Ligprædiken: 1. prædiken: hvordan de kristne skal trøste sig over de døde

To ligprædikener. Første ligprædiken. Hvordan de kristne skal trøste sig over de døde

Den hellige apostel Paulus siger i sit brev til romerne, kapitel 15, «at Den hellige Skrift skal tjene os til undervisning, for at vi kan have håb ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver». Nu er det jo naturligt, at vi bliver bedrøvede over vores kære venner, når de dør; vi sørger over dem, klager over dem og græder over dem. Derfor skal vi i sådan et tilfælde holde os til Den hellige Skrift og søge en sikker og ret trøst i den mod sådan sorg og bekymring. For uden Skriften kan vi nok søge trøst på alle mulige måder, men vi finder ingen, der holder, ingen, der kan stille hjertet tilfreds og for alvor stå imod modløsheden. Det kan Den hellige Skrift alene. Og hvorfor? Den er Helligåndens bog, og han er den eneste rette mester, der kan forandre vores hjerter og give trøst og glæde i stedet for sorg og bekymring.

Derfor vil vi nu tage historien for os om enkens søn i Nain, som Herren Jesus vakte op fra de døde. Og ved siden af denne trøsterige gerning vil vi sætte vidnesbyrd fra Den hellige Skrift. Så lærer vi at trøste os på den rette måde, ikke alene når vi mister kære og fortrolige venner, men også for os selv, når vores time kommer, og vi skal herfra – så vi med fuld vished ved, hvad vi en dag skal håbe på og vente.

Historien beskriver Lukas i kapitel 7 (Luk 7,11–16), og den lyder sådan:

«Det skete, at Jesus gik til en by som hed Nain, og mange af hans disciple og en stor skare gik med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev en død båret ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen gik med hende.

Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde til hende: ’Græd ikke!’ Og han trådte hen og rørte ved båren, og de som bar den, stod stille. Og han sagde: ’Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale. Og han gav ham til hans mor. Og frygt greb dem alle, og de priste Gud og sagde: ’Der er oprejst en stor profet iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.’»

Det er en meget trøsterig historie, og i den er to ting malet og beskrevet både fint og præcist. For det første: hvad vi mennesker plejer at gøre med vores døde. For det andet: hvad vor kære Herre Kristus vil gøre. Erfaringen viser, at når en, vi holder af, eller en ven dør fra os, så kan vi ikke andet end det, enken her gør: hyle og græde. Og hvorfor? Fordi vi ligesom hun ikke kan tænke andet, end at vi har mistet det menneske, at det er forbi med ham, og at vi nu for altid må undvære hans nærhed og venlighed. Sådan er vores art og natur; det ser vi hos os selv og hos andre. Noget bedre kan og ved vi ikke af os selv.

Men hvad lærer denne historie os først, og hvad lærer Skriften og Guds ord fra ende til anden os dernæst? Er enkens tanker også sande? Og har hun også grund til at være så inderligt bedrøvet og bekymre sig så dybt, som om hun helt havde mistet sin søn? For nu kommer vor kære Herre Jesus Kristus og trøster hende – ikke sådan som vi plejer at trøste hinanden i sådan en sorg, hvor vi gør andre lige så bedrøvede og triste som os selv. Han har medlidenhed med hende, men gråden bryder han sig ikke om, for han havde i sinde at hjælpe hende. Derfor siger han, at hun ikke skal græde sådan. Han går hen til båren og siger: Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op! Straks sætter den døde sig op og taler, og han giver ham tilbage til hans mor. Dér ser vi jo, at den lille kvinde ikke havde grund til at bekymre sig så meget, og at hendes tanker var helt og aldeles falske og forkerte, da hun mente, at hun helt havde mistet sin søn. For før den halve dag er gået, lever hendes søn igen og er frisk og rask. Det skete dengang ved byen Nain, uden for porten, og alle, der var til stede, så med deres legemlige øjne, at enkens søn havde været død, men ved dette ene ord fra Herren Jesus Kristus blev vakt op og blev levende igen, som om han bare havde sovet i sin seng.

