Bryllupsprædiken (Hebr 13,4)

Bryllupsprædiken over Hebræerbrevet 13,4

«Ægteskabet skal holdes i ære hos alle, og ægtesengen ubesmittet. Men de utugtige og ægteskabsbryderne vil Gud dømme.»

Ganske vist har ægtestanden altid været regnet for et ærligt og prisværdigt liv hos fornuftige og sædelige folk, også blandt hedningerne. For ærbare og sædelige folk glæder sig af naturen, når de ser to ægtefolk leve sammen i tugt og enighed, opdrage deres små børn i gudsfrygt og holde dem til tugt og ærbarhed, og når den ene står den anden bi i nøden og hjælper med råd og dåd, alt hvad den kan. Omvendt: hvor man lever uden for ægteskabet i utugt, synd og skam, ikke tager sig af børnene og ikke holder dem i tugt, og hvor slyngelfolket løber, den ene herhen og den anden derhen, og ingen viser den anden ret kærlighed eller troskab – sådan et liv uden for ægteskabet regner alle fornuftige folk af naturen for ondt og skændigt.

Alligevel ser man, hvordan pøbelen og det unge folk falder for det og flygter fra ægtestanden som fra et tungt og uudholdeligt åg. Det vilde, frække pak synes bedre om det frie, ubundne liv end om sådan et stille, sædeligt og prisværdigt liv i ægteskabet. Men med tiden følger straffen, og det kun alt for rigeligt. For foruden at sådanne folk uden for ægteskabet besudler sig grueligt med synder og gør Gud til deres fjende, kommer der også andre, legemlige straffe: Det er ikke alene penge og gods, der går til spilde hos dem; de må også betale med huden. For i sådan et utugtigt liv følger mange slags frygtelige plager og sygdomme, til tider offentlig last og skam, ja, også mord og anden jammer. Verden er fuld af den slags eksempler, og med dem lader Gud se, hvor alvorligt han mener det: Han vil have ægtestanden holdt ren og ikke foragtet. Men hvor sådanne timelige straffe til tider ikke følger, og Gud lader de onde slyngler gå deres egen vej og beholde værdighed, sundt legeme og stort gods, dér er der helt sikkert noget værre i vente, nemlig Guds vrede i den anden verden og den evige fordømmelse.

Ligesom nu den tossede unge verden flygter fra ægtestanden for at få sådan et frit og kåt liv, sådan finder man på den anden side, at Djævelen har narret nogle så grundigt, at de af lutter hellighed – ligesom de andre af lutter kåd lyst – har foragtet ægtestanden og valgt et liv uden ægteskab. Det har Paulus forudsagt i 1 Tim 4: «Det vil komme dertil, at nogle vildfarende ånder af lutter hellighed vil forbyde ægteskab.» Det ser vi hos paven og alle hans biskopper, præster, munke og nonner. De sværger ægtestanden fra sig og vil roses som åndelige folk, fordi de lever uden ægteskab: De lever ikke i en kødelig stand – for sådan dømmer de om ægtestanden – men i en englestand eller åndelig stand. Derfor har de kaldt sig selv alene «de gejstlige», som om de, der lever i ægtestanden, ikke også kunne være åndelige.

Anledningen til det har været, at man har holdt ægtestanden for ringe og har foragtet den, og at den ikke har noget særligt anseende i verden. Derfor har pavens indviede og gejstlige ladet sådan et almindeligt liv fare og taget noget særligt for sig, der skulle have større anseende end det, at en borger slår sig ned derhjemme med sin hustru og ernærer sine børn med surt slid og den slags. For sådan er verden: Hvad der er almindeligt, det agter den ikke; men hvad der er sjældent og særligt, det vil alle have. Ingen regner det for noget særligt, at den kære sol står op hver dag. Men da det tykke mørke varede så længe i Egypten, da fandt de ud af, hvilken stor Guds gave solen og dens skin er. Sådan er det også, når det regner: Man regner det ikke for nogen særlig nåde. Men da der på Elias’ tid ikke kom regn i halvfjerde år, da lærte de, hvilken stor velgerning det er.

