Sankt Matthæus’ dag (Matt 9,9–13)

Prædiken på Sankt Matthæus’ dag over evangeliet Matt 9,9–13

Det er et kort, men meget herligt evangelium, både for historiens skyld, hvor vi hører, hvordan Herren kalder tolderen Matthæus til apostelembedet, og dernæst for prædikenens skyld, den, Herren holder, da farisæerne tager anstød af, at han spiser sammen med syndere og toldere. For både historien og prædikenen tjener til, at vi rigtig skal lære Kristus at kende, og hvad hans embede er. Den, der kan det, må gerne rose sig af, at han kan den bedste og højeste kunst. For det er den kunst, som er kommet ned fra himlen, og som hjælper os til, at også vi fra jorden skal komme op til himlen og leve evigt. Som Kristus selv siger i Joh 17: «Og dette er det evige liv: at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus.» Efter denne lære, som er den højeste og bedste, lærer Herren os, hvordan vi skal skikke og føre os, når vi har gavn af hans embede og vil være rette kristne.

Men først vil vi se på historien. Matthæus siger selv, hvad han gik og bestilte: at han sad ved toldboden og passede sit levebrød og sin handel og hverken tænkte på Kristus eller på himlen. Nu ved vi jo, hvad toldernes handel var: som de mægtigste købmænd og kompagnoner forpagtede de en bys eller et lands årlige indtægter af romerne for en bestemt sum, og så pressede de bagefter så meget ud af det, som de bedst kunne få. Dér kan man let regne ud, at alt, hvad de gjorde, gik ud på penge, og at de så sandelig lod gerrigheden ride og drive sig.

Derfor var det et almindeligt ordsprog hos jøderne: når de ville sige om et menneske, at han var en åbenlys synder, som hverken spurgte efter Gud eller næsten, så kaldte de ham en tolder. Det ser man på farisæeren i Luk 18. Han roser sig højt af sin fromhed og skælder andre folk ud for at være røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere; og så må tolderen også stå for skud som en af den slags, om hvem han mener, at han ikke kan tage fejl eller gøre ham uret, når han anklager ham som synder. Og ganske vist: hvis vi selv skulle dømme denne tolder Matthæus, hvad andet kunne vi så mene og sige om ham? Derfor er det en herlig gerning, at vor kære Herre Jesus ikke lader dette menneske sidde, åbenlys synder som han er, men kalder ham til sig, så han ikke alene tilgiver ham al hans synd, men oven i købet sætter ham i det herlige og store embede og gør en apostel af ham, som siden skal hjælpe andre mennesker til også at komme til syndernes forladelse og det evige liv.

Men hvad vil du så tænke ud fra en sådan gerning? Vil du også mene det samme som farisæerne, at Gud ikke vil vide af den slags folk? Er det ikke sandt: lige så lidt som vi kan nægte, at Matthæus og hans lige er fattige syndere, lige så lidt kan vi nægte, at Gud vil være syndere nådig, tage imod dem og hjælpe dem fra synden ved sin Søn Jesus Kristus. For her står begge dele: Matthæus er en tolder, en fattig synder, som tager, hvor han kan tage; og alligevel tager Kristus ham til nåde og gør en apostel af ham.

Det er altså den ene trøst, som alle bedrøvede syndere skal tage til sig: at Kristus ikke vil støde dem fra sig, men gerne vil tage dem til nåde – forudsat (som vi skal høre til sidst) at de følger Matthæus’ eksempel, holder op med synden og følger Herren Kristus. Men denne trøst er så meget desto større, fordi Kristus ikke viser Matthæus en ringe nåde, men sætter ham til apostel, ham, der var så stor en synder – for at han ikke skal blive hovmodig af det store embede, og for at andre syndere ikke skal fortvivle, men også holde sig til Herren Kristus. For se nøje efter her: hvem er de, vor kære Herre Kristi nærmeste tjenere og fornemste rådgivere i hans rige? Allesammen er de fattige syndere, som efter deres egen retfærdighed og gode gerninger måtte have siddet nede i helvedes afgrund. Derfor, selv om jeg og du er fattige syndere, så kan hverken Peter eller Paulus prale over for os eller foragte os. Hvorfor? Fordi de også må huske på, at de ikke altid har været fromme, og at også de har ført sig sådan over for vor Herre Gud, at det godt kunne have været bedre.