Men nu vidner de hellige profeter og apostle og vor kære Herre Kristi egne prædikener overalt om, at han, Guds Søn, vil gøre netop sådan en gerning med alle, der tror på ham: Han vil ikke lade dem blive i døden, men vække dem op af døden ved sit ord til det evige liv. Som han siger i Joh 5: «Der vil komme en time, da alle de i gravene vil høre Guds Søns stemme, og de som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse der fører til liv, og de som har gjort det onde, vil gå ud til en opstandelse der fører til dom.» Derfor siger og bekender vi også i vores hellige kristne tro: «Jeg tror … kødets opstandelse og et evigt liv.» Vi skal altså ikke alene tro, at ligesom Herren Jesus her vakte enkens søn op, sådan vil han også vække os og alle kristne op; men vi skal tro endnu mere, nemlig at han vil vække os op til det evige liv, mens denne søn kun blev vakt op til dette timelige liv.

På dette grundlag bygger den hellige Paulus sin formaning og lære, når han skriver sådan til thessalonikerne i 1 Thess 4: «Jeg vil ikke, at I skal være uvidende om dem der sover, for at I ikke skal sørge ligesom de øvrige, som ikke har noget håb.»

Med de ord gør Sankt Paulus først en stor forskel mellem de kristne og alle andre mennesker. Og han slutter kort og godt: De, der ikke er kristne – det vil sige: de, der ikke tror på Kristus, ikke holder ham for deres Frelser og ikke venter syndernes forladelse og det evige liv alene ved hans død – de har intet håb; de kan hverken for deres egen del eller for andres have nogen som helst trøst i døden. De må blive i den evige død og være fordømte. Derfor ville det sandelig være nødvendigt, at de selv og andre med dem græd og var bekymrede for den evige nøds skyld. Men de kristne er derimod et særligt folk, smykket med en herlig og kostbar pryd. For de har et håb, og de kan trøste sig, ikke alene når andre kære mennesker bliver taget fra dem ved døden, men også når de selv skal dø. Men det håb er ikke et verdens håb – sådan som man ser, at nogle somme tider dør lidt lettere eller bekymrer sig mindre om andre, fordi de har levet i ære og værdighed, har fået deres børn godt i vej og godt anbragt, har efterladt dem meget og så videre. Med den slags trøster verdens børn sig somme tider; men det er en meget elendig, kødelig trøst, som ikke bringer noget håb med sig mod døden.

Men dette er de kristnes håb og trøst, når de mister nogen, de holder af, eller selv skal dø: at de tror, at Jesus Kristus er død og opstået, og at Gud ved Kristus vil føre dem, der er sovet ind, sammen med ham. Det, siger jeg, er den rette trøst. Den skal vi lægge os godt på sinde og præge ind i os, holde flittigt fast ved og rejse vores hjerter op med mod den sorg, modløshed og bekymring, der vokser frem, når de, der er os i familie eller kære, dør.

For ligesom Herren Kristus her vækker denne enkes søn op fra de døde og giver hende ham tilbage, efter at hun først mente, at hun havde mistet ham, og derfor græd og klagede over ham, sådan hører du her om alle kristne, selv om Gud kalder dem bort ved døden. Du mister dit kære barn, din kære ægtefælle eller en anden kær og god ven: Græd derfor ikke alt for meget, bekymr dig ikke, og bild dig heller ikke ind, at du har mistet ham. For det er vist, at han skal blive givet dig igen, forudsat at du også er en kristen og bliver ved med at være det. Vor kære Herre Jesus Kristus vil selv føre ham med sig på den yderste dag og på den måde føre jer sammen igen, så I fra da af skal blive sammen, uadskilte, i al evighed. Det er et rigtigt håb og en sikker trøst, og når du for alvor lukker den ind i dit hjerte, vil det følge af sig selv, at din sorg må forsvinde og din klage forstumme.

Og selv om det ikke er muligt, at kød og blod ikke skulle bekymre sig dybt i sådan et tilfælde – sådan som vi ser, at patriarkerne og fædrene sørgede inderligt over deres forældre, deres ægtefæller og børn – så skal dette håb dog gøre forskel på vores sorg og bekymring, vi som er kristne, og de ikke-kristnes. For de har slet intet håb og ingen trøst, eftersom de hverken har eller kender Guds ord. Og hvis de tror, at legeme og sjæl dør på samme tid, så må deres sorg og klage blive så meget desto større. For så skærer de selv alt håb af: Hvad der en gang er borte, er borte og kommer aldrig mere igen. Derfor: jo kærere nogen har været dem, jo større er sorgen. Men tror de, at der er et liv efter dette liv, så kan de være endnu mindre tilfredse. For hvad vil de bygge på? Hvad skal de håbe at få syndernes forladelse ved? Det er jo umuligt, at de ikke skulle have en ond samvittighed for deres synders skyld.

