynde med klare ord: Kristus skulle ikke komme som en verdslig konge med stor pragt og kostbar rustning, men uden al verdslig pragt ride ind i Jerusalem på et æsel – i Jerusalem, hovedstaden i Judas land, hvor templet og gudstjenesten var – sådan som beretningen i dagens evangelium viser. Og for at jøderne heller ikke skulle kunne undskylde sig og sige: Havde vi vidst, at han ville komme så fattig og ringe til os, så ville vi også have holdt øje med det og taget imod ham – så har profeten vist dem det tydeligt nok, så lang tid i forvejen. Og det skete også helt åbenlyst ved højlys dag: Kristus kommer ridende på et lånt æsel, som hverken har sadel eller andet seletøj, så disciplene endda må lægge deres kapper på æslet, for at den fattige konge kan klare sig med det. Derfor kan jøderne på ingen måde undskylde sig. For her er en klar og tydelig profeti: Når Kristus rider ind i Jerusalem, kommer han ikke som verdslige konger, på høje heste, med harnisk, spyd, våben og bøsser; men han kommer, som evangelisten siger, sagtmodig, eller som profeten siger, fattig og elendig. Det er, som ville profeten advare alle og sige: Læg nu godt mærke til æslet, og vid, at han, som kommer ridende på det, er den rette Messias. Vogt jer derfor, og glo ikke efter gyldne kroner, fløjlsklæder og guldbrokade eller efter et stort rytteropbud. For Kristus vil komme fattig, med et bedrøvet og sagtmodigt hjerte, og ikke vise sig anderledes end ridende på et æsel. Det bliver al hans pragt og herlighed, som han vil vise frem for verden ved sit indtog i Jerusalem.

Denne profeti er nu grunden til Herrens indtog, og den ligger ham meget på sinde; derfor pålægger han også disciplene sagen så omhyggeligt. Han vil ikke ride ind i Jerusalem om natten eller i al hemmelighed, men åbenlyst, ved lys, højlys dag – og ikke alene, men med en stor skare folk, der går foran og bagefter og råber til ham som til den rette Davids søn og ønsker ham lykke og velsignelse til hans kongerige. Så skal hele Jerusalem lægge mærke til dette indtog, se og høre æslet og denne fattige konge, som Zakarias havde profeteret om. Han havde advaret jøderne om, at de ikke skulle tage anstød af den fattige skikkelse og det ringe indtog, men slippe den indbildning, at Kristus skulle komme med verdslig pragt. Det bliver nok en konge, siger Zakarias, men en elendig, fattig konge, der slet ikke ser ud som en konge, hvis man vil måle og bedømme ham efter den ydre pragt, som verdslige konger og fyrster viser frem for verden.

Men til gengæld, siger Zakarias, skal denne fattige tiggerkonge have en helt anden magt end alle de kejsere og konger, der nogensinde er kommet på jorden – hvor store og mægtige herrer de så end har været. For han hedder Justus et Salvator. Ikke en rig, prægtig, herlig konge for verden, men en Retfærdig og en Frelser, der skal bringe retfærdighed og frelse med sig, gå løs på synden og døden og være syndens fjende og dødens banemand. For han kommer egentlig for at hjælpe alle dem fra synden og den evige død, som tror på ham og tager imod ham som deres konge og ikke tager anstød af det fattige, lånte æsel. Dem, som altså tager imod ham ved troen og trøster sig ved ham, skal synden være tilgivet, og døden skal ikke skade dem, men de skal have det evige liv. Og selv om de en gang dør legemligt og bliver begravet, så skal det dog ikke være eller hedde en død for dem, men kun en søvn. Det vil profeten lære os om denne konge, når han giver ham disse to herlige, ja, guddommelige titler og navne og kalder ham den Retfærdige og Frelseren, som skal tage magten fra døden, sønderrive helvedes gab og bug, træde Djævelen under sine fødder og således gøre os, der tror på ham, fri af synd og død og føre os ind blandt englene, hvor evigt liv og salighed er. De andre konger lader han beholde deres ydre regimente, herredømme, pragt, slotte, huse, penge og gods; han lader dem også spise, drikke, klæde sig og bygge mere kostbart end andre folk. Men den kunst kan de ikke, og den gerning formår de ikke, som denne fattige tiggerkonge Kristus kan og gør. For ingen kejser, konge eller herre kan med al sin magt hjælpe fra den mindste synd eller med alle sine penge helbrede den mindste sygdom – for slet ikke at tale om, at de skulle have hjælp mod den evige død og helvede. Men denne fattige konge Kristus hjælper ikke blot mod én synd, men mod alle mine synder; og ikke blot mod mine, men mod hele verdens synder. Han kommer for at tage ikke blot sygdommen bort, men døden; og ikke blot min, men hele verdens.

