Sankt Bartholomæus’ dag (Luk 22,24–30)

Prædiken på Sankt Bartholomæus’ dag over evangeliet Luk 22,24–30

I dagens evangelium hører I, kære venner, hvordan disciplene ved den sidste nadver – dér hvor Herren Kristus tog afsked med dem og oprettede og indstiftede det nye testamente – kommer i strid med hinanden, fordi hver af dem gerne ville være den fornemste og herre over de andre. Og det ser næsten ud til, at netop den strid gav Herren Kristus anledning til fodvaskningen, som Johannes fortæller om i Joh 13. For ligesom Herren siger hos Johannes: «I kalder mig Herre, og I siger det med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skal også I vaske hinandens fødder. En tjener er ikke større end sin herre, og et sendebud er ikke større end den, der har sendt ham» – sådan siger han også her: «Den største blandt jer skal være som den yngste, og den fornemste som en tjener osv.» Derfor er meningen med dagens evangelium, at Herren gør forskel på sit rige og verdens rige. Og han vil især, at den, der har et embede i hans rige, skal vogte sig for hovmod og ikke bruge embedet til at søge verdslig magt, men tjene andre og ikke vente sig andet af den tjeneste her i verden end møje, arbejde og utak. Sådan gik det jo også vor kære Herre Kristus selv.

Basilius har et meget fint ord. Han siger: Når de, der sidder i kirkens embeder, begynder at strides om æren, så den ene vil være mere og højere end den anden, så er det, som når sømændene i storm på havet skændes om, hvem af dem der først skal drukne sig selv. Det ville da ikke bare være en tåbelig, men en meget farlig strid. For dér kræver nøden, at de er enige og står sammen, så de dog kunne redde skibet; og det går slet ikke an, at de er uenige, og at den ene vil ud til den ene side og den anden til den anden. Sådan går det også her med apostlene. Der hang et frygteligt uvejr på himlen, nemlig den store forargelse, at Kristus, deres Herre og Mester, næste dag skulle dø så skændigt på korset. Men de er trygge og ser ikke den forargelse; og imens begynder de at kives, fordi ingen vil vige for den anden, men hver vil være mere og bedre end den anden.

Derfor holder Herren en alvorlig prædiken for dem og siger: Den slags kan slet ikke tåles i hans rige. Vil de være store herrer, så kan de blive i verdens rige. Men den, der vil være i hans rige, må ikke regere og leve i pragt, men ydmyge sig og tjene. Og hvad disciplene angår, kunne Herren godt se, at der ingen fare var. For de kom så dybt ned i angst og anfægtelse, at de glemte al herlighed og af sorg og frygt ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig, så ærgerrigheden fint blev svedt ud af dem og helt forsvandt.

Derfor gælder denne prædiken især verdens sidste tider, når kirken er allermest elendig og svag. Så bryder præsterne sig alligevel ikke om, at kirken er faldet så dybt, både i læren og i de andre gaver, men river og slås om timeligt gods og verdslig pragt, og den ene vil trykke og knuse den anden. Det har vi jo pavens eksempel lige for øjnene: Paverne har ikke spurgt det mindste efter læren og den rette gudstjeneste, men har alene stræbt efter og regnet på, hvordan de kunne komme højt op, bringe mange lande og folk under sig og skaffe sig store indtægter.

Nu ser vi, at en sådan strid også havde fundet sted blandt apostlene før, som i Matt 18 og senere i Matt 20. Men her, netop i den time, hvor Herren Kristus skal gå til sin pine og tages til fange af jøderne, rejser denne strid sig endnu en gang.

Derfor skal vi især lægge mærke til to ting ved denne beretning. For det første, hvilken skadelig gift sådan et hovmod er, og hvordan den plejer at hænge ved, når den først har sat sig fast i kirkens tjenere. For det andet: Fordi Herren formaner disciplene sådan lige før sin lidelse, skal vi tage den advarsel så meget mere til hjerte og vogte os så meget mere omhyggeligt for den djævelske gift. For vi skal regne netop denne lære her for et stykke af vor Herre Jesu Kristi testamente og sidste vilje, eftersom den blev givet så kort før hans død.

