27. søndag efter trinitatis (Matt 5,1–12)

Prædiken på 27. søndag efter trinitatis over evangeliet Matt 5,1–12

Dette evangelium prædikede man i pavedømmet på allehelgensdag. Og det var ikke ilde ment – hvis man bare havde forstået det ret og tydet det på de levende helgener, det vil sige på de rette kristne her på jorden.

Summen af dette evangelium er denne: Vor kære Herre Kristus tegner her et billede for os af, hvad slags disciple han har, hvordan det skal gå dem i verden, og hvad de skal håbe på. Den lære hører ikke de døde helgener til, men os alle, som endnu lever her på jorden og stadig har det salige håb om det evige liv foran os. Af den skal vi lære, hvordan vi skal forholde os, hvad vi skal være forberedt på, og hvad vi skal trøste os ved.

For vi må især lægge mærke til det lille ord, som evangelisten nævner: at hans disciple satte sig hos Herren Jesus, og at han talte med dem. Sådan som Lukas særligt fortæller: «Herren Jesus løftede sine øjne op mod sine disciple og sagde: Salige er I fattige osv.» Derfor skal den, der hører dette evangelium, lære her – hvis han vil være Kristi discipel – hvordan det må være fat med ham, hvordan han skal forholde sig, og hvad han skal trøste sig ved.

Men Matthæus samler det i otte forskellige kendetegn, som skal findes hos alle kristne, hvis de vil være rette kristne eller Kristi disciple.

Det første kendetegn er:

«Salige er de, som er fattige i ånden, for Himlenes rige er deres.»

Her må vi for det første ikke lade os forvirre af, at Lukas blot siger: «Salige er I fattige», mens Matthæus tilføjer: «I, som er fattige i ånden». For i meningen falder det dog sammen, og det er netop det samme, som Kristus siger i Matt 11,5: «Evangeliet forkyndes for fattige.» Og Paulus i 1 Kor 1,27–29: «Gud udvalgte det tåbelige i verden for at bringe skam over de vise, og Gud udvalgte det svage i verden og det ringeagtede for at bringe skam over det stærke. Og det ringe i verden og det ringeagtede udvalgte Gud, det, som ikke er noget, for at gøre det, som er noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig over for Gud.» Sådan siger Kristus også i lignelsen om Himlenes rige: De, der har marker og okser, og de, der har viklet sig ind i husets sorger, vil ikke komme til måltidet. Men de fattige, de vanføre, de lamme og de blinde, som findes på byens gader og stræder, de kommer. Og de, der ligger ude på landevejene og ved gærderne, kommer også, når de bliver nødt til at komme til gæstebudet.

For evangeliet er en sådan prædiken, at rige, verdensvise og mægtige folk synes, de har grund til at lade det ligge; for de har nok i forvejen. Og fordi evangeliet bringer korset og al slags fare med sig, har de ikke i sinde at sætte deres eget på spil for en sådan prædikens skyld. Den lille fattige flok derimod, som ellers ingen trøst har på jorden, som er elendig, forladt, foragtet, plaget og besværet, bliver glad, når den hører i evangeliet, at den har en nådig Gud i himlen, selv om den ellers intet har. Det er de «fattige», som Lukas taler om.

Men alligevel erfarer man, at der også blandt de fattige er mange gudløse, onde slubberter. Det går dem dårligt, fordi de er uartige, ikke agter Guds ord og fører et letsindigt og forargeligt liv; derfor kommer de aldrig nogen sinde på den grønne gren. Til gengæld finder man velhavende, rige folk, som er gode kristne, gerne hører Guds ord, fører et gudfrygtigt liv og gør meget godt mod fattige folk. Derfor nøjes Herren ikke med at sige: Salige er I fattige, men tilføjer: «Salige er de, som er fattige i ånden eller åndeligt fattige; for deres er visselig», som Kristus siger her med rene ord, «Himlenes rige».

