Sankt Peter og Paulus’ dag (Matt 16,13–19)

Prædiken på Sankt Peter og Paulus’ dag over evangeliet Matt 16,13–19

Dette er et af de fortrinlige, høje evangelier. For det rummer overmåde høje og herlige artikler, som det især kommer an på for os kristne. Nemlig at man lærer, hvem Kristus er, hvad hans kirke eller folk er, hvilke fjender denne kirke har, og dernæst også hvilke herlige gaver og goder den har, som ingen anden i hele verden har, og ved hvilke den står fast og bliver bevaret imod Djævelen og al hans magt.

Nu er det et under over alle undere, at Djævelen netop gennem dette evangelium, som er så trøsterigt og de kristnes højeste skat, har anrettet al ulykke og den største vederstyggelighed og gjort kirken den største skade. For på denne tekst har Antikrist, paven, bygget al sin magt: at han skal være hoved for alle kirker, og at han alene, som det øverste hoved, har nøglerne. Og det udlægger de som en sådan magt, at han kan bestemme, fastsætte og gøre hvad og hvordan han vil blandt de kristne, også i verdslige sager. Kort sagt: ved denne tekst har han gjort sig til herre i himlen, på jorden og i helvede. For det er disse to stykker, pavedømmet er bygget på og står på. Det første: at Herren her bygger sin kirke på Peter og giver ham nøglerne alene og ikke de andre apostle. Det andet: at han, paven, er Peters efterfølger (successor), arvingen til Peters stol, og at den magt, som Herren gav Peter, er gået i arv til ham alene og tilkommer ham alene. Derfor har han udelukket alle dem af kirken, som ikke ville anerkende ham som det øverste hoved og som den eneste, der har nøglerne til himlen; han har fordømt dem som kættere og givet dem til Djævelen.

Derfor er det nødvendigt, at vi tager flittigt fat på denne tekst. Ikke alene for den herlige lærdoms og den store trøsts skyld, som vor kære Herre Kristus her holder frem for os, men også for at udrydde pavedømmets misforståelse og blive ved den rette forståelse.

Det første stykke, vi skal lære og lægge mærke til her, er, hvem Kristus egentlig er, hvad vi skal holde ham for, og hvad vi skal tro om ham. For derfor spørger Herren først sine disciple, hvad andre folk siger om ham; og dernæst særskilt, hvad de selv mener om ham. Så kunne han vejlede dem rigtigt og hjælpe dem, hvis de sad fast i en falsk indbildning ligesom andre folk. For (som ofte sagt) det hele kommer an på, at man kender Kristus rigtigt. Den, som kender ham rigtigt, har det evige liv. Men den, som ikke kender ham rigtigt, må blive i sine synder og blive evigt fordømt; det er ikke til at komme uden om. Det hørte vi også på Sankt Hans dag.

Her finder man mange slags tanker. Nogle holder ham for Johannes Døberen, nogle for Elias, nogle for Jeremias. Ikke sådan, at han skulle være selve den person (det ville være alt for tåbeligt at tro), men at han kommer med samme slags befaling, embede og ånd som Johannes, Elias og Jeremias. Men det er dog fromme folk. For farisæerne og ypperstepræsterne holdt ham ikke for en profet, men for en forfører, der ikke havde Helligånden, men Djævelen, som man ser mere end ét sted i evangeliet. Om dem siger disciplene ikke noget her, men om de fromme, der holdt stort og meget af Kristus. Men Kristus lader tydeligt mærke, at han ikke er tilfreds med det. Den, som kender ham rigtigt, må holde ham for mere end Johannes, Elias eller Jeremias. Derfor spørger han sine disciple særskilt og siger: «Hvem siger I da, at jeg er?»

Læg her først mærke til, at han ikke spørger Peter alene, men alle disciplene sammen. For deraf følger det med stor kraft, at Peters svar og dernæst Kristi gensvar ikke skal drages til Peters person alene, men til alle de andre apostle, som har bekendt det samme sammen med Peter. Læg godt mærke til det; for det er den første grund, man kan fange de pavelige med og drive dem op i en krog. Sådan som de hellige lærere, og især Augustin, også klart bevidner, at Herren ikke taler med Peter alene, men med dem alle.