Det er også grunden til, at farisæerne tager så voldsomt anstød. For de dømmer efter loven, de er fjender af synden og synderne, og de mener, at når Herren tager imod sådanne syndere og spiser og drikker med dem, så er det imod Guds lov og uret. Og det er sandt: hvor noget sker imod Guds lov, dér har man god grund (som fornuften dømmer) til at blive vred over det, for det sker imod Gud. Det samme anstød findes den dag i dag. For så snart vi roser og priser Guds nåde, skriger alle op og siger, at man med sådan en prædiken gør folk sikre og dovne, så de ikke gør noget godt. Sådan holder jøderne, det vil sige de gerningshellige, som går op i loven, evangeliet for en forargelig prædiken. Men hedningerne, det vil sige de rå og sikre mennesker, holder det for en tåbelig prædiken. Derfor raser de første imod det som imod det højeste kætteri. De andre ler og spotter ad det, som om det var en unyttig og tom indbildning. De første holder det for gudsbespottelse, de andre for et eventyr. Men den kristne kirke og dens hoved, vor kære Herre Kristus, går midt igennem og lader hverken spotten trænge ind i det højre øre eller foragten i det venstre, men lever i den sande tro og ærer på den måde deres Fader i himlen.

Derfor er det et smukt og trøstefuldt billede, at vor kære Herre Kristus sidder dér blandt toldere og syndere som en god kammerat, der har al sin lyst og glæde ved dem og inderligt gerne er sammen med dem. Og så står farisæerne rundt om, ser sure ud, brummer og rynker på næsen og dømmer og fordømmer både Kristus, vor Herre, og de fattige syndere. De vil dømme Kristus efter loven, skønt han hverken kan eller vil være under loven; for han er Herre over loven og har magt over den. Ja, derfor er han kommet til jorden, for at han også vil gøre os fri og løs af loven. Det er det første stykke i denne historie, og det forunderlige kald, at tolderen Matthæus bliver til en apostel og evangelist – for at vise, at Kristus vil tage imod syndere og hjælpe dem.

Det andet er prædikenen. For farisæerne ville ikke beholde dette anstød for sig selv, men også hælde det i hans disciple og sagde til dem: «Hvorfor spiser jeres lærer sammen med toldere og syndere?» Så må Herren også for sine disciples skyld forsvare sig, så anstødet ikke bliver hængende hos dem. Og han lægger forsvaret i to stykker. Det første er taget fra fornuften, og dermed vil Herren vise, at det er hans embede at omgås syndere; derfor skal de lade ham være i fred og ikke blande sig i hans embede. «De raske,» siger han, «har ikke brug for læge, men de syge.» Som om han ville sige: Hvis I lå syge i sengen og havde en læge hos jer, hvordan ville I så synes om det, hvis man jog lægen bort fra jer og ikke ville lade ham være hos jer? For det er sandt: læge og syg hører sammen. Derfor, ligesom den syge ikke kan undvære lægen, sådan skal lægen også gerne være hos den syge. Men den, der ville tage lægen ilde op, fordi han gerne lod sig bruge hos de syge, han måtte enten være en nar eller et misundeligt, ondt og giftigt menneske, der ikke under den syge hans helbred. Det er talt fornuftigt om sagen, og det kan farisæerne ikke sige imod; de må lade det være godt.

Men læg nu videre mærke til, hvordan Herren tyder denne lignelse. For han vil sige så meget som: Den, der er en synder, har en farligere og mere skadelig sygdom i sin sjæl, end al pest, den franske syge, spedalskhed (og hvad der ellers er af den slags sygdomme) kan være for legemet. Når det nu er sandt om synderne, at de ligger så farligt syge i deres sjæl, hvad skal man så rettelig gøre ved dem? Skal man lade dem ligge, sprælle og dø og gå til grunde i synden? Aldeles ikke! Men jo større og farligere skaden er på sjælen end på legemet, desto mere flid, møje og arbejde skal man lægge i det, at de fattige syndere bliver hjulpet og ved den rette lægedom, omvendelsen, bliver bragt tilbage til sundhed, det vil sige til nåde.