Men hvad er så denne «åndelige fattigdom»? Det kan vi lære meget fint af det modsatte og af verdens eksempel. Verden lever sådan derudad, at enhver må tro, at den er meget rig i ånden. For der er den største sikkerhed, som om den ikke behøvede at frygte for nogen, skønt den lever i al slags synd og skam. Sådan ser man det med farisæerne i evangeliet: Johannes og Kristus lå ikke i totterne på dem af nogen anden grund, end at de bildte sig ind, at de var retfærdige, at de havde en nådig Gud og sad i skødet på ham osv. Sådanne folk er «rige i ånden», det vil sige: De bilder sig ind, at de har nok af alt og ikke har brug for nåden. Derfor er de ved godt mod, tager sig intet til hjerte og lever, som om de havde brev og segl på, at de var helt og holdent tilfredse med Gud og Gud omvendt med dem. Derfor bilder de sig ind, at de er salige folk. Men i virkeligheden er de aldeles usalige folk, som aldrig nogen sinde kommer ind i Himlenes rige, hvis de ikke omvender sig.

Men de, der hører hjemme i himlen, siger Herren, er de, som er «åndeligt fattige», det vil sige: de, der ikke er sikre, som har Gud for øje og ikke lever ud i den blå luft som verden, men giver agt på, hvad de gør og lader være. De holder det op mod Ordet og ser, hvor fordærvet naturen er blevet af synden, så den ingen steder vil følge med i den rette lydighed. Før vi får set os om, ligger vi i vrede, had, misundelse, utålmodighed og al slags åndelig jammer. Når så straffen kommer oveni – og den udebliver ikke – så begynder det for alvor: Man klager, ængster sig og bekymrer sig og ville så gerne have en nådig Gud og være fri for både synden og straffen. Et sådant hjerte, som hverken dag eller nat har ro for sine synders og Guds kommende doms skyld, kaldes en fattig ånd eller et åndeligt fattigt hjerte. Der er ikke megen glæde og latter ved det. Derfor dømmer verden det til at være en ond og usalig ting. Omvendt holder den det for en salig ting, hvor der ingen sådan angst og anfægtelse er, hvor mens soluta curis er [sindet er fri for bekymringer].

Men Kristus siger: Mine disciple vil være sådanne folk, der har et forsagt, svagt og ængsteligt hjerte. De ser godt, hvad de burde gøre; men det vil ikke følge med, og hver dag, ja næsten hver time og hvert øjeblik dukker der en ny ulykke op, så Djævelen fælder dem snart her, snart der. Det skader ikke, siger Herren. Lad bare verden være sikker og gå omkring, som om den aldrig havde gjort vandet grumset. Men I, mine kristne, går omkring med den tanke, at I er de største syndere. Vel jer, I er på den rette vej til himlen! For den, der kender sin synd, begærer nåde; den, der frygter døden og helvede, bliver glad for livet og himlen. Derfor er I salige folk; men de andre, som lever så sikkert derudad, er usalige. At være «fattig i ånden» er altså ikke andet end at have et sønderknust og ængstet hjerte og en sønderknust og ængstet ånd for synden og den medfødte svagheds skyld. Dér vil Gud bo, som Esajas siger; det vil sige: Med sin nåde vil han trøste og ikke lade dem fortvivle i sådan angst, men lade Herren Kristus lyse ind i sådanne hjerter ved sit hellige evangelium, så de skal have trøst og glæde og arve Himlenes rige.

Det er nu det første kendetegn på de kristne eller Kristi rette disciple: at de er «fattige i ånden», det vil sige: De lever i gudsfrygt, er ikke sikre og gerne vil være retskafne – og ser dog, at Djævelen og kødet altid ligger dem i vejen. Det gør dem forsagte, forskrækkede og modløse. Lad jer ikke forskrække af det, siger Kristus. I synes nok, at I er usalige folk, I som dag og nat må bære sådan jammer og kummer i jeres hjerte; men tro mig: «Salige er I, jeres er Himlenes rige.» De andre derimod må ned i helvede til Djævelen, de, som lever i al sikkerhed som kvæget og nødigt tænker en eneste gang på, hvordan de står sig med Gud, og hvordan de på den yderste dag skal kunne aflægge regnskab for deres liv, for hvad de har gjort og ladet være. Derfor er det ikke et dårligt tegn, når du står i gudsfrygt, kender din synd, gerne ville være retskaffen og er bekymret over din synd og ulydighed. Ja, salig er du! Vogt dig derfor for at tænke anderledes. For her står det, at Kristi disciple er sådanne folk, som er fattige i ånden, det vil sige: som har ængstede, bekymrede hjerter for deres synds skyld. Hele verden derimod, som går frit og sikkert igennem uden at bekymre sig om noget, skønt den er druknet midt i synder, er usalige folk. Det er den første trøst og det første kendetegn på Kristi disciple.

