2. søndag efter helligtrekonger (Joh 2,1–11)

Prædiken på 2. søndag efter helligtrekonger over evangeliet Joh 2,1–11, holdt 1533

Dette er det første tegn, vor kære Herre Jesus gjorde på jorden. Med det ville han, som Johannes selv fortæller, åbenbare sin herlighed for sine disciple, så de ved dette tegn skulle lære ham at kende og holde ham for Guds Søn og den sande Messias. For han kan det, som intet andet menneske på jorden kan, nemlig forvandle skabningen og gøre vin af vand. Den kunst er Guds kunst alene, for han er herre over skabningen. Menneskene kan det ikke.

Derfor skal denne undergerning først og fremmest tjene til, at vi lærer vor kære Herre Kristus ret at kende, og at vi med sikker tillid tager vores tilflugt til ham, når vi lider mangel og nød, og søger hjælp og nåde hos ham. Den hjælp og nåde skal visselig komme til os i rette tid. Det er det vigtigste stykke i dagens evangelium.

Men da man finder denne lære og trøst ved alle Kristi undergerninger, vil vi nu især tale om, at Herren gør dette tegn netop ved et bryllup, for at læren om ægteskabet også kan blive bevaret blandt de kristne. For der er meget magt på den.

Og det er også særlig nødvendigt. For som I ved, er ægteskabet under pavedømmet blevet meget foragtet, og jomfrustanden alene er blevet rost. Men hvordan Gud til gengæld har betalt de ugifte gejstlige og straffet dem, ved vi mere end godt: Ikke alene er lysten og kærligheden til ægteskabet taget fra dem, men også kærligheden til kvinder er næsten slukket. Så det er et stort under, at den ugudelige sodomitiske flok i stifterne og klostrene under pavedømmet ikke for længst er blevet sat i brand med helvedes ild og sænket i helvedes afgrund – alene for denne synds skyld, som er kommet af foragten for det ægteskabelige liv.

Men dette evangelium tjener til, at vi får andre tanker om ægteskabet og ikke flygter fra det og hader det, som paven gør. For her ser vi, at Herren gør sit første tegn ved brylluppet i Kana i Galilæa, i den fattige lille flække, da han var tredive år gammel, allerede var døbt af Johannes og nu var begyndt at være prædikant. Efter pavens hellighed og visdom ville det have klædt Herren Kristus langt bedre, om han havde gjort det, før han trådte ind i det åndelige embede og blev salvet og kaldet til prædikant af Helligånden.

Men det er et fortrinligt og nyttigt eksempel, ikke alene imod pavens vildfarelse, som hos os, Gud ske lov, er død og borte, men også imod de sværmere, der skal komme. De regner det for en stor hellighed at forlade ægteskabet og andet borgerligt liv og løbe ud i ørkenen eller ødemarken. Dér har man bedre og roligere dage end i ægteskabet, hvor man må kives, skælde ud og undertiden også slås med kone, børn, karle, piger og onde naboer. Derfor kunne ægteskabet nok kaldes en møjsommelig stand, hvor der er slid og arbejde nok – hvis du vil sætte Guds skaberværk, indstiftelse, velsignelse og ord ud af syne. Munkene derimod har kaldt deres liv et helligt og fuldkomment liv. Men som man kan se for øjnene, er det i sandhed et dovent, magsligt, godt, sødt og epikuræisk liv. Dér har de haft alt nok og ladet de stakkels folk ude i verden sidde tilbage, som måtte slide hårdt for føden – og som alligevel har måttet undvære navnet og ikke kunnet hedde at være i en velsignet og god stand.

Men selv om det eksempel, Kristus her har stillet os for øje, er stort og fortrinligt, så har det dog ikke hjulpet hos de gudsforladte folk. Man har nok læst det op i kirkerne, men der har ikke været én, der kunne se dette lys og sige: Hvis det nu er så godt at gå ud i ørkenen eller løbe i kloster, hvorfor gik Kristus så til bryllup? Og er det så slemt at leve i verden og gifte sig, hvorfor ærer Kristus så ægteskabet med sit nærvær og med så herlig en undergerning?

Det havde nu haft sin mening, hvis et sådant kloster- eller eneboerliv var lagt an på to eller tre uger, på et år eller to. Men at man ikke alene flygter fra ægteskabet, men også forsværger det for evigt, det er at foragte og vanære ægteskabet på det allerhøjeste. Og i stedet for det har man ikke søgt en hellig stand, men ro og et stille liv – imod Guds befaling og ordning.

