Helligtrekongers dag: 2. prædiken: Kristi dåb (Matt 3,13–17)

Den anden prædiken på helligtrekongers dag, over evangeliet Matt 3,13–17: om Kristi dåb, holdt 1534

Om Epifanias, åbenbaringens fest (som man ellers plejer at kalde helligtrekongers fest), har I hørt, kære venner, at den har sit navn af, at Kristus har åbenbaret sig, ikke alene ved stjernen, men også ved Jordan, da han blev døbt. Men den åbenbaring er den højeste, den fornemste og den mest trøstende. Derfor ville det ikke være forkert, om vi lige så godt kaldte denne dag for den højtid, da Herren Kristus blev døbt og åbenbaret ved Jordan, tredive år gammel.

Hvordan det gik til, fortæller evangelisten ordentligt, punkt for punkt: Kristus, som indtil da havde holdt sig stille og endnu ikke var trådt ind i sit embede, bryder op fra Galilæa og kommer til Johannes ved Jordan for at lade sig døbe ligesom andre syndere, der bekendte deres synder og bad om at få dem tilgivet. Det forskrækker Johannes. Han holder sig for uværdig til at døbe ham. Men Jesus siger: Vær du tilfreds, sådan må det være, hvis al retfærdighed ellers skal opfyldes. Det vil sige: Skal det blive oprettet, at de stakkels syndere kan komme til retfærdighed og blive frelst, så må du døbe mig. For jeg er blevet en synder for alle synderes skyld. Derfor må jeg gøre det, som Gud har pålagt syndere at gøre, for at de kan blive retfærdige ved mig.

Det er sket os til trøst og til eksempel, at Guds Søn lader sig døbe – han, som dog ingen synd havde – og gør det, som han ikke var skyldig at gøre. Vi derimod er så fattige, elendige og fordærvede mennesker, at vi ikke engang gør det, vi er skyldige at gøre. Ja, vi er oven i købet slemme skælme. Slet ikke at tale om, at vi skulle nå så vidt, at vi gjorde noget ud over det, vi var skyldige. Derfor skal vi især lægge mærke til dette her: Kristus, Guds Søn, som selv har indstiftet den hellige dåb, lader sig alligevel døbe. Og han befaler desuden, at denne dåb fra nu af skal blive i kirken, og at alle, der vil blive frelst, også skal lade sig døbe.

Heraf følger, at det må være forbandede folk, som Djævelen har skændet og forblindet: de vil hverken se eller høre, hvad der dog sker her, men enten foragter de dåben eller taler spottende om den. Hvorfor skulle du ikke lade dig selv og dine børn døbe, når dog Guds Søn lader sig døbe? Hvordan i alverden kan du være så hovmodig, ja, så blind og tåbelig, at du vover at foragte denne hellige og frelsebringende gerning? Burde du ikke vise dåben al ære alene af den grund, at du her hører, at Guds Søn selv har ladet sig døbe – så du også lod dig døbe ham til ære, selv om dåben ellers ikke gavnede dig det mindste?

Desuden står der også her, hvad vi skal vente os af denne dåb, og hvordan den skal gavne os. For her ser man, at Gud i himlen selv udøser sig med al nåde over sin Søns dåb. For himlen, siger evangelisten, åbner sig – den, som før var lukket. Over Kristi dåb bliver den nu en port og et vindue, så man kan se ind, og fra nu af er der ingen adskillelse mere mellem Gud og os. For Gud Fader selv er til stede og siger: «Denne er min elskede Søn» osv. Er det nu ikke en stor åbenbaring og et sikkert, stort tegn på, at Gud ikke er fjendtlig mod dåben, som hans elskede Søn selv har helliget med sit legeme, men har lyst og kærlighed til den og ikke kan holde sig fra den?

Når man nu en gang fejrer en højtid for Kristi åbenbaring, hvorfor lader man det så ikke være denne åbenbaring, hvor Gud Fader, Søn og Helligånd åbenbarer sig så mægtigt? For Gud Helligånden kommer også til i en venlig skikkelse, som en uskyldig lille due, der er den venligste af alle fugle og slet ikke har vrede eller galde i sig. Det er et tegn på, at heller ikke han vil være vred på os, men ved Kristus vil hjælpe os til at blive fromme og frelste.

Det er altså en dobbelt åbenbaring: den ene af Gud, den evige, almægtige Fader, den anden af Helligånden. De er begge med ved vor kære Herre Kristi dåb. Han lader sig døbe ved Jordan, ikke alene os til eksempel, men også os til nåde, for at vi skal nyde godt af denne dåb og tro den. Ved den har vi en nådig Gud, når vi følger dette eksempel og efter Kristi befaling også lader os døbe.

