3. søndag i fasten (Luk 11,14–28)

Prædiken på 3. søndag i fasten (Oculi) over evangeliet Luk 11,14–28, holdt 1534

Dagens evangelium handler, som I hører, om at uddrive djævle. Og det er lagt på denne tid i samme mening som evangeliet for otte dage siden: at man ved anger, bod og skriftemål skulle forbedre sig og uddrive djævle. Men hvad enten man læser dette evangelium i dag eller i morgen, om sommeren eller i fasten, så er det meget rigt. For her bliver vor kære Herre Kristi gerning holdt frem for os, og den skete ikke alene dengang, men skal blive ved til verdens ende, så længe hans rige bliver på jorden. Om den gerning handlede evangeliet også i dag for otte dage siden. Men her står der desuden, hvordan folk har tydet den på mange forskellige måder. Også det giver en fin og nyttig lære, som I skal høre. Men først vil vi tale om Kristi gerning.

At vor Herre Jesus her uddriver en djævel, er skrevet os til en særlig trøst. Vi skal lære og vide, at han er herre over Djævelen og hans rige, og at denne gerning, der dengang begyndte legemligt, ikke holder op, men skal blive i kristenheden til den yderste dag. For til den gerning har Kristus efterladt os sine redskaber: den hellige dåb, det højærværdige sakramente, Ordet og tilgivelsen (absolutionen) og hvad der ellers hører til prædikeembedet. Dermed skal man ødelægge Djævelens rige for ham, fange folk fra ham og drive ham ud af folk osv. For sådan står der skrevet: Verbum meum non redibit vacuum [Mit ord skal ikke vende tomt tilbage, Es 55,11]. Ligesom regnen, der falder på et tørt land, ikke går bort uden frugt, men bagefter bliver det grønt, og alt bliver levende, sådan skaber også Guds ord helt sikkert altid frugt hos nogle. For Helligånden vil altid være ved Ordet og gennem det oplyse, tænde og rense hjerterne og således forløse dem fra Djævelens tyranni og vold.

Om det nu ikke kan ses for verden og ikke ses med legemlige øjne, sådan som dengang Kristus gjorde det legemligt, så gør det ikke noget. For verden er alligevel ikke værd at se en eneste lille gnist af guddommelig kraft. Nej, den skal være blind, vanære, håne og spotte, sådan som vi her ser, at den gør mod Herren Kristus. Men vi, der har Ordet og tager imod det, skal se det og vide det og af hjertet trøste os ved, at Gud har efterladt os magten her på jorden, så vi kan – ja, skal og må – uafbrudt uddrive djævle.

For hvert lille barn, der kommer til verden, bliver født i Djævelens rige, hvor han regerer som herre og øver al slags tyranni ved synden. Men bær det efter Kristi befaling hen til den salige dåb, ved hvilken man bliver født på ny til Guds rige, som Kristus siger i Joh 3, så må Djævelen vige og fare ud. For dér bliver Guds nåde lovet barnet af Gud ved Kristus, eftersom det bliver døbt til Kristi død. Ligeledes: En stakkels bedrøvet samvittighed, som Djævelen har overrumplet med et svært fald eller på anden måde såret med anfægtelse, kommer til mig, klager sin nød for mig og beder om trøst og vejledning. Dér har jeg befaling – og det har enhver kristen – til at trøste og styrke min broder og love ham Guds nåde ved Kristi fortjeneste. Dér må Djævelen også vige: ikke for mig, som er en fattig synder og et elendigt menneske, men for Ordet, som vor kære Herre Kristus har efterladt os på jorden. Ligeledes: Har du en forsagt og forskræmt samvittighed og kan ikke gribe trøsten fast nok – at Gud vil være dig nådig og tilgive dig din synd – så har vor kære Herre Jesus indstiftet sin nadver til en sikker trøst. For når hans legeme og blod bliver givet dig til mad og drikke, skal du ikke længere have nogen grund til at tvivle på, at hans legeme er givet hen for din synd, og hans blod udgydt for din synd. Men hvor der er en sådan tro og tillid, dér er det umuligt, at Djævelen kan beholde sit sæde længere og ikke må rømme herberget.

