Sankt Jakobs dag (Mark 10,35–45)

Prædiken på Sankt Jakobs dag over evangeliet Mark 10,35–45

Det er meget godt, at man i kirken har beholdt nogle af de helliges historier. De er skrevet så omhyggeligt op i Den Hellige Skrift, for at vi skal rette os efter deres eksempel og forbedre vores liv. For af den grund har Helligånden ordnet det sådan, at der ikke alene skulle skrives om deres hellighed, tro og gode gerninger, men også om deres svaghed og synder. Det er os til undervisning og lære: Ligesom deres tro og gode gerninger skal lyse for os, så vi følger deres eksempel, sådan skal også deres synd og svaghed advare os, så vi ikke bliver sikre, men tager os godt i agt.

For når det er gået galt for så store og prægtige folk, som vi aldrig i vores levetid bliver lige med, så de har snublet og somme tider endda er faldet helt – hvor meget mere kan det så ikke ske for os, at vi, selv om vi står nu, uventet falder og bliver liggende. Derfor skal der stor flid og stadig bøn til, for at Gud vil holde os oppe og ikke lade os synke i fristelse.

Sådan fortæller evangelisten Lukas, hvordan Paulus og Barnabas blev heftigt uenige med hinanden. Ikke for deres skyld – de er for længst døde og borte – men for vores skyld, så vi skal vogte os for Djævelen, holde fint sammen og flittigt vogte os for splid og for alt, hvad der kan føre til den. For når Djævelen får det så vidt, at prædikanterne bliver uenige indbyrdes, så er der grund til at frygte, at al slags ulykke vil følge efter. Sådan fortæller evangelisterne også omhyggeligt i evangeliet om Peters fald: at han glemmer sig selv så groft og fornægter Kristus, sin Herre, tre gange, han som før ville gå i døden med ham. For sådan et fald tjener til, at vi altid skal bede og ikke være sikre; for med os er det meget hurtigt sket, at Djævelen får os til at falde skændigt.

Sådan hører I, kære venner, i dagens evangelium, hvordan Jakob og Johannes opfører sig over al måde dårligt og ganske enkelt vil presse Herren Kristus til at gøre noget særligt ud af dem frem for alle hans andre disciple. Her er ikke alene den skadelige synd, hovmodet og den egne ære, som ingen steder er mindre på sin plads end hos prædikanterne; for den, der vil se efter sin ære, sin fordel og den slags og rette sin prædiken derefter, han vil ikke udrette meget godt. Men de har heller ingen som helst forstand på, hvad Kristus eller hans rige er. For de mener, at han skal oprette et verdsligt regimente ligesom andre verdslige herrer. At han vil tilgive synd og skænke det evige liv, og at de har brug for ham til det, det kan de slet ikke tænke sig. De mener, at hvis de bare var store fyrster og herrer, så havde de nok. De andre ti disciple er heller ikke meget klogere eller bedre. For af samme grund begynder de også at mumle og vil nødig give de to brødre noget forspring.

Men hvorfor skriver apostlene sådan noget og tier ikke om deres egen skam? Det sker for vores skyld: ikke alene, for at vi skal vogte os og ikke være sikre, bede flittigt og ikke give efter for anfægtelsen, men også, for at vi af sådanne eksempler skal lære, hvordan Kristus plejer at omgås sådanne syndere og svage mennesker.

For selv om de fleste mennesker lever sådan, at de ikke spørger meget efter prædikenen og ikke bekymrer sig om deres synder, så erfarer vi dog, at de fromme hjerter ikke har nogen større byrde og ikke noget, der tynger dem mere, end synden. Hvorfor? De ser den straf, der er sat for synden: den evige død. Derfor kan de ikke være rolige; de må fortvivle og frygte for Guds dom. I sådan angst og nød tjener disse eksempler til, at vi ikke alene skal lære dette: Når vi en gang imellem bliver overrumplet af Djævelen og synden og falder, så er det også sket for andre og større hellige – vi er ikke de eneste. Men også, at Gud vil omgås os med netop den samme mildhed, ikke kaste os bort på grund af synden, men tage os til nåde og bringe os på ret køl igen. Det ser vi her med de to brødre: De falder meget svært og bilder sig dog ind, at de ikke gør noget forkert, og at sagen nok skal lykkes for dem.

