Mariæ besøgelsesdag: 1. prædiken (Luk 1,39–56)

Prædikener på Mariæ besøgelsesdag. Første prædiken over evangeliet Luk 1,39–56, holdt 1533

Denne højtid har paven først indstiftet for ikke ret længe siden for at jage tyrken bort med den [festen blev indført for hele kirken af pave Urban 6. i 1389]. Det kan man se i den læsning, man synger ved ottesangen. Der står nemlig: Ligesom jomfru Maria gik over bjergene og trådte på dem, sådan skal man påkalde hende, at hun med de samme fødder også vil træde tyrken under sig. Men jo længere man har fejret denne højtid og påkaldt jomfru Maria, jo mere har tyrken trådt på os. Derfor skal og vil vi ikke fejre denne højtid af så tom en grund.

Men vi vil fejre den af denne grund: for det første for at man takker Gud for den herlige åbenbaring, som skete på denne dag. Den fromme, gamle matrone, den kære Elisabeth, er fuld af Helligånden. Hun vidste intet i forvejen om Kristus og om, at han var undfanget, men nu bryder hun ud og bekender, at den unge jomfru Maria er den sande moder til hendes Herre og Gud. Derfor bliver hun glad over, at hun har fået så stor og herlig en gæst, som hedder Guds Søn. Og det lille barn i hendes liv, den kære Johannes, melder også om denne gæst; han bliver glad og springer i moderens liv. Sådan vidner de begge, moderen med sin prædiken og barnet med sit spring, om at Kristus er kommet. Ved ham skal hele verden, men først og fremmest det jødiske folk, hjælpes fra død, synd og Djævel. Det skal på én gang bevæge os til glæde og til inderlig tak til Gud. For hvis Gud havde villet holde denne skat skjult og ikke havde villet, at vi skulle vide om den og nyde godt af den, så var denne underfulde åbenbaring nok blevet borte.

Efter denne åbenbaring følger så også et særligt stykke, nemlig den smukke lovsang Magnificat. Den er også værd at holde en helligdag for, så man prædiker den og lærer at forstå den ret. For det er en meget fin sang, som vi skal høre.

For det tredje bliver der stillet os et særdeles smukt eksempel for øje i jomfru Maria. Det er rimeligt, at vi følger det og lærer det og tænker grundigt over det. Derfor er vores højtid noget helt andet end pavens højtid. Den går først og fremmest ud på, at vi skal love og takke Gud, sådan som den kære unge jomfru lovede og takkede ham.

Det ser ud, som om Lukas har haft en særlig glæde ved denne historie, siden han beskriver den så omhyggeligt. Han maler den kære unge jomfru så smukt for os alle, men især for kvinderne, med en krans, der er smykket med tre særlige, smukke og dejlige roser. For han roser tre særlige dyder, som også vi skal stræbe efter. Den første er troen, den anden en meget stor og dyb ydmyghed, den tredje en fin og tugtig adfærd over for folk. Hvor en kone eller en jomfru har sådan et smykke, dér overgår hun langt alle dronninger og kejserinder med alt deres guld, ædelsten og perler, fløjl og silke.

Om troen taler Elisabeth, når hun siger: «Salig er hun, som troede; for det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.» Maria får nemlig med rette ros, ikke alene for den almindelige tro (som alle kristne har, der bliver frelst), at hun troede, at Gud ville forløse hende fra forbandelsen og fra synden ved den lovede sæd, tage hende til nåde og frelse hende. Men hun får også ros for en særlig tro. For hun havde fået et særligt løfte, som alene gjaldt hendes person: at hun skulle føde Kristus, Guds Søn. Det løfte troede hun, og hun lod sig ikke bringe ud af det, selv om hun ikke kunne vide, hvordan det skulle gå til. Den tro har hun alene haft; dér kan vi ikke blive som hun.

Men fordi troen altid må have Guds ord foran sig, skal vi følge hendes eksempel i dette, at også vi holder os flittigt til Guds ord. Og især skal kvinderne hellere lade sig finde i kirken, ved bønnen og ved prædikenen end ved dansen, på torvet eller andre steder. For det er jo sandt: hvor man har lyst og kærlighed til Guds ord, gerne hører det og gerne omgås det, dér vil der vise sig flere dyder dag for dag. Omvendt: hvor man ikke gerne hører det, dér vil der ikke mangle alskens lyder. Det er den første dyd.