Peter er straks klar med svaret på dette spørgsmål. Han svarer for sig selv og de andre og siger frit og åbent: «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Det er en kort bekendelse, men den rette kerne i hele Den Hellige Skrift. For ordet «Kristus» var et kendt ord hos jøderne. Det betød kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved, og ved hvem alle slægter skulle velsignes; han skulle oprette et evigt rige på jorden, hjælpe folk fra synd og død og bringe dem til det evige liv. Ham (siger Peter nu), som Moses og alle profeterne har vidnet om, ham er du; og ved dig skal denne nåde komme til hele verden. Det tror og holder vi, dine disciple, om dig.

Nu kunne det se ud, som om det havde været nok med den bekendelse, at han siger: «Du er Kristus.» Men han føjer endnu et herligt stykke til, som få jøder vidste noget om, og som hele verden endnu i dag ikke vil tro. Han siger: «Du er den levende Guds Søn.» Det er et nyt og aldrig før hørt ord, at Gud har en Søn. Men Gud kan ikke føde noget af sit væsen eller sin natur, uden at det også må være Gud, lige så evigt og almægtigt. Så Fader og Søn må, hvad væsenet angår, være ét eneste væsen, selv om de er to forskellige personer. Det vil jøderne endnu i dag ikke tro; tyrkerne tror det heller ikke. Men den, som med Peter ser rigtigt på det embede, som Kristus skal udføre i verden og udrette med os, han må med Peter slutte, at Kristus må være Gud med samme almagt. For at overvinde synd, død og Djævel og give det evige liv, det kan intet menneske, det ser vi; synden og døden holder dem alle fanget. Er nu dette menneske (som Peter taler med) den rette Kristus, der skal hjælpe os fra forbandelsen, fra synden, fra døden og fra Djævelens rige, så må han også være Guds Søn, som har livet i sig selv og er almægtig som Gud.

Det er altså at kende og bekende Kristus rigtigt: ikke bare at man siger ordene «Du er Kristus, Guds Søn», men at man i hjertet holder for sandt, at denne Jesus, født af Jomfru Maria, er Guds Søn. At han er kommet på jorden og blevet menneske for at knuse Djævelens hoved, tage forbandelsen bort, som alle mennesker er under på grund af synden, og i stedet bringe os til nåde. Hvor hjertet fast tror det, retter sig op og trøster sig mod syndens og dødens rædsel, fordi det har Kristus, dér er det at tro og bekende rigtigt.

Men man finder ikke mange af den slags Petere. Den største del holder endnu i dag Kristus for Johannes, Elias eller Jeremias, selv om de med munden bekender, at han er Kristus, Guds Søn. For hvis paven og hans flok holdt ham for Kristus og den sande Guds Søn, ville de sætte deres lid til hans gerninger, til hans lidelse og død, som den eneste fyldestgørelse for deres synd. Og de ville ikke understå sig i selv at bøde og gøre fyldest for deres synd. Men eftersom de stadig går med den tanke, at de må hjælpe sig selv fra synden ved egne gerninger og egen fromhed, så er det et sikkert vidnesbyrd om, at de ikke holder mere af Kristus end af Johannes, Elias og Jeremias. De er for længst borte og døde; derfor tør de ikke tro, at de skal få gavn af dem. Netop sådan holder de også Kristus, og ikke anderledes, selv om de ikke tør sige det med munden. De er gode tyrkere. Tyrkerne holder også Kristus for en from mand og en stor profet; men at de skulle tro, at de ved ham og for hans skyld skulle have syndernes forladelse og det evige liv, det bliver der ikke noget af. Sådan en tyrkisk tro har alle de pavelige.

