1. søndag i fasten (Matt 4,1–11)

Prædiken på 1. søndag i fasten over evangeliet Matt 4,1–11, holdt 1534

I dette evangelium hører I, hvordan Herren Jesus efter sin dåb blev fristet på tre måder, efter at han havde været i ørkenen i fyrre dage og fyrre nætter og intet havde spist. Eller, som Lukas fortæller det, så varede disse anfægtelser hele de fyrre dage, så han har gået mange dage med én af dem, og måske ikke i den rækkefølge, som Matthæus fortæller dem her.

Det er et vidtfavnende evangelium, især hvis man vil drage det over på hele kristenheden. For den er også blevet fristet med sult og forfølgelse, med kætteri og til sidst med verdens rige, sådan som historien viser det tydeligt for den, der lægger mærke til det. Men denne gang vil vi ikke gå så vidt; vi bliver ved den almindelige lære. Og først vil vi se på vor kære Herre Kristi eksempel. Her ser vi, at enhver kristen, så snart han er døbt, bliver sat ind i hæren mod den lede Djævel. Ham får han på halsen, og han forfølger ham, så længe han lever. Og kan den giftige fjende ikke med sin anfægtelse få de kristne til at falde og vinde over dem, så gør han, som han gjorde med Kristus: Han sørger for at få dem hængt op på korset og slået ihjel.

I den fare står alle kristne. For det er jo let at regne ud: Når han ikke skånede Herren Kristus selv, men gik så voldsomt imod ham, så vil han skåne os endnu mindre. Han ved jo, at vi er langt svagere og dårligere rustet. Derfor må vi gøre os klar til den fare og lære af Herren Kristus her, hvordan vi også kan møde denne fjende, så han må lade os være. Men det sker alene ved troen på Gud og hans ord. Den, der har den rustning og bruger den ret, vil nok klare sig mod Djævelen. Men den, der ikke har den eller bruger den forkert, er der hverken råd eller hjælp for mod den giftige fjende.

Derfor skal enhver kristen flittigt holde sig til prædikenen og til Guds ord, lære det med flid og øve sig i det. Og så skal han også altid ligge Gud i øret med en alvorlig bøn om, at han vil lade sit rige komme til os og ikke lade os falde i fristelse, men nådigt bevare os mod alt ondt.

Nu står der her, at «Herren Jesus blev af Ånden ført ud i ørkenen», det vil sige: Helligånden kaldte ham ud i ørkenen. Det har evangelisten særlig villet fortælle, for at man skal vogte sig for sin egen andagt. For Kristus selv gik ikke ud i ørkenen og kæmpede med Djævelen af egen andagt eller eget forsæt, sådan som mange gør, der tager sig alt muligt for uden Guds ord, af egen andagt. Men sådan skal det på ingen måde være. Ingen skal begynde på noget eller løbe nogen steder hen for at tjene Gud, medmindre han ved for vist, at Gud har befalet ham det, enten ved sit ord eller ved mennesker, der i Guds sted har magt over os. For den, der tager sig noget for uden et sådant kald, sådan som munke og nonner er løbet i klostret, han gør ikke alene Gud ingen tjeneste, men handler endda imod lydigheden mod Gud.

Derfor skal vi tænke godt over dette eksempel fra Kristus: Han løb ikke ud i ørkenen af sig selv, men Helligånden bød ham det. Det skal vi også gøre og ikke tage os noget for af egen andagt. I alt, hvad vi gør, skal vi kunne rose os af og sige: Det sker i lydighed mod Ordet og efter dets befaling. Den lære har I tit hørt: at man især skal se efter, at man er vis på, at Gud har befalet det, og ikke begynde på noget uden for hans ord.

