2. søndag i advent (Luk 21,25–36)

Prædiken på 2. søndag i advent over evangeliet Luk 21,25–36, holdt 1533

Sådan har vor Herre Gud altid båret sig ad lige fra verdens begyndelse: Når han ville gøre noget nyt, lod han særlige, store tegn gå forud. Da han ville straffe Egypten og føre sit folk ud derfra og gøre det til et særligt folk, gik der alle slags vældige tegn forud, onde og gode: græshopper, hagl, bylder og den slags. De var forfærdelige og ødelæggende for egypterne, indtil til sidst alle de førstefødte blev slået ihjel på én nat, og resten af folket druknede i Det Røde Hav. Hos jøderne derimod var der gode tegn: Gud førte dem tørskoet gennem Det Røde Hav, druknede deres fjender i det, gav dem brød fra himlen og den slags. Det var et sikkert varsel om, at Gud ville begynde noget stort med dette folk og indstifte et nyt regimente og en ny orden. Det samme skete også, da han ville straffe de vantro, forhærdede jøder og udbrede sit rige i kristenheden over hele verden. For da Herren Jesus hang på korset, åbnede gravene sig, og de døde steg op; der kom også et stort, usædvanligt mørke og jordskælv, og forhænget i templet flængedes. Alt det var et varsel om noget nyt: at jødedommen skulle falde, og Kristi rige udbredes.

Den måde, Gud går frem på – at han ikke plejer at gøre noget stort, uden at der først går særlige tegn forud – kendte jøderne godt, og de havde også lært den af egen erfaring. Derfor kommer apostlene her til Herren Kristus og spørger ham, hvilke tegn der skal komme før Jerusalems ødelæggelse og verdens ende, før Kristi ene, evige rige begynder. For de har så tit hørt ham tale om det, og nu er de helt sikre på, at han skal være konge og udbrede sit kongerige overalt i verden, sådan som Skriften siger. Og samtidig ser de, at hans eget folk, og især byen Jerusalem, ikke tager imod ham, men at de, der har regimentet og den højeste magt, forfølger ham. Så tænker de nok, at han må tage fat på noget stort og gøre noget stort for at vinde sit rige og sit herredømme og holde fast på det og straffe og styrte sine fjender. Ud fra deres gamle jødiske tanker forestiller de sig altså, at det skal gå til med stor ydre magt og vælde, eller at han må gøre særlige og større undere og tegn fra himlen, sådan som Elias engang gjorde, og som nogle af hans disciple ville have gjort mod dem i Samaria, der ikke ville tage imod ham. Det ville de nu gerne have et varsel og et tegn på i forvejen: hvornår det skulle begynde, og hvordan han ville gribe det an. For de længtes stadig efter sådan et ydre, verdsligt herredømme og var stadig langt fra den rette forståelse af Kristi evige rige. Det skulle slet ikke regere over land og folk på verdslig vis eller lave om på dem, men være et åndeligt, evigt rige i menneskenes hjerter, ved evangeliets prædikeembede og ved Helligånden.

Det svarer Herren dem på og siger: Jo, der skal komme tegn i forvejen – ikke alene om Jerusalems ødelæggelse og ende, men også om hele verdens. For templet skal gå under sammen med hele byen og hele dens regimente (fordi de forfølger evangeliet), og det skal ikke vare længe. Når de ser – for de skal selv opleve det – at byen bliver omringet af en hær, så skal de have tegn nok i det og vide, at dens ende er kommet, og ikke tro, at de nu skal herske med ham i jødernes land. På samme måde, siger han, skal der også overalt i verden være og komme tegn på dens ende. Derfor skal de ikke tro, at han vil oprette en ny orden og et nyt regimente i verden, hvor alt går, som de ønsker, og hvor de får et smukt indrettet, ordnet styre, som alle adlyder. Nej, de skal vide, at hans rige ikke er af denne verden, og at verden lige til enden vil forfølge og trykke Kristus og hans evangelium og kirke, indtil dens ende er kommet. Og før enden skal der heller ikke gå sådanne tegn forud, at han med ydre magt og herredømme vil falde ind i kongerigerne og selv være en herre i denne verden, sådan som de dengang stadig tænkte – at alting skulle blive ham underlagt, og at alene hans kristne skulle herske overalt i verden. Nej, her skal der ikke være andre tegn end dem, der viser, at Gud til sidst vil lade denne verden gå under med alt, hvad der er i den. Og de tegn skal ske på himlen, i sol og stjerner, i havet, på jorden og i alle skabninger, så man kan se på dem, at det hele til sidst må styrte sammen i én bunke. Disse tegn skal heller ikke varsle Guds kirke på jorden timelig fred, ro og glæde i dette liv. Tværtimod skal de varsle, at den skal have megen stor og svær trængsel og angst i denne onde verden. Den skal ikke alene forfølges af verden og stå uden legemlig beskyttelse og hjælp; den skal også under de almindelige straffe, som Gud vil lade komme over verden, trykkes allermest, så det skal se ud, som om Gud helt vil lade den gå til grunde. Kort sagt: Det skal komme så vidt med den, at den må lære og erfare, at den slet ikke skal sætte sin trøst til denne verden og dens liv, herredømme og gods. Den skal tværtimod være forberedt og vide i forvejen, at det fra nu af bliver værre og værre i dette liv, især i den sidste tid, når de forfærdelige straffe og opløsningen i hele verden tager overhånd. Og den skal vide, at den således bliver i trængsel lige til enden, og at den alligevel midt i disse straffe og verdens undergang på underfuld vis skal blive holdt oppe af Gud indtil den dag, da Guds Søn kommer for at skabe en ny himmel og en ny jord, kaste alle de ugudelige i den evige straf og hos sine udvalgte gøre ende på alt ondt. Det er summen af, hvad Herrens prædiken om tegnene går ud på. Og den skal man især lægge mærke til, fordi man så ikke behøver at bekymre sig synderligt om, hvordan eller hvornår, og hvor længe eller kort før den yderste dag, de tegn skal ske. Det er nok, at vi først og fremmest lærer af den, at Kristus vil vise os dette: Ligesom Gud til alle tider har ladet mange forskellige slags tegn på sin vrede og straf over synden komme i verden, sådan skal der også fremover hele tiden være sådanne forfærdelige tegn, som varsler grusomme straffe og fører dem med sig – men i den sidste tid skal de vælte ind, særlig hårdt og i store mængder.

