Sankt Thomas’ dag (Joh 20,24–31)

Prædiken på Sankt Thomas’ dag over evangeliet Joh 20,24–31

Denne historie skete på ottendedagen efter påskedag. Det er en rigtig Johannes-historie; for Johannes giver særlig god agt på alle Herren Kristi prædikener og undergerninger, der hører med til læren om troen. Derfor har Johannes ikke villet lade den ligge, selv om de andre evangelister intet melder om den. Den er et særligt eksempel: først på en stor og dyb vantro hos disciplen Thomas, dernæst på en herlig bekendelse af Kristus – for den Thomas, som før var vantro, tror nu ikke alene, at Kristus er opstået fra de døde, men priser ham som den rette og sande Gud. Begge dele skal tjene til, at vi lærer og trøster os ved, at selv om vi også har været vantro eller endnu er svage i troen, så vil Kristus dog ikke kaste os bort af den grund. Nej, han vil tage sig af os på det allernådigste og også hjælpe os til den rette tro (hvis vi ellers selv vil).

Nu kunne nogen undre sig, først over, hvorfor apostlene dog har skrevet deres egen synd og skam sådan op; og dernæst over, at kirken har ordnet det sådan, at man netop på apostlenes dage lader læse og prædike de historier, der ikke er skrevet dem til nogen stor ære. For det er en ringe ros for apostlen Thomas, at han har siddet så forhærdet og hårdt fast i vantroen. På samme måde læser man på Sankt Jakobs dag, hvordan han og hans bror ville være de fornemste; og på Sankt Bartholomæus’ dag, at disciplene selv kom i strid med hinanden, og at hver af dem ville være den største. Og ligeså, at Matthæus var tolder og en offentlig synder. Det ser ud, som om det var bedre at tie med den slags end at skrive det ned og prædike om det.

Men der ligger noget ganske andet bag. For det, det først og fremmest drejer sig om for os, er ikke (som i pavedømmet) at vi skal ære og prise helgenerne højt; det får vi kun lidt gavn og trøst af. Nej, vi skal lære af dem, hvor nådig og barmhjertig Gud er, og at han vil have tålmodighed med syndere – dog med den slags syndere, som ikke bliver i ubodfærdighed, men lader sig belære og irettesætte og således omvender sig til Kristus og bliver bedre. Og vi skal af disse eksempler se, at i det, vi er af naturen, er der kun en ringe forskel på os og de kære apostle; for de var syndere lige så vel som vi og fór ofte vild, og de nød alene godt af, at Kristus er god og nådig. Så skal vi, når vi finder lignende eller endnu større svaghed og skrøbelighed hos os selv, ikke af den grund miste modet og fortvivle; men vi skal trøste os ved deres eksempel og håbe, at Kristus også vil have tålmodighed med os og ikke straffe alt det hos os, som fortjener straf, men se igennem fingre med det og hjælpe os, så vi kommer ud af synden og bliver mere retskafne.

Af den grund bliver den kære Thomas i dag råbt ud fra alle prædikestole: hvor grufuld en vantro han sad fast i, og at ingen kunne løfte ham op af den. Han var med og bekendte sammen med de andre, da Peter sagde (Matt 16): «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Han havde ikke alene set Kristi store og herlige undergerninger; han havde også selv gjort store undertegn på hans befaling og i hans navn. Han havde så ofte hørt Kristus prædike om, at han er sandheden og livet, at han ville sætte sit liv til og tage det igen, og at han ville opstå fra de døde på den tredje dag. Men nu, da han ved, at han er død og begravet, har han glemt det alt sammen så fuldstændigt, at han slet ikke tænker på, at han skal se Kristus igen. Og (hvad der er det værste): da først kvinderne, så Peter og efter Peter de to fra Emmaus kom og sagde, at de havde set Kristus, og at han var opstået, så var den, der ikke troede det og ikke ville tro det, Thomas. Og til sidst hjalp det heller ikke, at de andre ti apostle, som påskedag om aftenen havde været samlet og havde set Herren, alle sammen bekræftede vidnesbyrdet fra kvinderne, Peter og de to fra Emmaus og sagde: Kristus er virkelig opstået, vi har talt med ham, vi har set hans sår i hænderne og i siden. Det var alt sammen forgæves; Thomas kunne og ville ikke tro det. Det må da sandelig være en stærk vantro, og den klæder en apostel lige så ilde, som det klædte Peter at fornægte ham helt og sige, at han aldrig havde kendt ham.