Det andet kendetegn er:

«Salige er de, som bærer sorg, for de skal trøstes.»

«At bære sorg» betyder her ikke det, vi almindeligvis bruger det om: at man klæder sig i sort, når en kær ven, hustru, barn osv. er død fra os. Nej, det betyder at være bedrøvet, at græde, at være ilde til mode og have det skidt på grund af en særlig ulykke, der rammer samvittigheden, legemet, ejendelene, hustru, børn, tjenestefolk og andet. For sådan tyder Lukas det klart: «Salige er I, som græder her, for I skal le.»

Det er nu det andet kendetegn på de kristne: at de ikke alene har et forskrækket, forsagt hjerte, men også våde øjne, fordi al slags ulykke møder dem. For når både Djævelen og verden er så bitre fjender af de kristne, er det ikke muligt, at et sådant fjendskab kan gå af uden at gøre skade. Her skyder Djævelen løs med pest og andre sygdomme, dér med ild, med vand og al slags plager eller anfægtelse. Her hidser han onde mennesker op, så de også gør dem fortræd på liv og gods. Kort sagt: Ingen kan regne op, hvor megen ulykke Djævelen og de onde mennesker volder de kristne. Nu er de jo mennesker og har kød og blod; derfor er det ikke muligt, at de skulle le ad det. Man plager, presser og driver dem så længe, at øjnene løber over på dem. For hvad enten skaden rammer legemet eller ejendelene, så gør det ondt; kødet slipper ikke sin natur.

Her dømmer verden atter, at de kristne er usalige folk, fordi de sådan må lide og lade sig pine. Omvendt holder verden dem for salige folk, som slet ingen modgang har, som er stærke og har et sundt legeme, som det går godt for med udkommet, som finder overflod overalt og har glæde af hustru, børn og tjenestefolk, sådan som det står i Sl 144. Sådan kan verden lide det, sådan vil den også have det, og den stræber af al magt efter det, så den kan hjælpe sig selv, hvis det skulle gå anderledes.

Men hvad siger Kristus? For det første er det afgjort: Kristi rette disciple vil ikke være folk, der altid ler. Der vil ske så megen ulykke, at øjnene vil løbe over på dem – det er afgjort. Derfor må den, der vil være kristen, villigt give sig ind i sådan fare. Men den, der vil have gode dage, altid le og være glad og ikke vil græde, han skal bare holde op i tide med at være kristen. For kristne skal græde.

Men vogt dig med al flid for at holde de kristne for usalige folk, fordi de bærer sorg. Hør hellere, hvad Kristus mener om dem, når han siger: «Salige er de, som græder og bærer sorg.» Hvordan kan det gå til? For hvor det går dårligt, hvor man græder og klager, der kan der jo ingen salighed være. Salighed betyder glæde; men hvor man græder, er der ikke andet end sorg. Det er sandt, siger Kristus, men kun for en tid. For med mine kristne skal det være sådan: Græder de her og er bedrøvede og sørgmodige, så skal det ikke blive ved længe; de skal blive trøstet igen. Derfor duer det ikke at se på det, der er nu. Den, der vil dømme ret om kristne og ikke-kristne, skal se på det, der kommer. Dér lyder det sådan: Verden har glæde; men det er ikke alene en kort, ringe glæde, som hurtigt kan forsvinde – nej, efter sådan en glæde følger der oven i købet en evig sorg. Hvad vil du nu dømme om verden? Vil du holde den for salig for dens latters og korte dans skyld? Nej, sandelig ikke! De kristne derimod bærer sorg, de græder, det går dem dårligt; men se på det, der kommer, så lyder det: «Salige er de, for de skal trøstes.» Sådan som vi ser det med Lazarus og den rige mand. Hele verden holdt den rige mand for et saligt menneske; for der var nok af alt, og han havde, hvad hans hjerte begærede. Men hvor længe varede det? Da han døde, fulgte der efter sådan latter og glæde en evig gråd og sorg. Lazarus derimod fik det onde her, som Abraham siger; det gik ham meget dårligt. Men bagefter blev han trøstet i evighed.