Men Herren samler to stykker i denne lære, og begge er særlig værd at lægge mærke til. Det første er, at han lærer, hvad meningen skal være med kirkens embeder: at de kun skal være indrettet til tjeneste og ikke til herlighed eller verdslig pragt. Det andet er, at Herren her åbent bekender, at den verdslige øvrighed og det verdslige regimente er en Guds ordning; derfor skal den blive stående, og de kristne må ikke foretage sig noget, der går imod denne Guds ordning eller bringer den i uorden. «Verdens konger hersker,» siger han, «og de mægtige kalder man nådige herrer.» Det er et lyst og klart ord: Ordningen i verden skal blive, så nogle regerer, og den øvrige skare er dem underdanig; og de, der sidder i regimentet, skal have magt til at straffe deres undersåtter med sværdet, når de gør noget imod ret og rimelighed og til skade for andre.

For Herren giver her den verdslige øvrighed den titel, at han kalder dem «nådige herrer», for at vise, hvad deres embede er, hvad de skal bruge det til, og hvad de skal udrette med det: nemlig at de ikke skal være tyranner og ikke bruge deres magt og myndighed til at trykke andre med, men vise nåde og hjælpe, beskytte de retskafne, straffe de onde, holde tugt og ærbarhed i hævd, lade ret være ret for alle lige, fremme ægteskabet og tugten i hjemmet, bevare freden og især våge over de unge, så de bliver opdraget rigtigt og ikke forført af forargelige eksempler. Det skulle den verdslige øvrighed udrette; derfor har de det navn, at man kalder dem nådige herrer, som gør alle mennesker alt godt. Ja, det er alene derfor, de har mere magt og myndighed end andre: for at de skal våge over netop dette og intet andet. Som Paulus siger i Rom 13: «Øvrigheden er Guds tjener, til bedste for dig.» Hvor nu den verdslige øvrighed holder sig sådan, dér har Gud behag i det og vil være med sin velsignelse. Men hvor den ikke holder sig sådan og vil misbruge sin magt til egen pragt og til at trykke undersåtterne, dér har Gud mishag i det og vil ikke lade det gå ustraffet hen. Det er det ene stykke af denne lære, for at enhver kan lære, at den verdslige øvrighed står i en guddommelig, hellig stand, når den bare vil skikke sig rigtigt i den.

«Men I,» siger Kristus videre, «ikke sådan; men den største blandt jer skal være som den yngste, og den fornemste som en tjener.» Som ville han sige: Læg nu godt mærke til denne lære, for der ligger meget i den. Verdslig øvrighed skal og må der være, så tugt og ærbarhed, fred og ret bevares, og al offentlig forargelse straffes og skaffes af vejen. Derfor har den magt til at fastsætte og ordne alt, hvad den synes tjener til at fremme fred og ret. Det har Gud godt behag i. Derfor skal I også lade det blive sådan. Men I, som er i kirkens embeder og skal stå for andre med Ordet, I har et andet embede og en anden befaling: nemlig at I skal prædike evangeliet, ved hvilket menneskene får Helligånden, så de får syndernes forladelse og kommer til det evige liv. Ved den lære skal I blive og ikke prædike andet og heller ikke indføre nye love eller andre gudstjenester. Den, der nu ikke vil tage imod den lære og ikke vil følge jer, ham skal I ikke straffe med magt eller med sværdet, for sværdet er ikke betroet jer; men med Ordet, ved at true dem med loven og Guds vrede og udelukke dem af kirken med bandet. Som Kristus siger: «Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen.» [Matt 18,18]

Det er nu det, der hedder kirkens embede eller kirkens regimente: et regimente, hvor man alene har Ordet og regerer med det på den måde, at man ikke bruger magt eller lægger hånd på nogen eller søger nogen som helst magt eller højhed over andre. Men hvorfor det? Fordi Gud vil bevare og regere sin kirke alene ved sit ord og ikke ved menneskelig magt. De, der nu er i kirkens embeder og har prædikeembedet, har Ordet alene for at tjene andre med det, og ikke for at gøre sig selv til herrer ved det. Derfor er det lige meget, om en af kirkens tjenere er stor eller lille, ung eller gammel, når han bare har Ordet og fører det rigtigt. For det er alene Ordet, man skal se på; og det er også Ordet, der skal regere, og ikke den person, der fører Ordet.

