3. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,1–13)

Prædiken på 3. søndag efter helligtrekonger over evangeliet Matt 8,1–13 *

* [Udgiveren:] Denne prædiken er taget fra udlægningen af Matthæusevangeliet.

I dagens evangelium bliver der stillet to stykker frem for os. Det første handler om den spedalske, som Herren gør ren; det andet om en officer, som havde en syg tjener. Evangelisten fortæller, at Kristus gjorde disse tegn og undere kort efter den lange prædiken på bjerget. For sådan skulle det gå: Først skulle han prædike, og bagefter skulle han bekræfte prædikenen med undergerninger, så enhver kunne dømme, at prædikenen var rigtig og ikke falsk, og så meget lettere tro den.

Vi har, Gud ske lov, ikke brug for tegn og undere. For læren er allerede bekræftet med tegn og undere, så ingen skal tvivle på den. Men alligevel er det nødvendigt, især for dem, der fører Ordet, at de ikke alene kan tale som kristne, men også leve som kristne – at de med deres gerninger bærer vidnesbyrd om læren og lader deres tro ses. For Guds rige består ikke i bare ord, som Sankt Paulus siger, men i kraft. Hvor lære og gerning stemmer overens, dér bærer det frugt. Men hvor livet er ondt og ikke rimer med læren, dér må enhver tage anstød.

Nu skal vi ikke alene se på disse to undergerninger som vidnesbyrd om læren. Det er de ganske vist; for fordi det er gerninger, der går over al menneskelig kraft og evne, må fornuften af sig selv slutte, som vi hører det hos Nikodemus i Joh 3: «Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden Gud er med ham.» Men vi skal også se på dem som eksempler på tro og kærlighed. For hvem ser ikke, hvilket venligt hjerte vor kære Herre Kristus har, at han lader sig bevæge af et eneste ord og hjælper, hvor hele verden ellers ikke kan hjælpe. Det er da et tegn på, at han ikke vil de fattige, bedrøvede, elendige mennesker noget ondt. Ellers ville han gøre som vi, når vi er i dårligt humør og vrede: Kommer der så nogen og beder om noget eller vil have noget af os, så giver vi ingen et godt ord. Det gør Kristus ikke. Den spedalske har knap nok åbnet munden, så er Kristus der, rører ved ham og siger, at han gerne vil hjælpe ham. Og han hjælper ham også.

Denne godvillighed skal ikke alene lokke os til, at vi også i vores nød søger hjælp hos ham og håber, at han ikke vil svigte os. Den skulle også lyse for os, så vi viser vores næste den samme kærlighed og venlighed og i sådan en gerning, ligesom Kristus, ikke ser på andet end lydigheden mod Gud og næstens nød og gavn. For Kristus søger hverken ære eller gods med sin hjælp. Han ser alene på, at det fattige menneske trænger til hjælpen, og at Guds ære bliver fremmet ved den, så man på den måde er Gud lydig.

Gør du nogen noget godt, for at han skal tjene dig igen, og du selv kan få gavn af velgerningen, så tjener du ikke Gud med det – så tjener du dig selv. Men den, der vil tjene Gud og sin næste ret, han skal ikke se på sin egen fordel, men kun på den nød, der er for hånden, og på at Gud vil have det sådan. For han har befalet, at man ikke må lade sin næste i stikken i hans nød, selv om man aldrig fik så meget som et halmstrå for det, ja, selv om man kun skulle høste utak. Det ser vi i en anden beretning, hvor Kristus gør ti spedalske rene, og kun én kommer tilbage og takker ham for velgerningen; de andre ni så ikke engang til ham. Den utak kunne Kristus jo godt vide på forhånd. Men uden at tage hensyn til det hjælper han dem, da de beder ham, og overlader resten til Gud.