Derfor skal vi her lægge mærke til, hvorfor Herren har holdt denne prædiken, og af hvilke grunde det har været nødvendigt – og stadig er det – at sige og vide dette i forvejen. For det første skal kirken vide, at disse tegn og de straffe, der følger med dem, ikke bare kommer dumpende tilfældigt, sådan som den gudløse verden tror. Nej, Gud har truet med dem som straf for foragten for ham og for alle synder, og de forløber også sådan, at man i dem må se Guds alvorlige og forfærdelige vrede over synden – især fordi de i den sidste tid skal blive større og større og sværere og sværere, så verden visselig til sidst må gå til grunde og forgå. Og fordi verden ikke holder op med at synde, men selv under straffen bare fortsætter uden omvendelse i sin foragt for Gud og således også i sin ende og undergang bliver grebet i det, så skal Guds vrede og straf bagefter også blive over den i evighed, uden ende osv. For det andet skal vi vide, at Guds kirke på jorden også må lide med under disse straffe; ja, den bliver vel trykket mere end andre under dem, fordi den også stadig har synd. For Gud vil frem for alt, at man i hans kirke skal erkende, hvor stor og forfærdelig hans vrede mod synden er, for at den skal leve i frygt og ydmyghed for hans ansigt og sukke så meget mere efter nåden. For det tredje skal vi også holde fast ved denne trøst: Gud vil ikke forkaste sin kirke og dem, der vender om til ham, selv om han lader dem blive kastet ud i al slags stor og svær trængsel på jorden, og selv om de bliver ængstet mere end andre mennesker. Han vil heller ikke, at de skal fortvivle om hans hjælp og tænke, at Gud under straffene og tegnene på sin vrede vil lade dem synke og gå under sammen med de ugudelige. Nej, han lægger dem det på for at formane alle og enhver til bod og omvendelse, og især for at dem, der således vender sig til ham ved sand omvendelse, tro og forbedring af livet, skal øve deres tro og påkaldelse i trængsel og kors og uden tvivl vente hjælp fra ham. Sådan formaner han os jo ofte andre steder, og også i dette evangelium, til bøn og påkaldelse og lover lindring i straffene og hjælp fra Gud; og således forsikrer han sin kirke om, at den skal blive holdt oppe lige til verdens ende og ind i det evige liv.

