Sankt Andreas’ dag (Joh 1,35–42)

Dr. Martin Luthers udlægning af evangelierne på de vigtigste højtider og apostledage året igennem. Prædiken på Sankt Andreas’ dag over evangeliet Joh 1,35–42

Dagens evangelium lærer os, som I hører, hvordan Andreas kom til at kende Kristus og blev kaldet til apostelembedet. Den historie fortæller alle tre evangelister: Matthæus i Matt 4, Lukas i Luk 5 og Johannes i Joh 1, selv om det ser ud, som om de fortæller den forskelligt. For Matthæus siger, at Peter og Andreas fiskede sammen, da de blev kaldet. Lukas nævner slet ikke Andreas og fortæller kun om Peter: hvordan han fiskede, ved fiskefangsten lærte Kristus at kende og blev meget forfærdet, og at Jakob og Johannes var med. Men Johannes fortæller, at Andreas var en discipel af Johannes Døberen og stod hos Johannes dengang, da han første gang så Kristus, pegede på ham og kaldte ham Guds lam. Den prædiken bevægede ham, så han fulgte efter Herren Kristus og spurgte ham, hvor han boede, så han kunne komme til ham, høre hans prædiken og være hos ham. Og så blev han hos Kristus hele dagen; først næste dag kom han til sin bror Simon Peter, bragte også ham til Kristus, og så blev de hos ham.

Men der er ingen uoverensstemmelse i denne historie. For hos Johannes er det sikkert, at Andreas kom til Kristus før Peter. Og hos Lukas er det sikkert, at Kristus tog Peter til apostel efter fiskefangsten. Og man kan godt tro, at Andreas også var med. Da Simon og Andreas nu er brødre, har samme håndværk og begge kommer til Kristus, tager Matthæus dem sammen. For han vil ikke vise alle omstændighederne ved, hvordan de begge kom til dette kald, så nøje, som Lukas og Johannes gør: Lukas med Peter, Johannes og Jakob, og Johannes med Andreas. Det være nok om historien, så ingen skal tage anstød af den, som om evangelisterne var uenige.

Men her skal vi først se på den hellige Andreas’ eksempel. Han er fisker og har uden tvivl kone og børn ligesom sin bror Peter, som evangeliet vidner om havde en svigermor. Derfor lå husets sorger ham på halsen: hvordan han skulle forsørge kone og børn. Men det tager han sig ikke så hårdt af. Da Johannes Døberen træder frem, prædiker omvendelse og døber til syndernes forladelse, så møder også denne fisker Andreas op, hører prædikenen og lader sig døbe. Det eksempel, siger jeg, skal vi lægge os godt på sinde og se, hvad godt han fik ud af det.

Havde Andreas gjort som de, der kun tænker på føden og knap nok tager sig tid til at spise og sove – for ikke at tale om at gå i kirke og til prædiken; det har de slet ikke tid til – så havde han måske haft et bedre forråd i huset og mere gods; men aldrig var han kommet så vidt, at han lærte Kristus at kende og blev sådan en fremragende mand i Guds rige. Men han stoler på Gud for føden og lader sig nøje med lidt; og hans højeste og største omsorg er at komme ind i Guds rige; det søger han først. Mens de andre passer deres fiskeri og ikke tænker på prædikenen, går han hen til Johannes og hører, hvordan han formaner til omvendelse og trøster med den Kristus, der skal komme. Og af den flid og gudfrygtighed har han det store gode, at han ikke alene ser Kristus, som Johannes viser ham; men Kristus tager imod ham, holder ham hos sig og betror ham prædikeembedet, så han fra nu af skal være menneskefisker, som Matthæus og Lukas siger.

Derfor skal vi følge dette eksempel, holde os flittigt til Guds ord og bekymre os mere om det end om føden og andet. For vi kan også få mere og bedre gavn af det. Med penge og gods kommer man ikke længere end til, at de tjener bugen, så længe den er rask og kan tage sin mad til sig. Men når sygdommen kommer, eller mennesket må dø, så er penge og gods os lige så lidt til nytte som skår og sten på gaden. Men Guds ord er en evig skat; ved den kommer vi til nåde og evigt liv og bliver fri for synd, død og helvede.