Den anden dyd er denne: Den unge pige er højt æret, for hun er jo Guds moder, så det havde været rimeligt, at Elisabeth var kommet til hende. Alligevel holder hun sig til den lære, at man skal ære gamle folk, fordi Gud sådan har ordnet det. Hun bliver ikke hovmodig, men som et fromt barn stiger hun ned, bøjer sit hjerte og ydmyger sig, så hun drager så lang en vej for sin slægtnings skyld. Og hun ønsker ikke bare at tale med hende om Guds store nåde og undergerning, men også at tjene hende. Det mærker Elisabeth godt, og hun synes, det er for meget. Derfor siger hun: «Hvorledes times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?»

Det er også et meget herligt smykke og en stor pryd på den kære unge jomfru, at hun ikke bliver hovmodig af den ære, hun har: at hun er Guds moder og skal føde Guds Søn. Det havde ikke været noget under (kvinderne er jo i forvejen tilbøjelige til hovmod), om hun var faldet i et hovmod, dybere end Lucifer med sine engle. For se, hvad gør vi stakkels slamsække? Har vi en skilling eller en gylden, så kan ingen holde ud at være sammen med os for bare hovmod. En pige, der har et smukt bånd, en ung karl, der har en flot frakke – alle sammen bliver de stolte og frække, når de har noget særligt. Er det skønhed, kunnen, penge eller adel, så kender vi hverken ende eller mål på vores hovmod. Og dog er alt det som skidt på gaden mod den store nåde, som denne unge jomfru har her, så Gud ærer og pryder hende frem for og over alle kvinder. Og alligevel ydmyger hun sig og ønsker at tjene den gamle Elisabeth.

For hos hende drejer det sig ikke om sølv og guld. Om alt det guld, hele verden har, lå i én bunke, så var det dog som potteskår mod denne store ære, som intet menneske på jorden nogen sinde har haft: at englene i himlen selv, og siden Elisabeth, den største kvinde, som har født den største søn næst efter Kristus, kalder hende Guds moder og den velsignede blandt alle kvinder. Og alligevel, selv om hun er den højeste, ædleste og helligste moder, ser hun ikke på disse store gaver. Hun stiger ned og siger til englen: «Se, jeg er Herrens tjenerinde.» Og til Elisabeth, som hun drager så lang en vej for at komme til, siger hun: «Gud har set til sin tjenerindes ringhed.» Denne kunst skal vi også lære og ydmyge os sådan, vi, der lader os drive til hovmod af tusind gange ringere grunde. Det er næsten umuligt, at sådan et hjerte ikke skulle ophøje sig og blive hovmodigt, sådan som vi gør, når vi har en daler eller en flot frakke.

Åh, hvor vil denne høje persons store ydmyghed gøre vores hovmod til skamme på den yderste dag, når vi får den kære unge jomfru at se, og hun taler til os stolte tosser og siger: Jeg har da ikke spillet mig stor eller pralet, og dog havde jeg mere, end du kejserinde og dronning kan have. Men hvad var grunden til dit hovmod? Hvorfor har du pralet sådan? Er det en guldkæde, en flot kjole, en smuk krop, der har gjort dig så stolt? Men hvad er det mod dette, at jeg var Guds moder, at englene og alle de hellige roste mig som den velsignede og højt benådede blandt kvinderne? Og alligevel har jeg ikke hovmodet mig over det. Og I tossede helgener, I kættere, I sværmere, som synes, I er så lærde, at maven er ved at sprænges af bare kunnen: hvad kan I da, siden I puster jer sådan op og er så sikre og formastelige? Gør mig det efter, om I med al jeres kunnen kan lave ét vers i Magnificat! Jeg har jo også kunnet tale om vor Herre Gud, og alligevel var jeg ikke hovmodig. Jeg glemte ganske al min ære, gik til fods over bjergene til min slægtning, tjente hende i barselssengen, lavede mad, vaskede bleer og gjorde alt andet husarbejde af hjertet og med glæde, ligesom enhver anden tjenestepige, og jeg gjorde mig ikke til af noget.