Om tegnene siger Kristus først, at der skal ske forfærdelige tegn i sol og måne og på hele himlen og i andre skabninger, også i vandet og havet. Det skal efter min mening ikke tydes på én bestemt tid, som om tegnene alle sammen først skulle komme kort før den yderste dag og kun ses af dem, der oplever den. Nej, han taler i al almindelighed om alle slags tegn, som skal ske overalt i verden og hele tiden, før enden kommer. Nogle af dem, som sol- og måneformørkelser, regnes ganske vist for naturlige, og man kan med sikker kunst, ud fra himlens gang, vide og regne ud i forvejen, hvornår de skal ske. Men ved siden af dem sker der også mange andre usædvanlige tegn, som man ikke kan vide i forvejen, og som kommer uventet og pludseligt, imod al matematik. Sådan var mørket, da Kristus blev korsfæstet: Det kom ikke på et tidspunkt, hvor en solformørkelse ellers naturligt kan ske. For kunsten siger, at det må ske ved nymåne, når sol og måne begge står samme sted på himlen og så tæt på hinanden, at månen træder foran solen og dækker den, så den ikke kan skinne; og naturligt kan det ikke ske på noget andet tidspunkt. Når det derfor på et andet tidspunkt, ved fuldmåne eller i et af månens kvarterer, bliver mørkt ved højlys dag (som da Kristus led), så går det ikke naturligt til; det er et særligt under. Men hvad enten sådanne og andre tegn på himlen nu sker på naturlig eller unaturlig vis, så er de alligevel tegn, som Gud har sat til at betyde noget for verden. Sådan er det altid med sol- og måneformørkelserne, som vi især i disse år har set mange af, og store, ofte flere på ét år. Og der kan også snart (især når det nu for alvor går mod enden) komme mange underlige, nye og usædvanlige tegn. Sådan har man i de sidste tyve eller tredive år set mange forunderlige, underlige syner og tegn hist og her: mange underlige regnbuer og andre tegn, kors, to eller tre sole, stjerneskud, kometer den ene efter den anden, ildrød himmel og blodrøde sole flere dage i træk – for ikke at tale om, hvad der endnu kan ske hver dag. Det ville se meget forfærdeligt ud, hvis man skulle se dem alle på én gang eller sammen, eller hvis de blev skrevet op og lagt mærke til samlet. Men fordi de sker enkeltvis, det ene efter det andet, har man snart glemt dem, når de er forbi, og man har vænnet sig til dem.

Dernæst taler han om andre tegn, som skal ske hernede i luften, i og ved havet og på jorden. Det er underlige, forfærdelige og usædvanlige uvejr, store og mange uhyre brusende storme, hvor vinden på usædvanlig vis stormer og raser, som om det hele skulle gå under. Sådan sker det ind imellem nogle steder, så hele egne med land og folk er blevet oversvømmet eller er sunket i havet; det har mange også oplevet i vores tid. På få år har vi også hørt om store jordskælv og om, at flere steder i Italien, på Sicilien og andre steder ved havet er gået under, sådan som Kristus også særskilt nævner det et andet sted. Alt det skal være tegn og varsler om, at det er tæt på enden med verden, og at den snart skal gå helt i stykker. Det er ligesom med et menneske, der skal dø: Først må han begynde at klage og gå i seng med feber eller pest; han falder sammen og tager synligt af, indtil han bliver helt dødbleg, munden bliver skæv, øjnene vender sig osv. Det er de tegn, der går forud og viser, at det er ude med ham. Sådan må verden også blive syg og først knage og knirke, før den brækker og går under. For det tredje nævner han også nogle tegn, der skal ske på menneskene, og han nævner især dette: at de skal blive angste og bange, og at folk skal gå til af frygt og af at vente på det, der skal komme over jorden. Det skal følge efter og ved siden af de første tegn. For de tegn på himlen og i luften og vandet skal ikke gå af som rene tomme varsler; de skal føre store, forfærdelige plager og omvæltninger i verden med sig, og det er dem, de er tegn på. Det peger Kristus også særskilt på i Matt 24: «Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være pest og dyrtid og store jordskælv hist og her osv.» Alt det skal især i den sidste tid tage overhånd med stor magt, og det hele skal være tegn på, at Gud til sidst vil straffe verden og vende helt op og ned på den. Man skal se store ødelæggelser af kongeriger og lande og til sidst gruelig opløsning og undergang af regimenterne og næsten al dyd, ære og tugt; alting skal være fuldt af gruelig tyranni, barbari, utroskab, forræderi og alle slags laster, uden at nogen hindrer eller straffer det. Det siger Kristus også: Fordi kærligheden bliver kold, skal al uretfærdighed få overhånd, så alle og enhver må sige: Det er umuligt, at verden kan bestå ret meget længere. Det ser vi jo nu ske så voldsomt, at der ikke er nogen forbedring at håbe på. Og alt det fører så også dette med sig, som Kristus siger om tegnene på menneskene: «Folk skal blive angste og bange og fortvivle, og nogle skal endda gå til af frygt og af at vente på det, der skal komme over jorden, når de ser det.» For når folk, der ikke er helt gudløse – og især de, der endnu er fine, ærbare, godhjertede, kloge og forstandige folk – ser al denne jammer og verdens forfærdelige tilstand, ser, at det bliver så slemt, og nøden og de svære straffe (som krig og ødelæggelse) rammer dem, og de så tænker på, hvad der endnu venter, og hvad der først skal komme bagefter, så kan de ikke bære det alt sammen, og mange går til af frygt og angst. Det har man ofte oplevet og oplever det stadig: Mange mennesker bliver i sådan en jammer så nedbrudt af bekymring og sorg, at de går til af det eller må dø så meget tidligere. Og når han siger: «Folk skal blive bange», så regner jeg det for en stor del, ja, for den største del af det, som vi har oplevet og erfaret under pavedømmet (især hos de folk, der gerne ville være fromme og førte et strengt åndeligt liv): hvilken plage, angst og pine for samvittighederne menneskelærdom og menneskebud har voldt. Det siger Kristus også klart i Matt 24, hvor han blandt plagerne i kirken i den sidste tid nævner, at der skal fremstå mange falske lærere, som også gør store tegn og undere og fører så mange vild, at også de udvalgte – hvis det var muligt – ville blive ført vild.