Sådan burde vi indrette vores dom: ikke efter det, der er nu, men efter det, der kommer. Så ville korset og lidelsen blive ringe for os. Vi ville heller ikke regne os selv for usalige folk, fordi vi må lide megen trængsel og ulykke her. Nej, som Kristus siger her, ville vi holde os for salige folk, ja takke ham for, at han så faderligt hjemsøger os og ved timelig ulykke giver os anledning til at tænke på den kommende og evige trøst. De andre derimod, som har nok af alt her og ingen modgang har, glemmer den evige trøst og er rigtig usalige folk med al den ære og alt det gods, de har. Det er det andet kendetegn på Kristi disciple: at de ikke alene bærer sorg og græder for syndens, Guds vredes og doms skyld, men også har våde øjne for al slags legemlig ulykke og modgang. På disse to kendetegn kan man godt kende de kristne.

Så følger det tredje kendetegn:

«Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.»

Herren har meget fint og præcist samlet, hvordan det står til med rette kristne, hvordan det går dem, og hvordan de skal trøste sig. Verden gør det også: Når det går den dårligt, kan den ikke lade være; øjnene løber over på den, og den har det skidt. Men kig ind under venstre bryst, og se, hvad for tanker du finder dér. Dér vil du finde en gråd, som ikke er andet end ren ondskab og vredesgråd. Den kommer ikke af, at skaden gør så ondt, men af, at verden ikke kan hævne sig og køle sin vrede, sådan som den gerne ville. Et sådant vredt, hævngerrigt hjerte, siger Kristus her, vil du ikke finde hos mine disciple. De græder som gode små børn, alene fordi deres skade gør ondt. Men til gengæld har de et sagtmodigt hjerte; de tænker ikke på at hævne sig, de overlader det til Gud og lader det gå sådan hen. Fordi Gud tillader det, vil de gerne lide det, til han skaffer råd og hjælp.

Men hvad følger der, hvor der er et sådant hjerte? Dette: «at de skal arve jorden», det vil sige: Fordi de overlader al hævn til Gud, vil Gud værne og beskytte dem og stille sig sådan ved deres side med sin velsignelse, at de gudløses hovmod og overmod ikke skal skade dem. Det ser man af eksemplerne. Den retskafne Josef blev hårdt plaget af sine brødre; alle deres planer gik ud på at trykke ham ned, så han ikke skulle komme op. Hvad gjorde det gode barn? Han kunne ikke og ville heller ikke hævne sig; han overlod det til Gud og led med al tålmodighed, hvad Gud havde lagt på ham at lide. Så greb Gud ind og ophøjede ham, så han blev herre over alle sine brødre, og Gud indsatte ham i en rig og stor arv. Det var ikke sket, hvis han ikke havde lidt sådan modstand fra sine brødre. Sådan blev også Israels folk i Egypten hårdt plaget og trykket af tyrannen Farao, som tænkte at kue dem sådan, at de aldrig mere skulle komme op. Men Farao og Egypten måtte ned; det fattige, undertrykte folk, som overlod hævnen til Gud, måtte frem og jage hedningerne ud af landet og tage jorden i besiddelse.

Sådan trøster Herren også her: I, mine disciple, må lade jer trykke ned i verden; men vogt jer for at blive forbitrede. Bevar et sagtmodigt hjerte, og overlad hævnen til mig. Så skal det gå sådan til, at jeres fjender, som vil kue jer, må gå til grunde; men I skal blive mine arvinger og herrer i landet.