Lær derfor her, at vor Herre Gud selv ærer det fjerde bud. For hvor der er bryllup, det vil sige far og mor, dér må der være en husholdning; dér vil der være kone og børn, karl og pige, kvæg, mark, håndværk og næring. Alt dette tilsammen vil Herren hermed have betroet os som et helligt liv og en velsignet stand, så ingen skal foragte den, men ære den og holde den for stor, sådan som han ærer den.

Derfor er dette evangelium en rigtig prædiken for de unge, så de lærer, at man også godt kan tjene vor Herre Gud derhjemme, og at det ikke er nødvendigt at begynde på noget særligt, sådan som den smurte og ragede flok har gjort. For en husfar, der styrer sit hus i gudsfrygt og opdrager sine små børn og sine tjenestefolk til gudsfrygt og kundskab, til tugt og ærbarhed, han er i en velsignet og hellig stand. Ligeledes en mor, der passer børnene, giver dem mad og drikke, tørrer dem og bader dem: Hun behøver ikke spørge efter nogen helligere og gudfrygtigere stand. Det samme gælder karl og pige i huset: Når de gør, hvad deres herskab beder dem om, så tjener de Gud. Og for så vidt de tror på Kristus, behager det Gud langt bedre, når de så bare fejer stuen eller tørrer skoene af, end alle munkenes bønner, faste og messer og hvad de ellers roser som høje gudstjenester.

Derfor skal man på ingen måde foragte et sådant husliv i ægteskabet eller holde det for en verdslig og ulyksalig stand, sådan som munkene har spottet det. For her ser vi, at Herren Kristus selv går til bryllup. Men det gælder ikke kun brylluppet, men hele husholdningen. Den vil Gud have æret, sådan som det fjerde bud viser, der er det højeste bud på den anden tavle.

Er du derfor far eller mor, så bliv i den stand, og lær, at Gud har behag i det, når du gør, hvad du skal gøre i din stand. Er du karl eller pige, så lær, at Gud har behag i din stand. For Gud har selv velsignet og æret ægteskabet; han har æret brylluppet med sit nærvær og sin første undergerning, da han allerede var prædikant. Han kunne også have sagt: Jeg kommer ikke, jeg vil passe min prædiken; det er verdslige sager; jeg har fået et åndeligt embede betroet, og det må jeg holde mig til. Men han, den højeste biskop, lader ikke embedet, som han havde særlig befaling til, hindre sig i dette. Han foragter ikke brylluppet, som er husholdningens begyndelse, men ærer, lover og priser den stands gerninger sådan, at enhver skal være villig til dem og sige: Når Gud har sat og ordnet mig sådan, at jeg som pige, som karl, som barn, som ægtemand, som husmor skal tjene ægteskabet og husholdningen, så vil jeg gerne gøre det og tjene min Gud i den stand med glæde. For jeg ser, at den høje prædikant, min Herre og Gud, Kristus Jesus, selv giver sig herhen og kommer til brylluppet – ikke alene for at ære denne stand, men også for at hjælpe og opretholde den.

Denne lære var nødvendig imod kætterne og paven, og den er stadig i dag nødvendig imod sværmeånderne, såsom gendøberne og deres lige. De kommer og siger: Der er ikke noget ved husholdningen; dér går det sådan og sådan til: Snart har man utro tjenestefolk, snart må man kives med naboerne, snart rammes man af en anden ulykke med kone, børn og naboer. Hvordan kan man midt i så megen uro, som der hverken er mål eller ende på i ægteskabet, tænke på Gud og tjene Gud? Det vil jeg ikke se på; jeg vil løbe i kloster, hvor jeg er fri for al den uro osv. Og så er de draget af sted i Djævelens navn, den ene ind i denne, den anden ind i en anden orden og stand.

Det skal man lægge mærke til, for at den slags tossede ånder ikke kommer igen. For her står det klart, at Herren Kristus selv, da han kommer til brylluppet, ikke skilte brud og brudgom fra hinanden, men lod dem blive sammen og selv hjalp til, at brylluppet kunne holdes desto mere hæderligt. Med dette smukke eksempel ville han lære os, at han også har godt behag i, at man trofast hjælper og tjener i husholdningen. For selv om der skulle blive mangel, så lad dig ikke skræmme. Se bare til, at du har Kristus hos dig og ikke er ugudelig, så vil han gøre vin af vand og velsigne din stand sådan, at du skal have nok. Og til sidst skal det, man har brug for, nok komme, selv om det en tid mangler og kniber.