Det ved vi, som nu er gamle og har siddet fast i det tidligere mørke under pavedømmet: hvordan de gode, fromme hjerter, der gerne ville leve ret, blev forskrækket og ængstet af pavens bud. Gennem sine munke har han lavet så utallige snarer for samvittighederne – de kalder dem casus conscientiae [samvittighedstilfælde] – og dem har de fyldt store bøger og summer med: hvor stor og svær en dødssynd det var, hvis man ikke holdt sådanne bud. For eksempel hvis en munk ikke altid holdt den regel og orden, han havde påtaget sig, strengt og rent; ja, hvis han af glemsomhed ikke havde taget skulderklædet på under kutten; hvis en præst ikke havde læst sine bønner (som de kalder horas, tidebønnerne); eller hvis han skulle holde messe og havde fået en dråbe eller to vand i sig. Eller hvis nogen ikke havde skriftet alle sine synder rent nok eller ikke havde fastet helt rent og så var gået til sakramentet, eller ikke fuldt ud havde gjort den fyldestgørelse, han havde fået pålagt, osv. Dermed blev de svage samvittigheder så fanget og ængstet, at ingen vidste råd for dem. Og selv om de havde gjort alt, hvad de formåede, med al flid, kunne de alligevel ikke finde ro, men mente, at de ikke havde gjort nok. Så løb de hid og did, her til den helgen og der til den anden, til Rom, til Sankt Jakob i Compostela – nogle i uldne bodsklæder og barfodede, nogle endda i deres rustning – og hist og her til nye valfarter, især hvor Jomfru Maria (som de skamløse munke og præster fandt på) skulle være nådig og gøre undere osv. Til sidst kom det så vidt, at lægfolk, ja, også fyrster og herrer, lod sig overtale af munkene til at blive skrevet ind i ordenerne, når de døde, og blive begravet i munkekutter. Og sådan pinte de elendige samvittigheder sig uophørligt med deres gerninger, så jeg ikke tror, der kan have været større jammer og angst. Jeg har også selv set mange, der ikke kunne bære en sådan rædsel og frygt for Guds forfærdelige dom, og som faldt i fortvivlelse over det. Alt det kom af, at evangeliets lære og den rette trøst om Kristus var helt formørket, ja, slukket på prædikestolen. Ingen vidste noget om troens lære, hvorved Skriften lover os syndernes forladelse for Kristi skyld, af nåde og ikke for vores fortjenestes skyld. Pavens prædikener havde tværtimod bragt det så vidt, at vi var næsten dødsens bange for Kristus. For de viste ingen nåde eller trøst hos ham, men malede ham kun som en vred, forfærdelig dommer, hos hvem ingen kunne finde nåde, medmindre han havde så megen egen hellighed og så mange gode gerninger, at han kunne opveje alle sine synder, eller havde hans mors og andre helgeners forbøn. For jeg var også selv en af dem, der påkaldte Jomfru Maria, for at hun skulle være vores mellemmand og forsoner over for den strenge dommer Kristus. Ja, offentligt i alle kirker blev der næsten ikke lært, læst og sunget andet end sådan afgudsdyrkelse (som de nu helst vil have glemt, som om de aldrig havde haft nogen vildfarelse eller afgudsdyrkelse). Overalt skulle påkaldelsen af Marias og helgenernes forbøn være det vigtigste. De havde jo endda indrettet deres egne tidebønner til Maria syv gange om dagen, som de holdt og sang, og i dem gentog de især hele tiden dette vers, som de også bad for folk på dødslejet og råbte dem ind i ørerne, når de skulle til at opgive ånden: Maria mater gratiae, tu nos ab hoste protege, in hora mortis suscipe! [Maria, nådens moder, beskyt du os mod fjenden, tag imod os i dødens time!] Og alle og enhver, også de hellige munke, bad og sukkede overalt sådan: Hjælp du, kære Guds moder, og vær vores forbeder over for din søns strenge dom; ellers er der ingen trøst, hjælp eller råd for vores sjæle. Se, det har været en jammerlig, forfærdelig angst. Den kommer alene af falsk lære, og den må følge, hvor der ikke er den rette erkendelse af evangeliets lære, og man alligevel vil være retfærdig for Gud og gøre andre mennesker retfærdige. Nu er den angst ganske vist, Gud ske lov, forbi, fordi den rene lære og trøsten om Kristus skinner igen – men desværre er den alt for tidligt glemt. For det unge folk, der vokser op nu, ved ikke noget om den mere. Og de pavelige er selv blevet så stærke af vores lære, at de er sluppet af med den angst og frygt og nu er blevet glade fyre, der hører til dem, der hverken bryder sig om Guds nåde og trøst eller om den yderste dags eller dommens forfærdelige tegn. Og dog har det været ganske forfærdelige tegn, at der har været sådan angst og jammer i kirken. Det skulle man ikke glemme sådan. For selv om det (håber jeg) for størstedelen er forbi, kan det dog godt ske igen, hvis verden ikke vil vise evangeliet anden tak end den, at den stræber efter (sådan som de pavelige gør nu), at Guds ord igen skal blive formørket og undertrykt, så endnu større jammer snart igen tager overhånd.