Men Faderen åbenbarer sig ikke alene ved at åbne himlen og gøre himmel og jord til ét. Han lader sig også høre med en ny røst, som aldrig nogen sinde før er hørt fra himlen, og siger: «Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.» Det er en anden røst end den på Sinajbjerget. Dér talte Gud også fra himlen, men sådan, at jorden skælvede for den, bjergene rystede, og menneskene var bange for at dø af skræk.

Med sådan en frygtelig røst lader Gud sig ikke høre her. Nej, her hører man ikke andet end lutter venlighed, nåde og barmhjertighed. Det er, som om Gud ville sige: I mennesker, vend jeres øjne herhen og se dog, hvad det er, der her tager sin begyndelse. I ser, at Johannes døber en mand dér ved Jordan, sådan som han også døber flere folk. Men vil I vide, hvem denne mand egentlig er, så hør på mig: «Han er min elskede Søn, i hvem jeg har al glæde og hjertens velbehag.» I behøver ikke være bange for ham, for dér står han nøgen som et andet menneske, uden sværd og verdslig magt. For mig behøver I heller ikke være bange, for jeg kommer nu ikke med torden og lyn og basunklang som på Sinajbjerget, men med et venligt billede og en yndig fremtoning.

Så går det hele til på den venligste måde. Guds Søn, som er uden synd og helt uskyldig, står i Jordan og lader sig døbe. Helligånden kommer over ham som en due, så Johannes ser ham med sine egne øjne. Og Gud Fader taler så venligt som overhovedet muligt med os og forkynder os, at han sender os – ikke en apostel, en profet eller en engel, men sin enbårne Søn, i hvem han har al velbehag. Så må det vel hedde, at vi har fået befaling til at se hen til Sønnen, når Gud selv ikke har fundet det for ringe at forkynde os alle, da han blev døbt, at han er hans elskede Søn. Det er, som om han ville sige: Vil I nu have en nådig Fader, så er det let for jer. Hold jer bare til min Søn. Ham kan jeg ikke være fjendtlig imod. Så bliver også I mig kære for hans skyld, når I adlyder hans røst. Derfor skal I høre ham og gøre, hvad han siger til jer. For hvad hans egen person angår, har han lige så lidt brug for dåben som for omskærelsen. Og hvorfor? Han er uden al synd.

Men Johannes’ dåb har jeg indstiftet for syndernes skyld, for at alle, der bekender deres synder, angrer dem og gerne ville være fri for dem, skal komme til denne dåb og tro for vist, at jeg vil være dem nådig. Hvorfor lader så min Søn sig døbe, han, som ikke er nogen synder? Ikke for sin egen skyld, men for jeres skyld, I, som er syndere. For jeres synder har han taget på sig. Dem vil han af med og lægge fra sig, så I bliver hjulpet, og jeres synder ingen steder skal findes mere.

Det fortæller evangelisten meget smukt, når han siger: Da Johannes ville hindre ham, sagde Kristus: «Lad det nu ske! For på den måde passer det sig for os at opfylde hele retfærdigheden.» Det er det samme som at sige: På denne dåb beror hele verdens retfærdighed. For når jeg har hele verdens synd på mig og bærer den, og verden skal hjælpes, så må jeg gøre det, som Gud har befalet synderne at gøre, nemlig at de skal lade sig døbe af dig. Hindr endelig ikke denne salige gerning. Men ligesom jeg gerne vil lade mig døbe for de stakkels synderes skyld, sådan skal du også gerne hjælpe til og døbe mig, så Guds vrede kan blive stillet og synden lagt bort. Det behager den evige Fader. Han taler til os ned fra himlen og viser os hen til sin elskede Søn: «Han,» siger han, «er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.» Det er sagt os til trøst, for at vi skal tage denne dåb til os og tro for vist, at Guds vrede er stillet, og at vores synd er lagt bort ved denne Kristi dåb, så Gud fremover vil være tilfreds med os for sin Søns skyld.

Denne røst burde man, om det var muligt, gå efter, om så det var over nålespidser, og aldrig nogen sinde slippe denne herlige åbenbaring ud af øjne og hjerte: at vor Herre Gud river himlen op, sender Helligånden ned i en dues skikkelse, og selv lader sig høre med en dejlig røst og siger: Her har I min Søn, mit hjerte og min højeste skat og alt, hvad jeg er. Men hvad gør Sønnen? Han stiller sig frem som en fattig, trængende synder og lader sig døbe af Johannes ved Jordan. Sådan åbenbarer hele guddommen sig her så nådigt og venligt som muligt, efter personernes forskel, i tre skikkelser. Og det er, for at hver og en skal vide: Den, der holder sig til Herren Kristus, tager imod hans ord og trøster sig ved hans gerninger, det menneske kan og vil Gud ikke være fjendtlig imod. For her står det: Hvad Sønnen befaler, siger eller gør, det er alt sammen Faderens hjertens velbehag.

