Fastelavns søndag (Luk 18,31–43)

Prædiken på fastelavns søndag over evangeliet Luk 18,31–43, holdt 1534

I dagens evangelium er der to stykker. Det første er profetien eller forudsigelsen, hvor Herren forkynder de tolv apostle om sin lidelse. Og det er de ord, som englene påskemorgen holder kvinderne ved graven for øje, da de siger i Luk 24,6–7: «Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde: Menneskesønnen skal overgives i synderes hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.» For da Herren Jesus talte sådan, var han netop på rejsen fra Galilæa op til Jerusalem, hvor han lod livet og blev korsfæstet. Det andet er undergerningen med den blinde.

Om denne forudsigelse fortæller evangelisten hele tre gange, at disciplene ikke forstod den. For de tænkte, at han brugte usædvanlige ord, som havde en særlig mening. Derfor var det for dem, som hørte de et fremmed, ukendt sprog, som de ikke kunne forstå et ord af. Og hvorfor? Fordi deres hjerte stod sådan, at de tænkte: Den mand gør så mange undere, han vækker døde op, gør blinde seende osv., så vi må se og tage og føle på, at Gud er med ham. Derfor vil og må han med tiden blive en stor herre. For Skriften siger jo om ham, at han skal have et herligt kongerige over alle konger og herrer på jorden; og vi, hans tjenere, skal også blive fyrster og store herrer. For hvem skulle kunne gøre en så mægtig mand noget ondt, en mand, der kan helbrede og jage døden og alle plager bort med et eneste ord? Han kan, bare han vil, lægge alle hedninger under sig og træde alle sine fjender under fødder. Derfor gik deres tanker sådan: Gud holder alt for meget af ham, han lader ham ikke lide noget. At hans ord lyder, som om han taler om, at han skal lide og dø, det må i virkeligheden betyde noget andet. Sådan var de kære apostle enfoldige.

Dermed er det altså vist, at alle Guds gerninger er af den art, at når man taler om dem, før de sker, så kan de ikke fattes; men når de er sket, så forstår man dem og ser dem. Sådan fortæller Johannes nogle gange, at Kristi disciple først bagefter forstod, hvad han havde sagt til dem. Derfor hører Guds ord og troen sammen. For når Gud taler, kan han ikke tale om andet end ting, som ligger langt over fornuften, og som vi af naturen hverken kan forstå eller fatte. Derfor skal man tro det. Og når man så har troet det, skal man også erfare, at det er sandt, og forstå det ret.

Lad mig give et eksempel. Guds ord lærer os om de dødes opstandelse; det forstår fornuften ikke. Derfor ser man, at verdensvise folk, og frem for alle de lærde, som alene holder fornuftens visdom højt og også vil dømme Guds ord efter den, spotter os og holder os for narre, fordi vi lader os overtale til at tro, at der er et liv efter dette liv. Ligeså: at Gud er blevet menneske og født til verden af en jomfru, det forstår fornuften heller ikke. Derfor må det tros, indtil vi kommer derhen og får det at se og siger: Nu forstår jeg det, ja, nu ser jeg også, at det er sandt, som jeg før troede. Ligeså: at man ved vanddåben skal få Guds gunst og nåde uden vores fortjeneste og tage imod syndernes forladelse ved tilgivelsen (absolutionen), det lyder også meget løgnagtigt for fornuften. Derfor holder den de kristne, som tror sådan noget, for gale og tåbelige. For den tænker: Skal man forsone Gud, så skal der noget højere og bedre til, nemlig gode gerninger, som er surt slid og gør ondt. Det har man pavens eksempel på for øjnene; han viser folk hen til deres egne fortjenester med sin prædiken.

For fornuften vil ikke ind på, at den skal tro, at alt, hvad der hører til frelsen, skal være skænket os alene ved dåben og troen på Kristus. For den ser, at Ordet er en ringe ting, og at den, der fører det, også er en fattig, skrøbelig synder. At et menneske nu skal sætte legeme og liv i al evighed på sådanne ord, det synes den er til grin. Derfor: om man end siger Guds ord nok så klart og tydeligt for folk, så går det dog ikke ind i fornuften; den tror det alligevel ikke. Og derfor må det kære evangelium have og beholde det navn i verden, at det er kætteri og en Djævelens lære, som man forfører folk med og lærer dem, at de ikke skal gøre noget godt. Anderledes kan fornuften ikke dømme.