Det er det ene, Herren viser her: at synden ikke er en ringe skade, men en farlig sygdom, som skader legeme og sjæl i al evighed. Derfor skal vi ikke være sikre, når skaden er så stor. Vi ser, hvordan man plejer at beskytte sig med lægemidler, når pesten huserer. Og hvis der bare er en lille skavank ved legemet, så løber vi hen til lægerne, søger råd og hjælp, så vi kan komme ulykken i forkøbet i tide, og den ikke bliver værre. Men hvorfor gør vi ikke det samme her, hvor der er tusind gange større fare? For legemlig sygdom skader kun legemet og må til sidst holde op. Men sjælens sygdom, synden, bringer den evige død, hvis man ikke kommer den i forkøbet og bruger den rette læge. Men dér ser man, hvordan alle foragter den fare. Den, der ligger i gerrighed, utugt, drukkenskab, misundelse, vrede, hovmod, ulydighed og andre lignende synder – og det er alt sammen dødssynder, som Guds vrede kommer over de ulydige børn for – han går sikkert af sted, som om han ikke fejlede noget. Og tit er det de blinde, elendige menneskers største bekymring og højeste klage, at de ikke har grund nok til sådanne synder. Nuvel, den, der tror Kristus her og bekender sig som synder, han vil se til, at han ikke giver denne sjælesygdom for meget plads og lader den sætte sig for fast, men i tide ser sig om efter lægedommen og den rette læge.

Hvem er så denne læge? Det hører du her: ingen anden end vor kære Herre Kristus Jesus. For da Djævelen er syndens ophav og har ført mennesket ind i synden, er det forgæves at søge hjælp mod denne skade hos menneskene, som allesammen, ingen undtaget, har den samme skade på sig. Derfor skal der en mand til, som har magt over Djævelen og er hans herre. Det er vor kære Herre Kristus, sandt menneske og evig Gud. Han er den rette læge og har den sikre kunst, ja, også befalingen og embedet til at hjælpe os syge, forgiftede mennesker. Som han siger til sidst: «Jeg er ikke kommet for de retfærdiges skyld» – det vil sige for deres skyld, der mener, at de af sig selv er fromme og ikke har brug for nogen, der hjælper dem – «men for synderes skyld.» Læg endelig godt mærke til det.

For det første tjener det til, at du lærer Gud rigtigt at kende. Som sagt så tit sidder vore hjerter af naturen fast i den indbildning, at Gud ikke vil være syndere nådig. Sådan lærer loven også, at Gud vil være de fromme nådig, dem, der gør hans vilje; de andre vil han straffe i unåde. Men hvis det var Guds vilje, så kunne Kristus jo ikke være kommet til jorden i den mening at være syndernes læge og bringe dem til retfærdighed. Så ville han have ladet dem sidde fast i synden uden nåde og hjælp og slet ikke være kommet til jorden og blevet menneske. Men da han bliver menneske og her frit og ligeud bekender, at ligesom en læge hører til de syge, sådan hører han til synderne, og da han heller ikke vil lade sig vise bort fra det af farisæerne, så ser man, at Guds råd og vilje ikke er andet end at hjælpe syndere og vise dem nåde.

For det andet tjener det til, at vi også lærer at vogte os for falsk og vildfarende lære. For hele verden har travlt med netop dette stykke: hvordan man kan blive fri og løs af synden. Til det bruger tyrkerne deres Koran, jøderne deres love, paven sine ordener, messer, faster, skriftemål, valfarter, aflad og andet. Men en kristen, der forstår dette evangelium, han ser, at det er ren løgn og bedrag. Hvorfor? Fordi han her hører, at den eneste læge, som kan og skal hjælpe fra synden, er vor kære Herre Kristus og ingen anden.