Derfor er det en grufuld blindhed hos folk, at de agter Ordet så ringe og bryder sig mere om deres næringsvej, hvor ringe den end er, end om denne høje, store skat. Ligesom den hellige Andreas fik meget stor gavn af sin gudfrygtige flid, fordi han holdt sig så trofast til Ordet, sådan må de andre, hos hvem den flid ikke findes, bøde hårdt for deres foragt for Guds ord og blive ulykkelige mennesker både her og hisset. For her lader penge og gods, bekymringer og daglige sorger dem ingen ro, hverken dag eller nat; og når døden kommer, opdager de, at penge og gods ikke hjælper dem; og noget andet at trøste sig ved har de ikke.

Derfor er det højst nødvendigt, at vi giver godt agt på dette eksempel. En fiskers næringsvej er ringe og møjsommelig, især sådan som den var hos jøderne, der ikke spiste alle slags fisk og i forvejen levede meget nøjsomt; så den kære Andreas har nok ikke haft noget til overs. Men trods det har han ikke alene navn af at være fisker; han kaldes også «Johannes’ discipel», det vil sige hans prædikenbarn, hans tilhører. Og han lader sig ikke alene finde i sit hus, hvor han binder eller bøder net; han ligger ikke alene ude på vandet og fisker. Hos Johannes er han, og der bliver han og hører hans prædiken; og så snart han hører ordet om Jesus: «Se, det er Guds lam», følger han straks efter Jesus. Og da Jesus spørger ham og hans kammerat, hvad de søger, kalder han ham «Rabbi, mester», det vil sige: han vil høre ham og være hans discipel, og derfor spørger han, hvor han kan finde ham, hvor han bor. Det skal vi også gøre.

Den kære Johannes Døberens røst lyder endnu i dag, når han vidner om jomfru Marias søn, Herren Jesus, at han er Guds lam, det vil sige: Gud, den evige Fader, har sendt sin Søn Jesus Kristus til jorden, for at han skal være et offer og ved sin død gøre fyldest for hele verdens synd og forsone Gud. Ved denne røst ser man også Johannes’ hellige finger: den peger alene på dette Guds lam – og ikke, som paven med Djævelens finger, på munkevæsen, egne gerninger og helgenernes fortjeneste.

Derfor kommer det an på, at vi ikke lader vores næringsvej og arbejde hindre os, men sammen med den kære Andreas følger denne røst og hellige finger, tager Kristus til mester og flittigt hører hans ord og tror det. Så skal det gå os, som vi tror. Tror vi, at vi ved Kristus, Guds lam, har syndernes forladelse, Guds gunst og nåde og evigt liv, så skal synden ikke skade os; Gud vil elske os og være os nådig, og hverken død eller helvede skal kunne holde på os. Det er det første stykke af dagens historie.

Det andet stykke handler om prædikeembedet: hvad det er, og hvordan vor kære Herre Kristus har båret sig ad med det; for det er også særlig vigtigt at have sikker besked om det. Hos jøderne, dengang loven endnu var i kraft, var ordningen den, at ikke hvem som helst var skikket til tjenesten ved helligdommen. For ypperstepræsterne og tjenerne ved helligdommen skulle være af Levis stamme; ellers turde ingen påtage sig præsteembedet og tjenesten ved helligdommen. Der er jo mange eksempler i Skriften på, at Gud straffede dem, der ofrede, brændte røgelse og rørte ved de hellige kar, når de ikke var af den stamme eller ikke havde embedet og befalingen. Derfor ordnede Gud det sådan: Ligesom de, der tjente ved helligdommen, var særlige folk, sådan skulle de også have særlig pynt og særlige klæder; og der hørte også særlige ceremonier til, når man betroede dem embedet: man skulle bade dem, salve dem med en særlig olie og gøre mere af den slags, som du finder i 2 Mos 29. Det skulle man holde strengt og ikke omgås letsindigt, og heller ikke regne for et fastelavnsspil. For dér stod Guds udtrykkelige befaling; han havde budt det, og ingen turde ændre det.