Lær derfor at tro Guds ord enfoldigt, og sig i jeres hjerte: Nuvel, ser jeg det ikke, tager og føler jeg ikke på, at det er sådan, så hører jeg dog, at Gud siger det. Og han er så mægtig, at han kan gøre det sandt, så jeg i sin tid og i det andet liv skal fatte og forstå det, ja se det og tage og føle på det, selv om jeg ikke forstår det nu.

Det ser man også i andre eksempler i Skriften. Før David går løs på Goliat, tror han, at han skal slå ham ihjel, sådan som han siger til Saul: «HERREN, som har reddet mig fra løven og bjørnen, han vil også redde mig fra denne filister. Og: Denne filister, den uomskårne, skal gå det som løven og bjørnen, for han har hånet den levende Guds hær, 1 Sam 17.» Og til filisteren selv siger han: «I dag vil HERREN give dig i min hånd, så jeg slår dig og hugger hovedet af dig.» Disse ord hørte alle fra Davids mund, men de holdt dem for løgn og det rene pjat. Og det er sandt: Havde det alene været Davids ord og ikke Guds ord, så havde det intet været. Men det er Guds ord, og David tror dem, før han oplever det. Derfor går det også sådan, og det betyder intet, at andre syntes, det var til grin, og ikke kunne tro, at det skulle gå sådan og blive sandt. For set med fornuftens øjne var det utroligt, at David, som så ud til at være en ringe person over for Goliat, skulle kaste så stor en kæmpe til jorden og fælde ham med en sten. Men David tror det og gør det. Da kunne man se det, ja tage og føle på, at det var sandt og ikke løgn.

Men før, da der kun var ordet, som David siger: «HERREN vil i dag give dig i mine hænder», da var det den største løgn, ja en umulig ting. For fornuften gør sit regnestykke sådan (som Saul i 1 Sam 17): David er en dreng, en hyrde, som aldrig har været i krig, og som kommer helt ubevæbnet med en stok og en slynge, som ville han jage en hund væk. Det slynger Goliat ham også hånligt i ansigtet og siger: «Er jeg da en hund, siden du kommer imod mig med stokke?» Men kæmpen kommer med sin rustning og sit store spyd. Er det ikke en ulige kamp og udrustning, som er til at le ad, at den lille unge skytte David skal gøre det, som ingen mand i hele lejren tør vove sig ud i? David så det jo ikke selv, men han troede, at Gud ville straffe gudsbespottelsen hos hans fjende og hjælpe ham; og sådan skete det.

Sådan går det hele vejen igennem: Guds ord og gerninger holder man altid for umulige, før de sker. Alligevel sker de, og det går over al måde let og enkelt til, når det kommer til gerningen. Men før det kommer til gerningen, kan man hverken vide eller forstå det, men skal enfoldigt tro det. For hvordan synden vaskes af ved dåben, og hvordan vi på den yderste dag skal opstå fra de døde, det vil fornuften aldrig nogen sinde forstå. Især fordi man ser, at mangt et helligt menneske bliver ædt af fuglene og revet i stykker af hunde og ulve; nogle bliver brændt til aske, og asken kastet i rindende vand, sådan som koncilet i Konstanz gjorde med den hellige Jan Hus. Så tænker fornuften: Hvor vil vor Herre Gud få legemet fra igen? Nuvel, siger Gud, jeg siger det, det er mit ord. Derfor er det ganske vist ikke bare utroligt, det ser også umuligt ud. Men tror du det, så skal det blive sandt; for jeg er almægtig og kan skabe alle ting af intet.

Hvad var vi dog for hundrede år siden? Lige så lidt som det barn, der skal fødes tyve, tredive, fyrre år efter os. Når Gud nu har den kunst at skabe alle ting af intet, så vil han jo også kunne gøre noget igen af det, der har været noget. Derfor skal man ikke se efter, om en ting er mulig; men sådan skal man sige: Gud har sagt det, derfor vil det ske, selv om det ellers var umuligt. For selv om jeg hverken kan se det eller tage og føle på det, så er han dog den Herre, som kan gøre det umulige muligt og skabe alt af intet.

