Mariæ besøgelsesdag: 2. prædiken: Magnificat (Luk 1,39–56)

Anden prædiken på Mariæ besøgelsesdag over evangeliet Luk 1,39–56. Om Magnificat

Kære venner, I har hørt, hvorfor vi holder denne højtid: først for at vi skal lægge mærke til Guds store undergerninger og til den herlige åbenbaring af vor kære Herre Kristus, mens han endnu lå i moders liv. Dernæst for at vi især skal lære af den kære, hellige jomfru Marias eksempel, at også vi skal være ydmyge og tugtige. Og for det tredje for at vi skal lære den smukke lovsang Magnificat, som er en ganske særlig mestersang. Derfor har de gamle kristne også bestemt, at man skal synge den hver aften, når de kristne kommer sammen til bøn, i kirken eller forsamlingen. Men med hvilken forstand paven og hans præster, munke og nonner synger den, ser vi desværre for vore øjne: de forstår ikke ét bogstav af den og tænker heller ikke på at forstå den. Ellers ville de vogte sig for den gruelige afgudsdyrkelse og ikke ophøje jomfru Maria højere, end først Gud har ophøjet hende, og dernæst hun selv har ophøjet sig i sin sang.

For det andet ville de især vogte sig for hovmodet og ikke vove at prale og trodse over for vor Herre Gud med deres egne menneskegerninger og fortjeneste og lære folk at købe eller fortjene sig himlen af Gud. De ville følge jomfru Marias trofaste råd og lære, ydmyge sig, ikke regne meget med deres visdom, magt og rigdom, men alene trøste sig ved Guds barmhjertighed. Men dér stikker hele den pavelige flok til op over ørerne i det skændige hovmod: de ser ikke på Guds barmhjertighed, men sætter al deres tillid til deres visdom, magt og rigdom.

For at vi nu kan lære at vogte os for det, vil vi tage denne smukke sang for os ord for ord og fatte lærdommen i dagens evangelium helt og fuldt, så vi ikke alene lærer tugt, ydmyghed og tro af jomfru Marias eksempel, men også lærer af hendes prædiken, hvad vi skal trøste os ved, og hvad vi skal prale og trodse af: ikke som verden af sin visdom, magt og gods, men alene af Guds barmhjertighed, som han ved Kristus vil vise og lade komme til alle dem, der frygter ham. Hun begynder nu den ædle mestersang med sådanne ord, at enhver må bekende og sige: hun er glad og i godt humør og nærmest beruset af glæde. For sådan synger hun: «Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser.»

Her hører du, hvordan hun glæder sig og har et ganske særligt stolt og frejdigt mod. For hun siger: «Min sjæl ophøjer» noget. Det vil sige: hun må rose noget og prise det højt, som hun glæder sig over af hjertet, så der ikke er noget i hendes hjerte, som ikke er fuldt af fryd og glæde. Hvad er det så? Hvem ophøjer hun sådan? Sig selv? Nej. «Jeg,» siger hun, «har intet og vil heller ikke gøre noget ud af mig selv. At du priser mig, kære Elisabeth, at du har kaldt mig velsignet blandt kvinder og priser mig salig – derfor ophøjer og priser jeg Gud. For det er alt sammen hans og intet af det mit.»

Det lille ord «ophøje» har altså en meget fin mening. For den, der ophøjer en anden, trykker og ydmyger sig selv. Når hun nu siger: «Min sjæl ophøjer Herren,» så bekender hun dermed, at hun kaster sig selv ned og ikke ophøjer sig selv eller er hovmodig. Men det er at give os fattige tiggere et ordentligt stød i siden og at give os alle sammen, den ene som den anden – Sankt Paulus lige så vel som mig og dig – en høj lektie for. For hvad gør vi? Der er et almindeligt ordsprog blandt vore borgere og bønder: «Hvad? Jeg har da også et par skilling at bruge af.» [på plattysk i kilden] Sådan kan vi prale af penge og gods, af gylden og daler. Men du afmægtige vom, bryster du dig af det? Burde du ikke sige: «Det er en andens gods. Gud har givet det, og han kan også tage det igen – hvorfor skulle jeg så bryste mig af det?» Sådan går også en sværmeånd omkring og roser sig af at være lærd og pranger med sin kunst. Men sig mig: hvis er det? Hvor har du det fra? Fra dig selv? Ja, Djævelen tage dig for den snak! Du har det ovenfra. Derfor skal du ikke rose dig selv, men sige ham lov og tak, som har givet dig det og hvert øjeblik kan tage det igen.