Men de kristne har et sikkert håb, og derfor er det umuligt, at de skulle gå fejl. De ved, at den, der tror på Kristus Jesus – det vil sige: den, der holder ham for en Frelser, trøster sig ved hans død og begærer syndernes forladelse af ham – han har visselig syndernes forladelse, og Gud kan ikke være vred på sådan et menneske for sin enbårne Søns skyld. For Guds befaling er ren og klar: at vi skal tro på Jesus Kristus, tage imod ham og sætte vores lid til ham. Derfor, selv om døden kommer og river sådan et menneske bort ligesom andre, så ved de kristne dog, at døden ikke kan holde ham fast, men må give ham tilbage i sin tid, på den yderste dag. Selv om kød og blod altså er bedrøvet for den døde vens skyld, så er ånden der; den ser på Guds ord og slutter: Nuvel, har jeg dig ikke mere her på jorden, så skal vi dog komme sammen igen dér. Kristus vil give den bedrøvede enke hendes søn tilbage. Derfor skal der være måde med gråden og sorgen og så videre. De kristnes gråd er altså en gråd, hvor der er et herligt håb ved siden af, som til sidst vejer tungere end sorgen, så den må forsvinde og opløses.

Derfor står og falder alt med, at vi alle griber håbet med vished og præger det fast ind i os. Så vil vi ikke bekymre os så meget om vores kære brødre og venner, der dør, og selv være så meget mere frimodige, når også vi skal af sted bagefter. Og det er sandelig kun vores egen skyld, når vi lader det håb komme ud af øjne og hjerte. For vor kære Jesus Kristus har indrettet alt, hvad han gør med sine kristne, sådan at de kan blive tilstrækkeligt forvisset om dette håb og altid have grund til at tænke på det og øve sig i det.

For det første: Se på din dåb! Hvorfor er du døbt? Hvorfor lader andre sig døbe? Hvorfor bør vi være til stede med al sømmelighed og ærbødighed, når der er dåb? Er det også en ting, man skal få penge, gods, magt eller den slags ved? Nej. Den hellige apostel Paulus siger sådan i Rom 6: «Ved I ikke, at alle vi som er blevet døbt til Kristus, blev døbt til hans død?» Det vil sige: Selv om vi må dø lige så vel som de ikke-kristne, så tjener dåben til, at den skal være os et pant, et segl og en forsikring om, at Kristus er død for os, at vi får del i hans død og skal leve med ham i evighed.

Derfor: Når du tænker på din dåb, så tænk også på dette håb. Ved du, at din gode ven var døbt, at han trøstede sig ved sin dåb og nødig ville have givet afkald på den, så hold op med at klage over ham og græde over ham. For ved sin død er han nået så vidt, at han nu får gavn af sin dåb og for alvor får del i Kristi død. Derfor har du ingen grund til at bekymre dig meget for hans skyld, men meget mere til at glæde dig. Tænk desuden på, hvordan du også selv gør dig rigtigt rede til denne salige hjemrejse: at du i ret erkendelse, tro og bekendelse befaler din ånd i Kristi hænder og ligesom længes efter at skilles fra denne verden og være hos Kristus og så videre.

Ligesom dåben nu viser os hen til dette salige håb, sådan gør også vor kære Herre Jesu Kristi nadver. For dér hører vi ikke alene denne store trøst, at Jesu Kristi legeme er givet for os, og hans blod udgydt til forladelse for vores synder – hvad der jo skulle være nok til at trøste os mod synden og den evige død; men netop det offer for vores synd, nemlig Jesu Kristi legeme og blod, bliver ved hans hellige ords kraft lagt i vores mund i brødet og vinen som mad og drikke. Sådan bliver, som også de hellige fædre har talt om det, vores dødelige legemer her på jorden ernæret til det evige liv ved en udødelig mad. Derfor er det blevet skik blandt de kristne, at syge lader sig forsyne med denne levende og evige mad og drikke, så de kan gribe håbet om det kommende liv så meget mere sikkert.