Det eksempel har paven med sine fladbrødsindviere efterabet og i Det Nye Testamente indrettet en særlig fest med præsterne: man skal klippe dem, salve dem med olie og give dem kalk, nøgler, bøger og andet i hænderne. Han har også indviet kalke og andre kar og befalet, at man skal bære særlige klæder i kirken, nogenlunde som han mente, at jødernes præster og levitter havde båret. Derfor har nogle af disse klæder endnu navnet og hedder levitkjoler. Det holder paven meget strengt på, og under dødssynd forbyder han en, der ikke er præsteviet, at røre ved en kalk. Men spørger du ham, hvorfor han har indrettet det sådan, svarer han dig: Når præstedømmet i Det Gamle Testamente blev holdt i så stor ære og herlighed, så er det jo rimeligt, at præstedømmet i Det Nye Testamente ikke holdes i mindre ære og herlighed. For dér havde præsterne og levitterne med køer og får at gøre; i Det Nye Testamente har de med Kristi legeme og blod at gøre osv. Det er pavens tro og hellighed, det hele: den står ikke (som hin) i loven, på Guds befaling og ord, men på menneskers forgodtbefindende.

Det kan den, der ikke ved bedre, holde meget af; men en kristen holder mindre end intet af alt det, der er foretaget uden Guds ord og vilje; ja, han holder det for en vildfarelse og skadelig djævelsgift, når man vil rose det som en gudstjeneste, sådan som paven plejer med sit abespil. For ligesom den kristne kirke kun kender ét eneste offer og tror, at verdens synd ved det er taget bort og betalt, sådan ved og tror den også, at der kun er én eneste præst: den evige Guds Søn, født af Maria, Kristus Jesus. Den tro viser Guds ord. For navnet præst (på græsk hiereus) betyder en, der ofrer for synden (og forsoner Gud), og det navn tillægges i Det Nye Testamente intet menneske, men alene den ene sande præst, Jesus Kristus. Kirkens tjenere har derimod andre navne og hedder apostle, evangelister, biskopper, presbytere, hyrder osv. De navne har de ikke for ofringens skyld, men for prædikenens skyld og for de andre tjenester, som skal opretholdes i kirken.

Derfor tilhører navnet offer og præst ikke paven og hans præster, men Guds eneste Søn. Men den, der som paven laver andre ofre og præster, er en antikrist og hører ikke hjemme i Guds kirke, som kun kender og tror ét eneste offer og én eneste præst, som sagt.

Men selv om Kristus er den eneste præst, har kirken dog andre tjenere, som Paulus nævner dem i Ef 4,11: «apostle, profeter, evangelister, hyrder, lærere», og andre steder i sine breve kalder han dem «biskopper, presbytere». Det ord har vi beholdt, og vi siger «præst». Men egentlig betyder det gamle, agtværdige folk, som har et offentligt godt vidnesbyrd for deres liv og vandel. For til et sådant embede hører ikke unge, uerfarne, vægelsindede og ustadige folk; der skal alder og fasthed til.

Lad os nu her se, hvordan Kristus har båret sig ad med dette, da han tager apostlene til sig, og siden hvordan apostlene og den første kirke gjorde, da de indsatte kirkens tjenere. Så kan vi fint dømme om, hvad grund paven har for sin præstevielse, og om han følger Kristus og hans apostle. Først har vi de tolv apostles vidnesbyrd for øje, og det kan ingen pavelig nægte. Matthæus sidder ved toldboden og passer sin pengeindkrævning. Jesus siger til ham: «Rejs dig, følg mig.» Med det ord gør han ham til apostel; for han gør jo bagefter ikke mere end at sende ham ud for at prædike Guds rige. Sådan har Peter, Johannes og Jakob fisket hele natten uden at fange noget; de sidder og bøder deres net, og der er ikke én af dem, der tænker på at blive prædikant. Men da Kristus kommer og siger til dem: «Følg mig, jeg vil gøre jer til menneskefiskere», så bliver de fra fiskere til prædikanter, og det meget store prædikanter, som ikke alene prædiker med ord, men også med mægtige undertegn. Sådan bar Kristus sig ad, mens han var på jorden, da prædikeembedet endnu var lukket inde og kun gik blandt jøderne; men da apostlene skulle ud blandt hedningerne, gjorde Helligånden dem til rigtige prædikanter, så de kunne tale alle slags tungemål og udbredte Kristi navn blandt alle folk.

