5. søndag i fasten (Judica) (Joh 8,46–59)

Prædikener på 5. søndag i fasten (Judica). Første prædiken over evangeliet Joh 8,46–59, holdt 1533

Det er et dejligt, rigt evangelium, som der var meget at prædike om. Men det er for meget til én mundfuld. Derfor vil vi kun tage dette ene hovedstykke ud af det, nemlig at Kristus siger: «Man skal gerne høre hans ord. Den, der hører det, er af Gud. Den, der ikke hører det, er ikke af Gud.»

Disse ord siger Kristus så enkelt, at ingen tror, der ligger så store ting i dem. Men den, der ser rigtigt på dem og tænker grundigt efter, hvad det vil sige at være af Gud eller ikke at være af Gud, han må indrømme, at det er en stor og vældig sag, Kristus her taler om. For det er sandt og vist: Man kan ikke dømme et menneske hårdere eller angribe ham voldsommere end ved at sige, at han ikke er af Gud. Om nogen kalder mig en slyngel og en skurk, ja, om han så skærer halsen over på mig, så er det ingenting mod den gruelige jammer, som Herren her samler i få ord, når han siger til jøderne: «I er ikke af Gud.» Derfor afhænger alt af dette stykke: at vi gerne skal høre Guds ord og flittigt holde fast ved det.

I evangeliets historie ser man overalt, at de, der ikke vil høre Guds ord, taler ondt om det og spotter det. De følger Djævelen, hvorhen han fører dem, indtil han til sidst helt har dem i sin magt, og de bliver værre og værre. Det ser man også i dagens evangelium. Først bliver jøderne vrede, da Kristus begynder at prædike. Så skælder de ham ud, kalder ham en samaritaner og siger: «Han har en djævel.» Dér er de allerede faldet ti mil dybere ned i helvede end før. Siden bliver de endnu mere afsindige: «Hvem gør du dig til?» siger de. Kort sagt: De bliver værre og værre, til de til sidst skrider til handling og bliver mordere: De tager sten op og vil stene ham ihjel. I så gruelig en synd falder de, fordi de foragter Ordet, fordi de ikke vil høre Kristi prædiken, men spotter den. Det, siger Herren her, er et tegn på, at I jøder er af Djævelen. For var I af Gud, ville I stille jer anderledes over for hans ord, som jeg prædiker.

At børnene i vore dage som regel er så ulydige og egenrådige mod deres forældre, kommer også af, at de ikke hører Guds ord; eller hvis de hører det, så lærer de det ikke og husker det ikke. Når de så først én gang begynder at foragte far og mor imod Guds befaling, så bliver det ikke ved den synd. De går videre og bander deres forældre. Og selv om de ikke slår dem eller kvæler dem med hånden, så ville de dog ønske, at de var døde; eller de fører et så skændigt liv, at forældrene må græmme sig ihjel over det.

Sådan går det hele vejen igennem: Den, der ikke vil høre Guds ord eller rette sig efter det, han bliver en løgner, en spotter og en forfølger. Det ser vi også hos de pavelige: De bliver mere og mere rasende og holder ikke op med at spotte og forfølge, før de også en dag bliver mordere og anretter et grueligt blodbad osv.

Men nu kommer det allerværste: Ved andre synder kan man, når nogen gør uret, dog få ham til at se sin synd og holde op med den. Men at de pavelige (og mange iblandt os også) ikke alene ikke vil høre Guds ord, men endda foragter og spotter det – dem kan ingen få til at forstå eller overbevise om, at de gør uret og synder dermed. Ja, de mener, at de har god ret til det og gør ret. Hvorfor? De påstår, at det ikke er Guds ord, men Djævelens lære og løgn; og at de, der prædiker det, er de værste kættere og forførere. Netop som jøderne hånede og spottede Kristus og sagde, at han havde en djævel og var en samaritaner; dermed gav de tydeligt nok at forstå, hvad de holdt af hans lære. Sådan vil den grueligste synd være den højeste hellighed osv.