Men er det ikke den største jammer af alle, at Herren så omhyggeligt her ved sin sidste stund lærer og advarer om, at man ikke må blande disse to riger sammen, men holde dem pænt adskilt og lade hvert af dem blive i sin egen kreds – og at den skændige pave alligevel, uden at bryde sig om denne lære og advarsel, kaster sig op til kirkens hoved? Og fordi han vil være kirkens hoved, vil han også være herre over den verdslige øvrighed og selv regere med sværdet ligesom andre konger og fyrster. Deraf kommer det, at man har mistet Ordet og gjort kirken til et verdsligt regimente, indført nye gudstjenester og søgt og opdigtet alt muligt, hvormed man kunne få pengene ud af folk og øge præsternes pragt.

Nu kunne nogen spørge og sige: Hvad er det dog for et regimente, og hvordan kan det bestå, når der ikke er noget hoved, og de, der er i embedet, alle er lige, og ingen skal have mere myndighed eller magt end den anden? For fornuften regner en sådan lighed for en uskik og en skadelig ting. Omvendt: Hvor der er et hoved, som de andre kan se hen til og rette sig efter, den ordning anser fornuften for nyttig og god; og den slutter deraf: Skal det gå rigtigt til i kirken, så må det også være sådan; ellers bliver det en ren konfusion, det vil sige uorden. Og det er grunden til, at mange fornuftige, kloge folk stadig er fanget. For selv om de er fjender af paven og ser den åbenlyse forargelse, som ingen kan modsige, så tænker de dog, at der må være en ordning i kirkens regimente; derfor vil de ikke holde med dem, der river den ordning i stykker og hverken vil tage imod eller anerkende paven eller nogen anden som hoved.

Til det spørgsmål skal du lære at svare sådan: Det er sandt, fornuften regner det for en uskik og en skadelig vildfarelse, at alle, der er i kirkens embeder, skal være lige, og at den ene skal have lige så meget at befale og lige så megen magt og myndighed som den anden. For at undgå den uskik har paven derfor indrettet en ordning i kirken netop som i det verdslige regimente, hvor den ene står højere, har mere at befale og større magt end den anden. Men her har vi en udtrykkelig befaling fra vor kære Herre Kristus, som vil, at det i hans rige, som er et åndeligt rige, skal gå anderledes til end i verdens rige: for at enhver kan lære, at i Kristi rige skal ikke menneskelig magt eller stor anseelse, men alene Guds ord gælde og regere.

Og dog er der også i dette kirkens regimente en ordning og en forskel, som hedder Differentia donorum, sed non potestatis [forskel i gaver, men ikke i magt]. For ingen har mere magt eller en anden befaling end den anden; og dog har den ene andre gaver og et andet kald end den anden, som Paulus siger i Ef 4: «Han har sat nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere osv.»

Det er de forskellige embeder, og derfor må gaverne også være forskellige. Men for disse forskellige gavers og embeders skyld må ingen tiltage sig verdslig magt eller ville regere på verdslig vis. Alle sammen er de bundet til evangeliet, så de skal blive ved det og intet foretage sig imod det. Det er den rette ordning, som skal gælde og blive i kirken; og den er en bedre ordning end pavens, for han laver en ordning, ikke efter embederne, men efter den ydre magt, imod Kristi befaling.

Profeterne, Esajas, Jeremias og andre, var ikke ypperstepræster, selv om de også havde et meget herligt kald og større gaver end ypperstepræsterne; og dog ville de ikke tvinge nogen med magt eller have mere magt end andre. Men de gudfrygtige jøder overgav sig frivilligt uden ydre tvang og tog imod deres lære, fordi de vidste for vist, at det ikke var deres lære, men Guds, og ikke deres ord, men Guds ord. Sådan har den hellige Paulus mange fremragende og høje gaver, og de retskafne biskopper som Timotheus, Titus og andre har ham for øje og retter sig efter ham: ikke fordi Paulus havde mere magt og kunne tvinge dem, men fordi kirken altid, hvor den har set Ordet og Guds gaver, har æret disse personer, hørt dem og taget imod dem – ikke for personens skyld, men for Ordets skyld. For alt ligger i Ordet, og slet intet i personen.

