2. søndag i fasten (Matt 15,21–28)

Prædiken på 2. søndag i fasten (Reminiscere) over evangeliet Matt 15,21–28, holdt 1534

Det er et højt evangelium. Men man har lagt det på denne søndag ligesom de andre, fordi der også her står om at uddrive djævle; dermed har man villet vise, at nu skal man blive from og skrifte. Men det er en ringe og rigtig pavelig fromhed, der lader sig spare op et helt år, til denne tid. Og så bliver den klaret med elendig faste og modvilligt skriftemål, skønt man ikke har noget bud om det.

Derfor må vi først vide, at dette evangelium ikke taler om sådan noget børneleg og dukkeværk. Nej, det er en høj og svær lære om den rette kamp og dødsangst i troen over for Gud. Af den skal vi lære, at intet må skræmme os fra at råbe og bede til Gud, selv om han selv siger nej til det. Sådan erfarer man det i dødsnød: Da skubber og puster Djævelen til på alle kanter med tanker, så vor Herre Gud ikke ser ud til andet, end at han ikke vil have os. Så går det gruligt til, når de sorte, tykke skyer dæmper og dækker den kære, klare sol; da er der nød over al nød.

Denne kamp er her afbildet for os i den lille kvinde. Ikke alene hun selv, men alle de andre omstændigheder er så onde, at de ikke kunne være værre. For det første er hun en hedensk kvinde. Det er den første circumstantia [omstændighed], som gør sagen svær: Hun er ikke Abrahams barn og ikke af Abrahams sæd; derfor har hun ingen ret til at bede om noget her, for hun er fremmed. Det burde have stødt hende så hårdt for hovedet, at hun skulle have sagt: «Hvad skal jeg bede om? Det er forgæves. For jeg er en hedensk, fremmed kvinde; men han er jøde og sendt til jøderne» osv.

Hvis vi skulle mærke et sådant stød for alvor i vore hjerter, så ville vi snart ligge ned og lade bønnen falde. For det er ingen spøg, når samvittigheden står der og siger: «Ak, du er ikke en af dem, der skal bede; du hører ikke Kristus til. Lad Paulus og Peter bede; dig hører vor Herre Gud ikke. Du har ingen tro, er måske ikke udvalgt, er ikke værdig eller god nok til sådan en høj gerning, at du skulle træde frem for Gud og bede ham om noget.» Med sådanne tanker kan Djævelen bringe os til fortvivlelse, for det er et meget stort stød.

Se nu her på denne kvinde, og lær også at holde dig sådan i den situation, som hun holder sig. Hun går hen og ser det ikke; hun er ligesom blind i ånden, så hun glemmer den del og slet ikke kommer i tanke om, at hun er hedning, men han jøde. For tilliden og hjertet til Kristus er så stort, at hun tænker: «Han vil ikke svigte mig.» Med en sådan tro stryger hun det ud, at hun er hedning. Det ville en anden uden tro ikke have gjort; han ville have tænkt sådan: «Du hører Djævelen til, det er forgæves, at du beder; lad hans folk bede, med dig bliver det ikke til noget» – og så ville han aldrig nogen sinde have bedt. For den, der ikke tror, kan ikke bede. Men kvinden lader sig ikke anfægte af det og går ikke og disputerer med sig selv: «Du hører ikke til i huset, du er en udelukket hedning og ikke værd, at jorden bærer dig.»

Det er en hård og ond anfægtelse, når Djævelen sådan puster til i hjertet og siger: «Hvorfor vil du blive ved med at bede? Du er jo min. Begynd hellere at forbande Gud, det kommer ud på ét; du bliver alligevel ikke frelst.» Sådanne djævelstanker kan hindre et uøvet hjerte, så det slet ikke beder og derover falder i fortvivlelse.

Derfor er denne beretning skrevet for vor skyld, for at vi ikke skal støde os på det, hvis den onde fjende vil holde os det for og sige: «Du er ingen kristen, din bøn duer ikke.» Nej, for alt i verden, bryd dig ikke om det, men sig sådan: «Lad mig være, hvem jeg vil, det spørger jeg ikke efter. For selv om jeg er en synder, så ved jeg dog, at min Herre Kristus ikke af den grund er en synder; han bliver ved at være retfærdig og nådig. Derfor vil jeg frimodigt råbe og skrige til ham og ellers ikke bryde mig om noget; for jeg har ikke tid nu til at disputere om, hvorvidt jeg er udvalgt eller ej. Men det mærker jeg, at jeg trænger til hjælp; derfor kommer jeg og søger den i al ydmyghed.»