Sådan gjorde apostlene også. Da Judas forræderens plads skulle besættes, gjorde de ikke mere end at stille Barnabas [ifølge ApG 1,23 var det Josef Barsabbas] og Matthias frem og bede til Gud, at han ville vise dem, hvem af dem der var bedst skikket til dette embede. Da de nu så Guds vilje i loddet, lod de det blive ved det; de hverken salvede, smurte eller klippede Matthias, som paven gør med sine præster – skønt de begge forud havde været i prædikeembedet. For Herren havde foruden de tolv apostle endnu tooghalvfjerds andre disciple.

Af den hellige Paulus’ skrifter er det klart, at han lærer Timotheus og Titus, at de, før de vælger nogen til prædikeembedet eller til kirkens embede, først skal se på liv og lære: at læren er ren og sund, livet uden anstød, og personen dygtig til at undervise. Hvor de fandt det hos nogen, af hvilken stand og kår han så end var, ham indsatte de som kirkens tjener; og de gjorde ikke mere end at kalde de ældste (det vil sige andre af kirkens tjenere) sammen og lægge hænderne på ham. Det var alle ceremonierne.

Men denne håndspålæggelse var ikke alene et offentligt tegn på, at prædikeembedet var betroet ham; man bad også om, at Gud ved sin Helligånd ville oplyse, styre og lede den udvalgte person til gavn for den kristne kirke. Den bøn var ikke forgæves. For ved denne håndspålæggelse og bøn kom Helligånden undertiden synligt over de indsatte tjenere, som i ApG 19. Og Paulus nævner to gange om Timotheus, at han ved denne håndspålæggelse havde fået Helligåndens gave, 1 Tim 4,14: «Forsøm ikke den nådegave i dig, som blev givet dig ved profeti og under håndspålæggelse af de ældste.» Og 2 Tim 1,6: «Lad den Guds nådegave flamme op, som er i dig ved min håndspålæggelse.»

Efter denne skik har man også holdt det i kirken: Når der ikke var fundet nogen mangel ved lære og liv, kaldte man sådanne skikkede personer til kirkens tjeneste, og bagefter blev embedet betroet dem offentligt i kirken med håndspålæggelse af nogle biskopper og sognepræster, som boede nærmest.

Sådan læser man om den hellige Ambrosius: Han var øvrighedsperson i et verdsligt embede i Milano; og hvad mere er, han var endnu ikke døbt, skønt han holdt sig til de kristne og gerne hørte Guds ord. Men uanset alt det blev han, fordi han førte en hæderlig vandel og havde god forstand på den kristne lære, valgt til biskop mod sin vilje og lod sig døbe. Med Augustin i Hippo i Afrika gik det også sådan. Dér hører man ikke et ord om klipperi, smøreri og andet gøgl, som paven driver med sine biskopper og præster. Men det går netop, som det skal. For da paven laver en slags præster, som der ikke før har været i kirken – præster, der skal ofre Kristus for andre folks synder og korsfæste ham på ny – må han også bruge en særlig fremgangsmåde, som der ikke før har været i kirken.

Men de kristne skal vide, at til en af kirkens tjenere – biskop, sognepræst, kapellan, eller hvad man nu vil kalde dem – hører der ikke mere end dette: først at han fører en vandel uden anstød, har god forstand på den kristne lære og kan fremføre den klart og fint. Hvor det er til stede, behøves der ikke mere, end at sådanne personer kaldes af øvrigheden, og at prædikeembedet og den øvrige tjeneste i kirken offentligt betros dem. Dertil kan man bruge håndspålæggelse og bede samtidig. Og der er ingen tvivl om, at den bøn ikke går af uden frugt, selv om Helligånden ikke længere kommer synligt; den udretter det, den sker for, efter Kristi løfte: «Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, hvad de så beder Faderen om, det vil han give dem.»