For det er ikke alene en ærgerlig og skændig ting, men også en tåbelig og latterlig ting at rose sig af en andens gods – sådan som store herrer dog gerne gør. Den ene kalder sig konge af dét land, den anden af et andet land, hvor han ikke ejer så meget som en pind. Det er ligesom hvis jeg havde en tom pung og alligevel ville prale af, at jeg havde en nabo, som havde mange penge. Hvis pengene var mine og pungen fuld, så kunne jeg rose mig af det, men ellers ikke; for det er jo en tom ros. Sådan er det også her, bortset fra at det er langt farligere. Vi har liv og lemmer; den ene er smuk, den anden rig, den ene lærd, den anden erfaren. Det roser vi os af, som var det vores – og det er dog ikke vores, det er Guds. Når du nu ikke har det fra dig selv, men har fået det af Gud, hvad roser du dig så af? Men det hjælper ikke, man kan sige, hvad man vil. Djævelen sidder i folk og lærer dem at være utaknemmelige over for Gud, som de dog har det hele fra, og at spankulere stolt omkring og trodse ham med hans egen gave. Nuvel, den, der ikke vil holde op, kan han klæde af igen, lige så nøgen som han klædte Judas af. Han var også stolt og misbrugte sit embede til at forråde Kristus. Men det gik ham sådan, at han selv hængte sig for det.

Sådan gør den kære unge jomfru ikke her. «Min sjæl,» siger hun, «ophøjer Herren.» Det vil sige: Jeg priser og lover Gud, ikke alene med mund og hjerte, men hele mit liv, al min kraft og alle mine lemmer, alt hvad min sjæl styrer, ville gerne synge og love Gud. For «sjæl» betyder ikke andet end vort liv, som taler, hører, ser, spiser, drikker og fordøjer – kort sagt alt det, som er livet og holder det oppe. Alle mine hår, alle mine bloddråber – jeg ville ønske, at de alle sammen kunne synge lutter Magnificat og således ophøje og prise så nådig en Gud. Vi usle stakler gør det kun med munden; livet og sjælen mærker ikke noget til det. Magnificat klæber kun til os som skum på tungen. Var det daler, gylden, smukke huse og smukke klæder, så kunne vi nok også synge Magnificat – men til liden ære for Gud.

«Min ånd,» siger hun videre, «fryder sig også over Gud, min Frelser.» «Min ånd» – det vil sige mit indre, hele min erkendelse, som jeg kender Gud med – den glæder sig, ikke over det timelige, men over Gud. Det er også den rette glæde, når man glæder sig over Gud. Vi glæder os ikke, før vi har penge i lommen; og det er dog synd og skam, at ti gylden glæder os mere end Gud selv. For sig mig, er det ikke sandt? Jeg har haft liv og helbred op til mit halvtredsindstyvende år, sunde øjne, ører, hænder og fødder; den kære sol har tjent mig om dagen så længe, og natten har givet mig søvn. Men hvornår har jeg nogen sinde været så glad over alt det, som når en mand tilfældigt finder ti gylden? Fy, skam jer, at vi ikke også kan glæde os over Gud! Sig mig også: Hvem glæder sig over, at Jesus Kristus er født? Ja, man forfølger det oven i købet. Men var vi ikke så stokblinde, så skulle vi altid gå og springe af glæde over, at Gud ikke alene har givet os liv og sjæl, men også sin enbårne Søn og ved ham det evige liv.