Lad os derfor lægge godt mærke til denne bekendelse og lære den rigtigt, så vi ikke bare siger den efter med munden, men også i hjertet tror fast og vist, at denne Jesus er den rette Kristus, den levende Guds Søn. At han alene har gjort fyldest for synden, kvalt døden, taget Djævelen til fange og sønderrevet helvede. Så vi kan trøste os ved ham og ved ham gribe og håbe på sikker hjælp mod synd og død og ikke lade os skræmme, men holde fast i hjertet på håbet om Guds nåde og det evige liv. Det er det første stykke, vi skal lære i dag.

Det andet stykke handler om den hellige kristne kirke, hvor denne bekendelse alene findes og bliver. Herren Kristus synes overmåde godt om denne tro og bekendelse. Han roser Peter for den og trøster ham: Fordi han tror sådan, så er der ingen nød med ham. Og han siger: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn.»

Det er et herligt ord, han siger: «Salig er du.» For dermed vil Herren vise, at den, som har denne bekendelse og erkendelse, har alt, hvad der tjener til frelse. Og omvendt: den, som ikke har den, har intet, der tjener til frelse. Men dette ord ville ikke være blevet stående uanfægtet, hvis de vantro jøder havde været til stede og hørt det. Ligesom de pavelige i dag ikke lader det stå uanfægtet, når vi siger, som der står her: Det er alene troen på Kristus, der frelser. De ville have sagt: Hvad? Skal Moses, de ti bud, gudstjenesten og ofrene ikke være noget og ikke hjælpe noget? Ligesom vore pavelige også siger: Skal gode gerninger da ikke være noget?

Nå, men der står: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn.» Men den kære Peter har ikke gjort andet end at bekende med munden, hvad han i sit hjerte holder Kristus for. Og her siger Kristus, at han er salig, fordi han tror dette, og ikke fordi han gør dit eller dat. For selv om Gud kræver og vil have gode gerninger, så skal dog dette alene tjene og hjælpe til frelse: at man holder og bekender Kristus for det, som Peter holdt og bekendte ham for. Sådan siger den hellige Paulus også, og han sætter meget fint begge dele sammen, i Rom 10,10–11: «Når man tror af hjertet, så bliver man frelst. For Skriften siger: Enhver, som tror på ham, vil ikke blive skuffet.» [Luther citerer frit; i vers 10 står der «med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse»]

Paven og hans flok bekæmper denne artikel om troen meget heftigt og kan ikke tale spottende nok om, at vi siger: Troen alene frelser; gode gerninger frelser ikke. For de holder troen for en simpel kunst og tænker, at den, der kan sige Peters ord efter, han tror. Men hør du, hvad Kristus siger og mener om det; for sådan siger han: «Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min himmelske Far.»

Den, der vil lære, hvad troen er, og hvor den kommer fra, han skal høre efter Herren Kristus her. «Kød og blod, siger han, har ikke åbenbaret dig det.» Det vil sige: denne tro er ikke en menneskelig tanke, som nogen kunne hente frem og lave selv. Faderen i himlen må give den og tænde dette lys i hjertet. Men hvorved gør Faderen det? Ved intet andet end ved Ordet og sin Helligånd. Det er den eneste vej til at komme til erkendelse af Kristus og til troen. Men hvor Ordet og Helligånden ikke er, dér er det let at lære ordene og sige dem efter, sådan som paven og hans flok i dag så ofte gør i alle kirker. Men der er ingen tro, ingen hjertelig tillid, så de alene sætter deres hjerte til Kristus og ikke trøster sig ved noget andet i hele verden over for Gud og hans dom.

Derfor ved kød og blod, det vil sige vor fornuft, intet om disse sager. Den er ligesom et lys, man tænder om natten: da lyser det fint. Men når den lyse dag kommer, og solen overstråler alt, så forsvinder det lys; det lyser og skinner ikke mere, for solen er for lys og skøn. Sådan er det også med troen. Den er et lyst, stort, skønt lys, og vor fornuft er sort og mørk ved siden af den. Vil nogen nu sige, at dette lys, som er over al menneskelig fornuft, og som Gud alene kan tænde i vore hjerter, er en ringe og ubetydelig ting, så lad ham bare gøre det. Men vi må regne det for Guds højeste og største gerning; alle menneskers gerninger, fornuft og evner er intet mod den.