Hvad synes du nu, Kristus skal stille op med sådan en elev? Er det ikke sandt? Du mener, at selv om Kristus lod ham blive siddende i den vantro og gå til grunde, så skete der ikke det stivsindede hoved nogen uret; for han holder alle de andre for narre, der gerne lader sig overtale og tror på noget, som i bund og grund er løgn og et rent eventyr. For det var egentlig Thomas’ tanker: Hvordan det så end er med Jesus, min mester – at han har gjort så store undere – så er det nu forbi med ham, ligesom med andre mennesker; hvad der først er kommet ned under jorden, det kommer ikke igen. Derfor er mine kammerater nogle store narre, at de lader sig snakke det på af kvinderne og lader deres øjne narre af et spøgelse. Mig skal ingen overtale, medmindre jeg selv ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side; så vil jeg tro det, og ellers ikke.

Det er da sandelig en stærk vantro og et hårdt hoved, der mener, at Kristus må gøre det, sådan som han vil have det, ellers vil han ikke tro. Som om der lå så meget i, hvad han tror eller ikke tror! Tænk nu efter, siger jeg, hvad du synes, Kristus skal stille op med ham, og hvad der er den retfærdige løn for sådan en vantro. For her findes mange slags synder. Den første og største: at han ikke regner Kristus for mere end andre profeter, som var almindelige mennesker. Den anden: at han foragter sine meddisciple som narre og alene holder sig selv for klog. Den tredje: at han mener, Kristus må gøre det, sådan som han vil have det; ellers vil han ikke vide af ham.

Hvad gør Kristus nu med det stakkels vantro menneske? Lader han ham også blive siddende i den vantro? Nej, det ville være helt imod hans art og embede; for han sammenligner sig selv med en hyrde, der går efter det fortabte får, indtil han finder det. Sådan gør han også her. Selv om Thomas ikke vil tro de andre apostle, hæfter Kristus sig ikke ved det; han lader sig nøje med, at han hører så meget fra Thomas, at han vil tro, hvis han ser og rører ved ham. Derfor tøver han ikke længe, kommer gennem lukkede døre til dem og lader sig se og røre. Og hvad der er det allerstørste: han lader sig også høre med overmåde venlige ord og siger: «Fred være med jer!» I det ord tager han også den stakkels store synder Thomas med, så han skal have et glad hjerte og ikke tænke, at han er kommet for at straffe ham og støde ham bort for hans vantros skyld. Nej, kære Thomas, fred være også med dig; frygt ikke, jeg er ikke vred på dig, og heller ikke på dem, der er som du. Du har sagt, at du ikke vil tro, før du ser mine naglemærker og stikker dine fingre i dem. Ræk nu dine fingre frem, kære Thomas, og rør ved mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side; blot vær ikke længere vantro, men troende.

Lad os her se godt på begge dele og tænke flittigt over dem: først den store vantro, som Thomas sidder fast i, og dernæst den store, herlige venlighed, som Kristus viser den vantro Thomas. Så må vi bekende, at vor kære Herre Kristus ikke har et vredt hjerte mod synderne. Et medlidende hjerte har han, fordi Djævelen holder dem så fanget. Derfor forsøger og gør han alt, hvad der er ham muligt, for at han kan få dem ud af Djævelens snarer og ud af synden og omvende dem.