Sådan må denne gerning gå uafbrudt i kristenheden. Den må bides med slangen og altid sætte sig op imod Djævelens rige med al magt og stride imod det. Det gør den også, og mere end Kristus selv, som han siger i Joh 14,12: «Sandelig, sandelig, siger jeg jer, den, som tror på mig, de gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større gerninger end disse; for jeg går til Faderen.»

Grunden er: Den kristne kirke driver sit embede meget videre end Kristus. Han gjorde det kun i det lille hjørne af jødernes land og omvendte få folk, for han prædikede kun ind i det fjerde år. Men den kristne kirke driver – med hjælp fra sit hoved og sin Herre, Kristus, der sidder ved Guds højre hånd – dette embede uafbrudt: Den prædiker, uddeler sakramenterne og straffer altid Djævelen for hans ugudelige væsen og driver ham ud, i dag her, i morgen et andet sted, også iblandt sig selv. For vi er heller ikke helt af med ham endnu og må hvert øjeblik værge os imod ham og tage os i agt for ham.

Det gør Djævelen meget ondt. Derfor, ligesom vi driver ham ud ved prædikeembedet og de hellige sakramenter, sådan prøver han igen kræfter med os: Når han ikke igen kan få sæde hos os, vil han dog ved forfølgelse drive os ud af verden. Sådan er det altid gået, og sådan vil det gå til verdens ende, sådan som det også gik Kristus selv. For han ville ikke tåle Djævelen, men drev ham ud, hvor man bad om det. Så ville Djævelen heller ikke tåle ham, men bragte ham ved jøderne op på korset og stødte ham ud af verden. Men det bekom ham ikke vel.

For Kristus har ikke alene drevet Djævelen ud af det stakkels menneske, som dette evangelium fortæller om, men «han er blevet åbenbaret», som der står skrevet i 1 Joh 3,8, «for at gøre en ende på Djævelens gerninger», så Djævelen ingen magt har over alle dem, der tror på ham. Men de, der ikke tager imod ham, bliver under Djævelens magt og må til sidst gå til grunde ligesom jøderne; dér hjælper intet. Men de troende kan være helt trygge for ham; ja, de driver ham, Djævelen, ud ved Ordet og skal på den dag sammen med Kristus være dommere over djævlene og alle de ugudelige.

I pavedømmet har Djævelen, som I ved, bragt sit rige og sin magt meget højt. Selv om de hellige sakramenter og Ordet af Guds barmhjertighed og nåde blev tilbage, så har der dog ikke været nogen ret forståelse hverken af sakramentet eller af Ordet, som enhver må indrømme. Alligevel har Djævelen også i pavedømmet måttet vige for Ordet og fare ud ved den hellige dåb. For intet kan standse Guds løfte. Og Helligånden vil ikke af den grund lade sin virkning være, selv om den person, der fører Ordet og rækker sakramentet, ikke er from, men ugudelig.

Derfor skal vi med rette takke af hjertet for så rig en nåde og ikke tage os det nær, selv om Djævelen sætter os hårdt til for den sags skyld og til tider plager os. For det ærgrer ham over al måde, at vi fattige syndere skal drive ham, sådan en hovmodig, mægtig ånd, ud alene ved Ordet, og at han må fare ud imod sin vilje. Derfor tænker han for alvor at hævne sig på os og skyder alle vegne løs på os med forfølgelse og andre anfægtelser. Det skal vi gerne lide i håbet, for vi ved, at vi ikke alene driver ham ud her, men på den yderste dag (som sagt) skal dømme og fordømme ham til evig tid og i helvedes afgrund.