Netop sådan går det også den hellige ægtestand hos de pavelige. Fordi det er en så almindelig stand, som enhver bonde kan komme ind i, har pavens gejstlige foragtet sådan et almindeligt liv og taget noget særligt for sig, der skulle have større anseende hos folk. Sådan siger Nikolaus af Lyra over Dan 12 [stedet er Dan 11,37]: «Antikrist vil ikke agte på kærlighed til kvinder, for at han kan give sig selv et større skin af hellighed.» Men hvad godt der er kommet ud af det, ligger i dagen. Derfor burde vi med rette lære af deres eksempel, at ægtestanden er et helligt liv. For netop fordi de foragter den, bliver de straffet med mange slags grufulde synder; i intet andet stykke har de besudlet sig så aldeles imod al natur og fornuft som netop i dette stykke.

Fordi ægtestanden altså bliver flyet af gerningshellige eller hyklere og af rå folk i verden og enten holdes for et uhelligt og almindeligt liv eller for et hårdt og bundet liv, er det nødvendigt, at man ud fra Guds ord får en ret forståelse af ægtestanden og imod sådanne falske tanker lærer, hvad Gud siger om ægtelivet. For det første, så det unge folk lærer, hvad man skal holde ægtestanden for; og dernæst, så de også ved, hvordan de skal skikke sig i den. Så man altså ikke bare holder sig til det, verden siger og mener om den med sine tossede helgener, men ved, hvad Gud mener og siger om den i sit ord. Skriften er ganske vist fuld af sådanne ord, hvor ægtestanden prises herligt; men denne gang vil vi blive ved Hebr 13: «Ægteskabet skal holdes i ære osv.»

Dette skriftord er fint og kort. Det taler herligt om ægtestanden og truer hårdt dem, der foragter den; men det får os også til at tænke over, hvorfor Gud dog vil have denne stand holdt så meget i ære, når den ellers almindeligvis bliver foragtet og undgået i verden, som vi har hørt. Og meningen med ordet er denne: Ægteskabet er en herlig, smuk og kostelig ting for Gud. Derfor skal alle, der lever i det, agte og holde deres liv for en ædel, herlig og smuk pryd og ikke lade sig forvirre af, hvad verden mener eller siger om det.

Nu lyder Guds dom over ægtestanden, som enhver kan se af dette ord, helt anderledes end det, verden tænker om den. For hvis verden holdt ægtestanden for så kostelig og ærefuld, ville den ikke flygte fra den og leve uden ægteskab. Nej, ligesom man ellers gør sig umage, hvor der er noget godt og kosteligt i vente, sådan ville man også gribe efter ægtestanden med kærlighed og glæde og ikke værge sig med hænder og fødder som et vildt dyr for hundene. For at verden værger sig og stritter sådan imod og snart betænker det ene, snart det andet, er alt sammen et tegn på, at den hverken kender eller tror Guds ord om ægtestanden; ellers ville den nok stille sig anderledes til den.

Hvad grunden er til, at verden stritter sådan imod ægtestanden, har vi til dels berørt ovenfor: Ingen vil gerne lade sig binde, og man er bange for, at det kunne gå galt. Derfor er det nødvendigt, at vi også her, fra den anden side, søger grundene og viser, hvorfor den hellige Skrift roser og priser ægtestanden så herligt og højt. Og især skal de kristne tænke godt over disse grunde og overveje dem, så de kan tage til genmæle mod verden, forsvare ægtestanden mod verdens bespottelse og holde den højt.

Den første grund er altså, at man kan bevise af Guds ord, at ægteskabet er indstiftet af Gud selv og plantet i vores natur. Det er klart vist i Første Mosebog. Kristus siger i Det Nye Testamente, Matt 19: «Han, som i begyndelsen skabte mennesket, skabte det sådan, at der skulle være mand og kvinde,» og han sagde: «Derfor skal et menneske forlade far og mor og holde sig til sin hustru.» Videre siger han: «Hvad der kommer sammen ved ægteskabet, det har Gud sammenføjet.» Lad det være en herlig og stor ros og pris for ægtestanden i alles øjne, at den ikke er et menneskeværk efter eget forgodtbefindende, men Guds eget værk, som Gud har skabt mennesket til, så et ægtepar for Guds ansigt i fuld sandhed kan rose sig af, at de er i en stand, som Gud selv har indstiftet og plantet i naturen; og at de, fordi de lever i den stand, lever i Guds værk, ja, også i Guds velbehag og i sand lydighed.

