1. søndag efter helligtrekonger (Luk 2,41–52)

Prædiken på 1. søndag efter helligtrekonger over evangeliet Luk 2,41–52, holdt 1534

Det er et højt evangelium, hvis man vil lægge det skarpt ud og tale om, hvordan det går til, når man mister dette lille Jesusbarn ud af hjertet. Men den udlægning vil vi gemme til en anden gang. Nu vil vi tage det for os, som er klarest og lettest og mest til nytte for menigmand.

I kære venner har på helligtrekongers dag hørt, at den kaldes Kristi åbenbaringsfest. Den åbenbaring skete, for at det nyfødte barn ikke skulle forblive skjult, men blive åbenbaret. For ellers havde det ikke været til nogen nytte, hvis vi intet skulle vide om det. Derfor har man i disse dage også prædiket over andre evangelier, hvor man ser, hvordan Kristus har åbenbaret sig. For eksempel da Johannes døbte ham i Jordan, og da han siden ved det første tegn, ved brylluppet i Kana, lod sig se som en sådan Herre, der har alt i sin magt. Sådan skulle Herren Jesus ikke alene blive kendt blandt folk, men også blive anset og lovprist som en, der er mere end et andet menneske, nemlig en Herre, født til et sådant herredømme, at han kan og formår alt. Og vi skulle kende ham som vor Frelser og lære at holde os til ham og søge hjælp hos ham i al nød og trængsel.

Til det tjener også dagens evangelium. For det er også en åbenbaring, hvor Herren Jesus viser, at han ikke er et almindeligt barn, men et særligt barn. Han sniger sig nemlig bort fra sine forældre og træder ud af den lydighed, som alle børn ellers efter Guds befaling skylder deres forældre. Det gik sådan til, siger evangelisten: Hans forældre skulle hvert år ligesom andre jøder møde op i templet i Jerusalem til påskefesten. Da de nu tog barnet Jesus med, bliver han tilbage i Jerusalem. Det overser forældrene. Måske var de vant til, at han før var gået sammen med deres slægtninge. For Kristus levede ikke i sin ungdom som en særling, han førte ikke noget særligt liv. Han opførte sig som andre børn og legede også af og til med sine kammerater – bortset fra at han, som teksten siger, gik frem i nåde og visdom frem for andre børn. Derfor tror hans mor Maria og Josef, at han er blandt rejsefællerne, og så lader de ham blive tilbage. Men om aftenen, da de kommer til det første nattelogi fra Jerusalem, ser de sig om efter, hvor barnet dog bliver af. Og da de ikke finder det hos slægtninge og bekendte, bliver de meget forskrækkede. For barnet var særligt betroet til moderen. Josef havde også en streng befaling om at tage sig af det. Men Maria alene var dets mor; derfor har det været en særlig hjertesorg og en stor forskrækkelse for hende, at hun ikke kan finde det. Der er nok ikke blevet sovet, spist eller hvilet meget for ren gråd. Nej, de er sikkert (det kan man tro) løbet de fire mil tilbage endnu samme nat. Men barnet var væk.

Regn nu selv ud, hvad deres hjerte imens har sagt dem! Den første dag er det væk. Hele den anden dag leder de efter det, og først på den tredje dag finder de det. Derfor har de nok ikke sovet meget de tre nætter, men været plaget af alle slags tunge, bedrøvede tanker. Og især hun, moderen, har nok tænkt: Gud har taget sønnen fra dig igen; han vil ikke have dig til mor længere, fordi du har passet så dårligt på ham. Sådan har Josef også tænkt: Gud vil ikke have dig til plejefar længere, fordi du har været så skødesløs og ikke passet på det eneste barn.

Det er nu et særligt stykke, at barnet Jesus, vor kære Herre Gud, ville vise, at han ikke var helt og holdent tvunget til at være sin mor lydig. Det, han gjorde, det gjorde han til et eksempel, af god vilje og ikke alt sammen af pligt. For han var ikke alene sin mors søn, men også hendes Gud og Herre. Derfor stiller han sig undertiden over for sin mor, ikke som en søn – sådan som vi også skal høre om otte dage, hvor han siger: «Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde?» Lige sådan gør han også her. Han viser, at han ikke alene er et menneske, der er tvunget til at være far og mor lydig. Han lader dem høre, at han har en anden Far, der er større, og som han med større ret skal agte på end på Maria og Josef. «Hvorfor ledte I efter mig?» siger han. «Har I ikke vidst, at jeg bør være i det, som er min Faders?» Som om han ville sige: Jeg er jo jeres søn; men dog sådan, at jeg mere er Faderens Søn, han som er i himlen.