Lad derfor alle de lærde på jorden træde sammen og prøve, om de bare kan lave ét vers, der kan måle sig med dette vers; så skal de se, hvor langt deres kunst rækker. Hun sætter målet højt, og alligevel er hun ydmyg – så ydmyg, at hun, den store doktor og profetinde, som er lærdere end alle apostle og profeter, bliver den kære Elisabeths barnepige og tjenestepige. Og vi slyngler – så snart en af os kan et latinsk, græsk eller hebraisk ord, ved vi af bare hovmod ikke, hvor vi skal gøre af os selv. Man burde kaste lunger efter os, den ene som den anden, for det skændige hovmods skyld, som vi driver for så ringe en tings skyld. Og vi glemmer ganske dette eksempel her: at den kære unge jomfru ikke glæder sig over eller ophøjer sig af de store, høje goder, men har sin glæde i Gud. Ham roser og priser hun, som det følger: «For han har set til sin tjenerindes ringhed. For se, fra nu af skal alle slægter prise mig salig.»

«Mig,» siger hun, «skal alle slægter prise salig.» Det vil sige: Hele verden skal synge og fortælle om mig. Kære unge jomfru, var det så ikke også på tide, at du en gang blev hovmodig, eftersom hele verden skal love og prise dig? Nej, siger hun, derfor vil jeg ikke blive hovmodig. Men det er dét, jeg glæder mig over: at jeg er en ussel, foragtet lille pige, og alligevel har Gud, min Herre, ikke foragtet mig, men set til mig med nåde. For hun må have været en ung pige og tilmed fattig, så ingen lagde særlig mærke til hende; ellers ville hun ikke sige: «Han har set til sin tjenerindes ringhed.» Men, siger hun, hvor ussel jeg end er, så har dog Gud, som har skabt himmel og jord, i nåde slået sine øjne op over mig og draget mig frem til så stor en gerning. Han kunne vel have fundet andre, som var store, stolte jomfruer. Men ingen af dem har han set til; mig, en fattig lille pige i min lasede kjole, har han set til. Det gør mig glad, og jeg takker Gud for det. Kort sagt: Jeg, siger hun, er slet ingenting; men hvad jeg er og har, det har jeg alene af Guds blik, godhed og nåde. Det er virkelig at love Gud og hans nåde i al renhed.

Men her må vi ikke glemme den gruelige afgudsdyrkelse, som vi også selv før har haft, og som har bredt sig så voldsomt i pavedømmet. Den kære jomfru siger: «Alle slægter skal prise mig.» Det vil sige: De skal rose Guds nåde mod mig og sige om mig, hvordan Gud har æret mig så herligt, at han har udvalgt mig blandt alle jomfruer til at undfange verdens Frelser i mit liv ved Helligånden og bringe ham til verden. Men heraf følger ikke, at man skal påkalde jomfru Maria, trøste sig ved hendes forbøn og søge hjælp hos hende i al slags timelig og åndelig nød og vente den fra hende – sådan som paven dog har henvist folk til denne afgudsdyrkelse. Lad det blive ved at prise hende; men tilbedelse og forventning om forbøn og hjælp tilkommer alene Herren Kristus, som han siger: «Hvad I beder om i mit navn, det vil jeg give jer.» Men paven vil, at man skal bede i jomfru Marias navn. Det er uret, og det er ikke at prise Maria, men at vanære hende på det allerværste og gøre hende til en afgud. Videre følger: «For den mægtige har gjort store ting imod mig, og hans navn er helligt.»