Men dette tjener også til, at vi ikke skal være sikre og overmodige, som om vi allerede havde denne nåde fuldkomment. For man må bede Gud hver dag om, at han ved sin Helligånd vil tænde dette lys i os og holde det brændende. For Djævelen hviler ikke. Han er dette lys meget fjendtlig; derfor lader han det regne og sne, blæser og puster ind på det fra alle sider for at se, om han kunne kvæle og slukke det. Derfor har vi altid god og stor grund til at bede Gud om, at han vil bevare os i et sådant hjerte og en sådan tillid til vor kære Herre Kristus og nådigt beskytte os mod alle andre tanker.

For dér står eksemplet lige for øjnene af os. Straks efter denne bekendelse går Djævelen løs på Peter, så han glemmer denne tro og bekendelse og ikke holder mere af Herren end af et hvilket som helst andet menneske. Og Peter advarer Herren om, at han skal passe på sig selv og ikke give sig i fare. Som Herren her siger, mens Peter endnu tror rigtigt: «Salig er du», sådan siger han bagefter: «Gå bort fra mig, Satan! Du er en anledning til fald for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.» Så det er højst nødvendigt at bede om begge dele. For det første, at Gud ved sin Helligånd vil åbenbare os Herren Kristus og tænde den rette tro i vore hjerter; og dernæst, at han nådigt vil bevare os i denne tro og bekendelse til enden.

Det er lærdommen om Kristus og den rette tro. Nu følger videre teksten om den kristne kirke: hvem den er, hvilke fjender den har, og hvad der til gengæld skal være dens trøst. «Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke (eller menighed), og helvedes porte skal ikke få magt over den.»

I Joh 1,42 står der, at da Herren første gang så Peter, sagde han til ham: «Du er Simon, Jonas’ søn; du skal kaldes Kefas, det betyder: en klippe», og på græsk hedder det Petros eller Petra. Fordi Peter nu her så fint og ligeud siger og bekender, hvad han tror og holder om Kristus, svarer Kristus ham: «Du er Peter.» Det er, som om han ville sige: Det navn har du i sandhed med rette; det er ikke uden grund, at du hedder Peter (en klippe). For din tro og bekendelse er som en klippe, fast og vis; den står rigtigt og fast, som på en stærk klippe. Og lad Djævelen bare prøve at gøre dig skade, når du bliver ved sådan! «På denne klippe vil jeg bygge min kirke eller menighed.» På denne klippe – forstå: ikke den, du selv er; for din person ville være for svag til sådan en grund – men på troens bekendelse, som gør dig til en klippe, og på denne prædiken, dér vil jeg bygge min kirke. Det fundament kan holde og er stærkt nok; Djævelen vil ikke kunne vælte det eller rive det ned. Teksten er meget trøsterig, men den er (som sagt ovenfor) blevet misbrugt af paven på det allerskændigste. Derfor ville det være højst nødvendigt at påvise alle disse misbrug og gendrive dem. Men fordi det er sket tilstrækkeligt andre steder, vil vi nu blot blive ved den rette forståelse og se på den trøst og lærdom, som her holdes frem for os.

Der har altid været den største strid i verden om, hvem der er den rette kirke, sådan som vi endnu i dag oplever. For i den er man vis på, at man står på klippen og ikke kan falde i evighed, som Kristus lærer her. Den, der nu vil dømme rigtigt og ikke ramme forkert, han skal lære det her af Kristus: at kirken ikke er nogen andre steder end dér, hvor denne klippe er, det vil sige den bekendelse og tro, som Peter har, og som de andre disciple har. Finder du den tro og bekendelse eller lære, så tvivl ikke: dér er kirken, hvad enten de folk står i anseelse hos verden eller ej. Og omvendt: finder du denne lære, tro og bekendelse om Kristus enten slet ikke, som blandt tyrkere og jøder, eller ikke ren, som hos paven, så tvivl ikke: dér er kirken ikke. For ligesom bygning og fundament må være sammen, sådan siger Kristus her, at denne bekendelse, lære eller tro skal være i kirken og ingen andre steder. Man kan ikke skille det ene fra det andet. Hvor fundamentet er, dér er bygningen, og hvor bygningen er, dér er fundamentet.