Den ros har paven og hans hus ikke. For de kan ingen steder vise, at Gud har befalet dem at leve uden ægteskab. Derfor følger det modsatte: Fordi de holder sig uden for ægteskabet, lever de imod Guds ord, vilje, bud og velbehag, efter deres eget kødelige sind og egenrådighed; og det kan Gud aldrig nogensinde synes om. Når det derfor går dem ilde – og det har de også fortjent – er det umuligt for dem at have den trøst, som ægtefolk har. De kan i al slags ulykke og nød minde Gud om det, påkalde ham og sige: Ak Herre, nu trykker denne ulykke mig, nu en anden osv. Du ved jo, at denne modgang rammer mig og går hen over mig netop i den stand, som du stiftede og indsatte i Paradis, da du skabte mennesket. Hjælp derfor, så vi, som lever i dette liv, som du har indsat, skabt og opretholder, må blive udfriet af denne og al anden ulykke osv. Med sådan en bøn tør ægtefolk træde frem for Gud. Men de andre lever i deres egen andagt imod Guds ord og vilje, og derfor har de ingen trøst i vente og kan heller ikke bede ret til Gud.

Derfor, når paven og hans gejstlige* roser deres munkevæsen og ugifte liv højt, så skal du meget mere rose dit ægteskabelige liv. For det bærer det herlige navn og den herlige titel, at det er et guddommeligt liv, skabt af Gud i Paradis og befalet ved hans ord – og det vil ingen munk eller præst nogensinde kunne rose sig af om sit ugifte liv.

* [Udgiveren:] Hos Walch står: «Geistlos Gesinde» (åndløst pak).

Dette er altså den første og højeste grund til, at man skal «holde ægtestanden i ære», som teksten lærer. For eftersom intet er uden for eller over Gud, kan der heller ikke være noget højere eller bedre på jorden end det, han selv har skabt og ordnet, som teksten siger i Første Mosebog: «Og Gud så, hvad han havde skabt, og se, det var alt sammen såre godt.» Blandt det skaberværk, som alt sammen er såre godt, er også ægtestanden. Det ugifte liv hører ikke med; det har Djævelen fundet på, især når man vil holde det for en gudstjeneste og tvinge folk til det, sådan som paven gør.

Den anden grund er, at Gud ikke alene har indstiftet ægtestanden, men også har givet sin velsignelse til den. Men den velsignelse består ikke blot i, at Gud giver børn – for der bliver også født børn uden for ægteskabet – men i, at Gud har lyst og behag i børnene i ægteskabet og i hele samlivet og giver nåde til, at de bliver opdraget ret, får godt at leve af og bliver forsørget. Derfor regner Sl 128 også dette med til den velsignelse, som gudfrygtige ægtefolk får: «at de skal ernære sig af deres hænders arbejde og se deres børnebørn.» Det vil sige: Gudfrygtige ægtefolk skal have velsignelse til føde og børn, så det bliver ved og har bestand hos dem. Derimod går penge og gods til spilde i det uægteskabelige liv, og al slags ulykke følger.

Det burde da med rette også bevæge os til at få lyst og kærlighed til denne stand, fordi vi ikke alene finder Guds vilje i den, men også al slags velsignelse. Og der er sandelig ikke meget lykke og held at vente hos de folk, som foragter sådan en trøst og et sådant løfte fra Gud og hellere vil have deres frie, kåde liv. Det er også at frygte, at Guds vrede kan blive så vakt over dem, der bliver længe i sådan foragt, at der aldrig vil være lykke eller held hos dem, selv om de siden går ind i ægteskabet. For man fortjener tit ved utugt og andre laster i ungdommen uden for ægtestanden og giver selv anledning til, at man ikke får mange gode dage i ægteskabet, og at både hustru og børn slår fejl. For som sagt ovenfor: Gud vil holde så fast ved ægtestanden, at alle de skal straffes, som lever i utugt og giver forargelse. Derfor skal det unge folk i tide indrette sig derefter og holde sig i gudsfrygt og ren tugt, så de ikke selv hindrer eller holder den velsignelse tilbage, som Gud har knyttet til ægteskabet.