Sådan åbenbarer han sig for vores skyld, så vi skal lære ret at kende ham og prente os ind, at han ikke alene er sandt menneske, men også sand Gud. Derfor, da hans mor siger til ham: «Min søn, hvorfor gjorde du sådan imod os?», så forsvarer han sig og siger: Jeg er ikke ulydig mod jer, og jeg har heller ikke foragtet jer, som I bilder jer ind. Han vil altså have ret og ikke have skænd af sin mor. Men Maria og Josef må oven i al den smerte og sorg, de har haft, også have uret. For de burde her have husket, hvad englene, hyrderne, oldingen Simeon og andre havde prædiket om dette barn. Og de burde vide, at selv om han var blevet tilbage, så var han dog ikke ulydig, men skyldte Gud, sin Fader i himlen, mere lydighed end sin mor på jorden.

Og dette eksempel med barnet Jesus, vor kære Herre, sigter på, at han vil minde os om vores uvidenhed og store blindhed, som altid hælder til at tjene mennesker hellere end Gud. Derfor skal vi lære dette: Når det kommer så vidt, at vi enten må være ulydige mod Gud eller mod forældre og øvrighed, så skal vi sige med Kristus: Jeg bør være i det, som er min Faders i himlen. Uden for dette tilfælde vil jeg gerne og af hjertet være far og mor, kejser, konge, husbond og madmoder lydig. Men her i dette tilfælde lyder det sådan: Kære far, kære mor, jeg har en anden Far; ham skal jeg se mere på end på jer. Det havde Maria og Josef glemt her; derfor måtte han minde dem om det og lære dem det.

Det er nu sket for vores skyld. For den uskik har vi, som sagt, af naturen: Når vi skal tjene Gud og yde ham hans lydighed, så undskylder vi os med verden og siger: Jeg tør ikke; for Gud har befalet mig at være min øvrighed lydig. Sådan gør evangeliets forfølgere nu. De har lært af os, at vi skylder øvrigheden lydighed. Den lydighed priser de højt og siger: Vi ved godt, at det efter Skriften ikke er forkert at modtage sakramentet under begge skikkelser; men vi må være øvrigheden lydige. Der er far og mor, der er min fyrste – han vil ikke have det; derfor tør jeg ikke gøre det. Tak skal I have, kære junkere!

Men hvem er øvrigheden? Min landsfyrste? Min far og mor? Ja, det er sandt nok. Men har du så ingen anden øvrighed ved siden af dem? Hvad regner du ham da for, som siger i det første bud: «Jeg er HERREN din Gud»? Skulle det så ikke være sådan her: Når han siger: Det behager mig, sådan vil jeg have det – at du så, uden at se på din fyrste, ja konge og kejser, far og mor, siger med Kristus: Oportet me esse in his, quae sunt patris mei, «Jeg bør være i det, som er min Faders»? For Guds ord og befaling skal med rette gå forrest. Når det er udført, så skal man bagefter også gøre, hvad far og mor, kejser og konge vil have, så man ikke sætter vognen foran hestene.

Kristus er blevet åbenbaret ved stjernen og i Jordan os til trøst, så vi ved, at han er vor Frelser – sådan som vi har hørt rigeligt ovenfor om hans dåb og juledag af englenes sang og prædiken. På samme måde åbenbarer han sig i dagens evangelium os til et eksempel: at vi i de sager, der angår Gud, ikke skal se på nogen, hvad enten det er far, mor, fyrste eller hvad man nu vil kalde det. For dér er der en anden Herre og en højere øvrighed, og den hedder Gud. Ham skal du adlyde og gøre, hvad han befaler dig, og tjene ham frem for alt. Når denne lydighed er udført, så gør derefter, hvad din far og mor, din fyrste og øvrighed befaler dig – dog sådan, at de ikke hindrer dig i denne højere lydighed, som sagt skal udføres før alt andet.

Jeg vil her ikke røre ved den høje anfægtelse, som få mennesker mærker: når man mister Kristus i hjertet. Jeg vil blive enfoldigt ved det lille Jesusbarn, som her åbenbarer sig på den måde, at det er noget mere end andre mennesker. For det trækker sig selv uden at spørge om lov ud af sin mors lydighed og går ikke efter hende; nej, hun må gå efter det. Det bekræfter det, hun havde hørt af englen: «Han skal kaldes den Højestes Søn.» Det måtte hun mindes om her, så hun ikke skulle glemme det. Sådan rimer denne åbenbaring fint med den anden. For her ser man, at Kristus er et særligt menneske, sådan som hyrderne og Simeon havde vidnet om ham. Derfor ville han heller ikke behandles som andre børn, selv om han af og til løb rundt og legede med andre børn.