Hun vil ikke røre ved vor Herre Guds navn; det vil sige, hun vil ikke bryste sig af sine gaver, men erkender hele tiden, at hvad hun har, det er Guds og ikke hendes egen gerning. Derfor vil hun, at vi alle skal erkende ham alene som den mægtige, men os selv som svage, afmægtige mennesker; og at «hans navn alene er helligt», det vil sige, at hans navn alene skal roses og holdes højt, men vort navn som et vanhelligt navn ikke skal roses. Men se dig så igen om i verden: hvor er de, som gør det? Enhver ville gerne, at man regnede ham for noget stort, og især ville enhver gerne roses for sin hellighed og fromhed. Men Maria lærer os, at vi skal regne Gud alene for mægtig og hans navn for helligt – det vil sige: rose Gud alene og hans nåde og ellers intet.

«Og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.» Her holder hun op med at tale om sin egen person og griber ud om sig i hele verden og lover Gud, ikke alene for sin egen skyld, men for alle menneskers skyld: at han er nådig og barmhjertig mod enhver, der frygter ham og ydmyger sig for ham. Ligesom vi også plejer at gøre i vor bøn, hvor vi ikke alene takker for de gaver, som vi selv har, men også for dem, som andre har sammen med os. Og det er et særligt mesterstykke, at hun så fint sætter «Guds barmhjertighed» og «gudsfrygten» sammen: at hvor man frygter Gud, dér vil han være barmhjertig – det vil sige: tilgive synd, ikke straffe eller fordømme for syndens skyld, men med al nåde hjælpe mod al ulykke og frelse evigt. Omvendt: hvor man ikke frygter Gud, dér skal der ikke være barmhjertighed eller nåde, men straf og vrede. Det stemmer meget fint med Sl 147,11: «HERREN har behag i dem, som frygter ham og venter på hans godhed.» Lær derfor her, den, der kan lære. Maria har jo en nådig Gud, som gør hende alt godt; men hvordan kommer hun til sådan en nåde? Ikke anderledes end hun selv siger: «Herren har set til sin tjenerindes ringhed.» Hun har ikke gjort sig stolt eller formasten, men er gået frem i al ydmyghed, i gudsfrygt, og har gjort, hvad hun havde fået befaling om at gøre. Det behagede Gud, og Gud har vist hende nåde.

På den måde, synger hun, kan I mennesker alle komme til Guds nåde. Vogt jer blot: pust jer ikke op, bryst jer ikke, vær ikke stolte, men ydmyg jer for Gud og frygt ham. Kend jer selv ret, at I er fattige syndere, som slet ikke har noget at rose jer af for Gud, men tværtimod for jeres synds skyld har grund til at frygte ham. Gør I det, så siger jeg jer: det har altid været Guds vilje og gerning, at den, der frygter ham, er han barmhjertig imod, ham hjælper han, ham har han et øje til. Men den, der ikke vil frygte ham, den, der vil spankulere stolt omkring og bilder sig ind, at han har alt og ikke mangler noget, med ham vil Gud handle anderledes. For: «Han øver vælde med sin arm og adspreder dem, som er hovmodige i deres hjertes tanke.»

Den kære unge jomfru har lært os, hvordan hun er kommet til nåde: alene ved at hun ikke regnede sig selv for noget og trøstede sig ved Guds godhed og nåde. Den kunst har hun også lært os og befalet os, at vi også skal frygte Gud, så vil han også være os nådig. Men hun ser, den kære doktor, at hun vil finde meget få elever. For der er tre slags folk, som ikke kan lade være med hovmod og stolthed. Den, der er vis og klog, tror meget om sig selv og praler af det; den, der er mægtig eller rig, gør det samme. Alle bliver de hovmodige, som om de ikke havde brug for vor Herre Gud. Men hør her, hvordan det hovmod skal gå dem.