Den tredje grund til, at ægtestanden skal holdes i ære, er denne: at de største helgener næsten alle som én har levet deres liv i denne stand, sådan som hele Det Gamle og Det Nye Testamente vidner. Men vil du vide, hvorfor de alle har levet i ægteskab, så kan jeg ikke give dig nogen bedre eller sikrere grund end den, at alle gudfrygtige mennesker altid har rettet sig efter Guds vilje. Da nu Gud selv har indstiftet og velsignet ægtestanden, har de som lydige folk, der havde brug for denne Guds ordning, gerne givet sig ind i ægtestanden for Guds skyld og for deres egen nøds skyld – uanset at verden og pøbelen har holdt mere af det frie og frække liv.

Det er nu sandelig ingen ringe ros, at den, der er gift, med god samvittighed kan sige: Jeg er netop i den stand, som patriarkerne, profeterne, apostlene og de andre helgener almindeligvis alle har levet i. Derimod er det ugifte liv først blevet taget op af nogle kættere, for at de kunne give sig et skin af særlig hellighed; og siden er det blevet stadfæstet af paven, ærkefaderen til al hykleri og kætteri, og rost som et åndeligt liv.

For med Johannes Døberen og andre af den slags, som har afholdt sig fra ægteskab for Himlenes riges skyld, som Kristus kalder det, er det en sag for sig. Vi taler her i almindelighed om alle, som vil være kristne og ikke kan leve kysk uden for ægtestanden. For dem er det en stor trøst, at de ser så mange store helgeners eksempel foran sig, som alle har levet i ægtestanden og er gået foran os i denne hellige orden. Det er i sandhed en stor trøst og ros for ægtefolk. For hvem ville ikke hellere findes i samme liv, stand og væsen sammen med sådan en stor flok hellige folk end hos paven og hele hans flok, som i dette og andet lever åbenlyst imod Guds bud og hans helgeners eksempel?

Den fjerde grund til, at ægtestanden skal holdes i ære og herlighed og ikke foragtes, er denne: at vi uden ægtestanden ikke godt kan leve uden synd og med god samvittighed. For sådan siger Kristus selv, da han taler om dem, der lever uden ægteskab: «Ikke alle kan rumme dette ord.» Og Paulus byder: «For at hindre utugt skal enhver have sin egen hustru.» For ved arvesynden er den menneskelige natur så svækket og fordærvet, at kun få kan leve med god samvittighed uden for ægteskabet.

Når nu ægtestanden er en lægedom, som Gud selv har skabt og indrettet til det – sådan som hans ord viser – for at vi kan stå med god samvittighed og leve kyskt, hvem vil så være så grov at regne denne stand for uhellig, sådan som paven gør? Men som sagt ovenfor: Han har fået den løn, han har fortjent. For at alle skulle regne dem for hellige, har de pavelige forsvoret ægteskabet, og derved er de faldet i den største synd og skam, så hele verden taler om deres udsvævende liv. Det sker dem ret. Hvorfor foragter de også så frækt Guds skabning og ordning?

Men vi alle skal holde ægtestanden i ære og agte den højt og takke Gud af hele vort hjerte for et sådant middel, som tjener os til, at vi ikke besudler os med hor og anden utugt og så falder ind under Guds dom og frygtelige straffedom, som vi skal tale om nedenfor.