Derfor er dommen hurtigt fældet. Om hundene, tyrkerne, behøver vi ikke at tale. Men Moses og loven har et godt skin. Det har gudstjenesten i pavedømmet også. Men da jøderne ikke kan sige, at deres Moses og lov er Kristus, og de pavelige ikke tør sige, at deres gerninger, ordener og gudstjeneste er Kristus, så slutter en kristen rent og ligeud, at alt dette intet udretter til syndernes forladelse. Hvorfor? Den eneste læge er Kristus og ingen anden. Den, der søger hjælp mod synden andre steder end hos Kristus, skal ikke finde den; hos Kristus alene er den, og hos ham alene findes den.

Hvordan hjælper denne læge så? Hvilken lægedom bruger han? Det viser Herren fint til sidst, hvor han siger, at han er kommet for at kalde syndere til omvendelse. For før Kristus kommer med sin lægedom, det vil sige med sit ord, det hellige evangelium, så ser man, at verden lever og svæver i synd i al sikkerhed, og man hverken vil høre eller rette sig efter noget. Man angrer ikke alene ikke sine synder, men har oven i købet lyst og glæde ved dem og kan ikke blive mæt af sin skurkagtighed. Men når Kristus kommer og giver os del i sin lægedom, det vil sige sit ord (hvorved Helligånden overbeviser verden om synd og om retfærdighed og om dom), så bliver Guds vrede først åbenbaret for os, så mennesket erkender sin synd og har mishag i den og ville ønske, at han ikke havde gjort det. Men dermed er sygdommen ikke hjulpet; og dog må det være sådan. For uden den erkendelse regner man slet ikke nåden og trøsten for noget.

Når hjerterne så er blevet forskrækkede og bekymrede, så de holder igen, lader deres synd gøre dem ondt og stræber efter at forbedre sig, så er det den rette tid til at komme med lægedommen og rejse og trøste de ængstede samvittigheder igen. Men det sker kun derved, at man ser, hvordan Kristus har lidt for os og ved sin død har betalt for vore synder og ved sin opstandelse har skænket os det evige liv og retfærdighed.

Det er den eneste lægedom, som Herren her med ét ord kalder omvendelse, og som gør os fri af syndens skændige sjælesygdom. Når vi tager imod det med et oprigtigt hjerte og stoler på, at det helt sikkert er sandt, at Gud for Kristi skyld vil være os nådig, ikke huske på vore synder, tage os til nåde og frelse os, så følger der også en rigtig, alvorlig lydighed, så man vogter sig for synden og ikke længere vil gøre Gud vred, ham, der har vist os en sådan nåde og skænket os sin Søn.

Sådan bliver synderne altså rigtig hjulpet: i stedet for synden er der nu en dobbelt retfærdighed. Sådan roser den hellige evangelist også vor læge, Kristus, og siger, at han er «fuld af nåde og sandhed» – ikke alene for sin egen person, men sådan at han vil give os del i nåde og sandhed og skænke os dem. «Nåde» er, at synden er os tilgivet. «Sandhed» er, at vi ikke bliver fromme i det ydre som hyklerne, men af hjertet, og gerne og villigt gør det, vi ved, at Gud har velbehag i. Derimod beholder hyklerne, som mener, de er retfærdige, deres synd, og al deres hellighed er bare løgn og hykleri.

Det skal vi flittigt lægge mærke til og takke Gud for hans nåde, at vi (Gud ske evig lov) har fundet den rette læge og fået den rette lægedom, så vi er hjulpet fra synden og bliver helt hellige: ikke alene hvad angår de gerninger, som vi gør i troen på Kristus, og som derfor behager Gud, selv om de endnu ikke er fuldkomne, men hvad angår nåden: at al vor synd er os skænket ved troen på Kristus, og vi er blevet Guds børn.

Det er det første stykke af Kristi forsvar, hvor han lærer os, hvad hans embede er, nemlig at han er syndernes læge og derfor ikke vil lade sig jage bort fra synderne, men blive hos dem, pleje dem med sit ord og hjælpe dem fra synden. Det er en meget trøstefuld og nyttig prædiken.