Vil de være vise og forløfte sig på det, især i de sager, hvor de skulle følge Guds ord og hans visdom, så skal de, siger hun, nok løbe panden mod muren. For min Gud er en vældig Gud og vil også være det alene. Derfor sætter han sig imod alle stolte hjerter og adspreder dem, så ingen ved, hvor de bliver af. Det er hans pottemagerværk: at han tager en stor konge som Saul ved hovedet, når han ikke vil frygte ham eller have hans ord for øje, og drager en fattig hyrde frem og gør ham til konge. Hvorfor vil de så være stolte, prale af deres visdom og ikke frygte? Hvorfor rejser de kam, som om de havde alt fra sig selv? Sådan som fyrster og adel, borgere og bønder gør nu om dage. «Jeg er den og den,» siger de, «skulle jeg lade mig belære af præsten og gøre, hvad han vil?» Nuvel, siger vor Herre Gud, vær du bare vred og klog; du må dog lade mig blive siddende. Jeg har også en arm; løfter jeg den, så se dig for: den er meget tung og vil trykke dig og gøre dig så angst, at du ikke ved, hvor du hører hjemme. Sådan er store kongeriger og fyrstendømmer blevet udryddet; det ved jomfru Maria fint at synge om her.

Men hvorfor bruger hun sådanne ord, når hun siger: «Han adspreder dem i deres hjertes tanke»? Fordi det er Guds måde: når han vil styrte folk for deres hovmods skyld, så gør han dem først til tåber og forblinder dem. Og når de så er forblindede, bliver de snart til skamme, så de må gøre i bukserne med al deres klogskab. Det kaldes at adsprede de vise i deres hjertes tanke; for han fører dem i fordærv med deres egen visdom, så de lægger deres planer så nøje og godt som muligt – ligesom Farao i Egypten, da han jagede jøderne gennem Det Røde Hav. Når de så har besluttet det på det bedste og siger: «Sådan og sådan vil vi gribe det an,» så spotter vor Herre Gud dem: «Nuvel,» siger han, «godt så, I er på den rette vej, bare frisk frem!» I deres stolthed lader han dem gå frem – men bums, så ligger de dér i en bunke. Sådan støder han dem og fælder dem i deres stolte sind. Det er den ene flok, som ikke frygter Gud, men er stolt og stoler på sit vid og sin klogskab. Nu følger den anden flok, som stoler på sin magt og vælde; om dem synger hun også sådan: «Han nedstøder de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe.»

Kort sagt: Vor Herre Gud vil have ydmyge folk, og dem vil han gøre alt godt. Men hvad der er hovmodigt, det vil han straffe. Derfor: Selv når han ophøjer de ringe, må de ned igen, så snart de glemmer sig selv og også bliver stolte. Det ser man på kong Saul. Han var en fattig hyrde, men Gud gjorde ham til konge. [ifølge 1 Sam 9 ledte Saul efter sin fars æsler, da han blev kaldet] Men så snart maven svulmede op på ham af det, og han ikke ville ydmyge sig for Gud og hans ord, styrtede Gud hele slægten, så ikke én blev tilbage. Sådan gik det også med David. Gud gjorde ham fra fårehyrde til konge, og den høje stilling blev i hans slægt, lige indtil de blev stolte; så måtte de ned igen. Sådan ser man det i alle andre historier: Hvad der er stolt, det løber vor Herre Gud lige ind i spyddet og må ydmyges. Og omvendt: Hvad der er ydmygt og gudfrygtigt, det kommer op.

Det er vor Herre Guds måde (siger Maria): Hvad der vil være ringe, det vil han have op. Og omvendt: Hvad der vil til vejrs, det vil han have ned. Den, der ikke vil tro det, kan jo prøve det. For der har været rigtig mange, som har villet gendrive denne sang og gøre den til løgn; men de har lært til deres egen skade, at den er sand. For jomfru Maria kan ikke lyve, for hun har Guds ord og hele kirkens eksempel for sig og taler desuden ud fra egen erfaring. Hun har været ydmyg og gudfrygtig; derfor drager Gud hende frem og bringer hende til stor ære. Derimod har Herodes’, Kajfas’ og andre store herrers døtre været hovmodige, og de er borte, så ingen ved noget at sige om dem. Derfor skal enhver lære at frygte Gud og ydmyge sig; så har det ingen nød, selv om det går skævt en tid.