Men hvad gør Kristus ved det? Farer han også hårdt ud mod dem? Eller vil han ikke længere regne dem for sine disciple, fordi de har været så længe hos ham og alligevel slet intet har lært? Nej, han omgås dem på det allermildeste og giver dem ikke et ondt ord. Han belærer dem på det allervenligste, så de skal holde op med sådan et ønske og få andre tanker om hans rige og deres embede – ligesom en far formaner sit barn med al godhed.

Derfor er disse eksempler overmåde trøsterige og stemmer fint med vor kære Herre Jesu Kristi lære. For han befaler, at man skal prædike omvendelse og syndernes forladelse i hans navn. Men omvendelse er ikke andet, end at vi af hjertet bekender, at vi er arme, skrøbelige syndere og har fortjent Guds vrede, og at vi derfor tager os i agt og ikke længere hænger ved synden. Og derefter, at vi i rædsel og anger over vores synd rejser os op og trøster os ved troen på, at synderne bliver os tilgivet for Kristi, Mellemmandens, skyld. Sådan ser man også i dette eksempel, at Jakob og Johannes falder i sådant hovmod og sådan dårskab. Det er et tegn på, at vi alle, den ene lige så vel som den anden, er skrøbelige, arme folk. Derfor skal vi ikke være sikre eller hovmodige, men ydmyge og gudfrygtige. Men at Kristus omgås sådanne syndere så venligt og ikke giver dem et hårdt ord – for slet ikke at tale om, at han skulle slå dem eller støde dem fra sig – det er da et tegn på, at han ikke vil hævne synd, men tilgive den og være nådig mod synderne. Så meget skal vi i dag lære af den historie, som skete her med de to apostle, Jakob og Johannes, og deres mor, som Matthæus fortæller i Matt 20.

Men ved siden af historien må vi også se på de to prædikener, som Herren holder: den ene for de to brødre og den anden for de andre ti disciple. De to brødre går med den tanke, at når de har sådan en Herre og Mester, så vil de komme til stor ære og blive store, mægtige herrer. Men hvad siger Kristus til dem? «Hvis I vil være mine disciple,» siger han, «og også have del i mit rige, så må I drikke mit bæger og lade jer døbe med min dåb. Og alligevel skal I ikke af den grund sidde hverken ved min højre eller ved min venstre side.»

Det er en prædiken, der slet ikke rimer med disciplenes tanker. De tænker på stor verdslig herlighed; så taler Herren til dem om store lidelser, om angst og modgang. Summen af denne prædiken er altså: Den, der vil være kristen og bekende sig til Herren Kristus som hans discipel, skal bare slippe den tanke, at han vil have gavn af Herren Kristus til verdslig ære, magt og rigdom. Han skal samtidig indstille sig på, at han må lide og vente sig al slags ulykke. Som Paulus også siger: «Alle de som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.»

Det er Herren Kristi rige, og han selv, kongen i dette rige, går forrest i dansen. Han drikker bægeret og lader sig døbe, det vil sige: Han lider, og han lider mere og tungere end alle sine undersåtter, som vi ser i hans historie. Det eksempel må alle de følge, som kender Kristus som deres hoved og Herre. Som Paulus siger i Rom 8,29: «at vi må blive ligedannede med Guds Søns billede, i lidelsen og derefter også i herligheden.» Og Kristus siger i Joh 15,20: «En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.» Det er den livré, som denne konge deler ud til sine folk. Den, der skammer sig over den og ikke vil bære den, han skammer sig over Herren Kristus og bliver ikke hos ham.