Derfor er de nogle uudholdelige narre, de mennesker, der vil måle vor Herre Guds ord og gerning efter deres fornuft. Fordi jeg ikke kan gøre en død levende, skulle Gud så heller ikke kunne det? Derfor skal enhver vogte sig for at regne Guds ord og magt ud efter sin egen forstand og evne. For kunne vores fornuft fatte og begribe det hele, så kunne vor Herre Gud godt have holdt sin mund. Men når han taler, er det et tegn på, at vores fornuft ikke ved eller forstår alt, og at Guds ord er over og imod al fornuft, sådan som man ser af erfaringen.

Jeg forkynder dig syndernes forladelse og tilsiger dig tilgivelse eller løser dig efter Kristi befaling. Dér hører du ordet; og når du har hørt det og er løst fra synderne, så føler du alligevel endnu ikke, at Gud og hans engle smiler til dig. Om den glæde ved du slet intet, som Herren taler om: «Englene i himlen glæder sig over én synder, som omvender sig.»

Ligeså når du nu er døbt: Du har den samme hud og det samme kød efter dåben, som du havde før dåben. Skal de så derfor begge være intet, tilgivelsen og dåben? Å nej! Lær derfor at sige sådan: Gud har døbt mig, Gud har tilsagt mig tilgivelse og løst mig ved sit ord. Derfor tror jeg fast, selv om jeg hverken ser eller føler det, at Gud har taget mig til nåde og kalder mig sin søn, og at Kristus, min Herre, kalder mig sin bror, og at de kære engle har en særlig stor glæde over mig. Det siger jeg, det tror jeg, og jeg tvivler slet ikke på det. Vil paven ikke tro det, gør det ingenting; jeg vil tro det. For Gud vil ikke lyve for mig i sit ord.

Disciplene her kunne ikke den kunst; ellers ville de ikke længe have disputeret om det eller undret sig, men ganske enkelt have tænkt: Sådan som han siger det, sådan vil det også gå; for den mand kan ikke lyve, lad det så ske, når eller hvordan det vil. Men den blinde, som evangelisten fortæller om, han kan den kunst overmåde godt. Hans øjne er stærblinde, så han ikke ser det mindste med dem; men så snart ordet lyder: «Bliv seende!», tror han det. Derfor sker det også for ham, sådan som han tror. Det ord taler, så længe det står alene, om en ting, som ikke er der. For den blindes øjne er stadig lukkede; men fordi han tror ordet, følger gerningen straks, sådan som han har troet. Sådan skulle disciplene også have gjort. Selv om de ikke så, hvordan det var muligt, skulle de alligevel have troet, fordi de havde hans ord. For til Ordet hører intet andet end troen.

Det er det første stykke, som vi skal lære af dagens evangelium, nemlig at tro Guds ord med et helt og dristigt hjerte, uden at vakle. Om den tro ved paven intet og lærer heller intet om den. Men I skal vide og kunne, at det er et kristent hjerte, som ikke alene hører Guds ord om syndernes forladelse, men også tror det fast og ikke tvivler på det, selv om det intet føler eller ser af det. For det skal først komme og følge bagefter. Når vi har troet fast, så vil erfaringen også komme, så vi skal sige: Å, hvor godt for mig, at jeg troede! Men de andre, de pavelige, tyrkerne og jøderne, som ikke har troet, skal stå og skrige: Ak og ve, at vi ikke troede! Hvem kunne have tænkt sig det? Så må de til sidst tro det. Men da er det forgæves og hjælper dem ikke mere; de har ventet for længe.