Men vi skal af denne gerning lære ikke at holde så lidt af Guds ord og de hellige sakramenter og ikke tale spottende om dem, sådan som det dog almindeligvis sker, især blandt verdens kloge hoveder. Det er sandt, at sakramenterne er enkle, ydre gerninger, sådan som øjnene dømmer. Ordet er også en ydre ting, som man kan fatte med ørerne og læse i Skriften, ligesom de kristne også er legemlige, synlige mennesker. Men at man derfor ville holde dem for ringe og foragte dem, det duer på ingen måde. Grunden er: Når en kristen går frem og fører Ordet efter Kristi befaling, så er magten dér, som Djævelen må flygte for og ikke kan stå sig imod.

At Ordet og sakramenterne nu ser så ringe ud, skal ikke få os til at foragte Ordet og sakramenterne, men ægge os til hjertelig tak, så vi siger: Tak være vor kære Herre Gud, at han har lagt den allerhøjeste kraft i så ringe og svagt et kar! For vi mennesker er jo som et halmstrå over for Djævelen. Skulle eller kunne han bruge sin magt imod os, ville han ikke lade os leve et øjeblik. Men hvad gør vor Herre Gud? Han tænder det stakkels lille halmstrå med sit ord, den himmelske ild, og laver sådan et lys og en glans i verden, at Djævelen ikke ved, hvor han skal gøre af sig; og han må flygte og drage bort, i dag her, i morgen et andet sted. Derfor kalder den hellige Paulus evangeliet en Guds kraft, ved hvilken menneskene bliver frelst. Det er sådan en magt og styrke, som hedder Guds styrke, og den bringer mennesket fra synden til retfærdigheden, fra døden til livet, fra helvede til himlen og fra Djævelens rige til Guds rige.

Det skal vi kristne lære og takke Gud for og regne hans ord og hellige sakramenter for herlige og store, ja, for vor højeste skat. Men de ukristne er ikke værd at se Guds ords herlige majestæt og kraft, efter skriftordet: Tollatur impius, ne videat gloriam Dei [Es 26,10 efter den latinske bibel], «den ugudelige må bort, så han ikke ser Guds herlighed». Og som Esajas siger om jøderne: «Med ørerne skal I høre og dog ikke forstå; med seende øjne skal I se og dog ikke fatte det.» Men vi skal takke Gud for, at vi har kendt og erfaret så stor en majestæt og kraft i Ordet. Og vi skal med rette glæde og trøste os ved – selv om vi er fattige tiggere og syndere – at vi har den kraft hos os, som også Djævelen må gyse for og flygte fra.

Sådan går den gerning stadig blandt de kristne, som kaldes at uddrive djævle, at få de stumme til at tale og de døve til at høre, selv om det ikke sker legemligt. For det er meget større og mere at drive Djævelen ud af hjertet end at drive ham ud af legemet. For i hjertet sidder han meget fastere. Men Kristus driver ham også ud legemligt, for at vi skal se hans magt med øjnene og så meget lettere tro, at han også vil drive ham ud dér, hvor han sidder fastest – og det ved så ringe en ting, nemlig ved Ordet, tilgivelsen, dåben, det højærværdige sakramente osv.

Den gave og nåde har Gud givet os. Derfor skal vi flittigt takke ham for den og frimodigt bruge den mod Djævelen og dermed drive ham åndeligt ud af menneskene – uanset at han for den sags skyld vil støde os legemligt ud af verden her. Men når den yderste dag kommer, så skal han til gengæld stødes ud for evigt. Det er det første stykke, som vi skal takke Gud for og være glade over.

Dernæst følger i evangeliet, hvad den lille fromme, jomfru Verden, siger til det. Her finder vi tre slags elever. De første er de fromeste, nemlig folket, der undrer sig over denne Kristi gerning og uden tvivl takker Gud for den. Det er den lille flok, som har fået øjnene åbnet og ser Ordets herlighed og guddommelige kraft. For dem er det så herlig og stor en ting, at de ikke kan undre sig nok over, at Ordet, så ringe det er, så let skal omvende så mange mennesker og drive Djævelen ud med magt. Derfor kan de ikke høre sig mætte på det.