Det befaler evangelisten ud fra profeten at sige og prædike for Zions datter, for at hun ikke skal tage anstød af hans elendige komme, men lukke øjnene og åbne ørerne – ikke se på, hvor ynkeligt han kommer ridende, men høre, hvad der bliver sagt om denne fattige konge. Fornuften ser kun på denne elendige og ringe skikkelse, at han kommer ridende på et æsel uden sadel og sporer som en tigger, og den tager anstød af det. Men at han vil tage synden fra os, slå døden ihjel og give evig hellighed, retfærdighed, evig frelse og evigt liv, det ser den ikke. Derfor må man sige det og prædike det, så folk hører og tror. Det er det, evangelisten mener, når han sætter netop disse ord: «Sig til Zions datter.» Hvorfor? For at hun skal vide det og ikke bryde sig om eller tage anstød af, at han kommer så fattig ridende og kort efter dør så skændig en død. For alt det sker dig til gode: han vil hjælpe dig som en Frelser, mod Djævelen og døden, og han vil hellige dig og gøre dig fri af synden. Den, som nu ikke vil gribe dette med ørerne og hjertet, men vil se det med øjnene og føle på det med hænderne, han går glip af denne konge. For med ham går det helt anderledes til end med andre konger. Hvad de gør, det gør de med pragt, og det hele tager sig stort og flot ud. Det finder man ikke hos Kristus. Nej, hans embede og gerning er, at han vil hjælpe fra synd og død, og det gør han ikke på nogen anden ydre måde end ved sit evangeliums ord, som han lader sige og prædike for os, og ved de tegn, som han giver os sammen med forjættelsen, og som han vil virke og være kraftig igennem. For eksempel stikker han os først ned i dåben; der ser øjnene ikke andet end jævnt vand, ligesom andet vand. Ligeledes har han lagt det ind i Ordet og i prædikenen; der ser øjnene ikke andet end et menneskes ånde. Men vi skal vogte os og her ikke følge øjnene, men lukke øjnene og åbne ørerne og høre Ordet. Det lærer os, hvordan vor Herre Jesus Kristus har udgydt sit blod til vore synders forladelse, for at vi skal leve. Disse gaver vil han give os i den hellige dåb, i nadveren, i prædikenen og i tilgivelsen (absolutionen); der skal vi med vished finde dem. Nu er det sandt, det ser ringe ud, at så stor en ting skal udrettes ved vandbadet, ved ord og sakramente; men lad ikke øjnene forføre dig. Dengang så det også jævnt og ringe ud, at han, som red ind på det lånte æsel og siden lod sig korsfæste, skulle tage synd, død og helvede bort. Ingen kunne se det på ham; men profeten siger det. Derfor må det ganske enkelt gribes med ørerne og tros med hjertet; med øjnene får man ikke øje på det. Derfor siger evangelisten, som sagt: «Sig det til Zions datter.» Og profeten siger: «Du Zions datter, jubl, vær glad, dans og spring, for din konge kommer også til dig» – som om han ville sige: Det bliver sagt til dig, og Gud vil have det prædiket for dig, for at du skal tage imod ham og tro det og ved denne tro få trøst og glæde mod tvivlen og modløsheden over din uværdighed og dine synder. Hvad er det så, der bliver sagt, og som hun skal glæde sig over? Dette: «Se, din konge kommer til dig.» Hvad slags konge? En hellig og retfærdig konge, en Helbreder og Frelser eller Hjælper, som vil være dig til frelse og være din Frelser. For sin herlighed og retfærdighed vil han lade komme dig til gode, så du bliver fri af dine synder; og sit liv vil han give for dig, så du ved hans død skal være forløst fra den evige død. Tag derfor ikke anstød af hans fattige og elendige skikkelse, men tak ham for den, og trøst dig ved ham. For hvad han gør og udretter ved dette sit komme, det sker altsammen for din skyld og dig til gode; sådan vil han hjælpe dig fra dine synder og fra døden og gøre dig retfærdig og frelst.