Det er det første: at vi ikke skal tage anstød af Guds ord, selv om det lyder underligt, løgnagtigt og umuligt, men stå fast på dette: Har Gud sagt det, så må det også ske. For ingen skal spørge, om det er muligt, men alene se efter, om Gud har sagt det. Har Gud sagt det, så er han så mægtig og sanddru, at han også kan gøre det. Derfor skal man tro det; men den, som ikke vil tro det, han bespotter Gud på det allerværste. Den synd skal vi omhyggeligt vogte os for, så vi ikke tvivler på Guds ord, hvor løgnagtigt det end lyder. For hvad Gud siger, det bliver visselig sandt. Sådan har vi Guds ord i dåben, i nadveren, i tilgivelsen og i prædikenen. Dér taler Gud selv med os og løser os selv fra synderne. Det skal vi tro og holde for sandt og endelig ikke tvivle på.

I det andet stykke, om den blinde, lærer evangelisten os en meget god tiggerkunst: at man skal lære at tigge og plage hos Gud og ikke sky eller skamme sig ved at bede ham, heller ikke holde op, men blive ved og ved. For den, der er genert, lader sig hurtigt afvise og duer ikke til at tigge. Her må man tage skamhatten af og tænke, at vor Herre Gud vil have det sådan, at vi skal tigge og blive ved. For det er hans lyst og ære, at han vil give meget, og det behager ham, at man venter sig meget godt af ham og beder ham om det; og det er også noget, vi har hårdt brug for. Derfor skal man gøre det lige så gerne, som han gerne vil have det. For den, der vil vente, til han bliver værdig til, at Gud giver ham noget, han kommer sandelig aldrig nogen sinde til at bede om noget. Derfor er det bedst, at man tager skamhatten af og straks lukker munden op og siger: Herre, jeg sidder både her og dér i stor fare og nød, til legeme og sjæl, og derfor trænger jeg til din hjælp og trøst. Dem må du endelig ikke nægte mig, men lade mig visselig få dem efter dit nådige løfte.

Tiggerne på gader og stræder kan godt den kunst, og de har ofte brug for den. Men folk kan ikke lide det, de bliver trætte af det og afviser sådanne tiggere med onde ord. Men vor Herre Gud holder af den slags tiggere, som frimodigt bliver ved og ikke vil lade sig afvise. Det ser vi her hos denne blinde, som så gerne ville have haft seende øjne. Da han derfor hørte larmen fra mængden gå forbi, spurgte han først, hvad det var. Da han hører om Jesus, begynder han straks at råbe: «Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!» Og da de, der går foran, truer ham og siger, at han skal tie, bryder han sig ikke om det; ja, jo mere man vil stoppe ham, jo frimodigere råber han.

Det er en rigtig ihærdig og fin tigger, sådan som vor Herre Gud holder af dem. Derfor skal vi lægge godt mærke til dette eksempel og også træde frem for denne vor Herre Kristus, råbe til ham og bede: Å Herre, jeg er en fattig synder; giv, at dit rige også kommer til mig, forlad mig min skyld. Hjælp her, hjælp der osv. Den, der tigger sådan og bliver ved uden at skamme sig, han gør ret, og vor Herre Gud holder af det; for han er ikke så kræsen som vi mennesker. Os kan man gøre trætte, sure og uvillige med sin tiggen; men for ham er det en stor ære, at man holder ham for en gavmild herre og ikke holder op, men siger: Herre, det er din ære, og du bliver priset for det, at jeg tigger hos dig. For du har selv befalet, at vi skal påkalde dig, og du vil æres sådan, at man søger det gode hos dig; du har også tilsagt og lovet at høre os. Derfor, kære Herre, se ikke på, at jeg er uværdig, men på, at jeg trænger til din hjælp, og at du er den rette og eneste nødhjælper for alle syndere. Det sker til ære for dig, at jeg påkalder dig; og jeg kan heller ikke undvære din hjælp osv.

En sådan bøn, som bliver fast ved og ikke lader sig skræmme fra at råbe til ham, behager Gud vel. Det ser vi her på den blinde: Så snart han begynder at bede, kalder Herren ham straks hen til sig, og alle må gå af vejen. Og han, den blinde, skammer sig heller ikke det mindste; hverken hans egen uværdighed eller de andres trusler kan få ham til at holde op. Så spørger Herren ham straks: «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?» (så man kan se, hvordan Herrens hænder står åbne). Som ville han sige: Bed om, hvad du vil, det skal ske for dig. Den blinde tøver ikke længe, men siger: «Å Herre, jeg beder om, at jeg må blive seende.» Så svarede Herren: «Ja, du skal blive seende.» Det kan man da kalde at bede uden skam, men også at blive hørt meget nådigt. Det skal vi lære af den blinde: også at komme frem med vores bøn på samme måde, bære vores nød frem for Kristus og visselig tro, at han vil høre os og give os det.