Det andet stykke af forsvaret bygger på et ord af profeten Hoseas, og det er også overmåde trøstefuldt og smukt. For dette ord går helt og aldeles imod loven og den højeste gudstjeneste i loven; derfor kunne det godt fortjene en prædiken for sig. Men først skal vi lægge særlig godt mærke til det lille ord Volo, «Jeg har velbehag». For tænk dog på, hvem det er, der taler. Er det ikke sandt: den høje majestæt, Gud selv? Når han selv har velbehag i noget, så må hele skabningen og alt, hvad der overhovedet er til, også have velbehag i det. Derfor ville dette ene ord være mere end nok til, at vi kunne lære Guds vilje, og vi behøvede ikke flere bøger. For her står det så klart og fint, at Gud siger: Det vil jeg, sådan er jeg også sindet, det behager mig, jeg har lyst og glæde ved, at I er barmhjertige mod hinanden.

Men er det ikke et under over alle under, at menneskene har brugt så megen flid, møje og arbejde på, hvordan de kan tjene Gud og leve ham til behag? Den ene har fundet på det, den anden på noget andet. Den ene er blevet præst, den anden munk. Den ene har læst messe, den anden har fastet; og alligevel har ingen set på denne lyse, klare tekst, hvor vor Herre Gud siger: «Det vil jeg, det har jeg velbehag i, at I er barmhjertige.» For dette ene ord, hvis vi ville tænke rigtigt over det, slår alle klostre, ordener og gudstjenester til jorden, som hidtil har været i pavedømmet. For sig mig, er det ikke sandt: det er alt sammen begyndt, fordi vi har tænkt: Åh, gid jeg vidste, hvordan jeg rigtigt kunne tjene Gud! Den ene har tænkt: Det vil behage ham, hvis jeg tager en munkekutte på. En anden har tænkt: Det vil behage ham, hvis jeg faster meget, beder og går på valfart. Kort sagt: hele verden er løbet efter det ene ord, som står her: «Jeg har velbehag.» Det har alle søgt og ville gerne have vidst det. Nu vil Herren ikke have det skjult, men frit og åbent, og han siger os her, hvad han har velbehag i, nemlig barmhjertighed. Men dér går alle forbi, som om han ikke mente det alvorligt eller havde gjort nar af os.

Det er nu den store jammer og den farlige, gruelige blindhed, at vi søger at tjene Gud efter vore egne tanker, og når han selv siger os, hvormed man kan og skal tjene ham, så vil ingen tro ham, ingen vil rette sig efter det. Derfor går det, som Esajas siger i Es 65: «Jeg søges af dem, som ikke spørger efter mig» – det vil sige: de vil ikke vide af mit ord, og alligevel vil de være hos mig og holdes for hellige. «Men jeg,» siger han, «findes af dem, som ikke søger mig» – det vil sige: dem, der tager imod mit ord og ikke følger deres egne tanker. For det gør Gud meget ondt, og med rette, at vi ikke vil følge denne åbenbaring, når han dog selv har åbenbaret sig for os og gerne vil lade sig finde, men vil gå efter og følge vore egne tanker.

Det er det første lille ord i dette skriftsted, og som I hører, ligger der meget i det. For ved det kan man kende Guds hjerte og vilje. Nu går profeten videre, nævner barnet ved navn og siger, hvad det dog er, Gud har velbehag i: «Jeg har velbehag i barmhjertighed.» Dette ord skal du også endelig tage til dig og lægge flittigt og godt mærke til, imod alle de gerninger, der har et stort skin, men alligevel ikke er barmhjertighed. For vi ser her, at profeten med flid nævner barmhjertigheden sådan, at Gud til gengæld ikke vil lade sig behage den højeste gudstjeneste i loven, som han dog selv har indstiftet. Hvordan skulle han så lade sig behage andre gerninger, som vi finder på uden Guds ord – ikke for at tjene folk med dem, men for at vi ved dem kan blive fromme og hellige og rost af alle?

