Kort formaning til ægtefolk

Kort formaning til ægtefolk om, hvordan de skal leve i ægteskabet

I ved fra Guds ord, hvor ægteskabet har sin oprindelse: Det er nemlig en Guds ordning, at mand og kvinde bor sammen og lever deres liv med hinanden. For det første, for at synden og kødet på den måde kan holdes i ave, og vi kan leve med god samvittighed. For Gud har strengt forbudt hor og utugt og, som man ser i alle historier og i den daglige erfaring, straffet det forfærdeligt. For det andet også, for at Guds rige og kirken kan blive bevaret; ikke alene ved at Gud ved sin velsignelse giver børn i ægteskabet, men også ved at ægtefolkene opdrager børnene i gudsfrygt efter Guds ord, så kendskabet til Gud og den rette gudstjeneste altid kan gå i arv fra slægt til slægt, og mange på den måde kan blive frelst.

Fordi ægteskabet altså tjener imod synden og til at Guds rige vokser, skal I og alle, der træder ind i ægteskabet, af hjertet takke Gud for den nåde, at han har givet jer et sådant hjerte og sind, at I ikke som den ugudelige verden har lyst til utugt og synd, men frygter Gud og ønsker at undgå al utugt. For det er jo en stor nåde, når man har eksemplerne for øjnene: så mange slags snarer har Satan, som han holder hjerterne fast med, så de bliver uden for ægteskabet i synd og med en ond samvittighed. Men hvilken dom der skal komme over dem, der bedriver utugt, siger Sankt Paulus i 1 Kor 6,9–10: «Hverken utugtige eller ægteskabsbrydere skal arve Guds rige.» Den forfærdelige dom er I nu, Gud ske lov, sluppet fra, når I holder sammen og bliver hos hinanden efter Guds ordning.

Men I skal dog ikke af den grund føle jer sikre. Den onde fjende har ikke kunnet hindre jeres hjerte og det, Gud har sat sig for; derfor vil han forsøge at finde en anden vej ind til jer, så han kan skille jeres ægteskabelige samliv ad eller i det mindste gøre det tungt og besværligt. Og det er særlig hans greb: at rive hjerterne fra hinanden, så han, ligesom I nu har lyst og kærlighed til hinanden, kan stifte ulyst og fjendskab. Og den onde fjende har en stor fordel hos os til det forehavende. For fra ungdommen af er vi ved synden vant til, at hver især gerne vil have ret, holder sit eget hoved for det bedste og nødig vil vige for den anden. Men det tjener ikke til enighed, men til splid. Derfor skal ægtefolk med særlig flid vogte sig for det og først bede Gud om hans Helligånd, at han vil styre dem og stemme deres hjerter sådan sammen, at den onde fjende ikke kan så sin sæd imellem dem og skille hjerterne. Den bøn er højst nødvendig; den skal gå dagligt blandt ægtefolk, og den ene skal altid bede for den anden, at Gud vil bevare dem for sådan en ulykke.

Men fordi kun få mennesker tænker på det, og endnu færre gør det og beder flittigt, ser man, hvordan den onde fjende har sit spil, så der er meget få ægteskaber, hvor man ikke kives, skændes, bander, skælder ud, river hinanden i håret og slår. De mennesker ser ikke, at Djævelen gerne vil have det sådan og selv stifter det; ellers ville de ikke alene bede imod det, men også værge sig. Og når vreden vil drive dem til at skælde ud eller slå, ville de ikke give efter for den, for det er et sandt Djævelens værk: følger man det, bliver sagen altid værre, og den ene ulykke fører den anden med sig.

For det er bestemt sandt: Med sådan en begyndelse får den onde fjende det til sidst dertil, at hjerterne skilles, og kærligheden helt forsvinder. Så må der følge et elendigt liv, når to skal være sammen og alligevel ikke kan være sammen. Og dog er den plage meget almindelig i verden. Men hvor kommer den fra? Folk ser ikke på fjenden, Djævelen. Derfor beder de ikke om, at Gud vil holde ham tilbage. Og de ved ikke selv, at når de bliver vrede, trodser, og den ene ikke vil vige for den anden eller gå af vejen, så giver de bare Djævelen plads til hans forehavende.

Vil du nu bevares for sådan en ulykke og ønsker at have et fredeligt, venligt og enigt ægteskab med din ægtefælle, så lær at bede Gud om, at han ved Helligånden vil styre jeres hjerter, holde Satan tilbage og bevare jer i sand enighed.