Men over for dem står to andre flokke, hvis hjerte er så hårdt forhærdet, at de ikke engang med seende øjne ser, at der må være en stor guddommelig kraft til stede, når det stumme og døve menneske så let kan tale og høre som et andet menneske og blive helt roligt og fornuftigt, skønt det før var rasende og vildt. Den ene flok er altså elever, der ser Kristi gerning med øjnene, men samtidig er så blinde, tossede og tåbelige, at de får det stik modsatte ud af dette under og tilskriver det Djævelen.

Havde de dog bare sagt: Han driver djævlene ud, så har han måske en særlig kunst eller nåde fra Gud. Det gør de ikke, men siger frækt: Det går imod Gud, Djævelen er i ham, det er ikke andet end bedrag og spøgeri. Som om de ville sige: Skulle det være et under? Ja, vel! Det er Djævelens gerning. Så stærblinde øjne og et så tilslammet og forhærdet hjerte har de, at de ikke ser Guds under, men vender det helt om og siger: Det er et djævelsk blændværk, sådan som gøglerne gøgler.

Desuden er de så sikre i denne synd og grufulde gudsbespottelse, at de giver Djævelen et meget foragteligt navn. De kalder ham «Beelzebub», det er på dansk en humlebi eller en stor flue. Det er jo at foragte Djævelen dybt, som om de var store helgener og fulde af Helligånden, så Djævelen var som en humlebi i sammenligning med dem. Paulus, den store apostel, foragter ham ikke sådan, men kalder ham en fyrste og en gud for verden. Men disse store helgener tænker: Jo mere de kan foragte Djævelen, des mindre kunst er det for Herren Kristus at drive djævlene ud. Hvad, siger de, skulle det være for et særligt under eller en stor gerning? Det er en ringe kunst for Djævelen at drive en anden djævel ud.

Selv om de altså ikke kan komme imod sandheden, så spotter de dog med vilje vor Herre Kristi gerning. De ser ikke, at de selv er besat af tusind djævle, eftersom de er fulde af gudsbespottelse, er mordere, løgnere og forførere og gør Djævelens højeste vilje, mens de går dér, som om Djævelen slet ikke kom dem ved.

Netop sådan går det også til i dag. Det kære evangelium bliver – Gud være evig lov – prædiket rent og klart, i al tugt og stilhed. Det skal vi helt sikkert trøste os ved, at nogle fromme tager imod denne prædiken af hjertet, bliver glade over den, undrer sig over så stor en nåde og velgerning og takker Gud for den af hjertet. På den anden side kommer det heller ikke til at mangle: Man vil desværre finde alt for mange, der ikke ved, hvordan de skal spotte den nok. Vore modstandere indrømmer, at det er grundet i den hellige Skrift, at man skal tage sakramentet under begge skikkelser (som de kalder det), og at Kristus hverken har forbudt ægteskab eller nogen slags mad. Alligevel fordømmer de det blandt andre artikler som kætteri. Det ville ikke være underligt, om solen blev sort over sådan en synd, og jorden slugte sådanne spottemunde. Men de er så sikre, letsindige og uden al bekymring, som om de sad i skødet på vor Herre Gud – for slet ikke at tale om, at de skulle frygte Djævelen, sådan som de kristne frygter ham. De kristne lærer af erfaring, at Djævelen også kan fælde den retfærdige og drive Guds gerning tilbage (hvor det bliver ham tilladt). Derfor kalder de ham ikke en Beelzebub eller en humlebi, men ligesom Paulus en fyrste og en gud for verden.

For vi ser, hvor stærk han er, og vi mærker det: Hvor han én gang griber nogen og fører ham ud i vildfarelse eller kætteri, dér holder han så hårdt fast, at man med megen og lang belæring og formaning knap kan få ham ud igen og bringe ham på ret køl. Ligeledes, når han kaster et menneske ud i hor eller ægteskabsbrud, i gerrighed, vrede, had, misundelse eller andre laster – jo, han holder fast! Hjælper ét reb eller én kæde ikke, så tager han hundrede, så man endelig ikke skal kunne vikle sig fri.