Digterne har også vidst det af erfaring, når de siger: Magnisque negatum stare diu – det, der er stort, står ikke længe. [Lukan, Pharsalia 1,70–71] Årsagen er: Når noget bliver stort og mærker sig selv, så følger stoltheden; så må vor Herre Gud komme og gøre det store lille og ydmyge det. Rom kom meget højt op, så højt, at blot man nævnte navnet Rom, måtte hele verden tage hatten af og bukke. Men hvad blev der til sidst af det? Pludselig lå det i en dynge, og nu er det ødelagt for tredje gang og lagt øde. For jomfru Maria synger det her: Ingen skal være for høj for Gud; han vil styrte dem alle, når de vil spille sig op.

«Han fylder de sultne med gode ting og lader de rige gå tomme bort.» Det er den tredje flok, som er stolt og fræk, fordi den er rig og har mange penge og meget gods. Også her må vor Herre Gud drive sit håndværk: Han lader selv det allerstørste gods rinde skammeligt ud og forsvinde. Og omvendt giver han ofte fattige folk stor lykke, så de kommer til stort gods. Hvis nu alle var så kloge og lærte denne kunst og ydmygede sig, så ville Gud lade dem alle blive; ja, han ville give mere og mere for hver dag. Så ville store konger og fyrster og dernæst fornuftige og vise folk også blive. Gud kunne godt tåle dem og ville også gerne tåle dem, for det er ham, der gør dem til konger og store herrer (Rom 13) – hvis de bare kunne lade stoltheden fare. Men det vil ingen; alle vil endda trodse vor Herre Gud med hans egne gaver, og det kan og vil han ikke tåle. Derfor siger han: Stop, min ven! Jeg har gjort dig fed; jeg kan godt gøre dig tør og mager igen. Sådan vil han fare frem med alle, som ikke frygter Gud eller ydmyger sig, men vil pukke på deres visdom, magt og rigdom.

Det er altså de tre flokke, hvor Gud ikke viser sig nådig, men vred. Han slår om sig, og det sker, fordi de ikke vil ydmyge sig eller frygte Gud. De pukker og trodser på det og tænker: Fordi vi er vise, kan det ikke slå fejl for os; fordi vi er rige og mægtige, skal vi ikke mangle noget. Men den kære jomfru Maria advarer og lærer, at man ikke skal gøre det. For ingen visdom skal være så stor – er gudsfrygten ikke med, så må den blive til dårskab og gøres til skamme. Ingen magt skal være så stor – er gudsfrygten ikke med, så skal den styrtes. Ingen rigdom skal være så stor – er gudsfrygten ikke med, så skal folk blive tiggere og have al ulykke; det skal helt sikkert ramme dem.

Ligesom hun nu skræmmer og advarer verden, der lever hen uden gudsfrygt, sådan trøster hun de kristne, som frygter Gud, og lærer dem, at selv om de er enfoldige, elendige og fattige, skal de dog ikke fortvivle. Og hun lover dem, at Gud ikke alene for Kristi skyld vil frelse dem evigt, men at han heller ikke i dette liv vil glemme dem, men hjælpe dem. For (siger hun) det er også Guds måde og hans ene gerning: «De ringe», som ikke regner sig selv for noget og frygter Gud, «vil han ophøje, og de sultne vil han fylde med gode ting.» Verden er fuld af den slags eksempler, hvor Gud ved sin velsignelse løfter gudfrygtige, retskafne folk op. Kort sagt og med ét ord lærer Maria os altså alle og byder os at være retskafne og frygte Gud. Og omvendt advarer hun mod hovmod og stolthed, for den kan Gud ikke tåle. Nu følger det egentlige stykke: «Han kommer sin barmhjertighed i hu og hjælper sin tjener Israel op, sådan som han har talt til vore fædre, Abraham og hans sæd til evig tid.»