Sådan ser man jo, at det gør Herren Kristi rige stor skade, som han selv vidner i Matt 13,5–6, hvor han taler om sæden, der falder på stengrunden: Selv om den spirer frem, kan den ikke holde ud i heden, for den har ingen rod og visner. Sådan er det med mange kristne. Hvis der ikke var anfægtelse og kors, så kunne de godt blive ved med at være kristne. Men at de skal sætte liv og lemmer, kone og børn, hus og hjem, penge og gods, ære og magt på spil og vove det for evangeliets skyld, det vil de ikke. Men nu er det besluttet: Vil du være i Kristi rige, så må du drikke bægeret med ham og med andre kristne, selv om du hellere ville tørste, og lade dig døbe, selv om du hellere ville blive tør. For han vil ikke have den slags kongerige, hvor han deler penge og gods, ære og andet ud blandt folk. «Mit rige,» siger han, «er ikke af denne verden.» Derfor bryder han sig ikke om det, verden har, men har med andre, højere og større ting at gøre. Penge og gods bliver ikke længe, og selv om de bliver, så må vi alligevel herfra og kan ikke tage dem med os eller nyde dem i et andet liv.

Da vor kære Herre Jesus nu ikke har et verdensrige, men et evigt rige, så følger det, at vi står i fare, hvad det verdslige angår, men at vi gennem ham med vished skal vente de evige goder: at vores synder bliver tilgivet, at Helligånden bliver skænket os, og at vi skal være arvinger til det evige liv. Det er de goder, Herren vil have, at vi skal se efter og vente fra ham. Men her går det ham, som man ser med de to apostle. Hvis Kristus gav hver kristen, der lader sig døbe, tusind eller hundrede gylden i løn eller endnu mindre – hvor ville folk ikke slås om den kære dåb! Og der er ingen tvivl om, at selv jøderne, hvor fjendtlige de end er mod Kristus, ville komme for pengenes skyld og også gerne kaldes kristne; ligesom de jo også ellers somme tider lader sig døbe for dåbsskillingens skyld.

Men fordi Kristus ikke giver penge og gods, men den, der vil være kristen, tværtimod må sætte penge og gods på spil og vove alt for Kristi skyld, så bliver hans rige tyndt og trangt. Kun få giver sig til ham af hjertet og vil lide noget og give afkald på noget for hans skyld – selv om han i stedet for det timelige lover sine kristne evige goder og evigt liv.

Det skal vi lære her og ikke lade vores fornuft og verdens eksempel forføre os. For når vor kære Herre Kristus rækker os sit bæger og vil døbe os med sin dåb, det vil sige, når han lægger sit kors på os, så dømmer vi, at sådan et bæger og sådan en dåb er et tegn på, at Gud er vred på os og ikke mener os det godt. For sådan regner fornuften: Den, det går godt og heldigt for, har en nådig Gud; men den, det går dårligt for, har en unådig Gud. Men her ser vi, at den dom er falsk. For Kristus drikker selv bægeret og lader sig døbe, og dog er han sin Faders kære barn, i hvem Faderen har det højeste og største velbehag, og han kan ikke være vred på ham. Nu mener Kristus det jo også venligt og på det allerbedste med sine kristne; ellers ville han ikke have givet sig i døden for deres skyld. Når han nu selv giver sine kristne bægeret, så må det følge, at sådan et bæger ikke er tegn på en unådig vilje. Derfor skal de kristne ikke gyse ved korset, men tage imod det (som det i sandhed er) som et sikkert tegn på, at de er Guds børn og er i Kristi rige. For der skal det gå sådan til og ikke anderledes.

Men hvad sådan et bæger og sådan en dåb er godt for, hører I, kære venner, ved andre lejligheder: at vores gamle Adam har hårdt brug for, at man strammer tøjlerne og giver ham sporerne; ellers bliver han for kåd og ustyrlig. Men når korset trykker ham, så har han grund til at bede, holde sig til Ordet og øve troen. For der er ikke noget andet middel til at holde kødet i ave og dæmpe synden, end at Gud holder sine kristne under riset, som en far holder sine børn, og ikke ser så meget gennem fingre med dem; ellers ville de vænne sig til ulydighed og slet ikke lade sig opdrage. Derfor er riset (som Salomon siger) ikke andet end et tegn på, at Gud ikke er vred på os (sådan som fornuften dømmer uden grund), men at vi er hans børn, og at han er vores Fader og elsker os af hjertet. For ellers, hvis han ikke elskede os, ville han lade os ligge i vores eget søle. Men det ville være vores fordærv på legeme og sjæl; det forhindrer riset og korset.