På samme måde kan man tale om kærligheden i det andet under, med officeren. Kristus lægger det hele an på, at Guds nåde og godhed skal prises, og at de fattige mennesker skal få hjælp i deres nød. Det er en ret kærlighed, som ikke ser på andet end Guds ord og befaling.

Også eksemplet på tro er overmåde smukt. Den spedalske måtte på grund af loven ellers ikke gå blandt folk og hverken tale med dem på nært hold eller have andet med dem at gøre. Alligevel kommer han uden nogen sky hen til Herren Kristus, falder ned for ham og beder: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.» Her ser man to ting. For det første tror han fast og uden tvivl, at Kristus er så god og samtidig så almægtig, at han kan hjælpe ham i den sygdom, som det ellers var umuligt for alle mennesker at hjælpe – og det, selv om Herren Kristus gik omkring ligesom andre mennesker og ikke førte nogen særlig pragt eller glans. For det andet, selv om han tror det fast, overlader han dog sin bøn til Herren Kristus: Vil han ikke hjælpe ham – det vil sige, hvis det var imod Guds ære og hans egen frelse – så vil han gerne tåle og bære sin jammer.

Det er ikke alene at tro ret, men også at bede ret. For de to hører altid sammen: Den, der tror ret, han beder ret. Den, der ikke tror ret, kan ikke bede ret. For med bønnen må det først og fremmest være sådan, at hjertet er vist på, at Gud er nådig og barmhjertig, og at han gerne vil vende vores nød og hjælpe os.

Men især skal denne tillid være fast og vis i de stykker, der angår Guds ære og vores frelse: syndernes forladelse, redning fra Djævelen og døden, at Gud vil give sin Helligånd i vores hjerter, bevare os i sit ord, ikke lade os synke i nogen anfægtelse og lade os vokse i tro og kærlighed hver dag og så videre. Disse stykker tjener først og fremmest til Guds ære og til vores sjæles frelse. Derfor skal hjertet aldrig nogensinde tvivle, når man beder Gud om dem, men være vist på, at han gerne vil give det og ikke sige nej til en sådan bøn. For dertil har vi brug for Guds hjælp, og Gud har lovet os den i sit ord.

Den, der i disse sager ville bede som den spedalske her: «Herre, hvis du vil», så tilgiv mig min synd, frels mig og så videre – han ville bede forkert. For her kan vi ikke tvivle på Guds vilje, at han vil gøre det. Han har jo allerede åbenbaret os sin vilje i sit ord: at han vil, at alle mennesker skal blive frelst. Af den grund har han ladet sin Søn, vor Herre Jesus Kristus, betale for hele verdens synd på korset og befalet, at alle skal høre ham, tage imod ham og tro på ham.

Men hvorfor stiller den spedalske så sin bøn sådan, at han sætter dette ord til og siger: «Hvis du vil, kan du gøre mig ren»? Her må man se på, hvad sagen drejer sig om. Før har jeg sagt, at når det gælder vores frelse og direkte Guds ære, må man ikke gøre bønnen tvivlsom. For Guds vilje er åbenbar: Han vil have sin ære og vores frelse uden hindring. Men med det timelige forholder det sig ikke sådan. Man kan være fattig, syg, elendig og foragtet og alligevel blive frelst; sådan går det jo alle kristne. Når frelsen nu ikke hænger på den slags timelig mangel – ja, når sådan en mangel tit kan føre noget godt med sig – så skal den, der beder om redning og hjælp, ganske vist tro, at Gud kan hjælpe og vil hjælpe. Men han skal lægge sin vilje ind i Guds vilje: Hvis det ikke tjener til Guds ære eller skulle skade os på vores frelse, så vil vi gerne bære dette kors længere.