Men ved siden af sådan en bøn må der også bruges særlig flid. Det lærer Peter i 1 Pet 3: «I mænd,» siger han, «bo sammen med jeres hustruer med fornuft, og giv det kvindelige som det svageste redskab sin ære, da de også er medarvinger til livet, så jeres bøn ikke bliver hindret.» Den befaling gælder særligt manden; han skal begynde og hjælpe til, at enighed og kærlighed bliver bevaret i ægteskabet. Men det sker ved, at han går frem med fornuft og ikke med magt og ser gennem fingre med sin hustru. Årsagen er: Kvinden er en svag skabning, hun har ikke et sådant mod og så stærkt et hjerte som manden. Kvinder lader sig hurtigt anfægte, tager sig hurtigt noget til hjerte og bevæges lettere til glæde og sorg end mændene. Det skal en mand lægge mærke til og ikke være hård imod det, men somme tider se gennem fingre, lade et ord gå forbi, hjælpe med et godt ord og skåne hende.

Men den besindighed holder verden for en kvindagtig ting. Den mener tværtimod, at det klæder en mand at blive vred og slå til med næverne. Nuvel, Sankt Peter ser godt, hvad der klæder manden bedst, og hvad han mest skal stræbe efter. Han byder ham ikke at slå til med næverne. Brug fornuft, siger han. Og hvad mere er: Han siger, at han skal give hustruen hendes ære, det vil sige skåne hende og give efter for hende, netop fordi hun er et svagt redskab; hun har et forsagt, svagt og blødt hjerte og lader sig hidse op og bringe til vrede af et enkelt ord. Lær det, og skån hende. Så vil du ikke alene bevare enigheden, men også vinde hendes hjerte. For med gode ord udretter man altid mere hos skikkelige folk end med slag. Men den, der intet vil bære over med sin hustru, men altid bander, slår og den slags, hvad udretter han? Han hjælper Djævelen med hans værk, så der, hvor der skulle være enighed, kærlighed og glæde, i stedet bliver fjendskab, had og sorg. Det er i sig selv en tung sag og uden tvivl den største ulykke, der i verdslige sager kan ramme mennesker på jorden.

Men der er en anden og større hindring: Bønnen bliver hindret derved. For hvor der er uenighed, kan man ikke bede ret. Årsagen er: Fadervor eller bønnen gælder ikke for os alene, men for hele verden. Og især tager vi dette med: «vi vil forlade vore skyldnere, ligesom vi beder om, at Gud vil forlade os.» Men hvordan kan uenige mennesker gøre det? Hvordan kan de bede for hinanden, når den ene er så bitter på den anden? Men når bønnen for dem selv og for andre er borte, hvilken trøst og beskyttelse vil de så have? For på ingen anden måde end ved bønnen kan vi møde Djævelen og undslippe ham, og ellers har vi i al nød ingen trøst og hjælp, som vi kan holde os til.

Se, i sådan en timelig og åndelig jammer bringer du dig selv, når du vil være Hans Ufornuft og ikke bruge nogen besindighed, men som slemme heste slår og bider om dig. Det byder Peter dig ikke; men den onde Djævel holder af det. Derfor skal du vogte dig for det. Du kan sagtens være en mand alligevel, selv om du ikke slår sådan om dig og en gang imellem bærer over med et ord fra din ægtefælle. Det skal manden gøre, og det behager Gud; og ægtefolkene selv bringer det alt godt, og det bringer al velsignelse ind i huset.

Men hvad skal hustruen så gøre? Skal hun misbruge, at manden ser gennem fingre med hende og bor sammen med hende med fornuft, og overalt gøre, hvad hun har lyst til? Nej, det ville også være imod Guds befaling. For Peter prædiker også sådan for dem: «Hustruerne skal underordne sig deres mænd.» At være underordnet betyder ikke at regere, bestemme og befale. Det skal en hustru gøre over for tjenestefolkene og børnene; men over for manden skal hun være underordnet, lade sig befale og følge ham. Det er også et fortrinligt stykke, som hjælper meget til enighed, når en hustru ser hen til sin ægtemand, stræber efter at gøre hans vilje, gør, hvad hun ved, han gerne vil have, og undgår, hvad hun ved, han nødig vil have. For dermed vinder hun mandens hjerte, så han har lyst, glæde og fornøjelse ved det, hun gør, og gerne vil hjem igen til sin hustru. Men når hustruerne er ulydige, egenrådige og herskesyge, så gruer manden for sit eget hus og synes, at når han kommer hjem, må han ud i krig blandt fjender.