Men de, hos hvem man ser sådan angst og rædsel, har som regel ikke været ugudelige, forhærdede mennesker, men godhjertede, fromme, gudfrygtige folk – og er det stadig. Derfor er det hos dem ikke tegn på fortabelse. For det er dog et godt tegn, at sådanne hjerter ikke foragter Guds vrede, men tager imod advarslen om den kommende dom og sukker efter trøst og redning. Man må også tro, at mange af dem er blevet holdt oppe på underfuld vis i deres sidste nød, så de igen har grebet Kristus og trøstet sig ved hans lidelse og død. Men fordi de er så frygtsomme og svage og ikke undervist, kan de ikke alle bære sådan en rædsel. Som der er sagt ovenfor: Den rædsel og nød, der er i verden, rammer allermest den arme kirke og ængster den. Selv om nogle ikke bliver så overvundet af rædslen, at de fortvivler om Kristus, bliver de alligevel stærkt svækket og næsten fortæret af tungsind og angst. Derfor: Selv om de må bære og føle sådanne tegn, så sker de dog ikke for at skræmme dem, men andre (de ugudelige). Men de er så hårde og sikre på sig selv, at de frit slår alle sådanne tegn og Guds trusler hen i vejret og foragter dem. De bilder sig ind, at fordi Gud ikke straks sætter efter dem med sin vrede og vender op og ned på hele verden, men giver dem en lille frist, så er der ingen fare på færde for dem. Og når man fortæller dem meget om tegn, og de selv ser dem for øjnene – i dag ét, i morgen et andet – så lader de det suse forbi og siger: «Der er sket sådanne tegn før, og alligevel er den yderste dag ikke kommet.» Derfor lader Herren også sådanne ugudelige gå deres vej og prædiker nu videre om sit komme til trøst for de kristne. For når verden kan foragte de frygtelige tegn og straffe, som den ser, så vil den endnu mindre bryde sig om denne prædiken og trussel. Dog tjener den alligevel til, at verden ikke skal have nogen undskyldning, og at dens fordømmelse bliver så meget tungere ved dens egen samvittighed. Men imens: Fordi de ikke vil tro, mens det bliver prædiket for dem, må de en dag se og føle det, når dommens dag pludselig falder over dem, som Kristus siger: «Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med kraft og megen herlighed.»

Det bliver da en helt anden pragt og herlighed end alle kejseres og kongers på jorden – en herlighed, som de ikke havde ventet eller troet på, selv om han havde truet med tegn hver eneste dag uden ophør. For da skal hele luften være fuld af de udvalgte engle og hellige mennesker, som svæver i skyerne overalt omkring denne Herre; de skal skinne klarere end solen. Og han, Herren, skal fælde dommen over de fordømte, og alle de hellige med ham. De fordømte skal stå nede på jorden sammen med Djævelen og skælve. Alene ved synet af hans ansigt og herlighed – Guds Søn, som de ikke ville kende, og hvis ord de foragtede – skal de skælve og bæve og have deres evige fortabelse, som Paulus siger i 1 Thess 1 [det står i 2 Thess 1,7–9]. Men at alt dette skal ske til trøst og frelse for de kristne, som tror disse tegn og Herren Kristi komme til dom og venter på det, siger Kristus nu videre: «Men når disse ting begynder at ske, skal I rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.»