Nu slutter hun, den kære jomfru, og synger til sidst om den største nåde, som skal vederfares dem, der ydmyger sig og frygter Gud. For det, hun har sagt indtil nu, bliver i verden og gælder dette timelige liv: at Gud vil være de ydmyges og fattiges nødhjælper, men styrte de stolte. Det må han gøre; ellers kunne han ikke hjælpe dem. Men det, hun nu synger om, hører til det evige liv: at Gud ikke alene giver legeme og sjæl, men også sin Søn. Det er det store og åndelige gode, som han har lovet Abraham og andre patriarker, og som han nu har indfriet ved denne lille jomfru: at hun skal føde Guds Søn til verden, og at han ved sin lidelse og opstandelse skal hjælpe os fra synd og evig død til det evige liv.

Men her må vi se nøje på ordene. For den sag, jomfru Maria taler om, er herlig. Derfor må vi indrømme, at hun er en særlig mester, som forstår at tale godt om høje ting. Hun ser, den kære jomfru, hvor dybt Israel er faldet: ikke alene hvad det ydre regimente angår – at jøderne siden det babyloniske fangenskab ikke har haft nogen konge mere og er blevet ynkeligt plaget af hedninger – men også og allermest, at det stod så ilde til med kirkens regimente.

For Guds ordning med ypperstepræsterne var for længst faldet; desuden var der ikke længere nogen ret lære eller gudstjeneste. Ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge havde ødelagt det hele på det ynkeligste, som vi ser i evangeliet, så Kristus hele tiden må ligge i totterne på dem. Det, siger jeg, ser den kære jomfru, og hun lover og takker Gud for, at det Israel, som var faldet så dybt, igen skal komme rigtigt på benene – ikke for det verdslige, men for det åndelige regimentes skyld: at den rene lære om syndernes forladelse skal komme for dagen, så de små folk ret kan kende Gud og ret tjene Gud og blive frelst for evigt. Det er det, hun mener med ordene «Gud hjælper sin tjener Israel op».

Men hun føjer også årsagen til, hvor denne hjælp kommer fra, og siger, at det sker, fordi Gud kommer sin barmhjertighed i hu. Læg godt mærke til det ord, for det er det, det hele afhænger af. For det første er det noget meget stort. Ligesom hun ovenfor har vist, at Gud raser blandt dem, der ikke frygter ham – for han er en retfærdig Gud, som ikke vil tåle nogen synd eller noget ondt – sådan priser hun her, at den samme Gud også er en barmhjertig Gud, som tager sig af vor nød og lader sig røre af vor elendighed. Den, der ved det og i sit hjerte holder det for sandt, han er hjulpet. Årsagen er: Al vor angst, bekymring og sorg kommer af, at vi frygter Gud som en streng dommer. Og det er sandt, han vil være dommer – men kun over dem, der ikke frygter ham, men pukker på deres visdom, hellighed, magt og rigdom. Men mod dem, der frygter ham, vil han være barmhjertig og hjælpe dem op. Det er det første.

For det andet: Hvis denne hjælp skal ske af barmhjertighed, hvor bliver så fortjenesten af? Hvor bliver loven af? Hvor bliver de gode gerninger af – ofre, omskærelse, sabbat og den slags? Er det ikke sandt, at Israel trods alt dette måtte blive liggende i synd og evig død? For hvad skulle de ellers have haft brug for barmhjertigheden til? Sådan kaster jomfru Maria al fortjeneste til side og slutter: Moses og hans lov har ikke kunnet hjælpe dem; Israel har, hvad loven angår, måttet blive i døden, under synden og Djævelens regimente. Men alene dette hjælper det: at Gud er barmhjertig, tager sig af de fattige og, hvor de ellers måtte blive liggende, af lutter medlidenhed rækker dem hånden og rejser dem op.