Til den trøst skulle vi holde os og ikke være så bange for tyrannerne, som vil tage liv og lemmer, gods og alting fra os. De skal nok lade være, når vi bare ser hen til Gud. Han kan redde og beskytte os. Men de skal ned; for de er usalige folk.

Lær her og tænk over, hvor jammerlig og skadelig en ting et hævngerrigt hjerte er. For hvis du ellers på den måde overgav din sag til Gud i tålmodighed, ville Gud redde og beskytte dig og ordne din sag på det allerbedste. Men med sådan en hævngerrighed står du dig selv i lyset og berøver dig med vilje den skat, du kunne have fået af Gud.

Derfor bliver dommen også vendt om her. Den, der har stor magt og vælde og kan værge og beskytte sig selv, ham holder verden for et saligt menneske. Men de er usalige. Hvorfor? Selv om de har noget, skal de dog miste det; jorden skal de ikke eje. Men de, der har et sagtmodigt hjerte, som tålmodigt bærer det, Gud sender dem, og venter på Guds hævn, til han griber ind og standser de ugudelige – de er dem (lad tyrannerne gøre, hvad de vil), som alligevel skal arve jorden. Sådan som vi har hørt om Josef og de stakkels jøder i Egypten.

Et lignende eksempel ser vi også hos David. Han blev jaget ud af landet af sin egen søn. David så godt, hvormed han havde fortjent den straf; derfor bar han den tålmodigt og ventede på Guds hjælp. Den udeblev heller ikke til sidst: David kom tilbage til landet, men den oprørske Absalom gik til grunde med sine folk. Det er det tredje kendetegn på Kristi disciple: at de ikke er hævngerrige, men med et sagtmodigt hjerte venter tålmodigt på Guds hjælp i lidelsen.

Det fjerde kendetegn:

«Salige er de, som sulter og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.»

Her holder Lukas sig også til det enkle, ligesom før, når han siger: «Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes.» Og det er let at forstå; for det betyder netop det samme, som Maria synger i Magnificat: «Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.» Men den tilføjelse, Matthæus her sætter til, passer fint ind. For det er tydeligt, at der er mange fattige mennesker, som knap har nok af det tørre brød. Dem lader Gud sidde i fattigdommen, fordi de fortjener det og selv er skyld i det: de spørger ikke efter prædikenen, er dovne i deres kald og fører et forargeligt liv. Dermed spilder de Guds velsignelse, så han ikke kan hjælpe, selv om han gerne ville, men hele tiden må blive ved med straffen og gøre den hårdere og hårdere, så fattigdom, sygdom og anden ulykke bliver værre og værre.

Om den slags fattige siger Herren ikke her, at de er salige, eller at de skal mættes. De er fattige og usalige folk og må blive ved med at være fattige og usalige både her og hisset, hvis de ikke forbedrer sig og bliver mere fromme. Men de fattige er salige, som Gud ikke altid vil lade lide sult og tørst: de, der er gudfrygtige og gerne ser, at alt overalt går ret og godt til. Det gør ondt på dem, at det står så ilde til i verden, og at der kommer så lidt forbedring hos folk. For det ser vi hver dag i verden: Den, der er from og opfører sig godt og kristeligt, har sjældent nogen fordel af det over for verden og må altid have mere skade. Men den, der er snu og stiler efter al slags skælmeri, han kommer til penge, ære og gods; dér falder lykken over ham i bunkevis.

Det er den forargelse, Herren her tager sigte på, og han advarer sine kristne mod den. Det er, som om han ville sige: Lad jer endelig ikke forføre af verdens eksempel. Bliv ved med at være fromme, vær gudfrygtige, og lad jer ikke standse af, at andre kommer foran og bliver rige og mægtige, mens I hele tiden må gå bagefter og blive ved med at være fattige tiggere. Tro mig: I er salige folk, men de er usalige, og I har fordelen på begge sider. De andre må med alle deres penge og gods, fordi de ikke er gudfrygtige, have al ulykke og gå tomhændede bort. Men I skal finde min velsignelse rigeligt, når tiden er inde, også her på jorden, og bagefter have al fylde i evighed.