Det er en meget liflig trøst. Med den vil Kristus venligt trøste sine kristne, som i forvejen lider megen og mangeslags angst og trængsel i verden og oven i købet rædsel for tegnene på den yderste dom. Han tyder tegnene for dem helt anderledes og vil have, at de skal se på dem på en helt anden måde, end man ellers af naturen ser på dem. For (som sagt) der er ingen, som tegnene virker mere frygtelige på, og som de bedrøver og ængster mere, end de fromme kristne. Det er ganske vist sandt, at Gud viser sin kirke sådanne tegn og lader den se straffene og også føle dem. For det første, for at den også derved skal blive formanet til omvendelse, det vil sige: for at den ikke ligesom de andre skal foragte hans vrede. For det andet, for at den skal vide, at den på jorden og i dette liv altid må være under korset og trængslen, så den bliver syndens fjende og tænker på og venter på et andet liv, hvor al synd og alt ondt hører op, og så den i sådan trængsel råber og sukker til sin Frelser om forløsning. Men alligevel skal alle disse tegn også være til trøst for Guds kirke, så den på dem kan kende og vide, at Gud dermed truer den ugudelige verden, og at dommen visselig vil følge: De ugudelige skal få deres evige straf og pine, men kirken skal forløses ved sin Frelser, Guds Søn, og sættes ind i den evige glæde. Derfor skal den midt i og under det frygtelige billede af tegnene og trængslerne, der kommer over jorden, vente på Guds Søns komme med trøst og glæde. Derfor tyder han nu tegnene for dem til lutter trøst. Jeg ved godt (siger han), at sådanne tegn vil skræmme og ængste jer og få det til at se ud, som om jeg helt har glemt jer og min kirke og vil lade jer gå under sammen med verden. Men jeg siger jer: Når I ser sådanne tegn, og de vil skræmme jer, så skal I som mine kristne gøre jer sådan rede til mit komme, at I venter på det frimodigt og glad og løfter jeres hoveder – som dem, der af hjertet skal længes efter mit komme. Og netop da skal I vide: Når tegnene bryder allerfrygteligst ind, og jammeren på jorden er allerstørst, så er jeg allernærmest hos jer, og jeres forløsning står for døren. Derfor skal I alle sammen midt i sådan et frygteligt syn ikke se andet end jeres visse forløsning. Lad de andre blive forskrækkede og bange, dem, der ikke ved noget om nogen forløsning og ikke spørger efter mig. Men I, som tror på mig, har lidt for min skyld og lever og dør i denne tro og bekendelse – I skal nu ikke vente nogen vrede og straf. Nej, til jer kommer jeres frelse og glade forløsning, som I så længe har begæret og bedt om: at mit rige måtte komme til jer, og at I måtte blive rene fra alle synder og forløst fra alt ondt. Derfor: Selv om tegnene vil se frygtelige og grufulde ud for jer, når sol og måne forandrer sig, og alle skabninger styrter sammen, og verden til sidst står i lys lue, så skal I dog ikke dømme efter, hvordan det ser ud. I skal tværtimod vide, at det betyder noget helt andet for jer – ja, lige det modsatte – end for den ugudelige verden, som forfølger jer sammen med sin fyrste, Djævelen, og ikke frygter den kommende dom. For dem skal tegnene være og gælde det, de ser ud til. Med deres grufulde syn skal de vise verden, at den kommende dommens dag skal være en dag med evig sorg, hyl og tænderklapren for dem, ja, deres fordømmelse og helvede. Det tror de ikke og bryder sig ikke om nu, før de får det at føle. Men for jer, som nu bliver forskrækket af sådan et grufuldt syn, skal det ikke vise og bringe andet end lutter forløsning, og dagen for mit komme skal være en dag med evig glæde og salighed.

For jeg ved, at I har brug for sådan en forløsning. Og for at den kan blive jer til del, må jeg komme sådan og gøre ende på verden. For skal jeg redde jer, så må jeg først gå løs på dem, som holder jer fanget og hindrer jeres forløsning. Derfor skal du som kristen tænke sådan om disse tegn på den yderste dag: Det er, som om du lå fanget i et dybt tårn blandt fjender og mordere, og så hørte du, at din gode landsherre kom derhen med en stor hær og begyndte at skyde voldsomt på tårnet, så alting omkring dig styrtede sammen. Da ville du slet ikke være bange for den skyden og stormen, men langt hellere glæde dig over den, når du vidste, at det skete for din forløsnings skyld. Sådan skal I også gøre her, siger Kristus. Lad jer ikke skræmme af, at verden vil vride og krumme sig sådan. Det gælder ikke jer, men dem, som I har klaget og råbt over. Tag derfor imod dette komme som jeres forløsnings komme. For jeg kommer ikke for at kaste jer i helvede, men for at hjælpe jer ud af den skadelige, syge, sygnende, fordærvede verden, skille jer fra Djævelen og hans morderiske svende og sætte jer blandt englene, hvor I ikke mere skal lide, men leve i evig herlighed.

Til denne trøst tjener nu også den skønne, liflige lignelse om træerne, der springer ud, som han giver dem, så de derved kan lære at indprente sig denne trøst så meget bedre. Om foråret, siger han, når vinteren nu skal holde op, og hele jorden skal blive ny; når kulden skal vige, og varmen komme, og de tørre træer skal grønnes og blomstre igen – sig mig, hvordan begynder det så? Er det ikke sandt: Først skyder træerne knopper, og så springer de ud. Så siger enhver: «Nu er vinteren forbi, og den skønne sommer er på vej.» Lad denne lignelse være jeres doktor og træerne på marken jeres bog, så I lærer, hvordan I skal vente på den yderste dag. For Gud har ikke kun skrevet denne artikel om den yderste dag og de dødes opstandelse i bøgerne, men også tegnet og skrevet den i træerne og de andre skabninger. For ligesom sommeren visselig følger, når træerne får saft og blade, sådan skal I, når jorden skælver, himlen bæver, og sol og måne ser bedrøvede og sure ud, lade jer skræmme lige så lidt af det, som de unge småblade, der springer ud på træerne, skræmmer jer, når det nu skal blive sommer. For sådanne tegn skal være for jer som saften og småbladene på træerne, så I med glæde venter på den evige sommer og ved, at enden på jeres jammer og nød nu står for døren. For dette elendige liv her på jorden er som den skændige, ufrugtbare vinter, hvor alting tørrer ind, dør og forgår. Det skal da få en ende, og den skønne evige sommer skal komme, nemlig Guds rige. Ved det skal Djævelens rige ødelægges – det rige, for hvis skyld I har måttet lide så meget på jorden. For I må leve i denne verden blandt ugudelige, onde, falske, gerrige folk osv., som skænder og spotter evangeliet og gerne vil stifte al slags ulykke. Det må I se og høre og hver dag vente noget værre. Fra dem vil jeg forløse jer ved mit komme, så I ikke mere skal se eller lide den slags.