Sådan skal de kristne indvie deres kirkes tjenere; så følger de apostlenes og den første kirkes eksempel, og de skal slet ikke spørge efter pavens abespil. Han salver sine præster, og Kristus har ikke befalet ham det. Han klipper dem; men Kristus har ikke befalet det. Han ordinerer dem til at ofre Kristus og ved det offer at erhverve syndernes forladelse for sig selv og andre; det har Kristus heller ikke befalet ham, men det er helt og aldeles imod Skriften. Til sidst, for at der dog slet intet godt skal være ved pavens præster, forbyder han dem ægteskabet, så de må love kyskhed – skønt hele verden ved, hvordan de holder den. Men hvem ville ønske sig sådanne kirkens tjenere? Især fordi de pavelige biskopper allesammen kun antager de præster, de vier, på den betingelse, at de holder fast ved den gamle afgudsdyrkelse, forsvarer åbenlyse vildfarelser og ikke prædiker Guds ord. Derfor har vi god grund til – eftersom de efter deres embede ikke vil give os rette kirkens tjenere – ikke at spørge efter deres abe- og præstegøgl, men selv at ordinere og vælge os kirkens tjenere, sådan som Kristus valgte og ordinerede apostlene, og som alle rette kirker har valgt og ordineret dem. Dermed gør man Gud en særlig tjeneste; men Djævelen ærgrer sig over det. Det skal vi ikke bryde os om.

Men hvad skal et sådant kirkeembede tjene til? Det viser Kristus fint i Matt 4,19 og Luk 5,10, hvor han siger: «Følg mig, jeg vil gøre jer til menneskefiskere.» Læg godt mærke til de ord. Han siger ikke, at deres embede eller stand skal være at ofre Kristus og ved den gerning fortjene syndernes forladelse for andre, levende og døde, sådan som de pavelige siger om deres messe; men «mennesker» skal de «fange», det vil sige føre dem fra synden og Djævelens rige ind i Guds rige og til det evige liv. Hvormed sker det så? Den, der vil fange fisk, må have garn eller net. Men hvormed fanger man mennesker? Dertil hører også et net (som Herren taler om i Matt 13,47): det hellige evangelium. For vi mennesker er ligesom fisk i det vilde, vide hav, hvor menneskene lever og farer omkring uden at kende Gud og lyde ham, frit og trygt, og som det lyster dem selv; hvor heller ingen agter på den anden eller tjener ham i kærlighed, men den ene snarere æder den anden, og hvor der ikke er andet end fare og uro iblandt dem. Men især er der i dette hav den store Livjatan, Djævelen. Han boltrer sig, hersker og rumsterer blandt folk, plager og æder dem (som de stakkels fisk), hvordan og når han vil. Den jammer og elendighed vil vor kære Herre Kristus råde bod på ved apostlene, og han giver dem garnet i hånden, sit kære evangelium, hvori omvendelse og syndernes forladelse prædikes i Kristi navn, så den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst. Det ord hører de stakkels syndere og tager imod det med glæde; og så bliver de fanget ud af Djævelens vide hav og ind i vor Herre Guds hyttefad og har ved troen på Kristus syndernes forladelse og det evige liv.

Til denne tro tjener ikke alene Ordet, men også de hellige sakramenter, som Kristus har betroet sin kirke som en særlig skat og efterladt sig. For i disse to står hele kirkens embede. Og ligesom Ordet viser os hen til Kristus: at han er død for os, med sin død har betalt for vore synder og derved frelst os fra den evige død og Djævelens tyranni, sådan hører du i dåben, at Kristi død gælder dig, og at du skal trøste dig ved den, tage den til dig og håbe på frelsen. Sådan hører du også i Herrens nadver, at Kristi legeme (som du dér modtager med brødet, efter Kristi ord) er givet for dig, og at hans blod (som du drikker i vinen, efter Jesu Kristi ord) er udgydt til forladelse for dine synder. Sådan bliver vi fanget ud af Djævelens rige ved Ordet og de hellige sakramenter, så vi skal være under Guds nåde og ved Kristus beholde håbet om det evige liv.