Med de almindelige stande og kærlighedens gerninger behøver man ingen ny befaling, for det er allerede befalet i de ti bud. Dér byder vor Herre Gud enhver, at han skal høre Guds ord, elske Gud, påkalde Gud, være far og mor lydig, ikke slå nogen ihjel, ikke leve i utugt, men gifte sig. Alt det er Guds skabning og befaling. Derfor behøver man dér ikke spørge efter Helligånden, om han særligt kalder dig eller mig og byder os at gifte os, blive far og mor osv. Den befaling har vi allerede. Men at begynde på noget særligt, løbe i kloster og ville tjene Gud dér, eller ikke spise kød, æg og smør i fasten og ikke synge halleluja i fastetiden, det har man ingen befaling og intet Guds ord om. Derfor er det i Guds øjne ingen gudstjeneste.

Nu vil vi også se på anfægtelserne en efter en. Den første er, at Djævelen siger til Herren Jesus, da han ser, at han er sulten: «Når du er Guds Søn, så sig, at disse sten skal blive til brød.» Det ser ikke ud til at være nogen hård anfægtelse. For vi tænker sådan: Hvad skulle det have skadet Kristus? Han kunne let have gjort sten til brød. Han har jo gjort mere og større ting. Men han vil ikke gøre det. For han forstår udmærket Djævelen og hans sprog. Djævelen er ikke først og fremmest ude på, at Kristus skal gøre et under. Som man tydeligt ser af Herren Kristi svar, ville han gerne tage troen og tilliden til Guds barmhjertighed fra ham og plante den tanke i hans hjerte: Gud har glemt dig, han vil ikke tage sig af dig, han vil lade dig sulte ihjel og ikke unde dig så meget som en bid brød. Derfor svarer Herren: Nej, Djævel, ikke sådan! «Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.»

Djævelens indskydelse er altså denne: Han skal kun tænke på brødet og ikke bryde sig om Guds ord videre end til, at han har brød. Den anfægtelse går stadig i dag. Djævelen planter den slags tanker i folks hjerter: Er du Guds søn, så kan Gud jo heller ikke blive vred på dig. Så skrab bare frisk til dig, vær bare frisk og gerrig, kast dig ud i verdens handel og vandel, det skader ikke, du kan ikke synde. For ville Gud ikke unde dig føden og brødet, så måtte han jo være en ringe Gud og en ubarmhjertig Fader. Med den slags tanker gør han borgere og bønder til slyngler, så de bliver ved med at skrabe og være gerrige og mener, at Gud ikke bliver vred over det, for det drejer sig jo kun om det daglige brød og føden. Jeg må jo, tænker enhver, sørge for kone og børn og skaffe dem nok osv.

Sådan lægger Djævelen et låg over synden med de ord: «Du er Guds Søn.» Som ville han sige: Du kan jo ikke synde eller gøre uret. Sådan ser man det overalt i verden: Ingen gør sig samvittighed over, at han ikke bryder sig ret meget om Ordet og kun spørger efter brød og føde. Derfor går denne anfægtelse stadig: Djævelen gør Ordet småt og driver folk derhen, at de ikke stræber så meget efter Ordet som efter brødet.

Her må man lære at forsvare sig mod den anfægtelse og sige: Djævel, du ville gerne have mig bort fra Ordet. Nej, det skal ikke lykkes for dig. For før jeg ville undvære Guds ord, ville jeg hellere undvære brødet og sulte ihjel. Det er bedre, at legemet går til grunde, end at det bliver holdt i live med mad, mens sjælen skal dø og gå fortabt for evigt osv. Til de tanker lader Djævelen os mennesker nødig komme. Derfor stiller han sig hele tiden i vejen med sin anfægtelse og arbejder på, at vi kun skal se på at fylde maven og foragte Guds ord og tænke: Det har ingen nød, Gud er min Fader; skulle han ikke unde mig brød og føde?