Under pavedømmet foragtede vi selv vores egen bøn og tænkte: Hvis ikke andre beder for os, så får vi intet. Men det skal en kristen for alt i verden ikke gøre. Så snart nøden trænger sig på, skal han straks løbe ind i kammeret, falde på knæ og sige: Herre, her kommer jeg; i denne nød trænger jeg til hjælp, selv om jeg er uværdig. Men Herre, du har sagt: Påkald mig i nøden. Derfor beder jeg dig, at du vil se på min store nød og jammer og hjælpe mig ud af den, for din æres skyld. Lær altså at bede lige så uden skam, og tvivl endelig ikke på, at Gud for Kristi skyld vil give dig, hvad der er nyttigt og godt for dig. For dér står løftet klart og sikkert: «Hvad I beder om i Jesu navn, det skal ske for jer.» Se blot til, at du ikke bliver træt, men bliver ved. Jo mere du gør det, jo kærere har Herren det; han bliver ikke træt af din tiggen. Ja, din bøn kunne være så stærk og alvorlig, at han samme time ville give dig, hvad du beder om, som han ellers ikke ville gøre eller ville udsætte længe; men han hører dig og giver dig det for den angstfulde bøns skyld. Sådan håber jeg også, at den yderste dag ikke skal blive længe borte, men komme før, end vi kan tænke, fordi de kristne sukker så angstfuldt. Sådan som Herren i Luk 18 fortæller en lignelse om enken, som ikke ville holde op, før dommeren, som dog hverken spurgte efter Gud eller mennesker, sagde: «Jeg kan ikke holde det ud længere, at enken plager mig sådan; jeg vil hjælpe hende», så jeg kan blive fri for hende og slippe for, at hun bliver ved med at rende mig på dørene. «Skulle da Gud», siger Kristus, «ikke også redde sine udvalgte, som råber til ham dag og nat, og skulle han være tålmodig med det? Jeg siger jer: Han skal redde dem i hast.» Som ville han sige: Bønnen gør, at Gud skynder sig, hvor han ellers ikke ville skynde sig sådan.

Derfor tjener det til noget, at de kristne bliver ved med at bede: Man får en ting så meget hurtigere, som ellers ville blive udsat længere, ja, måske slet ikke blive til noget. Og derfor skal dette eksempel lære os også at være tiggere uden skam, lære at tigge og plage og ikke lade os gøre trætte, men sige: Herre, det er jo sandt, jeg er en fattig, uværdig synder, det ved jeg godt, og med min store, svære ulydighed har jeg vel fortjent denne straf og plage og meget større. Men netop fordi jeg er fuld af synd og elendighed, kommer jeg til dig og påkalder dig på din befaling og dit løfte, at du vil være mig nådig, forlade mig min synd, hjælpe i denne nød og fare og regere mig med din Helligånd, give mig, hvad der er godt for min frelse, og bevare mig for det onde osv.; ligeså også hjælpe din kirke og holde dit ord ved lige hos os. For her gælder det ikke om at disputere om, hvor retskaffen jeg er; det ene er nok: at jeg trænger til det, og at du gerne vil give, hvad der er nyttigt for mig til legeme og sjæl.

Når du beder sådan og bliver fast ved, så vil han visselig sige til dig, som til denne blinde: «Hvad vil du, at jeg skal gøre? Bliv seende! Din tro har frelst dig.» For at bede og ikke tro er at spotte vor Herre Gud. Men troen står alene på dette, at Gud for sin Søns, vor Herre Kristi, skyld vil være os nådig, høre os, beskytte, redde og frelse os. Det hjælpe os vor kære Herre og Forløser, Kristus Jesus. Amen.