Det ser man også af erfaring. Når mand og kone lever pænt kristeligt sammen, så nærer vor Herre Gud dem så let, at de tjener mere, end de tror. Og jeg er helt overbevist om, at der ikke er en eneste håndværker – en, der vel at mærke passer sit arbejde flittigt og er gudfrygtig – som ville tro sig i stand til at klare sig med det, hvis man hældte så mange penge ud i én bunke på et bord foran ham, som han kan tjene på et helt år. Men dér går Guds velsignelse i det skjulte: Man tjener en skilling i dag og en igen i morgen og hjælper sig sådan, at man må mærke Guds velsignelse i en sådan stille husholdning. Sådan gør vor kære Herre Kristus endnu i dag vand til vin i mit og dit hus (bare vi er gudfrygtige og fromme og lader ham sørge). Ligeledes gør han, at der må blive ti af ét stykke brød, og at én frakke holder lige så længe som ellers tre. Også på grund af den erfaring burde vi, hvis vi bare ville lukke øjnene op, sige: Herre, husholdningens gerninger hører dig til; dig tjener man med dem, for du har æret dem og ærer dem stadig med din velsignelse. Derfor vil jeg heller ikke foragte dem, men flittigt hjælpe til i min stand.

Evangelisten fortæller særligt, at Jesu mor også var der. Hun har måske været brudens mor ved brylluppet, for hun tager sig af tingene, som om det lå hende særlig på sinde, da hun ser, at der er mangel. Det ser nemlig ud til, at det har været et rigtigt fattigmandsbryllup [«Mattheshochzeit», et fattigt bryllup], hvor der ikke manglede andet end vin og brød. Tænk nu igen: Hvis ægteskabet ikke behagede Gud, burde Jesus så ikke have sagt til hende: Nej, mor, du er for herlig og stor; du alene blandt alle kvinder er jomfru og mor til Guds Søn; derfor burde du alene passe kirken og gudstjenesten. Og så giver du dig her i lag med dette arbejde, hvordan man får brylluppet godt overstået? Og det er sandt: Det er til at le af, at den hellige mor skal give sig af med det ringe arbejde og være pige ved brylluppet og tjene folk med madlavning, anretning og andet. Men alt sker, som jeg nu ofte har sagt, for at vi skal lære ret at kende denne stand, som Kristus og jomfru Maria ærer så højt.

Alligevel har et sådant eksempel intet hjulpet under pavedømmet, og det hjælper heller ikke hos de ulydige og utro tjenestefolk. For ingen vil tro eller regne det for sandt, at det er en tjeneste for Gud, når man tjener trofast og flittigt i huset. Ellers ville karl og pige, børn og tjenestefolk være glade og ved godt mod til alt arbejde og gøre sig et rent paradis ud af deres tjeneste i huset og sige: Jeg vil gøre og lade, hvad min herre og min frue vil, for at gøre dem til lags. Om jeg så af og til får skældud, hvad skader det? For jeg ved for vist, at min stand er en tjeneste for vor Herre Gud og et liv, der behager ham. For min Forløser, Kristus selv, er gået til bryllup og har æret det med sit nærvær og med sin mor Marias tjeneste. Skulle jeg så ikke også gerne gøre og lide noget for at ære og tjene denne stand? Men den slags tjenestefolk finder man meget få af. De fleste er så forstokkede, at selv om de hører denne historie, vil de dog ikke tænke over det eller lade sig bevæge af, at de kan få det og have det derhjemme: at de dér tjener Gud allerbedst – mere end nogen nonne eller munk i klosteret, om det så blev dem nok så surt. Men ingen tager det til hjerte, ingen tror det. Derfor sker alt med uvilje og ulyst, og det er ikke muligt, at der kan være lykke og held hos så uvillige tjenestefolk.

For burde ikke en gudfrygtig og from pige i huset, der skal lave mad og gøre andet, trøste sig og glæde sig over Guds mors eksempel og sige: At jeg skal lave mad og gøre andet, det var netop den kære jomfru Marias tjeneste ved brylluppet. Hun havde også travlt og så til, at det hele blev gjort godt osv. Og selv om det er et ringe arbejde, jeg gør i huset, og det ikke ser ud af noget, så gør jeg det dog til ære for Gud, som har befalet det og vil, at jeg skal udføre denne lydighed med flid. Og jeg ved, at når jeg gør det, behager det ham. Lad så verden regne sådan en lydighed for hvad den vil – de, der vil være kristne, skal dog holde den for stor og for en rigtig gudstjeneste og udføre den af hele deres vilje. Sådan kunne en pige eller karl i huset selv øse glæde af sin stand og sit arbejde og gøre Gud en glæde og sige: Jeg takker dig, Herre, fordi du har sat mig i denne tjeneste, hvor jeg ved, at jeg tjener dig med det – mere end alle munke og nonner, der ingen befaling har til deres tjeneste. Men jeg har Guds befaling i det fjerde bud: at jeg skal ære far og mor, tjene herre og frue med al flid og troskab og hjælpe til i husholdningen. Derfor vil jeg gøre det med lyst og kærlighed.