Men hvad han gjorde i templet, viser evangelisten fint: Han spurgte ikke, hvad kornet kostede, eller hvad man skulle spise og drikke. Nej, han talte med de skriftkloge om Guds ord. Først hørte han efter, hvordan de udlagde Skriften, og så irettesatte han dem for det – dog sådan som det sømmer sig for en ung dreng. Lad mig sætte det op som et eksempel, ligesom vi ser hos Matthæus [Matt 5,21–22]: Når de skriftkloge prædikede om det femte bud og kun udlagde det sådan, at man ikke må slå ihjel med hånden, så tog han ordet og sagde: Sandelig, dette bud tåler heller ikke, at man taler ondt om folk, forbander dem eller er vred på dem. For dette bud kræver et venligt hjerte mod næsten.

På en sådan måde har han også her ladet sig mærke og åbenbaret sig: Han har som et ungt barn spurgt om dette og andet, hvordan man skal forstå det, så de skriftkloge selv undrede sig og tænkte: Hvor får dog drengen sådanne tanker og en sådan forstand fra? For uden tvivl har han ikke tålt det, der var forkert, eller ladet det gå uimodsagt hen. Han har sikkert også spurgt lærerne, hvad de mente om Messias, hvor han skulle komme fra, og hvad hans embede skulle være. Men om alt det har han talt med særlig ydmyghed, tugt og blufærdighed og givet sig ud for, at han havde hørt det af sin mor eller af andre gamle, fromme folk. Så alle tænkte: Drengen har Helligånden, der bliver noget særligt ud af ham. For i den alder plejer det jo at vise sig hos de unge, så man kan mærke, hvad der skal blive af dem, og hvordan de vil arte sig.

Det er kort fortalt historien om, hvordan Jesusbarnet har åbenbaret sig for sin mor og for Josef som mere end et andet barn: For denne gang trækker han sig ud af deres lydighed og vil ikke engang have skænd for det.

Nu slutter Sankt Lukas evangeliet og siger: «Han drog ned med dem til Nazaret og var lydig mod dem.» Så dette barn, som for sin himmelske Faders skyld har trukket sig bort fra sin mor, bliver nu igen sin mor og Josef lydig, selv om han ikke skyldte dem det. Det siger Lukas fint med ordene: «Han var lydig mod dem.» Som om han ville sige: Han gjorde det gerne og af fri vilje, skønt han var Gud og Marias og Josefs Herre. Men at han var dem lydig, det gjorde han af lydighed mod sin himmelske Fader og af hjertelig kærlighed til sine forældre – og til et eksempel for alle mennesker på den lydighed og ydmyghed, vi skylder. For sådan skal man forstå det: Jesusbarnet har i huset gjort alt, hvad man bad ham om. Han har samlet spåner op, hentet mad og drikke og ikke været utilfreds med noget af det.

Dette eksempel skal de unge lægge godt mærke til: at Herren, som er vor alles Gud, har gjort sådan i sin barndom og ikke været utilfreds med noget, som man bad ham om, selv om det var ringe, små og uanselige gerninger. Så de også gør det samme og lærer at give sig ind under en sådan lydighed og ydmyghed. For det behager Gud vel; og som det fjerde bud siger, vil han have det sådan af alle børn, at de skal være lydige og villige mod deres forældre.

I gamle dage var der i klostrene et spørgsmål blandt de unge munke: Hvad havde Kristus gjort i sin barndom? Munkene har jo digtet en hel bog om det, De infantia Christi [«Om Kristi barndom»], hvor der står mængder af tåbeligt narrevrøvl. Der fortæller man et eventyr om en biskop, som også skulle have ønsket at vide det. Han drømte, at han så en tømrer hugge træ, og en lille dreng hos ham, som bar spåner ind. Til sidst kommer en jomfru i en blå kjole med en pande og kalder dem begge, manden og den lille søn, til bords. Så syntes han i drømmen, at han listede efter dem og stillede sig bag døren for at se, hvad de spiste. Da nu moderen øser op til barnet i en lille skål for sig, begynder barnet og siger: Jamen mor, hvad skal så manden bag døren have at spise? Over de ord skal biskoppen være blevet forskrækket og være vågnet. Den digtning kan jeg godt lade gælde. For det ser ud til, at den, der først digtede den, ville vise, at man ikke skal se efter særlige, mærkelige gerninger, som Kristus skulle have gjort i sin barndom og ungdom (sådan som munkene har drømt og løjet om det). Nej, han har tjent sine forældre i almindelige gerninger af barnlig lydighed, sådan som et andet fromt barn kunne gøre det osv.