Derfor er det den lede Djævel selv, når folk falder i den synd, at de ikke vil høre Guds ord, men foragter det. For så kan det ikke undgås: Til sidst kaster man sten efter Kristus, sådan som vi her ser det hos jøderne, ja, hænger ham endda op på korset; og holder det oven i købet for ret og vil gå ustraffet hen i den største uret. Pas på, at I ikke havner dér!

Derfor er det et hårdt og alvorligt ord, Herren her siger til jøderne: «I hører ikke Guds ord, derfor er I ikke af Gud.» For den, der ikke er af Gud, er af Djævelen; så har han sin franske syge [syfilis], sin pest og alle helvedes plager i bunkevis – mere ulykke kan man ikke ønske ham. Og det er en gruelig jammer, at så stor og svær en synd tilmed er så almindelig i alle stænder. For hvor mange er der ikke af den slags folk nu (lige så vel blandt de store herrer som i de ringere stænder)! Hvis du siger til en af dem: «Hør, det er ikke pænt, at du slet ikke går til prædiken, eller at du ikke lærer det mindste af den, når du hører den; du er nok ikke af Gud» osv. – hvor mange tager sig det så til hjerte eller bliver forskrækket? De fleste er sådan indstillet, at de ville svare: «Hvad bryder jeg mig om prædikenen? Jeg ved jo selv godt, hvad jeg skal vide.» Og vil du så blive ved og sige: «Det duer ikke, du må tage sagen anderledes op, hvis du vil blive frelst» – så vil du opleve, at de efter sådan en formaning bare bliver værre og afviser dig med disse eller lignende grove ord: Du skal lade dem være i fred, i alle djævles navn, ellers skal de nok tage sig af sagen på en anden måde.

Det er en så gruelig plage og vrede, at et kristent hjerte med rette burde forskrækkes over den; for dommen følger jo med: «Den, der ikke hører Guds ord, er ikke af Gud, men er Djævelens barn.» Dertil kommer så den slette art, som sagt, at sådanne foragtere af Ordet vil have ret og forsvare deres bespottelige ondskab, ligesom jøderne gør her og siger: «Siger vi ikke med rette, at du er en samaritaner og har en djævel?» Det er den værste djævel, der oven i købet vil være en gud og hellig, ikke vil have uret og ikke vil lade sig sige noget.

Det er det ene stykke: at den, der ikke hører Guds ord, ikke er af Gud, men af Djævelen. Men det skal ikke forstås sådan, som om Djævelen har skabt dem, der ikke hører Guds ord, og givet dem mund, øjne, fornuft og andet. Nej, alt det er Guds skabning og gave. Derfor må man skelne mellem væsenet og brugen. Et menneske, der lyver og bedrager, har vel en god tunge, som Gud har givet ham; men brugen af tungen er af Djævelen, for han misbruger tungen i Djævelens tjeneste imod Gud. Gud giver også sunde, smukke øjne; men den, der misbruger sine øjne til utugt, det er af Djævelen. Sådan også, når hjertet tragter efter utugt, bedrag, løgn og den slags: Selve hjertet er vel i sit væsen godt og af Gud; men brugen er ond og af Djævelen.

Derimod hedder det nu «at være af Gud», når man bruger ørerne til gerne at høre prædiken og gerne lader sig irettesætte, hvor man har uret. Ligeså når man med tungen beder, prædiker, underviser og trøster. Sådanne ører og tunger er af Gud og gode, for de bruges, som Gud vil. Ligeså når hjertet tænker på tugt og på, hvordan man kan gavne sin næste og ikke være til forargelse: Sådan et hjerte er Guds skabning, ligesom ørerne og tungen. Men det kaldes «af Gud», fordi det retter sig efter Guds ord og ikke gerne vil tænke, sige eller høre noget, der er imod Gud. Sker det så af og til, at vi forser os, bander, hvor vi skulle bede, bliver vrede, hvor vi skulle være venlige osv., så er det ganske vist forkert. Men når vi vender om, bekender, at vi har gjort uret, og beder om nåde, så hedder det nok at snuble eller endda at falde; men det hedder ikke at have Djævelen eller at være af Djævelen. For mennesket vender jo igen om til Gud i omvendelse og har det forsæt at holde op med synden.