Derfor foragter de kristne ikke Djævelen sådan som de gerningshellige. De kalder ham ikke en humlebi, men «en vældig herre, en fyrste og en gud for verden», som kan kvæle folk, føre dem i synd og kaste dem i fortvivlelse, hjertesorg, angst, bekymring, kummer og al slags nød, hvor Gud ikke forhindrer det. Men paven og hans flok ved og tror det ikke, selv om de ser og erfarer det.

Når farisæerne nu så grufuldt spotter Kristus og hans gerning, er det let at slutte, at selv om de ikke er så legemligt besat som det stakkels menneske her, så er de dog syv gange heftigere og farligere besat. For de forstår (ligesom vore pavelige) ikke blot intet af Ordet, men vanærer det oven i købet så bespotteligt, og de er så sikre i det, som om de gjorde ret.

Det er nu skrevet os til trøst: Når Djævelen skal drives ud iblandt os og Guds ord prædikes, så skal vi også vente os det, som står her: «at nogle undrer sig». Men de andre mener, at vor lære er falsk og forførerisk, at den gør stor skade og kun river folk bort fra Gud; derfor spotter de den som kætteri og djævlelære. Det skal ikke forarge os eller gøre os trætte. Det er sandt, at det gør meget ondt, at de pavelige spotter så skændigt og er så sikre i det, at de ikke frygter Djævelen mere end en humlebi. Men det gik Herren selv på samme måde ved det høje under, da han drev djævle ud ved Guds finger. Da spottede de: At drive djævle ud var lige så ringe en sag som at jage en humlebi bort, der surrer en om hovedet; for Djævelen havde jo selv hjulpet ham til det. Det er den ene flok af de onde, slemme elever, der ser denne gerning, men ikke takker Gud for den og endda spotter den.

De tredje elever er næsten lige så slemme som de andre, bortset fra at de ikke siger det så groft. De lader, som om de ville tro, hvis de fik et tegn, sådan som det passede dem. Det er ikke, fordi de ikke ser tegnet. De ser det godt nok, men de holder det for et jordisk tegn og ikke for et rigtigt tegn. Hvis han, Herren, ville have, at de skulle regne ham for noget, så kunne de godt tænke sig, at han lavede et tegn på himlen, en ny måne, nye stjerner eller den slags.

Det er meget kloge folk, der vil lære vor Herre Gud, hvad slags tegn han skal gøre. De ville gerne have, at han som en gøgler tog narrehætte på, trådte frem for dem og gøglede for dem, hvad de ville. Lige som om vor Herre Gud ikke havde andet at bestille end at stille deres nysgerrighed.

I dag vil du også finde den slags elever i verden, og det i overmål, og mest blandt de store herrer, hvis du ellers giver agt. For hvad er nu den almindelige snak alle vegne blandt verdens kloge hoveder og mægtige folk andet end dette: Hvad? Skulle jeg tro den prædiken, som nu er kommet ud blandt folk fra fattige tiggere, undløbne munke og menedige præster? Jeg ville regne med den, hvis paven, kejseren, konger og fyrster prædikede den eller tog imod den. De tegner også op for vor Herre Gud, hvordan han – den fromme mand – skal blive klog, gribe sagen klogere an og sende dem sådanne prædikanter, som de gerne vil have. Ja, det skal I nok få bestilt, I kære junkere!