Den, der vil vare sig for den anfægtelse, skal lære af Kristus her, at et menneske har to slags brød. Det første og bedste brød, som kommer fra himlen, er Guds ord. Det andet og ringere er det timelige brød, der vokser op af jorden. Har jeg nu det første og bedste himmelbrød og lader mig ikke drive bort fra det, så skal det timelige brød heller ikke mangle eller udeblive, så længe jeg har at leve her: Før skulle stenene blive til brød. Men de andre, der slipper det himmelske brød og kun tager sig af det timelige, de lægger sig hen og dør, når de har fået maven fuld. For de kan ikke æde alt godset op, men må lade det blive tilbage og sulte ihjel for evigt dér. Men sådan skal det ikke være. Anfægter Djævelen dig derfor med forfølgelse, mangel, sult og bekymring, så tål det og fast med Kristus, når Ånden driver dig sådan, og slip ikke tilliden til Guds nåde. Så skal de kære engle komme og varte dig op ved bordet, sådan som evangelisten fortæller om Kristus her til sidst.

Det er det første stykke, om den første anfægtelse: at man skal lære at holde Guds ord højt og tro det og slet ikke lade nogen mangel eller ulykke få sig til at slutte: Gud er os unådig, han vil ikke hjælpe os, han har glemt os. Mod den anfægtelse er der intet andet end Guds ord, som kan trøste os. Det er et sådant brød og en sådan mad: «Den, der spiser af det», det vil sige den, der tror Ordet, «har evigt liv.» Læg godt mærke til det. Det timelige brød derimod, som hele verden skraber efter, varer kun, til den sidste time kommer. Så er det forbi, og så må mennesket sulte ihjel i al evighed, hvis det ikke har forsynet sig med Guds ord ved troen som sin evige føde.

Den anden anfægtelse er, at «Djævelen fører Herren Jesus til den hellige by Jerusalem, stiller ham øverst oppe på templet og siger: Han skal kaste sig ned.» Der vil ikke ske ham noget ondt, for han er Guds Søn. Derfor måtte alle englene hellere stå parat til at gribe ham, end at han skulle støde sig på en lille sten osv.

Det er en svær og åndelig anfægtelse af troen, hvor troen også bliver anfægtet fra den anden side, ligesom den ovenfor bliver anfægtet med synden og Guds vrede. For kan Djævelen ikke få os til at fortvivle om Gud, så forsøger han fra den anden side, om han kan gøre os formastelige og hovmodige og alt for dristige. Som ville Djævelen sige: Vil du disputere med mig ud fra Guds ord? Vent lidt, det kan jeg også. Her har du Guds ord: «Han skal befale sine engle om dig», de må bygge dig en trappe, «og de skal bære dig på hænderne.» Nå, så spring da ned, lad os se, om du også tror på det løfte fra Gud!

Her må man forstå og se Kristus som et menneske, der har skjult guddommen i sin menneskenatur. Ligesom han også står på korset som et rent og skært menneske i stor svaghed, klager og råber om hjælp og redning, sådan står han også her i svaghed som et rent og skært menneske. Derfor mener Djævelen, at han kan få ham til at friste Gud med et unødvendigt undertegn. Og så fører han Sl 91 frem som vidnesbyrd, men udelader det mest nødvendige stykke i den: in viis tuis, «Herren skal bevare dig på dine veje.» Med det skriftsted vil skurken rive det ud af øjnene på Herren Kristus, som han havde fået befaling om, og føre ham ind på en vej, som han ikke havde fået befaling om. For Kristus er nu dér i ørkenen, ikke for at han skal gøre undere, men for at han skal lide; han skal være et lidende menneske. Djævelen vil altså føre ham bort fra den vej, Gud har sat ham på, og overtale ham til at gøre et unødvendigt under. Men Kristus driver ham tilbage og siger: «Der står skrevet: Du må ikke friste Gud.» For her er der trapper og trin, så der er ingen grund til, at jeg kaster mig ned. Når jeg nu kan gå ned ad trappen uden fare, ville det være forkert, om jeg uden nød og uden Guds befaling ville styrte mig i fare.