Men de er Djævelens børn, der sætter hovedet op, og når man irettesætter og formaner dem til deres eget bedste, så siger de ligesom uopdragne børn: «Hvad bryder jeg mig om det?» Så fortsætter de, som de er begyndt, og lader sig intet sige. Sådanne folk «er af Djævelen» og må blive værre og værre; for Djævelen lader dem ikke være i fred. Først foragter de Ordet, så spotter de det, skælder ud og bander imod det. Til sidst gør de ligesom jøderne her: De tager sten op og vil myrde. Så Djævelens rette kendetegn er altså dette: ikke at høre Guds ord, men håne og spotte det, gøre sin næste ondt og ville have prædikanterne slået ihjel. På den farve kender man Djævelen og hans børn: For han er en morder og en løgner, han foragter Gud og hans ord.

Lær derfor at vogte jer for den synd, så I ikke også foragter Guds ord, men gerne hører det; tænk flittigt over det, præg det ind i jeres hjerter og ret jeres liv efter det. Så kan I vide for vist, at I er Guds børn og af Gud. De andre har også fået deres dom: at de er Djævelens børn. For når de ikke vil høre Ordet, så har de mistet livet og retfærdigheden og sidder, undskyld udtrykket, Djævelen bag i enden. Og det hjælper dem ikke, at de kan dække over den synd med, at de er mægtige, store og rige. I den synd sidder paven til op over ørerne med hele sit følge. For han vil ikke tåle Guds ord, han forfølger og myrder endda de kristne for dets skyld; det er Djævelens rette kendetegn.

Omvendt viser det, at man gerne hører Guds ord, at sådanne mennesker er af Gud. For Gud er ikke en morder, men en Skaber, fra hvem alene alt liv strømmer. Djævelen har aldrig nogen sinde skabt et menneske eller gjort det levende. Som Gud nu er en levende Gud, sådan skal også de have livet, som er af ham og hører hans ord. Sådan som han siger her med et herligt, dejligt ord: «Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.»

Men hvad vil det sige «at holde Guds ord»? Ikke andet end at tro, at det er sandt, hvad Kristus i evangeliet lover os om syndernes forladelse og det evige liv, og holde fast ved den tro og det håb. Den, der gør det, siger Kristus, har det evige liv; han behøver ikke at frygte for synden, helvede og den yderste dom, for dér er lutter nåde og barmhjertighed. Døden vil nok komme over ham og kvæle ham; men han skal dog ikke mærke den sådan, som de mærker den, der dør i Djævelens navn og uden Guds ord. De dør i fuld modvilje, de sparker og slår om sig og brøler som okser; for de vil ikke dø og må dog dø. Derfor ville de, om det var muligt, løbe gennem en jernmur for at slippe for døden.

Sådan, siger Kristus, skal det ikke gå mine kristne, der hører og holder mit ord. Når de ligger på sengen og skal dø, skal de ikke have sådan en angst og nød. De skal i deres hjerte have fred med Gud, håbe med vished på et bedre liv, falde i søvn i det håb og gå herfra uden at skælve. For selv om døden slår dem ihjel legemligt, skal den samme død dog være så tildækket og svækket, at de ikke rigtig mærker den, men ser den som en blød lille hvileseng, som de falder i søvn på. Sådan ser man tit de stakkels folk, som bødlen henretter, gå til døden med glæde og ikke te sig så jammerligt som de, der ikke har Ordets trøst. For den, der rigtig mærker døden og ikke har Guds ord, han raser og tumler, som var han afsindig og helt besat.