Den femte og sidste grund er denne: Ægtestanden skal også holdes i ære, fordi den er et liv, som, når man fører det ret, er fuldt af gode gerninger fra ende til anden. For kærligheden mellem ægtefolk er en af de gode gerninger, som Gud har befalet og ladet blive tilbage i naturen, og han hjælper også med sin Helligånd til, at man udfører den ret. Derfor formaner Sankt Paulus også til en sådan kærlighed, når han siger: «Mænd, elsk jeres hustruer og vær ikke bitre mod dem» (Kol 3,19). Og Ef 5,28: «Mændene skal elske deres hustruer som deres egne kroppe.» Derfor: Den, der holder fast ved en sådan kærlighed og ikke lader sig drive bort fra den af ulyst, vrede og den slags, han gør en rigtig god gerning. For her står hans ord, som befaler dig det: Du skal holde af din ægtefælle. Og ikke bare sådan lidt; men som Kristus gentager det i evangeliet: «Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru» [Matt 19,5].

Hvad siger de pavelige så til det, de, som flygter fra ægtelivet som en kødelig stand, som om man ikke kunne tjene Gud i den? Og dog er kærligheden, som ægtestanden ikke kan bestå uden, en stor og høj gudstjeneste, som Gud, hører vi, så alvorligt kræver af os i sit ord. Sådan er også den kærlighed og troskab, som forældrene viser deres børn – at de giver dem føde og klæder, opdrager dem til ærbarhed og gudsfrygt, holder dem til at lære, passer dem, når de er syge, gør dem rene osv. – jo også en kostelig gerning, som behager Gud, og den øver ægtefolk dagligt, ja hver time og hvert øjeblik. Vi skulle dog tænke ordentligt over vort eget liv, vor færd og vor dagligdag og lære, at alt dette er lutter gode gerninger for Gud, som han har befalet. Så ville vi ikke alene gå så meget villigere ind i ægtestanden og være så meget gladere ved disse gerninger, selv om de er besværlige; men vi ville også være mere tålmodige, mere trøstige og glade, selv når det somme tider gik skævt. For hvor ægtefolk tænker godt over deres stand og liv og gudfrygtigt finder sig til rette i den, dér må deres hjerter, øjne, hænder og fødder hver time være fulde af gode, hellige gerninger.

Men dér er ulykken, som jeg talte om før: Fordi disse gerninger er så almindelige og jævne, agter man dem ikke. Hvad der derimod tager sig prægtigt ud og stolt kommer pralende frem, det regner man for stort og højt, selv om det i sig selv ikke er en døjt værd. Det ser vi på pavens ceremonier og gudstjeneste. Og dog er den ringeste gerning i ægtestanden i sig selv bedre end al gudstjenesten dér. For i ægtestanden bliver man i Guds ord og befaling; han vil have det sådan, at den ene skal tjene den anden gerne og af hjertet.

Det går for sig i ægtestanden uden ophør. Er et barn sygt, så er forældrene syge og bekymrede, før barnet er det. Er manden syg, så er hustruen lige så bekymret for ham, som var det hendes egen ulykke eller sygdom. Dér går flid, omsorg, troskab og kærlighed på det allerreneste af hele hjertet, og det bliver ikke surt for dem; ja, de længes efter at finde ud af, hvordan den ene kan råde den anden, hjælpe, gøre det bedre og afværge ulykken. Og omvendt: Hvor det går lykkeligt i barnsnød eller i anden fare og nød for dem selv eller børnene, dér er der en hjertelig, ren, fuldkommen glæde. Det kan ikke gå den ene så godt, at den anden ikke glæder sig over det af hjertet og under ham endnu mere. Hvem vil så ikke sige, at hvor hjerterne således stemmer smukt sammen i glæde og sorg, dér er der lutter gode kærlighedsgerninger? I det ugifte liv derimod har Gud hverken behag i kærligheden eller i sorgen; og den kærlighed er da også i sig selv kold: Hver time går den i stykker og rives over for et eneste lille ords skyld, eller blot fordi den ene ser lidt skævt til den anden.