Sådan gælder dette lille stykke de fromme kristne, som almindeligvis er fattige og elendige i verden og knap har det daglige brød. Det skal de ikke lade sig bekymre af, men blive ved i fromhed og gudsfrygt og håbe, at Gud ikke altid vil udeblive med sin velsignelse.

Det femte kendetegn på Kristi disciple:

«Salige er de barmhjertige, for de skal vises barmhjertighed.»

Det stykke er let, og Kristus har særlig i Luk 6 forklaret udførligt, hvad slags barmhjertighed de kristnes barmhjertighed er: den gælder ikke kun venner og den slags folk, vi kan få noget ud af, men også fjenderne, som vi intet kan vente os af. For sådan er Gud barmhjertig: Han giver venner og fjender, gode og onde sin sol, regn og alt, hvad de har brug for. Nu er det ganske vist surt at gå til; for den gamle Adam kan ikke så hurtigt glemme den skade, han har lidt, og bliver derfor fortørnet over, at han endda skal gøre godt mod dem, der har voldt ham al ulykke. Alligevel skal vi se hen til den herlige, store trøst, der står her, og ikke følge den gamle Adam.

Før har Herren trøstet os: Hvis vi har et sagtmodigt hjerte og overlader al hævn til ham, så vil han gøre det godt igen for os med rig velsignelse og nådig beskyttelse. Her fører han os højere op. Han vil ikke kun, at vi skal tilgive, men også, at vi skal gøre godt mod dem, der har gjort os ondt, når de har brug for det, og vi kan. Og han hænger løftet på: Ligesom vi er barmhjertige og tager os af fattige folks nød, selv om de er vores værste fjender, og gerne hjælper dem, sådan vil Gud også tage sig af vores nød, gerne tilgive og glemme alt og lade os vederfares al nåde og barmhjertighed.

Sig så selv, om det ikke er salige folk, som Gud vil være barmhjertig imod? Som Gud ikke vil være vred på, men vil vise al nåde? Nå vel, den, der ønsker det, skal blive en kristen, det vil sige: han skal tro på Kristus og så være barmhjertig mod sin næste; så vil Gud også være barmhjertig mod ham. Men usalige og atter usalige folk er de, som ikke agter den trøst og hænger ved deres vrede, skønt de godt kunne hjælpe fattige, elendige mennesker; men de vil ikke gøre det.

Så følger det sjette kendetegn:

«Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.»

Et «rent hjerte» betyder helt enkelt sådan et hjerte, som alene og kun ser på Guds ord og vilje og ikke (som verden) hænger ved penge, gods, ære, magt og pragt. For det er urene hjerter, som det står i Luk 8, hvor Guds ord ikke kan bære frugt. Ligesom en mark er uren, når den er fuld af sten, fuld af tidsler og torne og andet ukrudt. Men hvor menneskerne indretter sig sådan, at de ejer penge, gods og andet, som om de ikke havde det, og at det, de bryder sig mest om, er Ordet og Guds rige, dér er der rette, gode og rene hjerter. Dér vokser frugten dag for dag mere og mere, så de lærer Gud at kende, trøster sig ved hans nåde og glæder sig over hans hjælp.

Det er også salige folk, sådan som Kristus priser det i Joh 17,3: «Dette er det evige liv: at de kender dig, at du alene er den sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus.» Men de andre er usalige folk, med alt det gods, de har; for enten har de ikke Ordet, eller også tager de det ikke til hjerte og lader det ikke være deres højeste trøst og skat. For de når aldrig så langt, at de kan se Gud eller kende ham. Derfor: Når døden kommer, og de kristne så har al trøst, glæde og håb i Gud, må den slags mennesker frygte mere for Gud end for Djævelen. Så må der følge en usalig, elendig død. Derfor skulle vi holde os flittigt til Ordet og lade det alene bo og lyse i vores hjerter. Så ville vi se Gud ret og være visse på, at han er en nådig og god Gud: og selv om ingen er uskyldig over for ham, så vil han dog tilgive os vores synd og for Kristi skyld gøre os evigt salige.