Så summen af dagens evangelium er denne: Der vil være biskopper, sognepræster, prædikanter og andre den slags embedsmænd i kirken; de skal alene tjene og slet ikke tiltage sig nogen ydre magt eller herlighed på grund af dette embede eller denne tjeneste – sådan som Herren Kristus her stiller os sit eksempel for øje. «Hvem er størst,» siger han, «den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som en tjener.» Og i Joh 20,21: «Ligesom min Fader har udsendt mig, således sender også jeg jer.» Men nu ligger det jo for øjnene og er klart som dagen, at Kristus ikke er sendt af sin Fader for at regere som en verdslig fyrste eller søge og drive verdslig pragt. Han er sendt for at prædike og lide. Sådan sender han også sine tjenere. Derfor skal de, der er i kirkens embeder, aldrig nogen sinde slippe dette billede af øjne og hjerte og skal vogte sig for Djævelen, som så gerne ville føre dem dertil, at de misbrugte deres embede til egen ære og pragt. I det verdslige regimente må det være sådan: Den, der har embedet, må også have magten. Men i kirken hedder det «at tjene» og at lide, ikke at regere eller have bløde, gode dage. Den, der vil gøre det, lad ham gøre det. Den, der ikke vil, skal ikke rose sig af, at han tjener i Kristi rige.

Derfor er det den værste vederstyggelighed af alle, at paven – uden at bryde sig om denne lære og advarsel – vil være herre over alle konger og kejsere med den begrundelse, at han er Sankt Peters successor eller efterfølger; skønt Peter uden tvivl holdt sig efter Kristi befaling og gav afkald på al verdslig magt og myndighed. Men hvordan paven har regeret i kirken, efter at han har fået den magt, ligger for øjnene af os.

Derfor skal enhver vogte sig. Djævelen vil ikke lade være; han vil friste dig og prøve, om ikke også du vil blive hovmodig over dit embede. Sker det, følger det straks, at man begynder at tænke på, hvordan man kan trykke andre og sætte sig selv endnu højere op. Så er det ude med Ordet og den rene lære. Det advarer Herren imod her, og han formaner os: Ære, magt og den slags må man lade fare og indstille sig på, at hvor man har røgtet sit embede allermest flittigt, dér vil den største utak følge, og man vil komme til at lide godt og grundigt.

Her kunne nogen spørge: Når nu prædikeembedet ikke fører andet med sig end møje og arbejde og al slags ulykke, så skulle man meget hellere lade det være og tage sig noget andet for. Og det gør verden da også til fulde. For kun den mindste del, og næsten udskuddet, som man regner for ikke at duge til noget andet, giver sig til kirkens tjeneste.

Men Herren siger her fint, hvad løn hans disciple kan vente sig for sådan et embede: «I er dem, der har holdt ud hos mig i mine anfægtelser» – det vil sige: Mit eksempel ser I nok, at jeg ikke har haft mange gode dage af prædikeembedet, men al slags anfægtelse, møje og arbejde; det ved I, og det har I set. «Nuvel, ligesom min Fader har overdraget mig riget, sådan vil jeg også overdrage jer det» – gennem kors og lidelse, gennem stor møje og arbejde skal I nå dertil. Indstil jer på det, og lad andre tanker fare. For mig er det også gået sådan. Mit rige på jorden betyder ikke andet end at tjene og lide. Den, der vil have det bedre på jorden, kan søge det andetsteds og give afkald på mit rige.

Men når det kommer til det andet liv, dér skal det blive anderledes. Her må I varte op ved bordet; dér skal I sidde – og hvad mere er: I skal sidde hos mig ved mit bord. Her må I finde jer i det og lade verden fare med jer og dømme jer, som den vil. Dér skal I sidde på troner og dømme verden. Kort sagt: I det andet liv skal alt, hvad de kristne, og især de, der fører prædikeembedet, har gjort og lidt på jorden, blive rigeligt betalt og gengældt.

For ligesom det er et tegn på stor nåde, når nogen sidder til bords med en fyrste, sådan vil Herren også her vise, at når vi her trofast røgter vort embede, så skal vi rigtig nyde godt af det i det andet og bedre liv. Derfor skal alle kristne i almindelighed, men især de, der er i prædikeembedet, sætte deres håb til det andet liv og tænke: Det gik ikke Kristus, vor kære Herre og hoved, selv anderledes; han måtte lide og gå ind til sin herlighed gennem lidelsen. Nu skal tjeneren jo ikke have det bedre end sin herre og heller ikke forlange det. Så bare frisk på! Må vi her lide med Kristus og for Kristi skyld, så skal vi også i det andet liv regere med ham. For vi skal blive vor Herre Kristus lig i begge stykker, som Paulus siger i Rom 8: i lidelsen og i glansen og herligheden. Det give vor kære Herre og Forløser Jesus Kristus os alle. Amen.