Hvad det nu er for en hjælp eller barmhjertighed, lærer hun os også og siger: «Det er den barmhjertighed, som han har lovet Abraham og andre fædre.» Med de ord viser hun os tilbage i Skriften, så vi skal se efter, hvad Gud har lovet Abraham. Nu er det sandt, at Gud har lovet Abraham mere end én ting. Han lover ham en søn med hans Sara; det er sket. Han lover ham, at hans slægt skal blive talrig, så konger og fyrster skal komme af den; det er også sket. Han lover hans sæd Kanaans land; også det er sket for længe siden. Derfor siger jomfru Maria slet intet om de løfter. Men Gud har lovet Abraham endnu noget, nemlig en søn, ved hvem alle jordens slægter skal velsignes. Det løfte var indtil denne time endnu ikke opfyldt, og det er ikke alene givet Abraham, men også andre fædre. Det er nu (siger Maria her) lige for hånden, at Gud vil indfri det og ved den velsignede sæd hjælpe os ud af forbandelsen og Guds vrede til nåde, evigt liv og frelse. Ikke som om vi havde fortjent det, men af lutter barmhjertighed.

Det er nu den største og højeste velgerning, som den kære jomfru gemmer til sidst og takker Gud for. Hun vil altså vise, at denne velgerning betyder mere for hende og bevæger hende mere til glæde og tak end den anden velgerning, som er vederfaret hende alene: at hun skal være mor til dette velsignede barn. For det har kun været en timelig ære. Men dette skal blive til evig tid, som hun siger her.

Dermed vil hun vise, at hendes barn, Herren Kristus, skal have et andet rige, end man hidtil har været vant til i verden. Nemlig et sådant rige, som også den døde Abraham og andre fædre skal få del i – og få del i sådan, at de skal leve evigt. Det er det rette og bedste stykke, som vi sammen med den kære jomfru skal takke Gud for, og vi skal holde os i hans frygt, så vi kan blive ved en sådan nåde og barmhjertighed.

Sådan er denne sang et eksempel på, hvordan vi skal love og takke Gud for alle hans åndelige og legemlige gaver, bære dem hjem til ham igen og ikke ophøje os på grund af dem, men i al ydmyghed sige: Herre, det er din gave, og jeg takker dig for den; med min visdom eller evne eller hellighed har jeg ikke fortjent den eller skaffet mig den. Sådan ser vi, at den kære lille jomfru går foran os med sit eksempel og sin prædiken, så vi ikke skal være hovmodige, men ydmyge os og holde os i al tugt; og hun lover, at hvis vi gør det, vil Gud også være hos os med sin nåde og give meget, mens han ellers vil tage alt, hvor man vil spille sig op.

Lær derfor begge dele, prædikenen og eksemplet, og ret dig også efter det, så du lærer at sige: Har hun, den velsignede blandt alle kvinder, kunnet ydmyge sig sådan og ikke hovere det mindste over sine gaver – hun er gået til fods over bjergene som enhver anden fattig tjenestepige, hun har tjent Elisabeth med alt husarbejdet – hvorfor eller over hvad skulle så jeg, stakkels skidtsæk, spille mig op? Hvad er jeg mod denne jomfru, som englene tjener? Derfor vil også jeg lære at være ydmyg, gerne lyde, tjene og gøre, hvad jeg kan, for mit herskab eller mine forældre.

Det ville altså være at følge dette eksempel og denne prædiken. Og det vil ikke slå fejl: Den, der i en sådan ydmyghed flittigt holder sig til Guds ord og således øver sin tro, hos ham vil Gud være med sin nåde. Derimod må den anden flok, som ikke agter Guds ord, er fræk, kæphøj og stolt og desuden ikke holder sig tugtigt, falde i synd og skam og lide al ulykke. Gud give os for Kristi skyld sin Helligånd, så vi også lærer at være gudfrygtige, ydmyge og tugtige og til sidst trøste os ved den barmhjertighed, der blev lovet Abraham, men som rigeligt er indfriet for os ved Kristus, Guds Søn. Amen.