Men hvad barmhjertighed er, ved alle godt. Nemlig: når det går din næste ilde, så tager du dig af det, som om det var din egen lidelse, og hjælper med det, du kan. Se derfor bare på din næstes mangel og nød, så vil du hurtigt vide, hvad barmhjertighed er. Den største og højeste nød er manglen i sjælen eller sjælens sygdom, som vi hørte om ovenfor: synden.

Vil du nu vise barmhjertighed, det vil sige tjene Gud og gøre ham en kær og behagelig gerning, så må du ikke løbe bort fra synderne, flygte fra dem og sky dem, sådan som farisæerne gør her, men holde dig til dem, undervise dem, formane dem, irettesætte dem, trøste dem, ja, også have tålmodighed med dem og bære dem. Se, på så mange måder kan man vise barmhjertighed i dette ene tilfælde, mens munkene for at slippe for den møje og det arbejde har lukket sig inde i klostrene og haft travlt med andre gerninger, som ikke har gjort nogen bedre – uden at ænse, at Gud her siger med så rene, klare ord: «Jeg har velbehag i barmhjertighed.»

Efter denne sygdom kommer også legemets sygdomme, tungsind og andet; dér kan du også hjælpe og tjene din næste på mange måder – om ikke med penge og gods, så dog med et godt ord og med et venligt hjerte, så du gerne ville hjælpe, hvor du bare kunne. Og det er sikkert: når du gør det, så ler Gud i himlen over det, er glad og i godt humør og siger: Rigtigt, min søn, bliv bare ved sådan, det behager mig, det har jeg lyst og kærlighed til. Tror du ikke, at hvis man kunne købe sådan en ære for penge, så man sikkert kunne vide, at Gud havde behag i os, så ville vi ikke spare på noget, men gerne sætte alt ind på det? Nu står det jo rent og klart: «Jeg har velbehag i barmhjertighed.» Men vi hører det og tror det ikke; ellers ville vi gå i hop og spring og med lyst og kærlighed trænges om at hjælpe og råde fattige, elendige og plagede mennesker, og således komme til den ære, at Gud sagde til os: Jeg har velbehag i dit liv. Derfor er farisæerne og alle de gerningshellige fattige, elendige folk, fordi de endda flygter fra en sådan ære og ikke vil bære denne hellige glorie eller skærm over deres hoved. For når man maler de hellige med en glorie eller et lysskær om hovedet, så er det ikke andet end et tegn på, at de har vandret i Guds ord, og at hele deres liv, alt, hvad de gjorde og lod være med, var indfattet i Guds ord.

For det tredje oplever vi, at folk ikke alene lider nød på sjæl og legeme, men også på gods og føde. Dér kan man også vise barmhjertighed på mange måder, med mad, drikke, klæder og andet, sådan som Herren selv fint fortæller i Matt 25: «Jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj osv.» Af disse gode gerninger finder man ikke én hos de gerningshellige. For de giver ikke alene intet, men æder andre folks gods op (som Kristus siger om farisæerne) og har gode dage ved deres hellighed. Derfor burde man male en klat djævlemøg på hovedet af disse falske hellige i stedet for glorien eller lysskæret; det ville være deres rette våbenskjold og hjelm.

Sådan har I, kære venner, hvad man skal gøre, når man vil tjene Gud med ydre gerninger og gøre hans vilje: ikke andet end at vise næsten barmhjertighed. For det er næsten, der har brug for vore gerninger; Gud i himlen har ikke brug for dem. For hvad vil eller kan vi give ham, vi, som intet har uden det, vi får af ham? Men det har vi brug for, mere end alt det, Gud giver os her på jorden, at han også giver os sit ord, så vi ved det lærer ham og hans vilje at kende. Med det bliver Gud også tjent, for det hører til hans ære. Derfor står der hos profeten Hoseas, at vi skal vise næsten barmhjertighed og på den måde gøre noget, Gud har velbehag i; og dernæst skal vi lade «kundskaben om Gud» ligge os på sinde, det vil sige: vi skal tage imod evangeliet og tro det. For ved det alene kender man Gud. Så har man Guds vilje hel og fuld. Men det stykke nævner Herren ikke, for her taler han kun om det ene, som vi skylder folk at gøre. Intet skal være eller kaldes en god gerning uden alene det, hvor der er barmhjertighed i, så næsten bliver hjulpet i sin nød.