Åh, hvor salige ville vi være, hvis vi hørte Kristi røst og holdt fast ved den af hele vores hjerte! Omvendt er det ugudelige og forbandede folk, der lader denne røst lyde og alligevel går forbi, som om de ikke hørte den. Men det forbandede pavepak spotter oven i købet denne røst og forfølger den og siger, at det ikke alene er Kristus, som Faderen elsker; han elsker også munke, præster, messer, valfarter og andet. Hvis nogen rigtig tænkte over, at man ikke vil ære Guds venlighed og hans faderhjerte højere end sådan, så skulle han hellere være død ti gange end leve blandt sådanne gudsbespottende, ugudelige folk.

Lær det derfor, kære børn, nu da I hører denne røst lyde. For få år siden vidste vi ikke noget om den. Da var himlen lukket, og vi måtte i Djævelens navn høre på, hvad munkene prædikede om skærsilden, om spøgelser og andre løgne. Nu, Gud være lovet, går den rene lære nu igen sin gang, og det skorter kun på, at man hører og lærer den. Når nu intet hjælper på verden, så lad os dog takke vor Herre Gud for denne velgerning: at han i dag har åbenbaret os sit hjerte og sin skat – Helligånden i en dues skikkelse, sin Søn ved Jordan i dåben og sig selv i en herlig, dejlig røst.

Hvem ville ikke fordømme den, der ikke ville takke her og være glad og tage imod Sønnen af hjertet – han, som står her i Jordan og lader sig døbe som en synder, og som Helligånden sætter sig på i en dues skikkelse? Når Faderens røst er så nær, som den kan være, ja, lige så nær som væggen her? Uden tvivl har der også været utallige hellige engle til stede. For hvor Faderen, Sønnen og Helligånden lader sig se, dér må hele den himmelske hærskare være.

Lær derfor at holde denne højtid i ære. Det er godt nok også en åbenbaring, at Kristus har åbenbaret sig for de vise mænd ved en stjerne. Men dette her er langt højere. For her er de rigtige hellige tre konger: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Dem finder man alle tre samlet, da Kristus lader sig døbe. Hvis han havde villet, kunne denne åbenbaring være sket i ørkenen eller i templet i Jerusalem. Men ved dåben skulle den ske, os til lærdom, som jeg ofte har sagt: at vi skal holde dåben højt, og at vi, fordi vi er døbt, ikke skal se på os selv eller bedømme os selv anderledes end som hellige, Gud har gjort til hellige, ja, skabt på ny.

De gudsbespottende gendøbere siger i vore dage, at dåben ikke er andet end almindeligt vand. Djævelen tage sådanne spottere! Sådan kan en hund, en so eller en ko dømme, for de mærker ikke andet end vandets smag. Men en kristen skal ikke dømme efter smagen, men efter Ordet. For dér er ikke alene vand, men også Guds ord og kraft. Det ser man her ved Kristi dåb: dér er Gud Fader, Søn og Helligånd. Derfor er det ikke almindeligt vand, men et vand, som Guds Søn bader i, som Helligånden svæver over, og som Gud Fader prædiker over. Altså er dåben ikke almindeligt vand, men et nådefyldt vand og et genfødelsens bad, indviet og helliget af Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er netop derfor, Kristus har indrettet måden at døbe på sådan, at man skal døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Derfor er det også den dag i dag sådan, at når et barn bliver døbt, så er Guds Søn til stede ved dåben og helliger den med sit legeme, Helligånden med sit nærvær og Gud Fader med sin røst. Derfor kan man da ikke sige, at det bare er almindeligt vand, når hele guddommen er til stede. Vi skal heller ikke af den grund se på dåben som en menneskegerning. For selv om det er et menneske, der døber, så døber han dog ikke i sit eget navn, men i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. De er også med ved denne gerning. Ellers ville dåben næppe udrette det, den skal udrette.

Hvem vil nu foragte, at Gud Fader, Søn og Helligånd er til stede? Hvem vil kalde sådant vand for almindeligt vand? Ser vi da ikke, hvilke krydderier Gud kaster i dette vand? Når man putter sukker i vand, så er det ikke længere vand, men en kostelig krydret vin eller noget andet. Hvorfor vil vi så netop her skille Ordet fra vandet og sige, at det er almindeligt vand – som om Guds ord, ja, Gud selv, ikke var ved og i dette vand? Nej, sådan er det ikke. For Gud Fader, Søn og Helligånd er i og ved dette vand, ligesom dér ved Jordan, hvor Kristus stod i vandet, Helligånden svævede over, og Gud Fader prædikede ved siden af.