Hvis nogen vil tyde et «rent hjerte» sådan som i Matt 15,19, hvor der ingen onde tanker er indeni, intet mord, intet ægteskabsbrud, ingen utugt, intet tyveri, intet falsk vidnesbyrd eller bespottelse, så er det også tydet ret. Men sådan et hjerte er det alene Helligånden, der bereder, og det gør han gennem Ordet. Derfor, når jeg siger: et «rent hjerte», som i alt ser på Guds ord og vilje, så tager jeg alle de dyder med. For de må komme fra den ene kilde. Ellers, hvor Ordet og troen ikke først er i hjertet, bliver hjertet urent, og så følger der også urene gerninger.

Det syvende kendetegn:

«Salige er de fredsommelige, for de skal kaldes Guds børn.»

At være «fredsommelig» betyder gerne at hjælpe og råde til fred og forsoning og overalt gerne forebygge vrede, ufred, uvilje og den slags. Det er også en særlig kristen dyd, som bliver priset meget herligt her. Men meningen er ikke, at man kun skulle kaldes fredsommelig, når to slås, stikker og hugger hinanden, og man så løber imellem, råber fred og river dem fra hinanden.

Den dyd kan og skal man øve i alle stande og blandt alle mennesker: at man forebygger vrede og hjælper til forsoning. Man ser i hjemmet, at mand og kone ikke altid trækker lige i selen sammen. Men hvad har Djævelen så for? For ham er det en ønskeleg, når han kan få ægtefolk i ufred. For så har han tusind og atter tusind veje til at stifte al slags ulykke. Derfor hidser og ægger han, så ingen af dem skal sluge et eneste ord over for den anden. Så går det, som skælmen vil og ønsker. Men hvad siger Kristus? Du ægtemand, du hustru: Er du min discipel, så vid, at mine disciple er fredsommelige folk. De har ingen lyst til at kives, skælde ud og bande. Og selv om vreden af og til løber af med dem, så de farer ud med et ondt ord, så besinder de sig dog hurtigt, fortryder det og tænker på, hvordan man kan bringe sagen på ret køl igen og til enighed. Gør du også sådan. Giv ikke anledning til, at uviljen breder sig; søg anledning til, at enigheden bliver ny og hel igen. Så gør du som en kristen og er et saligt menneske; for du er et Guds barn.

Det er Djævelens art, at han gerne stifter splid; for han er en morder og livets fjende. Den art følger hans børn, som har lyst til at skælde ud og kives og gerne stifter splid. Men den slags folk hører ikke hjemme i Guds rige. Derfor tænk på det: Vil I være mine disciple og rette Guds børn, så vær «fredsommelige». Stil vrede og kiv, hvor I kan; skæld ikke igen, band ikke igen, tænk: et godt ord finder et godt sted. Så skal lykke og velsignelse være hos jer. Men al ulykke er hos dem, der giver anledning til ufred. Sådan ser man det hos ulydige, umedgørlige tjenestefolk, som ikke kan andet end at bide og kradse hinanden som hunde og katte; ingen vil finde sig i et eneste ord fra den anden. Skælde igen, bande igen, slå igen – det vil enhver. Det er et tegn på, at de ikke er Guds, men Djævelens børn, fordi de på den måde følger hans art og har sådan en lyst til kiv og ufred.

Men når den dyd er så nødvendig i husholdningen, hvor meget mere nødvendig er den så ikke i regeringen og de høje stande, at man ikke ægger til vrede, men så vidt det overhovedet er muligt, vejleder store herrer til mildhed og fred? For hvor der er vælde og stor magt, dér gør Djævelen sig særlig umage for at se, om han kan vække ufred. Derfor var det vel nødvendigt, at denne tekst stod i alle fyrsters rådsstuer og kancellier: «Salige er de fredsommelige, for de skal kaldes Guds børn.» Så den slags folk kunne huske det i store sager og ikke gjorde Djævelen en hoftjeneste og hjalp til ufred, hvor man skal råde og hjælpe til fred.