Fy for skam, du skændige hovmod! Og skam sig nu, hvem der kan skamme sig, over denne store ydmyghed: at denne unge pige, som er Guds moder og den største kvinde i himlen og på jorden, så ganske kan glemme alt sit gode og have så ringe et hjerte, at hun går hen og ikke skammer sig ved at vaske bleer, tørre og bade det lille barn Johannes osv. Den ydmyghed er dog alt for høj. Det havde været rimeligt, at man havde bestilt en gylden vogn til hende og ledsaget hende med fire tusind heste og havde blæst i trompet og råbt foran vognen: Her kører fruen over alle fruer, fyrstinden blandt hele menneskeslægten! Men alt det er der tiet om. Den stakkels unge pige går til fods så lang en vej, op mod tyve mil, og er dog allerede Guds moder. Det havde ikke været noget under, om alle bjergene havde sprunget og danset af glæde. Det kan godt være, at hun ikke gik alene, men at Josef og måske en barnepige gik med hende; men Lukas fortæller kun om hende. For det er hende, det mest kommer an på, og det er hende alene, der viser denne ydmyghed.

Det er den anden dyd, den store ydmyghed. Det billede skulle alle mænd og kvinder tage til hjerte og blive forskrækkede over deres egne stolte og stivsindede hoveder. For vi ser og oplever, hvor uopdragen, stolt og fræk verden er nu, og især tjenestefolk og tyende overalt. Vil husbond eller madmor have noget gjort, så kan de gøre det selv – eller også bliver det gjort sådan, at det godt kunne være bedre. Sådan finder man overalt stolte og ulydige tjenestefolk, selv om de bare er fattige, elendige tiggere; for ikke at tale om, hvad de store junkere og fruer gør, hvor der er ære, magt, gods, kunnen og andet. Det kan ikke vare ret længe; til sidst må torden og lynild slå ned i det, så hovmodet bliver standset. Men var vi kristne, så ville vi tænke: Kære, når denne moder har kunnet ydmyge sig sådan, hvad bilder jeg elendige menneske mig så ind, at jeg skulle være så hovmodig, utjenstvillig og stolt? Om jeg så har gult hår, en rød kjole og guldkæder, om jeg er smuk, lærd, adelig, rig og mægtig – hvad så? På sådan et hovmod, siger man, tørrer Djævelen sin bagdel. For i sandhed er det alt sammen et fattigt, elendigt, stinkende tiggerhovmod. Derfor vil jeg stakkels maddikesæk ikke være stolt, men lære at rette mig efter dette eksempel. For jeg hører, at den kære unge jomfru, som er Guds moder, og som af hensyn til sin ære godt kunne være blevet hjemme, begiver sig til fods på vejen og går i tjeneste i fremmed land. Hun bader den kære lille Hans, den lille døber, løfter ham og lægger ham, vasker hans små bleer; kort sagt, hun gør, hvad den ringeste barnepige i huset plejer at gøre.

Sådan tjener dette eksempel til, at enhver, men især de unge tjenestefolk, lærer at tjene gerne og ydmyge sig – uanset om du så er værdigere og større end den, du kan tjene. Men nu oplever vi desværre bare det modsatte: at selv de ikke vil tjene og ydmyge sig, som er de allermindst værdige, nemlig karle og piger i huset. De har dog lovet det og får deres løn, mad og drikke netop for, at de i al ydmyghed og lydighed skal gøre, hvad man byder dem. Det er da at følge jomfru Marias eksempel dårligt. Hun skammer sig ikke, men bliver uopfordret den kære Elisabeths barnepige. Det er os til et eksempel, så også vi skal ydmyge os og sige: Har Kristi hellige, højt benådede moder ikke skammet sig ved at blive den ringeste tjenestepige, hvorfor skulle jeg så ikke også gøre det? Og om jeg så gjorde ti gange mere, så var det dog ingenting, for denne person er for høj. Derfor er det langt mere, når hun ydmyger sig så meget som et halmstrå bredt, end hvis jeg ydmygede mig tusind mil langt. Derfor står dette eksempel her os til spot og skam, imod vores hovmod, stolthed og ulydighed.

Den tredje dyd er, at Lukas siger: «Hun gik skyndsomt over bjergene», det vil sige: fint og tugtigt, ikke af nysgerrighed og letsindighed, sådan som de unge tjenestefolk går ud til malkningen, til dans og til kirkemarked, sladrer fra hus til hus, sætter sig til snak overalt og lader øjnene flakke hid og did. Det er ikke tugtige jomfruer, men løse tøser. Jomfruer og koner skal blive i deres huse; eller har de ærinde på gaden, så skal de gå raskt deres vej og ikke tælle alle teglstenene på taget og alle spurvene under taget, og heller ikke blive stående og snakke alle vegne undervejs. Sådan opførte jomfru Maria sig ikke. Hun går raskt sin vej, tæller ikke træerne, står ikke stille snart her, snart der, men tænker på, hvad hun har at gøre, passer sit og lader andre folk også passe deres.