Det er at bede ret i den slags sager: at tro, at Gud kan hjælpe, og alligevel ikke foreskrive Gud tid, mål eller grænse for, hvordan og hvornår han skal hjælpe os. Det skorter almindeligvis hos os på, at vi ikke altid ved, hvad og hvordan vi skal bede, som Sankt Paulus siger i Rom 8. Derimod må vi bekende, at Gud ved godt, hvad der er bedst for hans ære og for vores frelse. Derfor skal vi lægge vores vilje ind i hans og slet ikke tvivle på, at han visselig vil høre os, hvis bønnen skal tjene til hans ære og vores frelse.

Derfor skal vi lægge godt mærke til dette eksempel, så vi også lærer at bede sådan og endelig ikke har nogen tvivl i vores hjerter om, at Gud er os nådig, at han kender vores nød og jammer, og at han vil tage sig af vores nød og anliggende. Det skal vi tro fast, og alligevel ydmyge os og sige: Herre, du kender tid og time; gør derfor det, som er mig til gavn og dit navn til ære. Sådan gør den spedalske også her. At Kristus kan hjælpe ham, tvivler han ikke på. At han vil hjælpe ham, tvivler han heller ikke på; ellers havde han ikke råbt til ham, hvis han havde tvivlet på hans vilje. Men samtidig må han bekende, at det ikke tilkommer ham at bestemme sted, time, måde og vej – hvornår og hvordan han skal få hjælp.

Sådan en tro og lydighed behager Herren Kristus særlig godt. Derfor hjælper han den stakkels mand netop i den time, på det sted og på den måde, som han ikke selv havde turdet forlange.

Derfra kommer de smukke ord hos profeterne. Sl 27: «Bi på HERREN, vær ved godt mod og uforsagt, og bi på HERREN.» Sl 130: «Min sjæl venter på HERREN, og jeg håber på hans ord. Min sjæl venter på HERREN fra den ene morgenvagt til den anden.» Hab 2: «Selv om løftet trækker ud, så bi på det; det kommer visselig og udebliver ikke.» For det ser man i alle beretninger: Hjælpen udebliver ikke til sidst, selv om den trækker længe ud. Og Gud har sin særlige beregning med det. For han hører ikke straks, men lader hjælpen vente, for at han kan have grund til at give mere og rigere, end vi beder om eller forstår, som Sankt Paulus siger i Ef 3.

Men hvad mener Herren med det, at han, efter at han har gjort den spedalske ren, sender ham til præsten og befaler ham at bringe den offergave, som Moses har befalet? Det er ikke et forkert svar, når man siger: Herren Kristus har her stillet os et eksempel på kærlighed frem. Han havde jo magten, men han vil ikke tage fra præsterne det, som Gud havde givet og undt dem. Sådan skal også vi lade enhver beholde sine rettigheder og ikke tage fra nogen det, som tilkommer ham.

Men den vigtigste grund til denne befaling er, at Herren vil have sin undergerning offentligt bekræftet – også af sine fjender. For når præsten tager imod offeret fra manden og giver ham vidnesbyrd om, at han er ren, så skulle det få præsten selv og alle mennesker til at tage imod Kristus og tro på ham som den sande Messias. For dér stod jo profetierne: Kristus skulle gøre sådanne undergerninger, når han kom til verden.

Derfor bruger Herren disse ord og siger: «Bring den gave, som Moses har befalet, til vidnesbyrd for dem.» Det er, som ville han sige: De bliver nødt til at bekende, at du er ren, og at du virkelig har fået hjælp. Men at de alligevel ikke tror på mig og ikke vil tage imod mig som Messias, det er den rene, forstokkede ondskab, og den skal nok blive straffet. Imens skal dette vidnesbyrd imod dem dog hjælpe de andre til at tage imod mig og tro på mig.

Paven har villet grunde sit øreskriftemål på denne befaling: Fordi synden kan sammenlignes med spedalskhed, skal man vise sig for præsten og på den måde lade sig rense for synder. Men det er en meget rådden grund. For hvad kommer det os ved, hvad Gud har befalet jøderne om spedalskheden? Vi har jo ingen sådanne præster! Og selv om vi havde, så er det jo sikkert, at præsterne ikke gjorde de spedalske rene. Når de var blevet rene, gav præsterne dem vidnesbyrd om, at de var rene.