Disse ægtestandens gode gerninger bliver i huset mellem ægtefolkene og deres børn. Derefter følger først de rigtige, store, gode gerninger: at der fra denne stand som fra en kilde kommer alle slags personer, som land og folk bliver regeret og beskyttet ved, som kirkerne bliver forsynet med prædikanter og andre tjenere ved, ja, som alle embeder i verden og vor Herre Jesu rige bliver besat med. For da børnene især i ægtestanden bliver opdraget til gudsfrygt, ære og dyd, må man jo indrømme, at ægtestanden er udspringet til alle disse velgerninger. Vokser der så også meget egenrådigt pak op iblandt, så er det ikke ægtestandens skyld, men de onde, ugudelige folks, som ikke finder sig ret til rette i det. For den, der begynder i Guds navn, han skal også have fremgang og lykke med børneopdragelsen og med alt andet.

Men man vil sige: I ægtelivet er der mange slags bekymringer, fare, omsorg og byrder, som man kan være fri for uden ægteskab, hvor enhver ikke har andet end sin egen krop at sørge for. Nuvel, lad det være sådan; alligevel skal den grund ikke skræmme nogen kristen bort fra ægtelivet. For det første: Selv om du ikke bliver gift, slipper du ikke derfor helt fri; du må alligevel lide og vove alt muligt, når du snart får skade på liv og lemmer, snart på ære eller gods. Og den lidelse bliver dig så meget tungere, når du er uden for ægteskabet og alene, som Skriften siger: «Ve den, der er alene! For når han falder, er der ingen, der hjælper ham op igen» [Præd 4,10].

For det andet: Selv om der i ægtestanden findes mere fare, omsorg og bekymring end ellers, skal man alligevel ikke af den grund foragte ægtestanden eller flygte fra den. Grunden er: Det er nyttigt og godt for os, ja højst nødvendigt, at Gud kommer til os med korset, og at vi bliver prøvet på alle mulige måder. For uden fristelse og anfægtelse står vi i stor og mærkbar fare: Vi bliver sikre over for Guds ord og kolde og dovne til bøn og andre gode gerninger. Da der nu i ægtestanden snart med hustruen, snart med børnene, snart med tjenestefolkene, med udkommet og andet kommer al slags nød og fare, så er ægtestanden for de kristne ligesom en skole, hvor de bliver godt opøvet i ikke at blive forsagte i anfægtelse og modgang og ikke at tabe modet, men at åbne deres hjerter for Gud, bede og søge hjælp. Lad nu også det være en god gerning, som ægtestanden meget ofte giver anledning til. For netop fordi der kommer megen nød og anfægtelse i den, bliver ægtefolkene – hvis de ellers er gudfrygtige og rette kristne – drevet til bøn, så de beder med hele deres alvor og alene sætter deres lid og håb til Guds hjælp og nåde.

Når så et sådant håb bliver opfyldt, så kommer der også andre gode, hellige gerninger: at man takker Gud for hans hjælp og nåde, at man priser hans godhed og trøster andre mennesker med den. Alt det er lutter fine gudstjenester og kostelige gode gerninger, som ægtestanden hver dag lægger os i hænderne, så troen og bønnen ikke ligger stille, men altid må være i øvelse; for snart viser der sig glæde, snart sorg, snart nød, snart hjælp og redning, og alt sammen driver det enten til tak eller til bøn.

Derfor siger teksten her i sandhed med rette, at ægteskabet er et ædelt, herligt og kosteligt liv. Ikke alene har Gud indrettet det og benådet det med sin velsignelse, og alle de hellige har med deres liv og færd prist det som en herlig Guds gerning og stillet det frem for os; men ægteskabet skal også prises, fordi det er fuldt af gode gerninger fra ende til anden, som vi lige har fortalt. En ægtemand og en hustru kan ikke gøre noget så ringe i huset, som hører til husholdningen og pasningen af børnene, at det ikke er en hellig og Gud velbehagelig gerning, der går efter Guds ord, vilje og ordning; og derfor må lykke og velsignelse følge med.