Men Gud lader det ikke blive ved, at han kun siger: «Jeg har velbehag i barmhjertighed»; han tilføjer også: «Jeg har velbehag i barmhjertighed og ikke i offer, og i kundskab om Gud mere end i mange brændofre.» Det er et meget mærkeligt og vel halvt kættersk tillæg, hvis farisæerne skulle have lov at sige det. Hvorfor? Ofre og brændofre var den fornemste gudstjeneste i loven, som Gud selv havde udvalgt sig og befalet at holde. Derfor ville det være groft nok sagt, hvis profeten sagde: Gud har mere lyst til barmhjertighed end til offer. Men at man skal sige, at Gud slet ikke har lyst eller velbehag i offer, det er for meget og lyder meget kættersk. Nuvel, enten farisæerne kan lide det eller ej, enten de tager anstød eller ej, så tager Kristus ikke et blad for munden, men siger det lige ud: «Jeg har velbehag i barmhjertighed og ikke i offer.»

Så melder spørgsmålet sig: Hvorfor fordømmer Gud dog ofrene på dette sted, når han dog hos mange af fædrene har haft stort velbehag i dem? Dertil skal du lære at svare sådan: I Sl 18,26–27 står et vers, som lyder sådan: «Hos de hellige er du hellig, og hos de fromme er du from, og hos de rene er du ren, og hos de forvendte er du forvendt.» Ligeledes siger Paulus: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.»

Derfor må man her se på personerne og skelne mellem dem, der er hellige, og de andre, der er uhellige. For da de hellige forholder sig rigtigt over for Gud ved troen og over for næsten ved barmhjertigheden, så lader Gud sig ikke alene deres ofre behage, men også andre, ringere gerninger, alt deres arbejde, at de spiser, sover og andet. Og det behager ham i den grad – selv om de endnu ikke er helt rene i alle ting og tit falder og synder af svaghed – at det dog ikke skal skade dem, men være dem skænket og tilgivet. For Gud er hellig hos de hellige, også når de synder; dog sådan at de ikke bliver i synden, men ved troen igen holder sig til Guds nåde.

Men de ugudelige derimod forholder sig ikke rigtigt, men ilde (for over for Gud har de hverken tro eller tillid), og så regner de heller ikke kærligheden til næsten for noget. De går op i deres ofre, deres selvvalgte gudstjeneste og fromhed og søger deres egen ros og ære ved det. Så sker det, at Gud også bliver forvendt hos sådanne forvendte folk og siger: Når I ikke vil følge min befaling om troen og kærligheden, som jeg har særligt velbehag i, så vil jeg heller ikke lade mig behage jeres bedste gerninger og højeste gudstjeneste, jeres ofre. Og ikke alene skal jeres synder skade jer, men også jeres bedste gerninger skal blive til de største synder. Hvorfor? Jeg gør mod jer, ligesom I gør mod mig, og som verden siger: Er du utro dér, så er jeg utro her. Du kan ikke lide, hvad jeg befaler; så kan jeg ikke lide, hvad du gør. Så er vi skilt. Dér, hvor du har størst lyst til offeret, dér har jeg størst ulyst. For I er ikke den slags folk, som jeg kan have behag i.

Sådan hører I, kære venner, hvilken trøstefuld prædiken dette er for de fattige syndere: at Kristus vil være hos dem, hjælpe dem, føre dem til omvendelse og frelse dem. Men I ser også, i hvilken farlig stand de er, som ikke holder sig selv for syndere. Lad os derfor rette os rigtigt ind efter sagen, erkende vore synder, bede Gud om tilgivelse og håbe på tilgivelse ved Kristus og indrette vort liv sådan, at det kan hedde barmhjertighed, så vi tjener vor næste med det, vi kan. Så vil Gud have lyst og kærlighed til os og for Kristi, sin Søns, skyld ved sin Helligånd gøre os helt fromme og frelste. Det give Gud os alle! Amen.