Men hvordan rimer det så med skriftemålet, som man har ment tjente til syndernes forladelse? For de spedalske skulle jo ikke vise præsterne spedalskheden, men et smukt, rent legeme, når de kom til præsten med offeret.

Men det er unødvendigt at gendrive den slags rådne løjer. Om øreskriftemålet har vi undervist ofte nok andre steder *. Vi kender kun ét nødvendigt skriftemål: når hjertet åbner sig for Gud og bekender sin synd. Det er hjertets skriftemål, som ikke skjuler noget, sådan som øre- eller mundskriftemålet gør. Og alligevel gør heller ikke dette skriftemål, der sker for Gud, os rene eller retfærdige – hvordan skulle øreskriftemålet så kunne gøre det? Men det, der gør rene og retfærdige, er, at man med troen hænger ved Herren Jesus og hans ord og tror syndernes forladelse i Jesu navn, sådan som den bliver os lovet i Ordet. Så meget om det første eksempel.

* [Udgiveren:] Denne sætning har Walch ikke; i stedet har han ordene: «Den, der vil skrifte, kan gøre det.»

Den anden undergerning, med officerens syge tjener, er også et vidnesbyrd om Kristi lære. For fordi Gud på den måde står ved ham med undergerninger, må man bekende, at hans lære er ren, rigtig og god, og at han er den sande Messias eller Kristus. Men samtidig er der her hos officeren et prægtigt eksempel på en særlig høj og stor tro. Herren selv roser jo denne tro så meget, at han siger, at han ikke har fundet magen i Israel og blandt det hellige folk.

Denne tro mærker man først i, at officeren, selv om han ikke er jøde, men hedning, alligevel sender bud til Herren Kristus i fuld tillid til, at han ikke vil lade ham undgælde for det, men at han, ligesom han kan hjælpe, også vil hjælpe ham. For havde denne tillid ikke stået fast i hans hjerte, så havde han ikke, som Lukas skriver, gjort sig den ulejlighed at sende jødernes ældste til Jesus. Men at han sender dem til ham, er da et tegn på, at han håber, at han vil høre hans bøn.

Ved siden af denne tillid og tro står en særlig høj og stor ydmyghed: Han regner sig ikke for værdig til selv at gå til Kristus og bede ham. Først sender han synagogens ældste. Og bagefter, da han hører, at Herren kommer, sender han, som Sankt Lukas siger, sine venner ud imod ham og lader ham bede om, at han ikke skal gøre sig umage; for han anser sig for uværdig til, at Herren skal komme til ham. Han, Herren, kan jo klare den sag, han er blevet bedt om, med ét ord, selv om han ikke er der personligt. Det tror officeren så vist, at han drager sit eget eksempel frem og siger: «Jeg er selv et menneske under kommando og har soldater under mig, og siger jeg til en: Gå, så går han, og til en anden: Kom, så kommer han, og til min tjener: Gør dette, så gør han det.» Har nu mit ord så stor kraft, jeg, som er et menneske – hvor meget mere kraft må det så have, siger han til Kristus, når du siger et ord! Det er ikke alene at tro; det er at prædike og lære om troen på det allerbedste og herligste. Derfor var det godt, om også vi kunne tro sådan på Kristus, som bor så rigt hos os ved sit ord, selv om vi ikke ser hans person.

Det er prægtigt, at denne mand så vist og fast kan stå på Kristi ord. Først venter han sig alt godt af Kristus. Dernæst beder han ikke om mere, end at han blot skal sige et ord. Det ord venter han på med den største tillid og glæde, som var det den eneste skat: Når han har det, så mangler hans tjener ikke mere noget, men bliver frisk og rask.