Derfor holder også Kristus selv ægteskabet så højt, at han personlig kommer med sin kære mor og sine apostle til brylluppet i Kana i Galilæa og åbenbarer sig dér med et herligt undertegn: Han gør vand til vin. Sådan vil han med sine egne gerninger bevidne, at han holder af ægtestanden og helst vil lade sin velsignelse gå i den. Den velsignelse skal stadig blive ved hos ægtefolkene, for så vidt som de, sådan som Sl 128 lærer, «frygter Gud og vandrer på hans veje» (Sl 128,1). For hvor man vil foragte Guds ord, leve i synd med vilje og ikke øve den kærlighed, som især skal være mellem ægtefolk, men skælde hinanden ud, slå og gøre hinanden al ulykke, dér er det ikke underligt, at der i stedet for velsignelse følger al ulykke og jammer. For hvor skal noget godt komme fra, hvor der ingen gudsfrygt er? Ja, hvor man slet ikke vil have Gud, men med mange slags synd lukker døren for ham og hans velsignelse.

Derfor siger teksten her ikke bare sådan: Ægteskabet er en kostelig, herlig ting; men den tilføjer også: «og ægtesengen ubesmittet». Dermed vil den male et smukt billede af, hvordan det ægteskab skal være, som den har rost så højt; ja, den vil helt og aldeles forbyde de kristne virkelig at besmitte ægtesengen, så man vogter sig «for hor og ægteskabsbrud», som den kalder det bagefter. For dette er den groveste og største besmittelse af ægtesengen, hvormed man besudler ægtelivets herlige og ærefulde stand, river Guds ordning i stykker og giver anledning til al ulykke, her legemligt og dér evigt. Dernæst kan man også kalde alt det besmittelse af ægtesengen, som giver anledning til, at hjerterne mellem ægtefolk bliver revet fra hinanden og drevet til vrede, had og andet uvenligt liv. Af det følger gerne den grove besmittelse, som vi lige har talt om.

Vil ægtefolkene nu holde ægtesengen ren og pæn, som det sig hør og bør, så skal de med rette flygte fra alt, hvad der kan give anledning til uvilje og vrede. De skal ikke være frække eller bråvrede i ordene og ikke tage alt på værste måde, men den ene skal se igennem fingre med den anden og lade et ord gå forbi. Ikke alene for at bevare venskabet, men fordi man ved, at det er Guds vilje, og at hans ord kræver det af os. For så snart hjerterne er forbitrede på hinanden, har Djævelen allerede fundet et hul, hvor han uden besvær kan splitte og rive ægteskabet videre, så også legemerne bliver skilt.

Derfor skal der være besindighed mellem mand og hustru, som Peter siger i 1 Pet 3,7: «Mændene skal leve med forstand sammen med deres hustruer og give dem ære som det svageste kar, for at bønnen ikke skal blive hindret» – nemlig af uvilje eller vrede. For det tilkommer manden som hovedet, at han ikke styrer som en tyran, men besindigt og fornuftigt, og at han somme tider ser igennem fingre og lader et ord gå forbi, hvor man mærker svaghed (som især findes hos kvindfolk) og ikke ondskab og egenrådighed. Ligeså passer det sig for hustruerne, at de erkender denne svaghed og ikke giver den for megen plads, men selv holder sig i tømme ved at passe ekstra godt på, så manden ikke ved mange og stadige fejltrin bliver bragt til berettiget vrede. Et venligt ord og en lydig tavshed kan stille mangt et kiv, hvor der ellers af modsigelse og mukken følger vrede og slag og dermed al elendighed.

Hvor der nu mellem ægtefolk er disse to stykker – at man er kysk og tugtig og også besindig og venlig mod hinanden i ord og fagter – dér er ægteskabet, som Hebræerbrevet kalder det, «en ædel, kostelig og herlig ting», som ikke alene retskafne, ærbare mennesker, men også Gud selv i himlen med alle sine engle har lyst og kærlighed til. Men hvor det skorter på et af dem, så ægtesengen enten bliver besmittet af ægteskabsbrud og hor, eller hjerterne bliver drevet mod hinanden af et uvenligt og vildt samliv, dér må man frygte, at Gud vil komme som dommer og straffe sådan utugt eller uorden. For her står der: «Men ægteskabsbrydere og utugtige vil Gud dømme.»