Den, der følger denne dom og tager imod den, kan ikke blive bedraget. For han vil ikke se på, om paven bærer en tredobbelt krone, fører nøglerne i sit våbenskjold, og om kejsere og konger kysser hans fødder og tilbeder ham som den højeste biskop. Nej, han vil se på, om den lære, paven regerer med, også stemmer med denne bekendelse: om han holder Jesus for Kristus og den levende Guds Søn, af hjertet trøster sig ved ham alene til syndernes forladelse og det evige liv, og lærer andre, at de også skal trøste sig ved ham på samme måde. Hvor han ikke finder det, dér dømmer han straks: Nej, du er ikke den kirke, som Guds Ånd regerer, men Djævelens kirke. Grunden er: den tredobbelte krone, nøglerne i våbenskjoldet og navnet pave gør ikke kirken, men bekendelsen om Kristus og troen på ham gør. Og omvendt: finder han denne bekendelse og lære hos dem, der ikke har nogen særlig anseelse, ja, som endda må bære navn af kættere og afskårne lemmer af kirken, så lader han sig ikke vildlede. Lad verden dømme, som den vil; han ved, at de er rette kristne og den rette kirke.

Havde man sådan set på bekendelsen og ikke på pragten, det store navn og den store magt, så ville man nok have holdt paven for en stor herre. Men for kirkens hoved – eller rettere sagt: for det ringeste lem af den kristne kirke – ville man ikke have holdt ham. Derfor ville man ikke have givet noget for hans bud eller taget imod hans gudstjeneste. Og dog har hele verden ladet sig bedrage alene af skin og falske ord.

Så har vi altså, hvem den kristne kirke er: at den hverken er bundet til sted, tid, person eller noget andet, men alene til denne bekendelse om Kristus. Det er klippen og fundamentet, som Kristus selv bygger den på ved sin Helligånd og ved evangeliets prædiken.

Men denne kirke, der således er bygget på denne klippe, har også sine fjender: ikke alene verden, men, som Kristus kalder det her, «helvedes porte», det vil sige Djævelen med al hans magt. Han kan ikke tåle denne bekendelse, for den bryder hans rige og magt. Derfor prøver han kræfter med den og stormer frejdigt imod den. Først i de kristnes hjerter, hvor han vil tage den trøst fra dem, som de har i Kristus – som om Gud ikke ville have dem, som om han havde glemt dem, som om han ikke ville tilgive synden, men fordømme. Dernæst sætter han sekter og kætterier i gang, ved hvilke prædikeembedet bliver ynkeligt fordærvet og forfalsket; og der er ingen ende på det. Han ophidser også den verdslige øvrighed til at sætte sig imod Ordet, forfølge de kristne og udrydde prædikeembedet helt.

Derfor er der på jorden ingen mere plaget og elendig skabning end en kristen. Som Sankt Paulus siger i 1 Kor 15,19: hvis det ikke var for den trøst, vi har om det kommende liv, så var vi de elendigste mennesker på jorden. Det må man vænne sig til og se hen til, hvad Kristus siger om det, og hvordan han trøster os. For det siger han klart: at de kristne, som er bygget på denne grund, ud over verden, der er dem bittert fjendtlig, også skal have helvedes porte til fjender. Men dét er trøsten: selv om Djævelen er ond og prøver kræfter med de kristne alle steder, så skal han dog ikke sejre; sejren skal blive hos de kristne. Sådan som vi fint ser det i erfaringen: den, der kan holde fast ved Ordet og ved denne grund, finder trøst selv i de største nøder og anfægtelser, hvor ellers hele verden fortvivler. Djævelen har, som vi dels ser i historien, dels selv oplever, gjort overordentlig stor skade og gør det endnu, ved kætteri og tyranner. Men kirken er dog blevet stående; kætterne og tyrannerne er gået under, døde en skændig død og er gået til grunde på legeme og sjæl.