Det er at følge dette eksempel ret. For kvinden var hedning; derfor kunne hun – ja, hun måtte vel slutte, at hun ikke var udvalgt. Alligevel sluger hun denne hårde, store bid og træder frem for Herren Jesus og lader ikke sådanne tanker hindre sig i bønnen. Sådan skal du også gøre og sige: «Herre, nu kommer jeg, og jeg må have dette og hint; hvor skulle jeg ellers tage det eller søge det end hos dig i himlen, ved din Søn, min Forløser Jesus Kristus?» Det er en kampbedrift i troen og et meget stort under hos den hedenske kvinde.

Nu står der i teksten, at hun råber: «Ak, Herre, du Davids søn, forbarm dig over mig.» Det er da bedt ydmygt og med al ærbødighed, tilmed alvorligt og med en fin tro. For hermed aflægger hun en skøn og herlig bekendelse af sin tro om ham: at han er den lovede Frelser, sendt af Gud til verden osv. Det embede minder hun ham om, og hun klager ham tilmed sin nød: «Min datter plages slemt af Djævelen.» Det skrig hører Kristus godt, men han svarer hende ikke et ord. Det er det andet stød: at vor Herre Gud stiller sig an, nøjagtig som hun selv føler det, nemlig at hun er en hedning, som ikke hører med til arven og heller ikke skal nyde godt af velgerningen. Derfor, da hun løber efter Kristus og beder ham, tier han bomstille, som om han ikke havde noget med hende at gøre. Af to sådanne kanonskud burde en jernmur vælte. For hun burde da have tænkt: «Hvor er nu den mand, som alle har rost så meget for mig, at han er barmhjertig, hører straks og gerne hjælper? Men som jeg ser og erfarer, hører han dem, han vil, og når han vil, og ikke når vi trænger til det.» Men den stakkels kvinde lader sig stadig ikke skræmme. Hvad sker der så videre med hende?

For det tredje bliver disciplene trætte af skrigeriet og er efter deres egen mening frommere end Kristus selv. For de synes, han er for hård og uvenlig; derfor farer de til og beder for kvinden: «Ak, Herre, du ser, hvor ydmygt og i hvor stort alvor hun beder dig; giv og hjælp hende, hun holder jo ellers ikke op» osv. Det er et kosteligt eksempel på, at man ikke skal holde op med at bede.

Et sted skriver Tauler [Johannes Tauler (ca. 1300–1361), tysk prædikant og mystiker] et eksempel på, at man skal holde op. Det har han ment på en anden måde, nemlig at et menneske, når det længe og fast har holdt ved i bønnen, sommetider godt kan holde lidt inde og ved troen slå sig til ro med sin påkaldelse og bøn, så det ikke tvivler om sin bøn, som om Gud ikke ænsede den eller ikke havde hørt ham osv. Men at man af den grund skulle lære folk at holde op med at bede og påkalde, det ville være forkert. For at holde op, det kommer af sig selv alt for tidligt hos os. Men dette eksempel viser jo også tydeligt nok, at man på ingen måde skal holde op, men blive ved med at bede og sige med kvinden her: «Jeg kan ikke nu disputere om, hvorvidt jeg er from eller ond, værdig eller uværdig; jeg kan ikke vente på det nu. Jeg har noget andet og mere nødvendigt at udrette. Min datter plages slemt af Djævelen; mod det må jeg have råd og hjælp.» Her ser man, at sådanne hårde stød giver den, der føler sin nød, grund til så meget mere alvorligt at holde ved med bøn og påkaldelse om at få hjælp, uanset hvor ond og uværdig han er til hjælpen osv.

Så kommer den tredje anfægtelse eller det tredje stød, at Kristus siger: «Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.» Dermed slår han også disciplene for hovedet og vil hverken høre kvinden eller dem, der beder for hende.

Da burde hun have tænkt: «Det må da være en hård mand, som ikke engang vil høre andre folk, der beder af sig selv og uden at være bedt om det.» Og det er sandt: Kristus er ingen steder i hele evangeliet malet så hård som her. Alligevel holder hun ikke op, men bliver ved og ved med at tigge, og nu har hun slugt tre store kanonskud.