Derfor er meningen ikke den, som sakramentssværmerne bespotter, at man ikke modtager andet end brød og vin i Herrens nadver. Hvis Kristi ord og befaling ikke stod der, ville ingen modtage andet end brød og vin. Men dér står vor kære Herre Jesu Kristi ord klart. Og det er ulykkelige mennesker og skadelige forførere, der tyder disse ord anderledes. For ordet lyder sådan: Han tager brødet i sine hænder, takker og bryder det, det vil sige: deler det ud, og siger: «Tag og spis, dette er mit legeme.» Ligeså tager han bægeret, takker, giver dem det og siger: «Tag og drik alle af det; dette er den nye pagts bæger i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse.» Disse ord gør, at alle rette kristne må bekende, at de i denne nadver spiser og drikker Jesu Kristi legeme og blod – selv om munden ikke kan dømme andet, end at den spiser brød og drikker vin, og øjnene heller ikke kan se andet. Ikke med tankerne, sådan som sakramentssværmerne somme tider plejer at dække over deres vildfarelse; nej, de spiser og drikker Kristi legeme og blod sandt og væsentligt, når de spiser af dette brød og drikker af dette bæger. For sådan siger Herren Kristus selv, og ham skal og tør vi ikke gøre til en løgner.

Men som sagt tjener denne spise og drikke til, at vi bliver visse på dette håb: at vi skal leve i evighed og ikke blive i døden, eftersom vores legeme også her på jorden ikke alene er blevet bespist med forgængeligt brød, men med Kristi legeme og blod. Ved du nu, at din gode ven i dette stykke har holdt sig som en kristen, ikke foragtet denne evige, nåderige mad, men søgt den og nydt den, så vær bare tilfreds, hvad hans person angår: Han bliver ikke i døden. Kristus vil, som Paulus siger, føre ham med sig på den yderste dag og give dig ham tilbage, ligesom han her gav enken hendes søn. Sådan viser de hellige sakramenter, nemlig dåben og nadveren, os hen til dette håb, så vi skal være visse og slet ikke tvivle på det.

Ja, hele prædikeembedet er også indstiftet til, at dette håb skal øves i os og blive stærkere og vissere dag for dag. For hvorfor formaner Guds ord os til at tro på Herren Kristus og sætte vores hjerte og lid til hans lidelse og død? Hvorfor driver Guds ord os altid til at vise kærlighed, vogte os for forargelse, kæmpe mod kødet og synden og give alle et godt eksempel? Sker det ikke alt sammen, for at vi kan holde fast ved dette håb? For hvor der ingen tro er, ingen kærlighed, men forargelse og et syndigt liv, dér må man frygte Guds unåde og straf.

Men især har Skriften en meget fin måde at tale om døden og om døde mennesker på. For hvor vi efter vores sprogs art siger: Nu er han også borte, nu er han også død, han er for længst rådnet – dér siger Skriften (men kun om de kristne): Han er sovet ind. Den kalder altså ikke døden død, men en søvn. Dermed vil den vise, at selv om de kristne må dø lige så vel som de ikke-kristne, så er deres død dog en sød og liflig søvn, som de skal vækkes op af igen. For lige så umuligt det er, at et sundt menneske, der sover, ikke skulle vågne igen, lige så umuligt er det også, at en kristen skulle blive liggende i døden for altid, når han tror på Kristus, bekender ham, begærer hans hjælp og sådan er skilt fra denne verden. Kristus vil ved sit ord visselig kalde ham frem på den yderste dag ligesom enkens søn, føre ham med sig på jorden til dommen over Djævelen og alle de ugudelige og så holde ham i live i evighed.