Så er dette summen af denne prædiken: Vor kære Herre Kristi rige er sådan et rige, hvor vi må tage en tår mere, end vi kan tåle, så øjnene løber i vand; det vil sige, vi må give os ind under korset. For Djævelen og verden er de kristne bitterligt fjendtlige. Og af natur er de også meget lette at få til at synde. Derfor må vor Fader i himlen binde en knippel på hunden, så vi ikke løber fra ham, og han kan holde på os; og desuden er vi skyldige at være Gud lydige og følge vor kære Herre Kristi eksempel. Sådan er det besluttet. Derfor skal vi lære at rette os efter det og ikke med Jakob og Johannes se efter stor magt, ære, gods og den slags. For her hedder det ikke at sidde til højre eller venstre; det hedder at drikke bægeret og lade sig bade.

Efter denne lære må vi dog også mærke os, at vor kære Herre Kristus i sit rige og sin herlighed ikke vil have eller tåle nogen ved siden af sig som sin lige. For det er ham, om hvem der står hos profeten Esajas i Es 63,3, at han alene har trådt vinpersen. Det er ham alene, der er død for os og med sin død har betalt for vores synd. Han alene er det, der vil hjælpe og redde os ud af al nød. Det er ham alene, der vil høre vores bøn og til sidst frelse os. Derfor kan han ikke tåle, at nogen bliver sat ved siden af ham og gjort lig med ham. Det gør paven dog, imod hans befaling og vilje, når han sætter Jomfru Maria og andre hellige ved hans venstre og højre side; for han lærer, at man skal påkalde dem, og at vi kan få gavn af deres forbøn og fortjeneste. Mod sådan afgudsdyrkelse skal de kristne vogte sig. For foruden at Kristus forbyder det, så er det at vanære Kristus på det groveste, når vi sætter vores trøst og tillid til mennesker og imens lader vor Herre Kristus stå i baggrunden, han som dog alene ved sin lidelse har forsonet os med Gud, betalt for vores synd og overvundet døden.

Den anden prædiken, som Herren holder for de ti disciple, går først og fremmest ud på at lære dem om prædikeembedet. For som evangelisten skriver: Da de hørte, at Jakob og Johannes ville være noget mere end dem, blev de vrede på dem og tænkte, at de lige så vel havde ret til at sidde øverst som de to. Det ser Herren, og han formaner dem på det venligste og siger: «I ved, at de verdslige fyrster hersker, og at de mægtige blandt dem har magt.» Sådan har Gud ordnet det, og sådan må det være, hvis der ellers skal være fred, enighed og godt regimente blandt folk. Men efter det eksempel skal I ikke tænke. «Blandt jer (siger han) skal det ikke være sådan»; men «den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener; og den der vil være den første af jer, skal være alles træl.» Dermed bliver prædikeembedet ikke alene frataget den verdslige magt og myndighed; men der bliver også pålagt det, at det helt igennem kun skal være et tjenesteembede, som man ikke får andet ud af end møje og besvær og derefter al slags utak, ja måske endda al slags ulykke.

Det er en meget nødvendig lære. For vi ser, at der er forskellige embeder i kirken. Apostlene har større befaling end biskopperne; biskopperne og sognepræsterne større end andre almindelige lærere og prædikanter eller deres medhjælpere og diakoner. Alle disse forskellige embeder stiller vor kære Herre Kristus på lige fod med denne befaling: at ingen skal bruge dem til sin egen ære eller fordel, men alene til at tjene andre mennesker med og have møje og besvær af det. For (siger han) skulle nogen have magt og stor herlighed af det, så tilkom det mig frem for alle andre, for jeg er Guds Søn og har den befaling med mig, at jeg skal vise folk til Guds rige. Men den befaling og det embede bruger jeg ikke til at blive herlig, stor og mægtig. Jeg tjener, og jeg tjener med mit legeme og liv, så jeg dermed betaler for hele verdens synd. Så lær nu også at indrette jer i jeres embede, og lad ikke Djævelen forføre jer til at tro, at mit rige er et verdensrige. I verden er der fyrster og herrer; de må have mere og være mægtigere end deres undersåtter. Men i mit rige går det anderledes til: Dér er den største fyrste og den mægtigste herre den, som bøjer sig dybest ned og tjener folk flittigst med sit embede og med de gaver og den nåde, han har.