Sådan siger Peter om den fromme Lot, som på sin tid måtte leve blandt de skændige folk i Sodoma. De gjorde ham al mulig fortræd med deres utugtige levned og pinte hans retfærdige sjæl dag efter dag med deres uretfærdige gerninger og med synder, som ikke duer at nævne, og som han måtte se og høre med uskyldige øjne og ører – indtil de blev overmodne, og Gud ikke længere kunne holde igen. Da kom to engle og førte den fromme Lot ud af byen. Det har uden tvivl også været et frygteligt syn for ham, da han så, hvordan himlen blev sort, hvordan det lynede og tordnede omkring ham, hvordan skyerne brød op og begyndte at regne svovl og ild ned, og jorden åbnede sig og slugte det hele. At Lot ikke skulle være blevet forfærdet over det, er ikke muligt. Men han havde til gengæld denne trøst: Det frygtelige syn gjaldt ikke ham, men sodomitterne, som havde været onde, gennemforhærdede skurke og ikke ville bedre sig. De måtte ikke alene forfærdes over den ildregn, men gå til grunde i den og fare ned i helvedes afgrund. Men for den fromme Lot var det som et skønt træ, der springer ud hen mod sommeren og nu begynder at grønnes. For han mærkede derved Guds hjælp og nådige redning mod de ugudelige.

Sådan vil det også gå os på den yderste dag (hvis vi oplever den). Det vil være frygteligt at se, når himmel og jord på den måde begynder at blive til lutter ild. Men en kristen skal ikke følge det, han ser, men høre, hvordan Kristus tyder det, nemlig at det er en skøn blomst, en skøn, saftig lille kvist. Så skal hjertet – selv om naturen forfærdes over det frygtelige syn – dog hænge ved Ordet og styrke sig imod det, der ses udvendig, og sige: «Åh, bliv ikke forskrækket! Det er og betyder jo ikke noget ondt eller skadeligt, men at min Forløser og min forløsning er nær. Så vær mig da velkommen i Guds navn, min kære Herre Kristus, og kom, sådan som jeg så tit hele mit liv har bedt og ønsket: at dit rige må komme til mig, og at Djævelens rige endelig skal høre op.» Den, der således kan tage imod Herren Kristus, han farer i et øjeblik bort til den evige herlighed, hvor han skal skinne som den skønne sol.

På den måde lærer vor kære Herre Kristus os at kende den yderste dag ret, så vi ved, hvad vi har i den, og hvorfor vi skal vente på og håbe på hans komme. Paven prædiker om Kristus, at han er en streng dommer, hvis vrede vi må stille med vores gerninger; og ligeledes at vi skal påkalde helgenerne og nyde godt af deres forbøn, hvis vi da ikke vil blive fordømt. For sådan har man overalt i pavedømmet malet Kristus: hvordan han kommer til dom og har et sværd og et ris i munden, og begge dele betyder vrede. Men fordi Maria og Johannes Døberen står ved hans side, har man søgt deres og andre helgeners forbøn og sat sit håb til den. Sådan gør også den fromme pater Bernhard sig den tanke, at når moderen Maria viser sin søn sine bryster, så kan han ikke nægte hende noget. Det er jo et sikkert tegn på, at man ikke har kendt Kristus ret og ikke har forstået disse hans ord. Dermed er den rette kundskab om Kristus blevet helt formørket: at han er vores Frelser, Forsoner, Forbeder og Mellemmand, indsat af Gud, for hvis skyld vi skal finde nåde og barmhjertighed hos Gud; og at han over for dem, som tager deres tilflugt til ham, ikke vil komme for at skræmme eller fordømme, som han siger i dette evangelium, men til trøst, forløsning, frelse og salighed, når vi alene i troen og et godt liv venter trøstigt på denne salige dag. Men over dem, som ikke har troet på ham og har hånet og plaget hans kristne på jorden, vil han være dommer og straffe dem. Det, siger han, skal I tro fast og ikke tvivle om, og glæd jer til mit komme. For det skal blive jer til det bedste, så I bliver forløst fra synd, Djævel, død og verden og ved mig bliver frelst for evigt. Det kan man da kalde herligt og rigeligt trøstet!