Det er altså vores konge, den kære Herre Jesus Kristus, og det er hans rige og embede. Han giver sig ikke af med guldkroner og kongeriger og stor verdslig pragt. Nej, når vi skal dø og ikke længere kan beholde dette liv, så er det hans embede og gerning, at han vil forløse os og hjælpe os ud af synden, døden og helvedes vold. Og det viser han os ved evangeliets prædiken, så vi med vished kan modtage denne velgerning og hjælp fra ham og trøste os ved troen, når vi er i synd og dødsnød, så vi kan sige: Nu er jeg hjulpet ved min kære konge Jesus Kristus, den Retfærdige og Frelseren. Han er netop derfor kommet så elendig og fattig og har ladet sig slå på korset, for at gøre mig retfærdig og hellige mig; og i sig selv har han druknet min synd og død. Han skænker mig sin retfærdighed og sin sejr over døden og helvede og giver mig oven i købet sin Helligånd, så jeg har et sikkert pant og en forsikring om hans hjælp i mit hjerte. Se, den, der tror dette sådan, som han hører det, og som det prædikes i evangeliet, han har det også sådan. For derfor er den hellige dåb indstiftet af Kristus, at han ved den vil iføre dig sin retfærdighed, så hans hellighed skal være din, og hans uskyld også skal være din egen. For vi er alle fattige syndere; men i dåben, og siden hele livet igennem (når man omvender sig til Kristus), trøster han os og siger: Giv mig din synd, og tag du min retfærdighed og hellighed; lad mig tage din død af dig, og tag så du mit liv på. Det er i grunden Herren Kristi regimente. For hele hans embede og gerning er, at han dag for dag tager synd og død af os og ifører os sin hellighed og sit liv.

Denne prædiken burde man med rette høre og tage imod med stor glæde, og enhver burde jo blive bedre og retskaffen af den. Men det går desværre modsat, og verden bliver bare værre og værre – det vil sige: den lede Djævel selv. Man ser jo, at folk nu er mere ryggesløse, gerrige, ubarmhjertige, utugtige og værre, end de var før under pavedømmet. Hvad kommer det af? Det kommer ikke af andet, end at man ikke agter denne prædiken og derfor ikke bruger den, som man skal, til vores omvendelse og forbedring – det vil sige til trøst for samvittigheden og til taknemmelighed for Guds nåde og velgerning i Kristus. I stedet tager alle sig mere af penge og gods eller andre verdslige ting end af denne salige skat, som Kristus bringer os. For vi er næsten alle sådan sindet, at når vi ikke mærker vores nød, syndens og dødens rædsel, så vil vi (ligesom jøderne) hellere have sådan en konge i Kristus, der giver os rigdom og et mageligt liv her på jorden, end at vi skulle trøste os ved ham i fattigdom, kors, elendighed, rædsel og død. Det har verden ikke lyst til; og fordi den ikke får det, den begærer, af evangeliet og Kristus, så slår den det også hen og lader evangeliet og Kristus fare. Derfor straffer vor Herre Gud til gengæld verden og siger: Vil du da ikke glæde dig over det og takke mig for, at jeg ved min enbårne Søns lidelse og død tager synden og døden bort fra dig? Godt, så vil jeg skaffe dig synd og død nok, når du nu engang vil have det sådan; og hvor før kun én djævel besatte dig og red dig, skal nu syv værre djævle ride dig. Det ser man jo hos bønder, borgere og alle stande, fra den højeste til den laveste, med den skændige gerrighed, det uordentlige liv, utugt og andre laster. Derfor skal enhver, der vil være kristen, hermed være formanet, som var det af Gud selv, til at høre denne prædiken med lyst og kærlighed og tage imod den med al taknemmelighed og af hjertet bede vor Herre Gud om at give ham en stærk tro, så han kan holde fast ved denne lære. Så vil frugten helt sikkert følge, at han dag for dag bliver mere ydmyg, lydig, venlig, tugtig og retskaffen. For denne lære har den art og natur i sig, at den gør folk gudfrygtige, tugtige, lydige og retskafne. Men de, der ikke vil tage imod den med kærlighed og lyst, bliver syv gange værre, end de var, før de kom til denne lære, som man ser overalt. Men timen kommer helt sikkert, da Gud vil straffe sådan utaknemmelighed. Så skal det vise sig, hvad verden har fortjent med det. Fordi jøderne ikke har villet følge profeten, er det sagt til os, at vores konge kommer sagtmodig og fattig, så vi kan blive kloge af jødernes skade og ikke tage anstød af denne fattigdom eller glo efter verdslig pragt og rigdom sammen med jøderne, men lære, at vi i vor Herre Kristus har sådan en konge, der er retfærdig og en Frelser og vil hjælpe os fra synden og den evige død. Den prædiken skal vi (siger jeg) tage imod med glæde og takke Gud for den af hjertet; ellers må vi tage imod den lede Djævel med hyl, gråd og tænderskæren.