Derfor er dåben et vand, der tager synden, døden og al ulykke bort og hjælper os ind i himlen og til det evige liv. Sådan et kosteligt sukkervand, sådan en krydderdrik og et helt apotek er der blevet ud af det, da Gud selv har blandet sig deri. Men Gud er livets Gud. Når han nu er i dette vand, så må det være det rette aqua vitae [livets vand], som driver døden og helvede bort og gør evigt levende.

Sådan skal vi lære at kende dåben rigtigt og holde den højt. For man døber ikke i en engels eller et menneskes navn, men i Gud Faders, Sønnens og Helligåndens navn, eller, som der står i Apostlenes Gerninger, i Jesu navn, hvilket er det samme. For den, der bekender Jesus Kristus, må også bekende Gud Fader og Helligånden, eftersom Kristus klart siger, at han kommer fra Faderen og vil sende Helligånden. Den, der nu bekender Kristus af hjertet, vil ikke gøre hans ord til løgn, men tro, at Sønnen ikke er alene, men at Faderen og Helligånden er hos ham, selv om man ikke nævner Faderen og Helligånden ved navn.

Derfor skal vi lære dette godt og ikke skille Ordet fra den hellige dåb eller fra vandet, man døber med, men bekende og sige, at det er ordnet af Gud til, at det skal gøre os rene for synd og hjælpe os fra den evige død for vor Herre Kristi skyld ved Helligånden. For hvad skulle Gud Fader, Søn og Helligånd ellers lave dér? Bekender du altså, at det lille barn, der lige er født, er i synd, så put det i den hellige dåb, og lad Gud udrette sin gerning med det, sådan som hans ord lyder og lover: at man må genfødes af vand og Ånd, og at den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Ligeså: Bekender du, at det er i døden, så put det efter Kristi befaling i dette bad, i dåben, så bliver døden opslugt. Og du, som allerede er døbt, tænk også sådan: at din dåb er et segl og et sikkert pant på, at Gud har tilgivet dig dine synder og lovet dig det evige liv ved Kristus. For dåben har en guddommelig kraft, så den skal udslette døden og afvaske synden. Det er jo derfor, vi er døbt, ligesom vi også bliver døbt til Kristi død i det håb.

Men selv om vi er faldet i synd og har gjort uret, skal dåben, og det, vi har fået lovet i den, alligevel stå fast og sikkert. Man skal bare vende om og ikke blive i synden. For det går ikke an, at du beder om syndernes forladelse og samtidig vil blive i synden og ikke holde op med den. Nej, du skal omvende dig og sige i en ret tro: Min Herre Gud har lovet mig al nåde, da han puttede mig i sin Søns dåb. Til den nåde vender jeg tilbage, og jeg stoler på, at mine synder er taget fra mig – ikke for min egen eller for noget menneskes eller nogen skabnings skyld, men for min Herre Kristi skyld, som har befalet og indstiftet det og selv har ladet sig døbe som en synder.

Sådan overgår denne åbenbaring langt den, da stjernen viste sig for de vise mænd. For denne åbenbaring nyder alle kristne godt af, mens kun nogle få hedninger nød godt af den anden. Derfor burde denne højtid med rette have sit navn efter Kristi dåb og hedde den dag, da Kristus blev døbt. Så ville vi have grund til at prædike om dåben imod sværmeånderne og imod Djævelen, der gerne lader os se alle andre ting, bare ikke vores rette skat. Den ville han gerne rive ud af vores øjne og hænder, sådan som han har gjort i pavedømmet, hvor man prædikede lidt eller slet intet om denne åbenbaring ved Jordan.

Derfor skal I lære og lægge flittigt mærke til, hvordan Gud i dag har åbenbaret sig med en skøn prædiken om sin Søn: at alt, hvad han taler og gør med os, og vi med ham, det skal behage ham. For den, der følger Sønnen og holder sig til hans ord, skal også være det kære barn og have Helligånden, som her ved dåben også har ladet sig se i en skøn, venlig og fredelig skikkelse. Ligesom Faderen også lader sig høre så venligt som overhovedet muligt og siger: Her har I – ikke en engel, en profet eller en apostel, men min Søn og mig selv. Hvordan kunne han dog åbenbare sig højere? Og hvordan kunne vi tjene ham bedre end ved at høre hans Søn, vor Frelser, og rette os efter det, han prædiker og siger os for? Men den, der ikke vil høre ham og følge ham til sin frelse, han kan høre Djævelens apostle til sin evige undergang. Derfor skal vi takke Gud for denne nåde og bede ham om at bevare os i den og frelse os. Amen.