Det er også en nødvendig og nyttig lære: at det hedder at friste Gud, når nogen vil træde bort fra den ordnede befaling og tage sig noget nyt og særligt for uden Guds ord. Sådan gør munke og nonner. De farer frem af egen andagt og tager sig et særligt liv for, og bagefter siger de, at Kristus har befalet det, da han siger: «Forlad alt og følg mig.» Dér er ikke bare fornuft, men også Skrift. Men her ser du, at Djævelen også kan føre Skriften frem og bedrage folk med den. Men den fejl er der ved det, at han ikke fører Skriften frem i sin helhed. Han tager kun så meget, som tjener hans sag; hvad der ikke tjener ham, udelader han og tier stille om.

Gendøberne gør det også sådan. De fører masser af Skrift frem om, at man ikke skal forlade sig på eller sætte sin lid til nogen skabning. Og så siger de: Dåben er også en skabning, for den er jo ikke andet end vand; derfor skal man ikke sætte sin lid til dåben eller forlade sig på den. De vil ikke tro, at Guds nåde er i dåben, men vil famle efter den med hænderne. Skrift mangler de ikke; det, der mangler, er, at de ikke fører Skriften ret. For hvis ikke Guds ord stod der og lød sådan: «Hvis ikke nogen bliver født på ny af vand og Ånd, kan han ikke se himmeriget», så ville det være forkert at søge Guds nåde i dåben eller ved vandet. Men dér står Guds ord fast: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» For tro og dåb, ord og vand skal være sammen. Det vil de blinde folk ikke se.

Sådan modsiger Kristus også Djævelen og svarer: Når jeg går på mine veje, som Gud har befalet mig, så ved jeg godt, at englene er hos mig og må passe på mig og bevare mig. På samme måde: Når et barn går i sin barnlige lydighed, og når far og mor, karle og piger går i deres embede og kald, og der så hænder dem en ulykke, så vil Gud redde og hjælpe ved sine engle. Men går de bort fra vejen, så skal englene ikke være der. Så kan Djævelen brække halsen på dem når som helst, sådan som han tit gør, fordi Gud tillader det. Og det sker dem ret, for de skulle ikke lave nye veje. Det hedder at friste Gud.

Det er en anfægtelse, som ingen forstår, uden at han har prøvet den. For ligesom den første driver til fortvivlelse, sådan driver denne til formastelse og til den slags gerninger, som ikke har Guds ord og befaling. Her skal en kristen gå midtvejen, så han hverken fortvivler eller er formastelig, men bliver enfoldigt ved Ordet i den rette tillid og tro. Så skal de kære engle være hos os, og ellers ikke.

Den tredje anfægtelse er det rene traditio humana [menneskelig overlevering, menneskebud]. Den er helt grov: Djævelen understår sig i at føre os ind i afgudsdyrkelse ved ære og magt, imod Guds ord. Til det hjælper det meget, at den ydre hellighed har så stor glans for fornuften og skinner langt smukkere end al lydighed mod Guds ord. For paven regner ikke ægteskabet for et helligt liv, og heller ikke at forsørge og undervise børn og være flittig, lydig og tro i huset, sådan som han regner det for en hellig og stor ting, når en går hen og tager en grå kjortel eller kutte på, ikke opfører sig som andre folk, ikke spiser kød om fredagen, faster, går på pilgrimsrejse osv. Det har sådan en glans, at konger og kejsere bukker sig for det.

Med den slags egen andagt og selvopfundne gejstlighed er paven kommet op, så han og hans flok ikke har villet gøre det, andre folk gør; for det ville være for ringe. Men det ser særlig fint ud, når en løber i kloster, bliver munk og (som de roser sig af) vor Herre Guds egen tjener, hvor man hverken søger penge eller gods og helt giver afkald på verden. For sådan har man rost munkelivet, selv om det har haft en helt anden mening med det, som enhver godt ved.