Til det samme formaner eksemplet fra apostlene og de andre, som her følger med Herren Kristus ind i byen. For når Herren Kristus er en konge, må han også have et rige eller et folk, og det skal vise sig i en ret og tilbørlig tjeneste over for denne konge. Hvad denne tjeneste er, viser denne beretning meget fint. For her finder man folk, som anerkender Kristus som konge og ikke generer sig for at løbe ved siden af det æsel, som denne konge rider på. Blandt dem er apostlene de første; de anerkender denne Herre som den rette Messias, som gør synderne retfærdige og er en Frelser mod døden. Derfor «bringer de ham æslet», det vil sige: de viser jøderne hen til Kristus, de jøder, der hidtil havde levet under loven og båret dens byrde. Dernæst fører de sammen med æslet også det unge føl til Kristus, det vil sige hedningerne, som endnu var utæmmede og ikke var under loven. For Kristus er alle menneskers Frelser; til ham skal alle prædikanter og lærere lede og føre enhver. Det er den ene gudstjeneste, som tilkommer denne konge: at man skal anerkende ham som en Retfærdig og Frelser, tage imod ham, rose og prise ham og vise enhver hen til ham.

Den anden gudstjeneste er, at man også skal «synge Hosianna» for denne Kristus, det vil sige ønske ham lykke og velsignelse til hans rige, lade vores bekendelse af ham lyde åbenlyst og gøre alt, hvad der tjener til at øge og fremme hans rige. For ordet «Hosianna» betyder på dansk: «Å Herre, hjælp! Herre, giv Davids søn lykke!» Det er, som når vi beder i Fadervor: «Komme dit rige.» For Djævelen og hans lemmer vil ikke undlade at prøve, hvordan de kan hindre dette rige og enten udrydde eller forfalske Ordet. Dertil hører nu bøn og ønske om, at Gud vil bryde denne Djævelens vilje og drive den tilbage.

Det tredje er, at man også skal «tage kapperne af og brede dem ud på vejen for Herren Kristus». Det sker, når vi fremmer prædikeembedet efter evne og hjælper til med penge og gods, så man kan opdrage dygtige, lærde, retskafne folk, der kan stå i spidsen for kirken med læren; og når man holder dem, der er i embedet, sådan, at de kan passe deres embede og studier og ikke er nødt til at opgive det. Kort sagt: hvor man bruger penge og gods til, at kirkens embeder bliver godt besat, og folk får rette forstandere, der breder man kapperne ud for Kristus, så han kan ride så meget mere hæderligt ind. Sådan skal man tjene denne konge og ikke spørge efter ypperstepræsterne og farisæerne, som dette indtog og dette fattige optog er meget imod; de bliver fulde af vrede og utålmodighed over, at man priser ham, tager imod ham og ærer ham som en konge, og de ville gerne forhindre det. Men Kristus vil ikke have det forhindret. For når han er en konge, må han også have sit hoffolk og sin hoftjeneste. Og vel dem, der tjener ham! For han er sådan en konge, som til gengæld vil tjene os; ja, han kommer alene for at tjene os – ikke med penge og gods, men med retfærdighed mod synden og hjælp mod døden og den evige fordømmelse.

Derfor skal vi være rede og villige til hans tjeneste og ikke bryde os om pavens, bispernes og andres skrig og eksempel. De fører ikke, som apostlene, æslet til Herren Kristus og sætter ham op på det; nej, de vil skubbe ham ned og selv herske over folk med deres egne menneskelærdomme, som de vil. De kan ikke tåle, at han rider ind ved sit evangelium og lader sig se og høre. Disse falske lærere har også deres disciple, som smigrer for dem og strør palmer og olivengrene på vejen; men på Kristus kaster de med sten. For de forfølger hans evangelium og alle, der prædiker det. Sådanne folk skal til sidst sammen med jøderne få at mærke – til deres evige fordømmelse – hvordan de har foragtet den retfærdige konge og Frelser. Men de, der har taget imod ham, bekendt ham og brugt det lidt, de havde, til hans ære, skal modtage det evige liv og herligheden af ham.