Derfor har Lukas med vilje villet fortælle det, så piger og koner ikke skal sige: Hvorfor skulle jeg altid blive hjemme som en nonne i klostret og ikke også gå en tur? Det gjorde jomfru Maria jo også! Var det ikke synd for hende, så er det heller ikke synd for mig. Ja, gør det med sømmelighed, sådan som hun gjorde, og med fin, tugtig, jomfruelig adfærd. For hun gik ikke af nysgerrighed, men tænkte på at tjene sin slægtning, som englen havde fortalt hende om: at hun i sin alderdom var med barn, en søn. Så hun gør mere uden for sit hus, end hun ville have gjort hjemme. Gør du også sådan, og gør det fint og sømmeligt med tugtig adfærd, som passer sig for en jomfru og en kone, så er det heller ikke synd for dig.

Men ligesom kvinderne ikke følger den kære unge jomfru i ydmygheden, men er hovmodige og stolte, sådan følger de hende heller ikke i tugten, som vi desværre ser for øjnene. Der er kun få kvinder og jomfruer, som mener, at man kan være glad og tugtig på samme tid. Med ord er de frække og grove, i opførsel vilde og utugtige; det kalder man nu at more sig. Men tugt og glæde kunne og skulle sagtens gå hånd i hånd, hvis man ville se hen til dette eksempel. Især står det meget ilde til, at de unge piger er så overmåde frække i ord og adfærd og somme tider bander som landsknægte. For ikke at tale om de skændige ord og de forargelige, grove talemåder, som den ene hele tiden hører og lærer af den anden. Det kommer af, at mødrene i huset viser dem den slags eksempler og ikke passer bedre på tugten i ungdommen. Men det er et særligt og sikkert tegn på en stor straf, der skal komme, når tugten falder sådan blandt kvinderne. For børnene slægter mødrene på, og pigerne lærer det af fruerne, indtil der til sidst hverken er tugt eller ære tilbage i nogen stand. Det ser vi desværre også i vore dage, og derfor må vi vente den fortjente straf.

Det er altså det eksempel, som den fine unge jomfru Maria stiller os for øje: at hun griber Guds ord med fast tro, er fin, tugtig og blufærdig og gør os til skamme med vores stinkende, modbydelige hovmod, eftersom hun, den velsignede Guds moder, ydmyger sig så dybt og går ind i så ringe en tjeneste. Med denne ydmyghed gør hun alle jomfruer og kvinder til skamme, fordi hun, den allerhøjeste, kaster sig så dybt ned. Men eksemplet skal også tjene os til, at vi går i os selv og siger: Nå, har hun gjort det, den kære jomfru Maria, som ikke var forpligtet til det (for hun kunne jo med rette have ladet sig fejre, men det gør hun ikke), hvorfor skulle jeg så puste mig op og ville holdes højt? Ned med dig, og ydmyg dig osv. Sådan skal dette eksempel lyse for os, så vi, selv om vi er smukke, lærde, kloge, rige, unge og stærke, alligevel ikke ophøjer os, men stiger ned og gerne og flittigt tjener andre.

Men her må vi alligevel også advare imod, at man laver en falsk ydmyghed, sådan som munkene og nonnerne i klostrene har gjort, og sådan som vi ser hos de unge piger: når man kalder dem smukke, så modsiger de det, og de mener det dog ikke i hjertet. Det samme plejer de rige, men grove folk at gøre: når man kalder dem herrer, kan de af bare ydmyghed ikke lade være med at modsige det, og de klager sig fattigere end dem, der virkelig er fattige. Det er ikke ydmyghed, men et dobbelt hovmod, en bevidst løgn, som også er Gud til vanære.