Tænk derfor, kære børn, hvilken fordel I har, når I flittigt og gerne hører Guds ord. Det første er, at I ved, at I er af Gud og har overvundet Djævelen og helvede, og hverken synden eller Guds dom skal gøre jer skade. Hvad der ellers møder jer af ulykke, skal I nok komme helskindede igennem alt sammen. Verden derimod bliver utålmodig og modløs selv i den mindste knibe og må til sidst fortvivle.

De kristne må ganske vist lide meget, for Djævelen og verden er bitre fjender af dem, og derfor må de vove liv og lemmer, gods og ære og sætte det på spil. Men hvordan kan de lide alt dette og endda være tålmodige? Ved intet andet end at de bliver hængende ved Ordet og siger: «Lad det gå, som det går. Jeg er ikke af verden, men af Gud; ellers ville verden handle anderledes med mig. Men jeg vil meget hellere have, at den hader mig og gør mig al slags ondt, end at den holdt af mig, og jeg ikke var af Gud» osv. Hvor hjertet er sådan indstillet, dér går al slags anfægtelse og modgang hen over hovedet på os, ligesom skyerne på himlen over os eller fuglene i luften, der klatter lidt på os og så flyver deres vej og lader os være i fred.

Det skal være vores eneste trøst: at vi skal mærke Ordets kraft her i livet, og især når den sidste lille time kommer, at døden så for Ordets skyld, som vi tror på, skal være ligesom en søvn. Når man rider frem gennem en tæt tåge og ikke ser nogen morder, bliver man skudt eller myrdet, før man opdager det. Sådan skal det også være her. Djævelen er en morder og har svoret os døden, det ved vi godt. Men fordi vi har Ordet og holder fast ved det, skal vi ikke rigtig mærke det drab. For Ordet gør folk milde og blide og giver stille, glade hjerter, som ikke mister modet eller bliver utålmodige i angst, men lader det hele gå hen over sig og trøster sig alene med, at de har en nådig Fader i himlen ved Kristus. Det lærer de i Ordet; ellers ville de heller ikke vide det.

Men sig mig: Skulle man ikke, alene for den daglige nød og modgangs skyld, løbe til verdens ende efter denne trøst, som Ordet viser os, så vi kunne få et fredfyldt hjerte? Men det er endnu ingenting mod den sidste og største ulykke, døden. Dér kan ingen læge og ingen skabning med råd og hjælp hjælpe eller redde, men alene vor kære Herre Jesus Kristus. Han giver os en sådan lægedom, at vi hellere skulle give slip på alt andet end undvære den.

Men hvordan går det? Når han byder os den lægedom og bringer den lige hjem til os i hus og gård, så foragter vi den. Så får vi vores fortjente løn, fordi vi ikke er af Gud: Vi falder fra den ene synd i den anden og bliver værre for hver dag, som jeg har vist tilstrækkeligt ovenfor. Når så den sidste nødens time kommer, så kender man hverken trøst eller råd. Så kan det ikke være anderledes, end at man vrider sig, klager, hyler og brøler som en okse på slagtebænken.

Så er dette nu hovedlæren af dagens evangelium: at vi flittigt skal holde os til Ordet, gerne høre det og tage imod det i tro. Gør vi det, så skal vi være herrer over synden, Djævelen, døden og helvede. Om så døden også æder os, skal vi dog ikke mærke dens skarphed. For Kristi ord er vores rustning, så vi skal have et trygt liv, en fredfyldt død og det evige liv.

Derimod kan man ikke ønske rå, ugudelige folk, der ikke ænser Ordet, noget værre end det, de allerede har på halsen. For når de ikke hører Guds ord, er de ikke af Gud. Ligesom et ondt barn, der foragter Guds bud og ikke er lydigt mod far og mor: Hvad kan man ønske det værre, end at det er et djævlebarn og ikke et Guds barn? Det er i sandhed ingen spøg. For jeg ville hellere tilhøre bødlen eller tyrken end tilhøre Djævelen, som er en løgner og en morder og fører i den evige død.