Derfor er Djævelen dette net fjendsk ud over al måde. Kan han, så river han et hul i det, så fiskene i flokkevis farer ud igen; det vil sige: han forfalsker læren og sender sekter og kættere, som ikke fører Ordet ret. Det går ikke af uden skade, som vi ser. Eller hvor han ikke kan få noget fra læren, giver han sig i kast med fiskerne for at se, om han kan hindre dem i dette arbejde, gøre dem sløve og uvirksomme eller lede dem over i noget andet. Som vi ser i pavedømmet: Dér har den onde fjende sat begge dele i værk, så paven og hans prædikanter ikke tænker på, hvordan de ved den rette lære kan fange menneskene fra Djævelen til det evige liv; men al deres fiskeri går ud på at skaffe sig land og folk, penge og gods, ære og magt. Og hvor de skulle fange folk med Ordet, har de andre net, nemlig munkevæsen, egne gerninger, aflad, messehold osv.

Derfor kan man kalde paven og alle hans prædikanter for slette fiskere, der går til netop det arbejde, som Herren her har betroet Andreas og Peter, ligesom en, der ville fiske med en tallerkenkurv: han ville ikke fange meget; ja, enhver burde med rette le ad sådan et tåbeligt forehavende. Men paven vil ikke have, at man ler ad det; han vil tværtimod overtale hele verden til at tro, at han er en rigtig fisker og forstår sit håndværk. Men her står det: Den, der vil være en rigtig fisker, må have nettet, det vil sige alene prædikenen af det hellige evangelium. Det net vil paven ikke tåle; han forfølger og spotter det, som om det ikke duede til at fange fisk med, og kommer travende med en gammel tallerkenkurv – med egen hellighed, med munkevæsen, løfter og andet; dermed vil han, at alle skal fiske og lade sig fange.

Derfor kan og skal vi takke Gud af hjertet for, at han har givet os rette fiskere, som har det rette garn i hænderne, det, Kristus taler om i Luk 24,47: «at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse». Med det garn bliver vi fanget ud af Djævelens og syndens rige og sat ind i Guds rige, som er et rige af nåde og liv. Og så kommer det kun an på, at vi bliver i dette garn og ikke hopper ud af det igen, sådan som man desværre alt for ofte ser det ske. For Gud tilbyder os alle sin nåde, han lader os alle komme til den salige dåb, lader sit ord prædike for os og vil ikke lukke nogen ude.

Men hvad gør vi? Vi lader verden være os kærere end Guds rige. Den ene hænger ved gerrigheden, og al hans tanke og stræben går kun ud på at vinde penge og gods. Den anden holder af utugt, fråser og drikker og gør, hvad der lyster ham; og sådan videre med andre synder. Sådan springer de med vilje ud af dette nådens garn og ind i Djævelens rige og fordømmelsen. Som Sankt Paulus siger i 1 Kor 6,9–10: «Lad jer ikke bedrage; hverken de griske eller de fordrukne eller spotterne eller røverne skal arve Guds rige.»

Derfor skal enhver give godt agt på sig selv og se til, at når Gud ved evangeliet har ladet ham fange til sit rige, så bliver han derinde og ikke falder ud igen ved forsætlige synder. Men er et fald sket, skal man dog ikke blive liggende, men ved omvendelse og ret tillid til Guds godhed rejse sig igen og svømme tilbage til dette net. For den, der bliver i dette net, bliver frelst; den, der ikke bliver i det, bliver fordømt. Gud, al nådes Fader, som har ladet os komme til denne salige fiskefangst, han bevare os nådigt i denne nåde til enden ved sin Helligånd for Kristi skyld. Amen, amen.