For hvad Gud har givet og skænket, det skal man bekende og ikke fornægte. Man skal sige: Gud ske lov, som har givet det; jeg har et godt udkomme, jeg ser ikke så ilde ud, jeg kan godt studere, jeg er lærd, jeg er ikke ægteskabsbryder, jeg er en fyrstinde, en grevinde. For hvad Gud har givet, hvad enten det er penge eller gods, så er det alt sammen Guds gaver. Dem skal man ikke fornægte, men bekende, takke Gud for dem og se til, at man bruger dem ret. For solen siger ikke, at den er sort, men vedkender sig og viser, at den er verdens lys; for den skinner uden ophør. Sådan fornægter et træ heller ikke sin art, men hvad Gud har givet det, lader det frit og åbent ses. Derfor er det ikke at ydmyge sig, hvis du ville lyve og sige, at du ikke havde det, som du har. Men har Gud givet dig noget, så sig: Det og det har jeg, det er sandt; men jeg har det ikke af mig selv, Gud har givet mig det. Derfor skal og vil jeg ikke ophøje mig og heller ikke foragte andre, som ikke har det. Ligesom den smukke sol gør: den er smukkere end alle andre skabninger på himlen, men derfor foragter den ikke de andre skabninger. Den siger: Selv om du, måne eller stjerne osv., ikke skinner så smukt som jeg, så er du alligevel også en smuk skabning af Gud. Derfor vil jeg ikke foragte dig, men tværtimod hjælpe dig, så du kan beholde dit lys og også lyse for folk. Sådan skal også vi gøre.

Sådan gør jomfru Maria også. Hun siger ikke nej til, at hun er velsignet frem for andre kvinder og er Guds moder. Det er alt sammen sandt, siger hun; mig er den største nåde og ære fra Gud vederfaret. Men hvorfra og hvortil har jeg det? Jeg ophøjer ikke mig selv med det, men «min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser». For det er af ham, jeg har det, og ikke af mig selv eller af folk; det er alt sammen vor Herre Guds gave. Derfor, kære Elisabeth, gælder det her ikke om, at jeg skulle prale over for dig eller noget andet menneske. Derfor kan jeg godt være din tjenestepige og tjene dig, selv om jeg har sådanne gaver. «Den mægtige har gjort store ting imod mig, og hans navn er helligt.» Derfor bevare Gud mig for, at jeg skulle vanære eller spotte hans navn og rose mit eget navn og sige: Det har jeg af mig selv. Hans navn være helligt; han har gjort det; ham skal man love for det. Og selv om folk også roser mig for denne nådes skyld og priser mig salig, så vil jeg dog bære det hjem igen til Gud. For hans navn er helligt, og han er mægtig; derfor skal han alene have æren.

Så meget om den hellige jomfru Marias eksempel. Evangelisten har ikke villet vise os det uden grund: at hun, efter at Gud har æret hende så højt og draget hende frem for alle andre kvinder, ikke ophøjer sig af disse høje, uudsigelige gaver. Nej, ganske som om hun intet vidste om det, begiver hun sig i al tugt af sted og besøger den gamle Elisabeth, sin slægtning – uden tvivl fordi hun ville ønske hende til lykke, tale med hende om Guds under og nåde og derefter tjene hende og den lille Johannes en tid. For hvem vil eller kan tro, at den kære Maria ikke skulle have villet blive ved sådan en fødsel og ikke have villet se det yndige lille barn, som englen Gabriel kom ned fra himlen og bragte hende det første budskab om?

Tiden passer jo også fint. For Lukas fortæller, at Elisabeth allerede var i sjette måned med det lille barn Johannes, da Gabriel bragte jomfru Maria budskabet fra himlen. Og når Maria blev hos Elisabeth i tre måneder, så kan man godt tænke sig, at hun ikke begav sig af sted allerede dagen efter eller kun var på vejen en dag eller to.

Det sker jo ellers, at en god veninde i samme situation drager hen til en anden og bliver hos hende, til hun har født sit barn, og viser hende alskens tjeneste og venskab. Hvor meget mere er det så at formode her, eftersom englen selv har fortalt jomfru Maria om denne fødsel, også om tiden, så hun godt kunne vide, hvornår Elisabeth skulle føde.

Det er nu de to første stykker af denne historie: åbenbaringen og jomfru Marias eksempel, som lyser for os med så smukke dyder. Disse dyder er også værd at holde frem på en særlig helligdag, især for de unge, så enhver kan lære at frygte Gud, og først og fremmest kvinderne kan lære at holde sig i al tugt, ærbarhed og ydmyghed. Gud give sin nåde ved sin Helligånd, at denne fine lære ikke går bort uden frugt, men at vi alle bliver bedre af den og vokser i tro, kærlighed og al slags tugt. Amen.