Nu kan det jo ikke være andet, end at man somme tider forser sig; for vi er alle skrøbelige, især kvinderne, mere end mændene. Så skal hustruen vogte sig for at blive i uretten og ulydigheden, men skal bekende sin overtrædelse og sige: Kære mand, det og det ord slap ud af mig i vrede, tilgiv mig det, jeg vil aldrig gøre det igen osv. Det skal kvinderne især gøre, fordi de er mere skrøbelige. Og det skal ikke alene være nytten, der driver hende til det, at hun på den måde undgår uenighed, men også Guds stærke befaling, som Paulus taler om, når han siger i Ef 5: «Hustruerne skal underordne sig under deres mænd som under Herren. For manden er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved. Som nu kirken underordner sig under Kristus, således skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.» Ligeledes: «Hustruen skal frygte sin mand.» Der hører du, at det er Guds ordning sådan: Du skal anerkende din herre og ære ham med frygt og lydighed. Og Peter siger på det nævnte sted: «De hellige kvinder smykkede sig i gamle dage ikke med sølv og guld, men ved at de satte deres håb til Gud og var lydige mod deres mænd, ligesom Sara var lydig mod Abraham og kaldte ham herre. Hendes døtre,» siger Peter, «er I blevet, når I følger hendes eksempel.»

Det ord skulle kvinderne særlig lægge mærke til. Det er rigtignok sandt, at det meste af ulykken i ægteskabet går ud over dem; de mister deres frihed og må i ægteskabet lide megen nød og jammer med at opdrage børn – det ville de være fri for, hvis de ikke blev gift. Men her siger Peter: «Det var de hellige kvinders smykke, at de satte deres håb til Gud.» Det vil sige: De skyede ikke ægteskabet for sådan uro og nød, men vovede det gerne og «satte deres håb til Gud». Det vil sige: De havde tillid til Gud, at han ville hjælpe; derfor påkaldte de ham og bad om hjælp.

Gør du også det, så er du herligt og smukt smykket for Gud, alle hans engle og hellige. Og så behøver du ikke at spørge videre efter gode gerninger. Vær din mand lydig, lad ham ligge dig på sinde, se hen til ham, hvad han ønsker og vil have af dig; dermed tjener du Gud og bevarer fred og enighed i dit hus.

Desuden vil det følge, at Gud med sin nåde og velsignelse vil være hos dig og din ægtefælle og lade alt godt times jer, som Sl 128 siger: «Vel den, der frygter HERREN og går på hans veje. Du skal nære dig af dine hænders arbejde. Vel dig, du har det godt. Din hustru skal være som et frugtbart vintræ rundt om dit hus, dine børn som olivenkviste rundt om dit bord. Se, sådan bliver den mand velsignet, der frygter HERREN.»

Lær nu altså at indrette jer sådan i ægteskabet, så er I sørget for på alle sider. Djævelens snare, utugten uden for ægteskabet, er I sluppet fra, og derfor kan I have en god samvittighed over for Gud; for han har jo selv indstiftet et sådant ægteskabeligt liv. Og når I dagligt beder Gud om, at han vil være hos jer med sin nåde og bevare kærlighed og enighed, og I også med særlig flid vænner jer til at være stille og fredelige og bære over med hinandens daglige fejl, så vil jeres samliv blive venligt og kærligt, så I har lyst og glæde ved det. Og selv om korset også indfinder sig – og det udebliver ikke – så ulykken snart her, snart der rammer, og det går skævt, så kan I dog sammen løfte jeres hænder i sådan en fælles nød og råbe til Gud om hjælp. Og løftet er der, for Kristus siger i Matt 18: «Hvis to af jer på jorden bliver enige om hvad som helst, de vil bede om, så skal de få det fra min Fader i himlen.» Hvorfor skulle du så være bange for nøden, når hjælpen er dig lovet, og der kun mangler, at du og din ægtefælle beder om den som en ret og hel Guds kirke? Desuden ved du, hvor nødvendigt det er for os kristne at bære korset; for ellers ville vi aldrig blive Guds nådige hjælp var.

Tak derfor, som jeg sagde til jer i begyndelsen, Gud for den nåde, at I er kommet ind i det hellige ægteskab; og bed om, at Gud i sin nåde vil styre og føre jer i det og bevare jer for synd og al ulykke. Og vær særlig opmærksomme på, at I ikke lader Satan snige sig ind ved vrede og modvilje, så jeres bøn, den højeste trøst, ikke bliver hindret, men I i al nød kan råbe til Gud om hjælp og altid beholde hans velsignelse, nåde, beskyttelse og værn, indtil Gud kalder jer og jeres til et andet og bedre liv. Det hjælpe os nåden i Kristus til. Amen.