Da hverken hendes råb eller de andres forbøn vil hjælpe, «kommer hun også ind i huset», som Markus siger [Mark 7,24–25 fortæller, at Jesus gik ind i et hus, og at kvinden kom og faldt ned for hans fødder]. Hun kan nok kaldes en uforskammet kvinde. Hun er løbet efter ham på gaden og har skreget; da Kristus nu går ind i huset for at blive fri for hende, løber hun efter ham og falder først nu ned for ham. Men det er skrevet for os til lære og trøst, for at vi skal lære, hvor inderligt Kristus har behag i, at man sådan tigger og holder ved.

Alligevel lader Herren sig endnu ikke finde, sådan som hun gerne ville have ham. For hør, hvad siger han til denne kvinde? «Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det for hundene.» Havde han sagt de ord til mig, så var jeg simpelthen løbet min vej og havde tænkt: «Det er forgæves, hvad du gør; her er intet at hente.» For det er et overmåde hårdt ord, at Herren sådan smider hende hen for fødderne og ikke lader det blive ved, at hun ikke er noget barn, men en hedning; nej, han kalder hende en hund. Det er værre, end hvis han blot havde kaldt hende en hedning. Ja, det er lige så meget som at sige: «Du hører Djævelen til, som du går og står; skrub nu bare af, du har ikke noget at gøre her.» Det er da at blive hårdt prøvet. Hvis Sankt Peter eller Paulus sagde sådan et ord til mig, ville jeg blive bange til døde. Hvad skal det så blive til, når Kristus selv siger det til denne kvinde?

Derfor er dette et højt og prægtigt eksempel, hvor man ser, hvilken vældig ting troen er. Den griber Kristus ved hans ord, netop når han er allervredest, og gør et hårdt ord til en trøsterig dialectica [kunsten at føre et argument], så hun straks vender ordet om på ham og tyder det til sit eget bedste. «Du siger,» siger hun, «at jeg er en hund. Lad gå, jeg vil gerne være en hund; behandl mig bare som en hund. Giv dine børn brødet, sæt dem til bords, det beder jeg ikke om; lad mig bare samle de små smuler op under bordet, og und mig det, som børnene alligevel ikke spiser, og som ellers ville gå til spilde. Det vil jeg gerne lade mig nøje med.» Sådan fanger hun Herren Kristus med hans egne ord. Ja, hvad mere er: Med hunderetten vinder hun børneretten. For hvor vil han nu hen, den kære Jesus? Han har fanget sig selv, og nu må han give sig. Bare man forstod at gøre det rigtigt! Han lader sig gerne fange på den måde.

Det er nu det rette mesterstykke, et særligt og sjældent eksempel, som er skrevet for os, for at vi skal lære det og ikke lade os vise bort af den mand – lad ham så kalde os hunde eller hedninger. For hundene må også have herrer og noget at spise. Sådan må hedningerne også have en Gud.

Med sådan en hård ihærdighed og fast tro er Herren fanget, og han svarer: «Kvinde, kan du lide og udholde disse stød i dit hjerte, så ske dig, som du tror.» For det er et sjældent eksempel for ham selv. Han så, at de andre jøder straks tog anstød af et ord, da han sagde, at de skulle spise hans kød. Men denne kvinde holder hele tiden fast ved håbet om, at han vil hjælpe, og hun vil ikke slippe ham.

Her ser man, hvorfor Herren stillede sig så hård an og afslog hende hjælpen: Han har ikke vist sin uvenlige mine, fordi han ikke ville hjælpe, men for at hendes tro skulle blive åbenbar, og for at jøderne, som var arvinger til hans rige og børn, skulle lære af hedningen, som hverken var arving eller barn, hvordan de skulle tro på Kristus og sætte al deres tillid til ham. For det vil Kristus have, og det behager ham så vel, at han ikke længere kan skjule sin godhed og venlighed og siger: «Gå hen, dig ske, som du selv vil.» Sådan giver han hende mere end hunderetten: Han gør ikke alene hendes datter rask, men tilbyder at give hende, hvad hun begærer og vil have, og sætter hende ind blandt Abrahams sæd. Til en sådan nåde bringer troen hende, så hun ikke længere er en hund eller en hedning, men kaldes og er en kær datter og en rigtig hellig kvinde. Eksemplet skal lære os, at selv om vor Herre Gud lader os vente længe, så skal vi alligevel ikke holde op, men fast tro, at han til sidst vil sige ja til det; og selv om han ikke siger det højt og åbenlyst, så har han det dog hemmeligt hos sig i sit hjerte, indtil tiden kommer, da du skal erfare og se det – bare du ikke bliver slap eller doven til at bede og holde ved. Sådan ser man det også i andre eksempler. Josef råbte og holdt fast ved bønnen vel tretten år, for at Gud skulle hjælpe ham. Men det blev værre og værre med ham. Jo mere han bad, des værre gik det ham. Sådan går det den dag i dag med de kristne: Når de længe har råbt og skreget til Gud, mærker de ingen bedring; tværtimod bliver det, så vidt man kan mærke, værre og værre, ligesom med Josef. Havde Gud udfriet Josef før, så var hans far Jakob nok blevet glad. Men så havde Josef måttet blive ved at være fårehyrde. Men da det trak så længe ud, blev han herre over hele Egypten, og Gud udrettede meget godt ved ham, ikke alene i de syv år med dyrtid, men også ellers i det verdslige og det kirkelige regimente; så ikke alene Egypten, men også landene rundt om fik det bedre ved det osv.