Den, der fandt sig sådan til rette i tingene, ville gøre, hvad han skulle, med glæde og lyst, og han ville allerede her være i paradis. Og vor Herre Gud med alle sine engle ville også have behag i det. Ligeledes ville herre og frue til gengæld rigeligt lønne en sådan troskab og villig tjeneste. For trofaste og fromme tjenestefolk bliver holdt i ære overalt.

Men dér ser man, at det ikke vil følge med, og at alle hellere vil regne det for en gudstjeneste at gå i kloster end at tjene herre og frue flittigt i husholdningen. Men fordi man sådan har trådt det fjerde bud under fode og foragtet ægteskabet, har Gud gjort ret i at lade dem blive munke og nonner og havne i en sådan stand, hvor de har pint sig selv og dermed vist Gud den største ulydighed og den værste tjeneste. For han har jo aldrig bedt dem om det eller befalet dem det. Lad os derfor lære dette eksempel godt, så enhver villigt og gerne tjener og hjælper til i den stand, som vor Herre Gud selv har sat højt og æret og gjort til brønd og kilde for alle andre stænder på jorden. For husholdningen eller ægteskabet må opretholde alle konger og fyrster – ikke alene fordi konger og fyrster kommer af ægteskabet, men fordi man hverken ville have folk eller skatter, hvis der ikke var ægtefolk. For husfaren må tjene det, som alle stænder i verden, fra den højeste til den ringeste, lever af.

Det skal man lære og være villig og lydig til, så denne stand også bliver æret og fremmet af os, og så enhver tjenestekarl og tjenestepige lærer at sige: Herre, det behager dig; du har selv været til brylluppet i Kana, og din mor, den velsignede blandt alle kvinder, har ved brylluppet gjort netop det, som jeg gør i min herres hus og tjeneste. Når hun nu ikke skammede sig over det ringe arbejde, men selv tilbød sig til det, hvorfor skulle jeg, stakkels maddikesæk, så synes, at jeg er for fin, og skamme mig over sådant husarbejde – jeg, som er det rene skarn i sammenligning med dig, du rene jomfru Maria?

Men især skal ægtefolk her tage den trøst til sig, at Gud ikke forlader dem, når de er fromme og gudfrygtige, men gerne vil lægge sin velsignelse til hos dem og vende al mangel, sådan som han gør her. For det bliver aldrig anderledes: Ægtefolk må have mange stød i deres næring og i andet. Men har man Kristus med til brylluppet – det vil sige: er man gudfrygtig i ægteskabet og påkalder ham i troen – så skal velsignelsen og hjælpen ikke udeblive. Det skal I lære og vide i dag. For derfor bliver det prædiket, for at I desto villigere skal blive i den tjeneste, der hører til husholdningen, og ikke lade jer forføre af dem, der kommer og siger: At holde hus og gifte sig er en verdslig ting; den, der vil tjene Gud, må gribe det anderledes an, så det bliver surt for ham og gør ondt.

Sådan som gendøberne, det blinde folk, gør nu om stunder: De løber fra kone og børn, og det roser de som et stort kors og en hellighed, der gør ondt. Men det er den rene skurkagtighed hos de skælmer. Årsagen er: Det gør ikke ondt, som man selv finder på og lægger på sig selv. Det andet gør langt mere ondt – og derfor viger man også tilbage for det – nemlig at man må blive hos kone og børn og lide meget af tjenestefolk og onde naboer. For dér er man bundet stærkere end med tyve reb. De reb river de onde skurke sig løs fra og lever efter deres egen vilje. Men det er ikke at gøre sig selv ondt. Nej, det gør ondt, at du efter Guds befaling skal være bundet til din kone, fyrster, naboer og tjenestefolk, hvor du på alle sider har hænderne fulde med at vise kristen kærlighed og tålmodighed. For dér må du høre, se og lide det, du helst ville være fri for. Alligevel må du blive og ikke løbe din vej, men sige: Jeg vil gerne gøre og lide det alt sammen, for jeg ved, at Gud vil være med sin nåde ved husholdningen. Ja, jeg takker Gud af hjertet, som har sat mig i denne velsignede stand, der behager ham. Skulle der mangle noget, så kan han hjælpe. Og han viser her ved dette bryllup, at han gerne og med lyst vil gøre det.

Det skal I lære af dagens evangelium og bede Gud om hans nåde, så vi bevarer det og kan finde os til rette i vores kald på en kristen måde. Amen.