Men der er endnu et stykke, som de frygtsomme samvittigheder også bliver hårdt forfærdede over. For Herren siger, at den yderste dag skal falde uventet ind, så det skal gå folk, som det går en lille skovfugl: Om morgenen kommer den flyvende, er sulten og leder efter føde og håber at finde den som hidtil. Den finder også noget, sætter sig ned på fuglefængerens lokkeplads og er glad og i godt humør. Men i et nu, før den ved af det, falder nettet over den, og den bliver fanget og får halsen drejet om. Det tager de fromme, gudfrygtige mennesker sig til hjerte. Og fordi de af daglig erfaring mærker, hvor hurtigt det er sket, at man falder, bliver de frygtsomme og bange. For de tænker: «Hvem ved, hvordan denne dag vil finde dig? Måske kommer den i den time, hvor du er allermindst rede og venter den allermindst, eller hvor du ligger i den ene eller den anden synd. Så er det ude med dig, og denne glædens dag bliver for dig en evig sorgens dag.» Her vil Herren heller ikke lade os være uden trøst. Han lærer sine kristne, hvordan de kan hjælpe sig mod denne bekymring, og siger: «Vogt jer, at jeres hjerter ikke bliver tynget af svir og druk og bekymringer for det daglige brød, så den dag kommer pludselig over jer. For som en snare skal den komme over alle dem, som bor på jorden. Våg derfor til enhver tid og bed, at I må blive værdige til at undslippe alt det, der skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.»

Det er nu også en meget nødvendig lære, som aldrig burde gå ud af vores hjerte. Herren forbyder ikke at spise og drikke. Han siger heller ikke som paven, at man skal lade alting ligge og gå i kloster og blive gejstlig. Nej: Spis og drik, det under Gud jer gerne; stræb også efter jeres udkomme, for derfor har Gud befalet arbejdet. Men vogt jer, at jeres hjerter med alt dette ikke bliver så tynget, at I glemmer mit komme; men vær vågne, det vil sige: Vent hver time og hvert øjeblik, og lev i gudsfrygt og med en god samvittighed. Lad det være det første. Bed dernæst også om, at I må undslippe al anfægtelse og jammer og blive værdige til at stå foran Menneskesønnen. Sådan som det også er fint sammenfattet i Fadervor i de to sidste bønner: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Når I gør det, er der ingen fare. Om den yderste dag så træffer jer ved bordet eller i sengen, i kirken eller på torvet, vågne eller sovende, så kommer den til jeres salighed. For den finder jer i Guds frygt og beskyttelse.

Men her må man også vide, at man ikke kan påkalde Gud ret og bede, hvor man ikke vil holde op med bevidste synder og ikke vil bedre sig. Derfor hører der til den rette bøn en oprigtig omvendelse, og at man vogter sig for synder mod samvittigheden, det vil sige: at man ikke bevidst og forsætligt følger en ond tilbøjelighed imod Guds bud. Og så skal man i Jesu Kristi navn bede Gud i tillid til hans godhed, at han vil holde os fast i sin frygt, ved sin Helligånd bevare os fra synder og styrke os i en ret tro indtil enden, så vi med glæde kan vente på denne salige dag og tage imod vor Herre Jesus som vores Forløser med hjertelig tillid. Sådan en bøn bliver hørt ved Kristus; det er der ingen tvivl om. Og i disse ord: At I må blive værdige til at undslippe alt det, der skal ske osv., er der dette trøstelige at lægge mærke til: Gud vil også i dette liv mildne og til dels tage bort de straffe og trængsler, som ellers går over menneskeslægten, for dem, der omvender sig til Gud og i omvendelsen påkalder ham i tro. Det gør han, for at kirken ikke skal gå under i sådan jammer, og for at de fromme ikke skal synke hen i sorg, men rejse sig ved denne trøst om Guds hjælp: at han vil opholde sin kirke indtil enden. For selv om han er alvorligt vred på synden og straffer den frygteligt, så lægger han dog i dette liv straffen og trængslen på menneskene først og fremmest for at formane dem til omvendelse, så de vender sig til ham og således, under den vel fortjente og retfærdige vrede, alligevel finder nåde. Som Paulus siger i 1 Kor 11,32: «Når vi bliver straffet, så bliver vi tugtet af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.» Derfor giver Kristus også denne formaning: I denne sidste store trængsel og nød for kirken skal vi tage vores tilflugt til ham i omvendelse, ved vores bøn og påkaldelse, og vide, at Gud da vil mildne sin vrede, så hans kirke ikke går under, men bliver opholdt under straffene og i verdens undergang og til sidst forløst. Og efter denne formaning og forjættelse skal det være en daglig øvelse i tro og påkaldelse hos de kristne, så de i sandhed trøster sig ved, at Gud ikke vil lade hele sin vrede gå løs (som Sl 78,38 siger), men også under den retfærdige vrede vil komme barmhjertighed i hu (Hab 3,2). Derfor skal vi følge dette råd og denne lære og gøre os rigtig rede til denne nådige forløsningens dag. Det give vor Herre og Forløser Jesus Kristus os alle! Amen.