Sådan vil Gud stadig gøre med os. Når han længe nægter os vor bøn og hele tiden har givet os nej, men vi holder fast ved ja’et, så skal det til sidst blive ja og ikke nej. For hans ord vil ikke lyve: «Hvad I beder Faderen om i mit navn, det vil han give jer.»

Men vor fornuft tager stærkt anstød af sådan en udsættelse og ville gerne have, at Gud straks bønhørte os. Her er det nødvendigt, at man ikke tager anstød. Lad bare vor Herre Gud sige nej og holde bønnen hen et år, to år, tre år eller endnu længere; lad os bare vogte os for, at vi ikke lader håbet og troen på hans løfte rive ud af hjertet. Så må der til sidst komme noget ud af det, og han vil give langt mere, end du har bedt om. Sådan som det går denne kvinde: Havde hun begæret og villet have mere, så havde han også givet hende det.

Sådan vil vor Herre Gud nu lære os, at det ikke altid er godt straks at give, hvad vi beder om. I stor nød gør han det; som når du falder i vandet eller er i krig – da nytter det ikke at vente længe, når nøden er så nær og så stor. Men hvor ventetiden og udsættelsen kan tåles, dér skal man lære, at han gerne plejer at trække det ud for at øve vor tro i påkaldelsen, sådan som profeten Habakkuk lærer: «Om løftet trækker ud, så vent på det; det kommer visselig og udebliver ikke.»

Sådan trækker han det også ud nu og lader paven og tyrken rase imod os. Vi skriger og jamrer, men han stiller sig an, som om han hverken hørte eller kendte os, og lader os blive så ynkeligt medfaret, som om vi ingen Gud havde. Men det vil ikke altid blive ved sådan. Lad os derfor ikke tvivle på det: Ja-ordet i himlen har vi; det ligger visselig i hjertet på Herren Kristus og Gud, hans Fader, selv om han her bygger fire eller fem jernmure foran det, og Djævelen skyder lutter nej imod det.

Men lær så at sige: «Jeg holder nu fast ved, at Gud vil være sin kirke nådig og redde den, når den råber om hjælp. Ja-ordet ligger i hans hjerte efter Kristi løfte: ’Hvad I beder Faderen om i mit navn, det vil han give jer.’ Derfor vil jeg ikke disputere om, hvorvidt jeg er udvalgt og værdig til at bede; men jeg skal tro, at ja-ordet visselig vil være der, bare jeg beder og holder fast ved det.»

Sådan er denne beretning et særligt smukt eksempel på en ret tro: at den vil øves, og at den dog til sidst skal overvinde og opnå alt, når vi følger denne kvinde. Hun lader sig ikke engang af Herren Kristus selv tage ja-ordet ud af hjertet: at han er venlig og vil hjælpe.

Men især trøster denne beretning os imod den almindelige anfægtelse, som vi hele vort liv ikke helt kan slippe for: at troen og tilliden falder til jorden, når vi tænker på vor uværdighed og vort syndige liv. For hvis Kristus ville se mere på vor værdighed og fortjeneste end på sin barmhjertighed og vor nød, så ville han ikke have hjulpet denne kvinde. Men han vil være nådig og gerne hjælpe, bare vi holder ved med tillid og bøn. Vor kære Herre Gud hjælpe os, så vi også følger efter og af hele vort hjerte forlader os på hans ord og løfte med fast tro og ved Kristus, med Helligåndens hjælp, bliver evigt frelst. Amen.