Når nu alt dette forholder sig sådan, så slut selv, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal forholde os til de døde. Skal vi også bekymre os og græde, sådan som vi ellers gør, når en god ven bliver ramt af en særlig ulykke? Og skal vi også mene, at vi helt har mistet dem, og at vi ikke skal komme sammen mere? Aldrig i livet! For hvordan skulle det rime med det håb, vi lige har hørt om? Det er jo blevet holdt frem for os på så mange måder, at vi er sikkert forvisset om, at der ikke sker de kristne noget ondt, når de dør. Derfor skal vi uden al tvivl tro, at når de sover ind og går herfra, så er det netop deres salige time, som de hele deres liv har bedt om hver dag og sagt: «Komme dit rige; fri os fra alt ondt.» Det kan ikke ske, uden at vi tager afsked med denne verden i Jesu Kristi navn. Dér bliver vi for alvor fri for alt ondt; og til sidst følger det, at vi med alle kristne bliver vakt op ved Kristus til det evige rige. Dér skal vi komme sammen igen og finde dem, der var os kære på jorden. Ja, vi skal blive én husstand med de kære engle og de hellige patriarker, profeter og apostle og alle de udvalgte, og have al vores glæde i Gud og i den glæde takke og lovprise ham i evighed.

Tænk nu over, om vi ikke er nogle stakkels elendige mennesker, når vi lader os bekymre så voldsomt over, at en mister sin ægtefælle, sit barn, sin bror, sin søster eller en anden god og fortrolig ven. Der var højst blevet ti eller tyve år mere, hvor han kunne have levet hos dig. Over så kort en tid bekymrer du dig så dybt – og derimod vil du ikke lade dig trøste eller glæde ved, at du i stedet for så kort en tid skal bo og blive hos ham i evighed i al glæde og fryd, mens der på jorden ikke kan være andet end uro, bedrøvelse og sorg, sådan som vi daglig erfarer, især i husholdningen blandt de nærmeste og kæreste: Snart mangler det ene, snart det andet; snart bliver den ene syg, en anden kommer til skade på anden vis. Alt det er de døde fri for. De ligger i deres grav som i en blød seng, i en sød og stille søvn, og venter på, at vor Herre Kristus skal komme, banke på sengen og kalde dem frem, så de skal leve i evighed med alle gudfrygtige, med Gud og hans kære engle. Hvem vil dog sørge over sådanne mennesker? Vi skulle jo glæde os over dem og takke Gud af hjertet for, at de er kommet så nær til det, de håbede på – mens vi, der endnu er tilbage her på jorden, har så langt igen og må igennem så mange hindringer og farer, før vi når dertil.

Det skal vi lære. For det går ikke an, at vi kristne, der har dette håb så sikkert, sammen med enken i evangeliet skulle bedrøve os så voldsomt og græde så ynkeligt og så bittert. Hun tænker nok, at det er forbi med hendes søn. Det kommer af, at hun ikke ved, hvilken prægtig gæst der kommer til hende – en, der kun behøver at sige ét ord, så bliver hendes søn levende igen, frisk og rask. Havde hun vidst det eller kunnet håbe det, var tårerne nok blevet borte. Men vi ved det, og dette håb er, som I har hørt, holdt frem for os og gjort vist på så mange måder.

Derfor går det ikke an, at vi skulle græde så bittert og bekymre os så voldsomt for deres skyld, der er sovet ind i Kristus, ligesom hedningerne, der ikke har noget håb. For det er vist, at de, der er sovet ind i Kristus, ikke bliver i døden, men skal opstå igen til det evige liv. Dér skal vi komme til dem, hvis blot vi holder fast ved troen, og så leve med dem i evighed – ja, ikke alene med dem, men med de kære engle, med de hellige patriarker, profeter, apostle og alle Guds hellige.

Hvis dette håb var fast og sikkert i os, tror du så ikke, at vi ville glemme al bekymring og af hjertet længes efter, at den kære Gud snart ville komme og kalde os bort fra denne jammerdal og føre os ind i dette herlige fællesskab? Men kød og blod beholder sin art: Det evige gode dér ser det ikke, og derfor tager vi os det ikke til hjerte. Vi længes ikke efter det, og derfor sidder vi fast i det timelige med hænder og fødder. Det er vi glade for, det kan vi ikke glemme.

Derfor er det så sandelig nødvendigt, at man altid holder ved med Ordet og prædikenen og formaner ofte og meget, så vi ikke glemmer dette håb, men præger det mere og fastere ind i vores hjerter, jo længere vi lever. Så vi ikke alene holder op med at bekymre os om vores kære venner, for der sker dem intet ondt, når de dør, men også selv gerne og villigt begærer døden, så også vi kan komme til denne nåde og salighed. Det give Gud os alle for sin kære Søns, Jesu Kristi, skyld. Amen.