Og hos os, som dog lader, som om vi var gode evangeliske, går det næsten også sådan til. Se bare både ved herrernes hoffer og i byerne: Dér vil enhver regere prædikanterne, så de skal prædike, hvordan og hvad det behager herrerne. Men hvor en prædikant efter sit embede straffer de laster, som man dog driver så åbenlyst, at man let kan kende personerne, selv om man ikke nævner dem, dér går skrigeriet i flokkevis: Det tjener til oprør, og derfor kan øvrigheden ikke tåle det. Man kunne godt prædike evangeliet på anden måde, så man ikke vanærede og skældte folk ud så åbenlyst. Skal det altså hedde at vanære og håne øvrigheden, når man siger sandheden? Men hvad synes du om sådanne små fromme? Mener du ikke, at de ligner og er i familie med dem, der ser det herlige under her, men ikke vil regne det for et under, medmindre han gøgler for dem, hvad de gerne vil have? Sådan vil de være herrer ikke alene over deres land, folk og menighed, men også over Ordet og kirken. Det må da være fromme børn, som Gud skulle have sin lyst i!

Men når man siger, at man skal ære den verdslige øvrighed og ikke skælde den ud eller tale ondt om den, så er meningen ikke, at den verdslige øvrighed derfor skulle stå over Gud og hans ord. Nej, den skal lige så vel stå under Gud og hans ord som dens undersåtter og adlyde ham. Gør de det ikke, så skal man læse dem teksten, lukke munden ordentligt op og sige det, de ikke gerne vil høre, og slet ikke spørge om, hvorvidt de bliver vrede eller ler ad det. For evangeliet skal ikke skåne noget menneske, hvor højt han end står, men straffe uretten hos enhver.

Derfor er sognepræster og prædikanter til, og der er lagt dem en meget tung byrde på: De skal føre deres embede sådan, at de på den yderste dag skal svare og stå til regnskab for det. Hvis de ikke siger dig og straffer hos dig, hvad de af embeds pligt skal sige og straffe, så vil Gud kræve dit blod af deres hånd. Hvorfor skulle vi prædikanter så for din skyld gøre vores byrde endnu tungere og prædike for dig, sådan som du gerne vil have det? Ordet er jo ikke vores. Og vi er ikke til for din skyld, som om du havde ansat os, og vi skulle prædike, hvad der passede dig. Det kan, vil og skal prædikanterne ikke gøre. Den, der nu ikke vil høre det, for ham står kirkedøren åben; han kan gå ud ad den og lade vor Herre Gud have sit prædikeembede i fred.

Det er de tre slags elever eller disciple, som Herren har her ved dette høje under. De første roser det, synes godt om det og undrer sig over det. De andre er fjendtlige mod det og vanærer det. De tredje ville gerne, at han gjorde det efter deres hoved og ikke efter sit eget behag. Den slags elever har evangeliet altid i verden.

Derfor må prædikanterne ligesom Kristus her strides med sådanne folk og ikke give dem ret, men forsvare Herren Kristi ære og forsvare hans ord og slet ikke bekymre sig om, at de alligevel ikke vil lade sig omvende eller overtale. Vi har gjort vores, når vi ikke tier stille til deres spot. Vil de ikke tage imod det, så må de fare hen, indtil de får at mærke, hvad de har gjort, og hvem de har foragtet, vanæret og spottet.

Herren svarer først dem, der sagde: Han driver Djævelen ud ved Beelzebub. Og han giver et fint, enkelt og naturligt svar: «Et rige, der kommer i splid med sig selv, kan ikke bestå. Hvis nu en djævel driver en anden ud, så følger det, at djævlene er i splid, og så kan deres rige ikke bestå.» Det er et verdsligt billede, som fornuften kan fatte og forstå. For hvor mand og kone er uenige i huset, så han slår krukkerne i stykker og hun gryderne, dér kan husholdningen ikke bestå længe. For erfaringen lærer, at splid river land og folk, husholdning og alt i stykker og lægger det øde. Derfor taler farisæerne og de skriftkloge her imod deres egen fornuft som tossede, vanvittige folk, der ikke alene ingen kristen forstand har, men heller ingen menneskelig fornuft. Det ser vi også hos vore modstandere, de pavelige. Selv om vi ikke anførte Skriften, kunne vi dog i mange ting med fornuftige grunde straffe deres væsen og lære og forsvare vores. Men dér hjælper intet; al møje og arbejde er forgæves.