Vogt jer for den jammer, og lær endelig, lær, siger jeg, hvilken skat I har i vor Herre Jesu Kristi ord: at der ikke er nogen anden hjælp eller noget andet råd mod Djævelen, synden og den evige død end at holde sig til Kristi ord, det vil sige at tro hans løfte og forlade sig fast på hans ord.

For når Kristus siger: «Den, der holder mit ord, skal aldrig i evighed se døden», så mener han ikke loven, som blev givet jøderne ved Moses. Den er vel en rigtig, god og hellig lære; men fordi vi af naturen er syndere og vredens børn, kan vi ikke følge den prædiken. Derfor bliver den os til død: Den viser os vores synd og Guds vrede og straf, som vi har fortjent med synden. Derfor har vi brug for et andet ord, ved hvilket synden tages fra os, og vi bliver retfærdige for Gud. Det er nu vor kære Herre Jesu Kristi ord, hvor han trøster: «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden.»

Dette ord må gribes med troen, så man slet ikke tvivler på, at det er sandt, hvad Kristus lover os. For den, der ville slippe Ordet og dømme efter det, han føler, han ville kun mærke døden og intet liv. Derfor må man i en sådan nød ikke dømme efter det, vi ser for øjnene og føler, men efter det, vi hører i Ordet, og sige: «Jeg ser, at jeg skal og må dø; men jeg har min Herre Kristi løfte og ord om, at jeg ved ham skal leve igen. For synden, som jeg skulle lide døden evigt for, er lagt bort og betalt ved Kristus, så Gud for hans døds og opstandelses skyld vil være mig nådig og skænke mig det evige liv.» Det vil sige at holde Kristi ord rigtigt. Men det falder surt: For kød og blod vil ikke lade sig overtale, men vil altid dømme efter det, man ser for øjnene og mærker i virkeligheden. Mod den slette art må vi kæmpe og bede Gud om hans Helligånd, at han vil styrke vores hjerter ved Ordet og bevare os i den tro.

Men hvad grunden er til, at vor kære Herre Kristi ord er så kraftigt, det viser Herren i slutningen af dette evangelium; og dermed gør han jøderne så rasende, at de griber efter sten og vil stene ham ihjel. Jøderne stødte sig nemlig på det, da Kristus sagde, at hans ord vil bevare fra den evige død: De så jo, at Abraham, Moses og andre hellige mænd, som havde et åbenlyst vidnesbyrd i Skriften, var døde. Så tænkte de, at Kristus ikke kunne måle sig med dem; derfor var det en tom ros, at han roser sit ord så højt. Men Kristus svarer: «Abraham jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.» Det vil sige: Havde Abraham ikke holdt sig til mit ord, så måtte også han være blevet i den evige død. Ligeså: «Før Abraham blev, er jeg.» Begge dele betyder det samme: Jeg er den evige, almægtige Gud. Den, der skal blive fri for synden, undslippe døden og komme til livet, han må få hjælp ved mig. Det har hverken Moses eller de andre profeter kunnet rose sig af, for de var alle mennesker. Men Kristus er Gud og menneske; derfor kan han give livet og frelsen, og ingen anden.

Det er meget trøsterigt og et sikkert bevis for vores tro, når vi bekender, at Kristus er Guds naturlige og evige Søn. Og der er mange flere af den slags vidnesbyrd i evangeliet. Derfor skal vi sætte vores lid alene til ham og ikke til noget andet menneske, og trygt forlade os på hans ord: For det er Guds ord og kan ikke lyve. Hvad han siger, det skal være sådan og aldrig i evighed slå fejl, lige så lidt som det slog fejl, da Gud ved det samme ord skabte himmel og jord af intet. Lær det flittigt, tak Gud for den lære, og bed om, at han ved sin Helligånd vil bevare jer i Ordet og således ved Kristus frelse jer evigt. Amen.