Derfor er dette et meget trøsterigt eksempel, som vi skal lære af, hvor venligt et hjerte vor kære Herre Kristus har mod os syndere. For når han gør sådan mod Thomas, der sidder så dybt i vantroen, hvad mener du så, han vil gøre mod de syndere, som erkender deres synd, gerne ville være løst og fri for den og beder om nåde? Dér vil han ikke tøve længe eller holde de bedrøvede, stakkels hjerter hen; men – som man ser rundt omkring i evangeliet – gribe til med hjælp og nåde, så snart vi kan bede om det.

Men her og altid i denne lære i evangeliet om Kristi nåde og venlighed taler man ikke om de syndere, der er gudløse og lever imod deres samvittighed, det vil sige frækt og forsætligt i foragt for Gud og ulydighed og ikke tænker på at forbedre sig. For hos dem kan Kristus med sin nåde ikke finde plads, så længe de bliver i en sådan forhærdelse, fordi de ikke vil vide af ham, men støder hans hjælp fra sig. Nej, vi taler om den slags syndere, som er i stor vildfarelse og uvidenhed eller i svaghed og anfægtelse i troen, som de ikke kan komme ud af, og som dog er sådan til sinds, at de gerne ville tro og trøste sig ved Kristus; de sætter sig ikke frækt op imod Guds ord, men lader sig irettesætte, belære og vejlede af det. Sådan som Thomas her: Selv om han ligger i en stærk vantro, ville han dog gerne have vejledning og trøst, og hans hjerte begærer intet højere, end at det var sandt, at Kristus levede, og at han kunne trøste sig ved ham. Og da han ser ham igen og hører hans ord, slipper han straks sin vantro og rejser sig op igen.

Af samme slags er også de syndere, der er faldet i synd imod deres samvittighed og derfor er blevet inderligt forskrækkede for Guds vrede (som også denne apostel Thomas var), som gerne ville være fri for den, sukker efter Guds trøst og samtidig for alvor tænker på at holde op med synden osv. Dem vil Kristus ikke forkaste, men have trøstet og rejst op.

Det skal vi lægge godt og flittigt mærke til. For af naturen vil det ikke ind i vore hjerter, at Gud vil være nådig mod syndere. Og Djævelen puster også til ilden: Hvor han ser, at samvittighederne kæmper med deres synder, vil han hele tiden føre dem dertil og overtale dem til, at de ikke skal vente sig nogen nåde hos Gud. Derfor sker det, at når synden for alvor har sat sig fast i hjertet, så vil man ikke lade sig trøste, men frygter Gud og flygter fra ham. Men var Guds hjerte sådan mod synderne, så ville Kristus sandelig have opført sig anderledes mod Thomas. Han ser godt, at hans hjerte er ilde til mode for vantroens og de andre synders skyld, at det frygter og bæver. Det er syndens art og natur; den kan ikke andet. Men Kristus, vor kære Herre, er netop kommet for at sætte sig imod synden og trøste vore hjerter med Guds nåde. Derfor bruger han netop dette ord og siger: «Fred være med jer!» – for at enhver skal lære, at han er kommet for at give vore hjerter fred, når de ikke kan få fred for syndens skyld, så de ikke skal frygte Gud, men vide, at Gud er nådig og ved Kristus har skænket og tilgivet synden.

For derfor blev Kristus menneske, derfor døde han på korset og opstod igen på den tredje dag: for at han, når vore hjerter, Djævelen og hele verden råber over os og imod os for syndens skyld, at vi er i ufred, at Gud ikke vil vide af os osv., kan sige til os: Nej, kære menneske, ikke sådan; men fred være med dig, Gud er ikke vred. Frygt derfor ikke; for din synd har jeg betalt, din død har jeg slået ihjel. Lad det trøste dig, at jeg har fuldbragt det; så må ufreden få en ende, og der skal være fred.