Men kort og godt: Det er en virkelig djævelsk anfægtelse. For det er en hellighed, som ingen har befalet, og det hedder ikke at tjene Gud, som man dog, som Kristus siger her, skal tjene alene. Men tjener man ikke Gud alene, så tjener man helt sikkert Djævelen. Han giver også løn, sådan som han lover Kristus her: et godt liv, fede præbender og store herredømmer i løn.

Men den, der vil tjene Gud, skal gøre det, som Gud har befalet i sit ord. Er du et barn, så ær din far og mor. Er du pige eller karl, så vær lydig og tro i din tjeneste. Er du husbond eller madmor, så forarg ikke dine tjenestefolk med ord eller gerninger, men gør det, som det sømmer sig for dig, og hold dem også til gudsfrygt. Så hedder det at tjene Gud og hans ord og ikke personen. For dér er hans ord, som befaler det og vil have det. Over for verden kan man kalde det, hvad man vil, at man har tjent husbond eller madmor, far eller mor, naboer eller børn; det er dog en rigtig gudstjeneste. For Gud har jo skrevet sit ord over min næstes hoved og sagt: «Du skal elske din næste og tjene ham.»

At paven nu ikke bryder sig om den befaling og laver en særlig hellighed ud af at tage en grå kutte på og i fasten ikke spise smør eller kød, men olie eller sild, det er det rene djævleblændværk. For Guds befaling og ord er der ikke. Det har lige så lidt med den retfærdighed at gøre, der gælder for Gud, som børnenes små kortspilshuse har med en stenbygning at gøre. Og grunden er denne: Du kan ikke tjene Gud, uden at du har hans ord og befaling. Er hans ord og befaling ikke der, så tjener du ikke Gud, men din egen vilje. Så siger vor Herre Gud: Den, du tjener, må også give dig løn. Hvilken djævel har befalet dig det? Jeg byder dig at tjene far og mor, din øvrighed og din næste. Det lader du ligge, og i stedet gør du det, jeg ikke har befalet, ja, det, som går lige imod mit ord og min befaling, og det skulle jeg finde mig i? Nej, det bliver der ikke noget af.

Sådan er paven og hans flok de rene afgudsdyrkere og Djævelens tjenere. For han foragter ikke alene Ordet, han forfølger det også, og alligevel vil han være hellig for den ydre gudstjenestes skyld, som han har indrettet med kutter og tonsurer, med faste, fiskespisning, messelæsning og hvad der ellers er af den slags. Det kan ingen få ham bort fra. Hvorfor? Fordi Djævelen har vist og lovet ham verdens rige. Derfor spotter han vores prædiken og gudstjeneste. For med den er vi tiggere og må lide meget. Men sin egen gudstjeneste hæver han til skyerne, for af den har han penge og gods, ære og magt og er en større herre, end kejser og konge kan være. Dér ser man, hvor mægtigt Djævelen med denne anfægtelse har sat sig fast hos ham.

Men vi skal træde Djævelen under øjne og sige til ham, som Kristus siger: «Djævel, gå bort fra mig, for der står skrevet: Du skal tjene Herren din Gud alene», det vil sige: kun se på Guds ord og følge det og ikke tage nogen gudstjeneste op uden for det. Alle tre anfægtelser må vi være forberedt på, så længe vi lever. Derfor skal vi her lære, hvordan vi kan værne os og holde stand mod dem med Guds ord, så vi går midtvejen og ikke lader stenene tage troen fra os, ikke bliver formastelige i troen og heller ikke til sidst falder fra den rette gudstjeneste for penge og gods’ skyld, men både bliver faste i troen og i gudsfrygten. Vor kære Herre Kristus, som har overvundet denne anfægtelse selv for vores skyld, han give også os styrke, så vi kan overvinde ved ham og blive frelst. Amen.