Da Djævelen nu især gør sig umage blandt ægtefolk for at vække enten hor eller i det mindste uvilje og uenighed, skal vi ikke alene dagligt kæmpe imod disse anfægtelser med flittig bøn til Gud og søge hjælp hos ham, men også selv med al flid holde og vænne os til, at vi ikke selv ved ubesindighed giver anledning til dette Djævelens værk og forehavende. For det er ikke det mindste stykke af Guds velsignelse, når et sådant ægteskabeligt samliv bliver bevaret i stadig enighed og venlighed. Og ægtefolkene behøvede slet ikke selv at give anledning til uvilje og uenighed med uvenlige fagter eller ord; der kommer hver dag anledning nok af sig selv, uden at man leder efter den, som kan drive en til uvilje, kiv, banden og andet; så man i forvejen har nok at gøre med at værge sig med bøn og besindighed og ikke give Djævelen lov til hans forehavende.

Derfor er det en meget smuk og kristen ordning, at man foran menigheden ønsker de nygifte Guds velsignelse og holder en fælles forbøn for dem, så de begynder ægtestanden i Guds navn, og så det må lykkes godt for dem. Var den velsignelse til at købe, skulle man ikke spare på nogen penge for den. Men nu gør kirken det uden penge. Alligevel er nogle mennesker så grove, at de er ligeglade med en sådan velsignelse; ja, de ville helst være den foruden. Dem kan man lade fare. Men de, der er kristne, vil netop for en sådan forbøns og velsignelses skyld gå så meget mere trøstigt ind i ægtestanden.

Så er ægtestanden altså, når ægtesengen bliver holdt ubesmittet, i sandhed en herlig og kostelig stand. Grunden er, at Gud selv har indrettet og indstiftet den og givet sin velsignelse til den; og alle de helliges eksempel viser os under ét hen til et sådant liv, hvor man hver time har rigelig lejlighed og anledning til at tjene Gud og næsten, som vi har hørt før.

Hvis nu nogen ikke ville lade sig bevæge til ægtestanden af en så herlig prædiken, så lad ham dog lade sig bevæge af dette: at teksten med klare ord siger om dem, der lever uden for ægteskabet i skammelig brunst eller ellers i utugt: «Ægteskabsbrydere og utugtige vil Gud dømme.» For her hører du: Selv om der ikke var et menneske på jorden, som vidste af en sådan utugt hos dig eller kunne straffe den, så skal du alligevel ikke slippe bort, men du må frem for Guds domstol; han vil dømme dig, sådan som han finder dig. Sankt Paulus siger også i 1 Kor 6,9–10: «Lad jer ikke bedrage! Hverken utugtige eller ægteskabsbrydere skal arve Guds rige.» Her rører han ved de tanker, der sidder i mange mennesker, som tænker: Det er ingen særlig synd at leve uden for ægteskabet og bedrive utugt – sådan som man ser, at verden regner den slags synd for overmåde ringe. Men vil du vide, hvad enden skal blive, når man ikke vil omvende sig, så hør her: «Guds rige skal du ikke arve.» Det skal være Guds dom «over ægteskabsbrydere og utugtige».

Tænk nu selv over, hvad du har tilbage, når du har mistet Guds rige. Derfor skal hver og en vogte sig vel for en sådan Guds dom og straf og i tide sørge for at forbedre sit liv og sky al utugt. For selv om der ikke følger nogen timelig straf, så udebliver Guds dom dog ikke. Det er nemlig dobbelt synd, når man for en ringe grunds skyld skyr ægtestanden og besmitter sig med synd mere og mere imod Guds vilje. Dér må Guds dom til sidst følge efter. For her er der intet andet middel eller råd, end at du holder op med utugten og går ind i denne stand, og at du således ikke alene med ord, men også med gerning og handling priser ægtestanden herligt og højt og holder ægtesengen ubesmittet ved kyskhed og et venligt samliv.

Det være sagt til advarsel og lære, ikke alene for de unges skyld, som endnu skal giftes, men også for deres skyld, som allerede er i ægtestanden, så de ved, hvad de skal holde ægtestanden for, og hvordan de gudfrygtigt skal finde sig til rette i den, for at Gud kan være hos dem med sin velsignelse, og de kan have en god samvittighed i den. Det give Gud, vor Herre Kristi Fader, os alle. Amen.