Således tjener denne historie os først og fremmest til, at vi lærer, at Kristus ikke vil kaste os bort for vore synders skyld, men gerne vil tage os til nåde og føre os ud af vantroen og synden til syndernes forladelse og retfærdighed. Det er hans embede, som han udførte på jorden, sådan som denne og andre historier vidner; og han udfører det endnu i dag ved sit ord. At den hellige dåb ikke nægtes nogen, der begærer den, at evangeliet om syndernes forladelse prædikes offentligt, og at den dyre skat, Kristi legeme og blod, som er ofret for vore synder, rækkes os, så ofte vi begærer det, er et tegn på, at der, når vi tror på Kristus, ikke er nogen ufred mellem Gud og os, og at vi derfor skal trøste os ved hans nåde og ikke fortvivle i rædsel for syndens skyld. Det er det første stykke, som vi skal lære af denne historie.

Det andet handler om Thomas’ bekendelse. Når evangelisten fremhæver Thomas’ vantro så stærkt, sker det ikke for at vi skal følge den vantro, men for at vi derved skal lære vor kære Herre Kristi venlige og sagtmodige hjerte mod synderne at kende og også trøste os ved den nåde. For synder kommer der ingen mangel på hos os. Derfor vil angst og rædsel heller ikke udeblive. Og da er det umuligt at have nogen anden trøst end den, vi her ser hos Herren Kristus. Dernæst skal vi også følge Thomas’ eksempel i det, at han, da han ser og hører Kristus, straks får et andet hjerte og siger: «Min Herre og min Gud!» Han følger altså den inderlige formaning, som Herren gav ham, da han siger til ham: «Vær ikke vantro, men troende!»

For det er uden tvivl nødvendigt, at ligesom Thomas her slipper vantroen og tror, sådan skal også vi erkende vor synd, holde op med den og forbedre vort liv. For Kristus vil ikke være os nådig og tilgive synd, for at vi skal fortsætte i synden og ikke forbedre os; så ville vi falde ud af nåden igen og ind under Guds vrede. Nej, derfor er han os nådig og hjælper os ved syndernes forladelse ud af Djævelens rige, for at vi skal blive i nåden og i Guds rige og blive frelst. Sådan en forandring skal følge med os, ligesom her med Thomas. Før kunne ingen overtale ham til, at Kristus var opstået fra de døde; han regnede ham ikke for mere end et andet menneske. Men nu er hans hjerte og sind helt anderledes. Han tror ikke alene, at Kristus er opstået fra de døde, men han tilbeder ham og kalder ham sin Herre og Gud.

Der lærer han på et øjeblik det, som han før syntes var umuligt at tro. For da har han uden tvivl tænkt tilbage og taget løftet for sig, som Gud gav de hellige fædre og sin kirke, hvor Gud lover kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved og gøre alle jordens slægter fri for forbandelsen og velsigne dem. Og deraf har han sluttet: Her ser jeg det, som jeg aldrig før har set eller troet. Dette menneske dør og opstår igen fra de døde, så han er et rigtigt, naturligt menneske og dog i et andet og evigt liv. Så kan det ikke være andet: Han må være herre over Djævelen og døden; ellers ville de have holdt på ham og ikke have ladet ham komme til live igen. At han nu døde på korset i al vanære, det er den gamle slanges bid; den kan ikke lade være – da den ikke kan få fat i hans hoved, stikker den ham i hælen. Men til gengæld træder dette menneske den på hovedet og tager al dens magt fra den. Det ville være umuligt, hvis denne kvindens sæd ikke var mere end en kvindes sæd. Han er Guds Søn; derfra har han den kraft og magt. Og herefter kommer det an på dette: Den, der vil være sikker imod Djævelen, synden og døden, han skal holde sig her til denne mand; her kan han finde hjælp og trøst imod Djævelen, synden og døden.

Se, sådan er Thomas hurtigt blevet fra en vantro, tungnem, grov elev til en fortræffelig teolog og doktor, der kender Herren Kristus ret og godt, både hans person og dernæst også hans embede. Det fremgår klart af Herrens svar, da han siger: «Fordi du har set mig, har du troet.» Hvad tror han? Ikke alene, at Jesus, Marias søn, er opstået fra døden og lever igen, men også, at han er Gud – og sådan en Gud, som vil hjælpe alle, der tror på ham, imod død og synd, og som derfor skal tilbedes på lige fod med den rette, evige Gud. Den tro frelser Thomas, og os også, som Herren siger: «Salige er de, som ikke har set og dog tror» – det, som Thomas tror.