Derfor, selv om det endnu i dag går os sådan, at vi mærker helvedes porte, at de trykker og trænger os fra alle sider, så lad os bare holde fast ved denne klippe, så skal vi beholde sejren. Verden og Djævelen derimod må give op med skam og lide i evighed, mens de kristnes lidelse kun er en timelig og ringe lidelse, som til sidst skal lønnes med evig glæde. Derfor, selv om verden og Djævelen med deres magt får det så vidt, at de kristne går til grunde og må lade liv og legeme, så har helvedes porte dog endnu ikke sejret; nej, sejren skal til sidst blive hos de kristne. Grunden er: de har syndernes forladelse; derfor kan døden ikke få bugt med dem, de bliver alligevel ved Kristus arvinger til det evige liv. Hvad er der så ondt eller skrækkeligt ved en sådan død? Og hvem ville ikke mange tusind gange hellere lade liv og legeme fare end dø i evighed dér? Så det, Djævelen og verden udretter, når de er allerværst, er, at de stakkels kristne også her bliver befriet fra jordisk jammer og elendighed og hjulpet frem til den evige glæde.

Sådan står denne trøst fast: Er du en kristen, bygget på denne grund ved Herren Kristus, så du kender ham som den, der har overvundet synd, død og Djævel og vundet det evige liv ved sin død, så er der ingen nød. Lad Djævelen være ond og verden rase og storme; du skal nok blive i sikkerhed. Ikke for det timelige livs skyld, som man jo alligevel må lade fare, men sådan at du skal blive i fred og ro i evighed, og Djævelen ikke mere skal jage og plage dig.

Ud over denne sejr og trøst, som skal findes i det andet liv og blive evigt, har de kristne også her på jorden en stor og herlig skat. For sådan siger Herren videre: «Og jeg vil give dig nøglerne til Himlenes rige. Alt, hvad du binder på jorden, skal også være bundet i himlen; og alt, hvad du løser på jorden, skal også være løst i himlen.»

Her har paven og helvedes porte rigtig vist, hvad de dur til, idet de har martret dette trøsterige ord så ynkeligt. For det første har paven sagt, at han som kirkens hoved alene har nøglerne; den, der vil have dem eller bruge dem, må få magten fra ham. For det andet har han ikke kun tydet disse nøgler på syndernes forladelse og bandlysningen, men på, at han kan lave forordninger og påbyde, hvad han vil, også i timelige sager – skønt Herren klart siger, at det skal være «nøglerne til Himlenes rige». Og da Herren efter sin opstandelse giver denne magt i Joh 20,23, nemlig at binde eller løse synder, så giver han den ikke Peter alene, men alle apostlene på én gang, den ene lige så meget som den anden, som ordene dér klart viser. Derfor er det en grov, meningsløs løgn, at paven tør sige, at nøglerne er givet Peter alene. Den løgn har Djævelen gennem paven anrettet overordentlig megen skade med i kristenheden. Men nok om det nu; vi vil tage den rette mening og den trøst, der ligger i disse ord, for os.

Nøglerne til Himlenes rige er ikke andet end dette: at man skal tilgive dem, som tror på Kristus, tager imod evangeliet og begærer syndernes forladelse, deres synder, og således lukke himlen op for dem, som ellers er lukket, hvor synderne ikke er tilgivet. Men omvendt: dem, der ikke tror på Kristus og ikke tager imod evangeliet, men fortsætter i synder uden bedring, dem skal synderne ikke tilgives, men himlen lukkes for. Den skat har kirken, det vil sige den flok eller forsamling, som med Peter bekender, at Jesus er Kristus og den levende Guds Søn.

Men denne skat deler den kristne kirke ud, ikke alene i Ordet, ved tilgivelsen (absolutionen) og den offentlige prædiken, men også ved dåben og i Herren Kristi nadver. For den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst. Ligeså: når du tror, at Kristi legeme er givet hen for dig og hans blod udgydt for dine synders skyld, og i denne tro tager imod det højærværdige sakramente, Kristi legeme og blod, så har du også syndernes forladelse.