Men nu er det nødvendigt, at vi her giver godt agt på, at Kristus siger, at Djævelen har et rige, og et meget enigt rige, der holder godt sammen. Derfor: Den, der gør én djævel vred, gør dem alle vrede. Den, der angriber én, angriber dem alle. Hvis de ikke holdt sådan sammen, ville vi have fået flere folk fra paven. Men at ikke alle tager imod Ordet og tror, sker, fordi Djævelens rige er så mægtigt og holder så flittigt sammen.

Det rige angriber du, når du lader dig døbe, hører Ordet og modtager sakramentet. Men at Djævelen ikke sejrer, sker, fordi Kristi rige holder sammen, ligesom djævlene holder sammen. Derfor, når Djævelen angriber dig, så har han også angrebet ham deroppe ved Guds højre hånd, sådan som han siger til Paulus: «Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?» Det kan vi trøste os ved og derved lære, at det ikke er nogen spøg at være kristen, eftersom vi har så stort et rige imod os og hvert øjeblik ville svæve i fare, hvis ikke Gud holdt sin nådige hånd over os.

Her kunne du spørge: Hvordan går det så til, at besværgerne, som ofte er onde, gennemfordærvede skurke, alligevel uddriver djævle? Det gør jo ikke Gud, men Djævelen. Jeg har selv set én, der var fuld af djævle, og alligevel var præsten, der besvor ham, så sikker, at han lagde hånden i munden på den besatte. Hvordan kan det være andet, end at en djævel driver den anden ud? Svar: Sankt Paulus siger: «Djævelen skal i de sidste tider gøre tegn, men det skal være falske tegn.» For han gør det ikke for evangeliets skyld, for at fremme det, men for at føre folk bort fra troen og ind i afgudsdyrkelse. Sådan har man haft Sankt Cyriakus, Sankt Anastasius og andre helgener, som man bragte de besatte hen til, og så blev Djævelen drevet ud. Men han for ikke ud, fordi han ikke kunne blive siddende længere og måtte vige; nej, han gjorde det villigt og gerne for på den måde at styrke overtroen. Ligeledes har han til tider ladet, som om han var meget bange for et indviet lys, indviet salt, vand og andet, skønt han kun var ude på at styrke en sådan overtro hos folk, så de så meget mindre skulle komme til den rette tro og tillid til Guds ord og nåde. Så det har været, som Paulus kalder det, mendacia signa, løgnagtige, falske undere og bare blændværk.

Men se du på de rette, sande tegn, hvor Kristus og apostlene driver Djævelen ud ved Ordet, og han har måttet fare ud imod sin vilje. Dér vil du finde, at han har båret sig helt anderledes ad. Grunden er: Dér må han fare ud til vidnesbyrd om Guds ord og til dets ære og til styrke for den kristne tro. Det kan han ikke gøre med vilje; derfor hjælper hverken kors, vievand eller andet gøgl dér.

Men hvor Djævelen skal fare ud til sin egen nytte og for at styrke sine løgne, så den utaknemmelige verden, der ikke vil påkalde Kristus, skal påkalde Djævelen og falde dybere i overtro, dér kan han godt lade sig drive ud af en ond skurk. For det sker ikke, for at evangeliet skal prises og sandheden kendes, men for at hans vildfarelse skal stadfæstes, så man skal holde klosterlivet, helgenernes forbøn, valfarter, vigilier, messeofre og andet for en hellig ting. Derfor er han så villig til det. Men hvor uddrivelsen af djævle går ud på, at man skal se Guds finger og have Himmeriget nær, dér stritter han imod og værger sig, så længe han kan, som Kristus siger i lignelsen om den stærke, bevæbnede mand.

Lad os derfor takke Gud for denne nåde, at han har sendt os sin Søn til hjælp mod Djævelen for at drive ham ud, og har efterladt os sit ord, ved hvilket denne gerning stadig i dag bliver øvet, Djævelens rige ødelagt og Guds rige opbygget og øget. I den nåde vil Gud nådigt bevare os ved sin Søn og Helligånden. Amen.