Men vil du virkelig vide, hvad Kristus gjorde i sin ungdom, så hør her, hvad evangelisten siger: «Han var lydig mod dem.» Det vil sige: Han gjorde, hvad far og mor bad ham om, og var ikke utilfreds med noget. Her burde ethvert barn og ethvert tyende skamme sig langt ind i hjertet, når de hører sådan en historie om det lille Jesusbarn og alligevel ikke viser deres forældre eller herskab den samme lydighed, ja lever i skændig ulydighed. Det nytter ikke, at du vil spørge, tænke eller snakke, sådan som næsten alle gør: Hvis jeg vidste, hvad Jesusbarnet havde gjort, så ville jeg også gøre det. Ligesom munkene siger: Frans har gjort sådan, gået sådan klædt, våget sådan; det vil jeg også gøre. Men ingen ved, hvad Kristus har gjort? Dertil siger jeg nej. For her står der skrevet: «Han var lydig mod dem.» Med de ord sammenfatter evangelisten hele vor kære Herre Kristi ungdom.

Men hvad betyder det: «Han var lydig mod dem»? Ikke andet, end at han gik i det fjerde buds gerninger. Og det er sådanne gerninger, som far og mor har brug for i huset: at han har hentet vand, drikke, brød og kød, passet huset og gjort mere af den slags, som man bad ham om, ligesom et andet barn. Det har den kære lille Jesus gjort. Her burde med rette alle gudfrygtige og fromme børn sige: Ak, jeg er ikke værdig til at komme til den ære og blive lig med Jesusbarnet ved at gøre det, som han, min Herre Kristus, har gjort. Har han samlet spåner op og gjort andet, som hans forældre befalede ham – almindelige, ringe gerninger at se på, sådan som de falder for i et hus – åh, hvor fine børn ville vi så være, hvis vi fulgte hans eksempel og også gjorde det, som vores forældre beder os om, om det så var nok så ringe og ubetydeligt. Man behøver altså ikke skrive store bøger om, hvad Jesusbarnet har gjort. Læg bare mærke til, hvad far og mor har brug for i huset, og hvad de plejer at bede børnene om. For her står klart, at han ikke løb i kloster og blev munk. Nej, han «drog med dem til Nazaret», blev blandt folk og tog sig dér af lydigheden mod far og mor og lod sig opdrage pænt som et andet barn.

De grove, fantaserende munke skriver, at Herren Jesus i sin ungdom lavede nye små fugle og andre små dyr. Men det er gerninger, der ikke hører til lydigheden og det fjerde bud. Det har hans forældre nok ikke bedt ham om. For den barnlige lydighed kræver andre gerninger, som hører til husholdningen – og som (det ser vi jo) næsten ingen vil gøre. Det er de gerninger, evangelisten taler om, og de hedder lydigheden mod forældrene.

Det skal man lægge godt mærke til og endelig ikke tvivle på, at sådanne gerninger her ved Jesusbarnet er blevet så helliget og velsignet, at vi burde slikke os om munden efter dem, bare vi også kunne nå så vidt. Men verden vil ikke lade sig sige. Derfor har vi ladet sådanne gerninger og en sådan lydighed ligge og er i Djævelens navn løbet i klostre, til Sankt Jakob [valfarten til Santiago de Compostela i Spanien] og andre steder hen. Enhver har ment, at han ville gøre det bedre og mere kostbart end den kære Herre Jesus. Vi har ikke set, at sådanne husgerninger og lydighed mod far og mor er helliget ved denne hellige person, Guds Søn, som selv i sin ungdom har båret brænde, fyret op i ovnen, hentet vand og gjort andet husarbejde af den slags – så vi ikke er værdige til at gøre ham det efter.

Derfor burde vi lære denne historie med flid og regne os for salige, hvis vi gik i en sådan lydighed og sådanne gerninger, når vi ser, at Kristus selv ikke har fundet sådanne gerninger for ringe. For de er tusind gange bedre og helligere gerninger, end alle munkenes gerninger i klostrene nogen sinde kan være. For Jesusbarnet løb ikke i kloster, men blev hjemme i huset og tjente Josef og sin mor – os til et eksempel, så vi kan lære, at det er lutter kostbare, ædle, hellige gerninger, som Kristus, vor kære Herre, selv har gjort.

Så dette er summen af dagens evangelium: Kristus er Herre over alt, og alligevel stiger han ned, os til et eksempel, og er far og mor lydig. For at vi skal lære begge dele: først at vise Gud lydighed og dernæst også trofast at vise lydighed mod far, mor og al øvrighed. Så kan vi på begge sider rose os af, at vi har gjort ret, og derfor skal al lykke og velsignelse være hos os. Det give os vor kære Herre Kristus. Amen.