Det gør den ulyksalige pave ikke. For fordi han har embedet, vil han æres højere end kejsere og konger og være herre over hele verden. Sådan vidner han med sin egen gerning imod sig selv, at han ikke er Kristi discipel, men en antikrist eller en modkrist, der gør alt anderledes, end Kristus har befalet og budt. Men om det skal vi høre mere på Sankt Bartholomæus’ dag.

Men især skal man her lægge mærke til det ord, Kristus siger: «Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som betaling for mange.» For dette ord lærer, som vi hørte på Magdalenes dag, om syndernes forladelse: hvordan vi kan få den. Med vores gerninger og fortjeneste er det forgæves; for vi skylder Gud så stor en sum, at det er umuligt for os at betale den. Hvordan bliver vi så fri for gælden? Ikke på anden måde, end at vor kære Herre Kristus træder ind i vores gæld, tager vores synd fra os, lægger den på sin ryg og lider den død, som vi har forskyldt med vores synder, for at vi skal blive frie og løse fra døden.

I verdslige handler går det også sådan til. Når jeg skylder en mand tusind gylden og ikke har noget at betale med, men finder en god ven, der selv går i gæld for mig og siger til min kreditor: ’Jeg går i borgen for manden’ – så behøver jeg ikke længere bekymre mig om gælden. For min kreditor har ikke længere noget krav på mig; han har taget en anden i stedet, som er gået i borgen for mig og betaler for mig. På samme måde taler Herren også her og siger: «Han giver sit liv som betaling for mange», så vi ved hans død skal være frie og løse fra døden. Ligesom når én sidder fanget og ikke kan blive fri, før der lægges en bestemt sum penge på bordet for ham. Sådan har Djævelen og døden holdt os fanget på grund af synden, og det var umuligt for os selv at hjælpe os og gøre os fri. Men Gud sender i faderlig kærlighed sin Søn; han må træde til for os og betale det, vi ikke kan betale.

Men hvordan kan det være, når nu syndens gæld er betalt ved Kristus, at ikke alle bliver frelst, men kun nogle? Som Herren siger her: Den betaling er sket «for mange». Det vil sige: Selv om den er sket for alle mennesker (Es 53; Joh 1; 1 Joh 2) [kilden har «Joh 2; 1 Joh 1»], så er der dog kun nogle, der får gavn af den betaling og bliver frelst. Det sker, fordi ikke alle vil tage imod den betaling; de vil ikke alle tro. Nogle tænker, at de vil skaffe sig af med synden ved egne gerninger, som paven og hans flok. Nogle vil slet ikke tage imod Kristus, som tyrkerne og jøderne; de regner ham ikke for den, der har betalt for synden. Derfor må de selv se til, og fordi de ikke vil have Kristus, har de ingen borgen. Så må de blive liggende i synden, dø og gå fortabt. For uden for vor Herre Kristus finder vi ingen anden, der betaler for os; og selv kan vi det heller ikke.

Nogle er hverken som paven eller som tyrkerne. De tænker vel ikke at komme i himlen ved deres gerninger, og de fornægter ikke Kristus. Men de vil heller ikke tage imod ham af hele deres hjerte; de holder så meget af verden, og den giver dem så meget at bestille, at de ikke tænker på Kristus. Og fordi de bliver ved i synden uden omvendelse og stadig har deres lyst i den, er det ikke deres rette alvor at ønske syndernes forladelse. Også de går tomhændede bort og får ikke gavn af vor Herre Kristus og hans betaling. Men de, der får gavn af den, er dem, der bekender deres synder, angrer dem, beder om nåde, ønsker at blive bedre og holder sig af hele deres hjerte til Herren Kristus som den, der har betalt for dem med sin død og forsonet dem med Gud.

Det være nok om dagens evangelium. I det ser vi, hvor venligt Herren omgås Jakob og Johannes, skønt de har snublet groft. Og han lærer dem, at hvis de vil blive ved med at være hans disciple, må de ikke tænke på stor ære, magt og myndighed, men indstille sig på at lide og sammen med de andre apostle kun bruge deres embede til tjeneste. Gud give os alle sin nåde ved Kristus, så vi holder fast ved denne lære og bliver bedre af den. Amen.