Sådan som de pavelige så tappert gør i vore dage: De ægger og driver uden ophør konger og fyrster til at gå løs med sværdet og udrydde vores kirker. Så kan man jo tydeligt se, at de er de rene djævlebørn, som følger deres far, Djævelen, og hellere råder til ufred, blodsudgydelse og mord end til fred og enighed. Det er usalige folk, og de skal nok få deres løn, når tiden er inde; det skal ingen tvivle på.

Det ottende kendetegn:

«Salige er de, som forfølges for retfærdigheds skyld, for Himlenes rige er deres.»

«Salige er I, når mennesker håner og forfølger jer for min skyld og lyver jer alt ondt på. Vær glade og frimodige, I skal få god løn i himlen; for sådan har de forfulgt profeterne, som var før jer.»

Det er det sidste kendetegn, man kender de kristne på: at de i deres liv og vandel er uskadelige folk, som ikke giver forargelse. Men deres lære vil verden ikke tåle, og derfor forfølger den dem. Det ser også ud til at være en ussel handel, at de kristne ikke skal have andet ud af deres lære i verden, end at man derfor påfører dem al ulykke, jager dem bort, tager deres ejendom og til sidst slår dem ihjel for den. Men lad jer ikke forvirre af det, siger Kristus; I er salige folk. For det første lider I, og I har dog ikke fortjent det af verden. Derfor lider I for min skyld. Vær tilfredse; jeg skal nok gengælde jer det og betale jer rigeligt i himlen. For alt, hvad der er på jorden, ville være alt for ringe til det. Det er også gået de kære profeter sådan, som var før jer, og I holder dem for salige folk. Sådan må I også gå efter dem, så I også kommer til det sted, hvor de er. Det gør ondt: I mener det godt med verden og vil gerne hjælpe den til at blive evigt salig. Men til tak forfølger og bespotter den jer; I må finde jer i at blive skældt ud som de værste skurke. Det skader ikke; de lyver jer det på. Derfor vær frimodige: «Himlenes rige er jeres», det kan I ikke miste. Men se så, hvor de ender til sidst, de forfølgere og bespottere. For når Himlenes rige er jeres, I som bliver forfulgt sådan, så kan det ikke slå fejl: Helvedes ild må blive deres lod, som forfølger jer for mit navns skyld.

Sådan ser vi, hvordan vor kære Herre Kristus maler sine kristne. For det første er de folk, som ikke er sorgløse som verden. De har et frygtsomt hjerte, er bange for Guds vrede og dom og ville gerne være fromme. Dernæst går det dem sådan på legeme og levebrød, at der ikke er meget at le ad. Og alligevel, selv om verden behandler dem ilde, bevarer de dog et venligt, blidt hjerte og lader sig ikke drive til vrede og utålmodighed. De er fromme og lever uden nogen forargelse. Men samtidig må de lide sult og tørst. De er barmhjertige, tager sig af enhvers nød og hjælper, hvor de kan. De er fredsommelige og forebygger vrede og kiv, hvor de kan. Alligevel vil verden ikke tåle dem, men forfølger dem for Ordets skyld.

Alt det ser ud til at være et usselt og elendigt liv. Men se så, hvordan Kristus trøster: Himlenes rige skal høre den slags folk til; Gud vil trøste dem, beskytte og opholde dem, give dem nok med sin velsignelse, være nådig mod dem og åbenbare sig for dem; de skal kaldes Guds børn, og alt skal lønnes dem rigeligt i himlen osv. Så vil man se, som Herren siger hele vejen igennem: Lad folk holde de kristne for hvad de vil – de er dog salige folk.

Derfor skulle vi tænke godt over alle disse stykker, øve os i gode gerninger og ikke blive forskrækkede over korset og verdens utak. Så kunne vi vide, at vi også er vor kære Herre Kristi disciple og ved ham bevarer håbet om det evige liv.

Det give vor kære Fader i himlen os alle ved sin Helligånd for Jesu Kristi, sin Søns og vor Forløsers, skyld. Amen.

Slut på Huspostillen for hele året, på søndagene

Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, den sande, ene Gud, være lov og ære i evighed for disse og alle hans velgerninger. Amen.