Fordi kirken nu har befaling til at uddele syndernes forladelse på denne måde, skal ingen foragte disse nådemidler, men bruge dem gerne og ofte. For det er jo ikke uden grund, at Kristus har indstiftet dem. Han vidste godt, at vi har brug for sådan en lægedom; for det sker jo hurtigt, at Djævelen og vort kød overrumpler os og kaster os i synd. Hvor vil man så hen? For hvad syndens løn er, ved vi godt, og derfor må vi frygte. Ingen andre steder skal man hen end til den flok, som Kristus har givet den befaling, at den skal tilgive synder ved Ordet, dåben og sakramentet. Dåben er en evig pagt, som vi skal mindes Guds nåde og barmhjertighed ved, og der er ingen grund til at lade sig døbe igen; ja, det er en svær synd. For at lade sig døbe igen er det samme som at beskylde Gud for, at han ikke ville holde det, som han én gang har lovet os i den første, rette dåb. Ved denne dåb har vor kære Herre Kristus indrettet begge dele, Ordet og sit testamente, som altid skal minde os om denne pagt og om syndernes forladelse i Kristi navn og gøre os vis på den.

Derfor er det ikke nok, at du kun en eller to gange vil møde frem til tilgivelsen og sakramentet. Så ofte dit hjerte vil blive forsagt og ængstelig på grund af synden, så tag pagten for dig, som Gud i begyndelsen sluttede med dig i dåben, og hold dig til Ordet og det højærværdige sakramente, ved hvilke Gud har gjort dig denne pagt vis, så du ikke skal tvivle på løftet om syndernes forladelse. Dér vil du finde en sikker og sand trøst. For Helligånden vil være med i denne gerning og dette ord, så det ikke skal gå af uden frugt.

Det er altså de kristnes skat: at ingen skal lukke himlen for dem, heller ikke deres egen synd. For selv om de har synd ligesom andre folk, så har de dog også nøglerne til Himlenes rige, så himlen igen bliver lukket op for dem ved syndernes forladelse, som på så mange forskellige måder bliver lovet og givet dem. Den nåde finder de ikke alene hos dem, som Kristus med en særlig befaling har sat til at stå i spidsen for sin kirke, men også i nødstilfælde hos ethvert kristent menneske. For hvor man forkynder syndernes forladelse i Jesu navn, dér skal man tro det og tage imod det. For kirken, det vil sige alle kristne, har den magt og befaling, at de ikke skal lade nogen synder fortvivle i synden, men trøste ham og i Jesu navn love ham syndernes forladelse.

Således har kirkens tjenere også befaling til at forkynde syndernes forladelse for enhver, der begærer det, og til at give den hellige dåb og vor Herre Kristi testamente. Den nåde skulle vi hellere trøste os ved end lade os skræmme af helvedes porte med deres daglige angreb. For er syndernes forladelse der, så er der ingen nød; himlen skal blive åben for os, det skal Djævelen og helvede ikke forhindre. Sådan skal vi heller ikke lade os skræmme af verden. For jo mere den raser imod Kristus og hans ord, jo længere kommer den ind under Guds vrede og bort fra syndernes forladelse. Og vi ved, at den ikke skal og ikke kan komme til syndernes forladelse uden ved vort evangelium. For den har ikke nøglerne til himlen; kirken alene har dem. Fordi den nu raser imod kirken og Ordet, bliver dens synder fastholdt. Så er det umuligt for den at vikle sig ud af det, medmindre den omvender sig, tager imod Ordet og således ved Ordet og sakramentet bliver løst fra synderne igen. Sådan trøster vor kære Herre Kristus sin kirke, hvor denne bekendelse og erkendelse findes. Gud give os sin nåde, så vi bliver bevaret i denne bekendelse til enden og bliver evigt frelst ved Kristus, vor kære Herre. Amen.