Læg flittigt og godt mærke til dette ord – ikke alene for vore modstanderes skyld, de pavelige, som kalder det kætteri, når man prædiker, at man bliver frelst alene ved troen; men også for din egen skyld, så du ved, hvordan du kan komme til frelsen. For den tanke er os alle medfødt, at vi mener: Den, der vil blive frelst, må ikke være en synder; han må have holdt de ti bud. Og det er sandt: Gud har ikke givet de ti bud, for at man skal handle imod dem, men for at man skal leve efter dem og holde dem; derfor er hvert menneske skyldigt at yde den lydighed. Men den, som ikke vil yde den, over ham kommer Guds vrede, som Paulus siger i Kol 3.

Men det er ikke vejen til frelsen. Hvorfor? Fordi hvis vi ikke havde mere end denne lære om de ti bud, så kunne ingen blive frelst; for der er ingen, der holder de ti bud. Derfor skal vi først erkende den ulydighed og bekende, at vi er stakkels syndere, og forskrækkes over Guds vrede, som vi har fortjent med den, og vogte os for synd fremover. Dernæst skal vi med Thomas «ikke være vantro, men troende», det vil sige: Vi skal trøste os ved, at Kristus, Guds Søn, har betalt for vore synder med sin død, har overvundet døden og er opstået fra de døde på den tredje dag, og at han også vil oprejse os til livet på den yderste dag. Den tro, siger Kristus her, er den rette frelse. For sådan lyder hans ord: «Salige er de, som ikke har set og dog tror.» Her siger han intet om de ti bud. Ikke sådan at forstå, at man ikke skal holde dem; men selv om du gør så meget, som det overhovedet er dig muligt, så bliver du dog ikke frelst ved det, fordi der stadig bliver meget synd tilbage i dig. Men ved troen på Kristus bliver du frelst.

Den, der nu vil vide, hvad man skal tro, han skal høre her, hvad Thomas tror: nemlig at Jesus er Guds Søn og livets Herre, som hjælper os fra synd og død – som han har båret for os og overvundet ved sin opstandelse – til liv og retfærdighed. Sådan en tillid og et sådant håb er den rette tro: at man ikke alene ved det, men tager det til sig og trøster sig ved det imod død og synd. Hvor den tro eller tillid er, dér er frelsen, og de synder, som endnu bliver tilbage i os efter omvendelsen, skal ikke hindre os. For ved troen bliver de tilgivet. Omvendt: Hvor den tillid og tro ikke er, dér kan man ikke blive frelst ved gode gerninger, selv om de (hvis det var muligt) alle sammen var der. Det er troen alene, ved hvilken vi kan komme til livet og frelsen. Sådan som Johannes meget fint slutter denne historie og siger:

«Disse tegn er sket, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I ved troen skal have livet i hans navn.»

Det er da sandelig et lyst og klart ord om, at vi ikke kan komme til livet ved gerninger og egen fromhed. Det må ske ved troen: at man kender Jesus, Marias søn, som Kristus og Guds Søn, sendt af Gud, sin Fader, for at han skal betale for vore synder, overvinde døden for vores skyld og frelse dem evigt, som tror på ham.

Til den tro, siger Johannes, tjener de tegn, som Jesus gjorde for sine disciple; og han siger, at de er skrevet ned, for at man skal tro. For derfor gjorde Kristus de tegn, for at han kunne åbenbare sig og lade se, at han ikke alene var jomfru Marias søn og et menneske, men også sand Gud, og for at enhver kunne lære at søge hjælp hos ham imod Djævelen, synden og døden. Sådan slutter Johannes fint historien, som han plejer, for at vi af den skal lære at tro, så vi også ved ham og i hans navn med vished kan trøste os ved det evige liv og vente på det. Det give os vor kære Fader i himlen ved Kristus, sin Søn, og Helligånden. Amen.