Lær af ham, du, som allerede har Ordet. For dér står de trøsterige løfter: at Gud vil være nådig ved Kristus, og at vi ved troen på Kristus skal have syndernes forladelse og det evige liv. Men vi mangler det hjerte, som officeren her har. Han tænker: Når jeg har ordet, så har jeg det hele; så følger straks det, som ordet lover. Det kan vi ikke. Derfor kommer det til, at vi ikke agter på Ordet og imens gaber efter andre ting – skønt Ordet er almægtigt og, sådan som officeren her tror, ikke kan lyve. Hvad det lover, det skal visselig ske og blive os til del.

Men denne tro er også så meget mere at prise, fordi officeren er en hedning. Han har ingen løfter som jøderne og kan derfor ikke tage sig den ære eller rose sig af den, som jøderne havde som Guds folk. For det er troens egen art, at den gør hjerterne ydmyge, så de ikke regner sig selv for meget og ikke er hovmodige, og derfor hænger ved Guds nåde og barmhjertighed alene.

Det skal vi også trøste os ved. Når den tanke også kommer i vores hjerter, at vi må bekende, at vi er stakkels, elendige syndere og ikke kan rose os af nogen værdighed eller fortjeneste, så skal vi alligevel ikke fortvivle, men hænge ved Guds løfte og bede om hans nåde. Det behager Gud godt, og det vil han have af os. For ellers var det ikke nåde og hed ikke nåde, hvis vi ikke kom til løftet helt uværdige og uforskyldt. Sådan som officeren: Han kan ikke rose sig som jøderne af, at Gud skylder ham noget. Derfor tør han ikke selv gå frem for Herren Kristus, men tænker: Med mig er det ude; jeg må have hjælp gennem andre. Og alligevel holder han fast ved dette: Den mand er så god og venlig, han vil ikke svigte mig.

Det er og hedder en ret tro og en ret ydmyghed: at man frygter på grund af sin uværdighed og alligevel ikke fortvivler. For Gud vil have begge dele af os: For det første, at vi ikke skal være stolte; og for det andet, at vi ikke skal fortvivle, men vente på nåden med fast tro, som Sl 147 siger: «HERREN har behag i dem, som frygter ham, og som venter på hans godhed.»

Det gjorde jøderne ikke. De bildte sig ind, at Gud var dem god og gjorde dem alt godt, og at det var ganske rimeligt, at han gjorde det; for de holdt sig jo til hans vilje og fortjente det hos ham. Så blev de stolte og sikre og foragtede nåden. Derfor fælder Herren så hård en dom over dem og siger: «Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himlenes rige, men Rigets børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.» Det gør den skændige vantro: at de er så hovmodige og foragter nåden. Derfor: Lige så lidt som det hjælper dem, at de er Abrahams afkom, lige så lidt skal det skade hedningerne, at de ikke er Abrahams børn – når de blot holder sig til Kristus med fast tro og sukker efter nåde og barmhjertighed. For det har Gud lyst til: at lade dem, der er mætte, sulte, og omvendt at mætte de sultne, ligegyldigt om de er hedninger eller jøder. For «for Gud gælder hverken hedning eller jøde, hverken omskærelse eller forhud, men alene troen på Kristus», så man i al ydmyghed kaster sig ned og ikke beder om andet end nåde.

Sådan lærer dette evangelium ved siden af kærligheden meget fint om troen: hvad art den har, hvordan den holder sig til Ordet og venter på Guds nåde i al ydmyghed. Den, der gør det, ham skal det gå som den spedalske og siden denne fine officer: Det skal ske ham, som han tror. Det vil sige: Ligesom han alene har Guds godhed og nåde i sit hjerte, beder om den og forlader sig på den, sådan vil Gud handle med ham efter nåde alene, tage imod ham og hjælpe ham. Gud give os sin Helligånd, så han også vækker en sådan tillid til nåden ved Kristus i vores hjerter og således fører os til frelsen. Amen.