Midfaste søndag (Joh 6,1–15)

Prædikener på midfaste søndag (Lætare). Første prædiken over evangeliet Joh 6,1–15, holdt 1533

Dette er et af de evangelier, hvor vor kære Herre Kristus lærer sine kristne, hvordan de skal stole på ham: at han ikke vil lade dem dø af sult, men ved sin velsignelse skaffe dem nok af det, de har brug for. Derfor er det sådan en prædiken, som gerrigbugene, der ikke kan andet end tænke på deres egen fordel, ikke er værd at høre, endsige at tro. For de hører nok, hvordan Herren her har gjort et stort under ved sin velsignelse; men de vil ikke lade det komme så vidt, at han også kunne gøre det med dem. Derfor er de gerrige og bærer sig på alle måder sådan ad, som om Kristus ikke kunne eller ville gøre sådan et under med dem også, men de selv måtte sørge for sig og tænke på sig selv; ellers kunne de blive glemt. Med sådanne folk har Kristus intet at gøre.

Men dem, der holder sig til hans ord, trøster han her, ikke med ord, men i gerning: Han vil også skaffe dem noget at spise. Så skal vi jo ikke tvivle eller spekulere på, hvordan vi skal klare os, men sætte vort hjerte og vor tillid til Kristus. Sådan en tro vil ikke slå fejl for os. For dér vil Kristus være hos os og bringe os det, der skal til; og selv om der ikke er mere end fem brød, vil han dog velsigne dem sådan, at fem tusind mænd foruden kvinder og børn bliver mætte, og der bliver langt mere til overs, end der var i begyndelsen. For før var der knap en halv kurv brød; og alligevel bliver der tolv kurve med stykker til overs.

Summen af lærdommen i dagens evangelium er altså denne: Vi skal være retskafne og flittigt følge Guds ord, som disse små folk her, og tro; så vil Gud sørge for, at vi har noget at spise og finder vort udkomme. Det ser man her i beretningen: Selv om de ikke alle er retskafne, så er der dog nogle rigtig retskafne hjerter iblandt dem, som tænker mere på, hvordan de kan komme til Ordet, end på at spise; og for dem sørger Herren og skaffer dem, uden at de selv har tænkt på det, også noget at spise. Det er, som ville han sige: Kære menneske, lær og søg først Guds rige, hør mit ord, tro på mig, og gør flittigt det, der er befalet dig at gøre i din stand; når du gør det, så lad mig sørge for resten. Er du ikke rig, har du ikke mange tusind gylden, så vil jeg dog skaffe dig det, du har brug for. For guld, sølv, penge og ædelsten kan du jo ikke spise; det må være brød, som vokser op af jorden. Kan du nu ikke selv få brødet op af jorden, har du hverken hus eller gård, mark eller have, så tro blot og følg mig, så skal du have brød nok. Det oplever man og ser det for øjnene hver dag. En fattig lille skoledreng, der er flittig og retskaffen, kan Gud nok gøre til en stor doktor. En fattig tjenestepige, der er gudfrygtig og tjener sit herskab trofast, giver Gud en retskaffen mand og giver hende hus og gård. Den slags eksempler ser man mange af hver dag: hvordan Gud hjælper fattige folk frem. Men de, der ikke frygter Gud, ikke agter hans ord og ellers er utro og dovne, må blive fattige tiggere og kan hele deres liv ikke komme på den grønne gren.

Derfor skal en slem knægt, der ikke vil lære flittigt eller ellers vil være slem, egenrådig og utro, vide, at vor kære Herre Gud også vil lade ham løbe, så han går i krig og bliver stukket eller skudt ned, eller lade ham blive bøddel eller et andet foragtet menneske. Ligeledes en tjenestepige, der ikke vil være gudfrygtig, ikke vil holde sig ærbar, ikke vil være lydig eller ellers tjener utro og dovent: Hende lader Gud falde i synd og skam, så der aldrig i hendes liv bliver noget ud af hende. Det er ret og ikke andet end fortjent løn. Hvorfor er de ikke retskafne og tror på Kristus og følger hans ord? Så ville Kristus være hos dem og sige: Lad mig sørge for, hvordan jeg løfter dig op, bringer dig til ære og gør dig rig osv.

Dette evangelium lærer os altså at tro på Kristus: at han vil ernære os og give os nok, når vi blot er retskafne, ser hen til hans ord og følger det ligesom disse små folk her og vover og lider noget for dets skyld. For den gerning, Herren gør her, er ligesom en prædiken, hvor han lærer og formaner os sådan: Er du gudfrygtig og retskaffen og har mit ord kært, så vil jeg give dig at spise; du skal ikke være forladt, jeg vil helt sikkert gøre noget ud af dig. Men vil du ikke være retskaffen, foragter du mit ord eller bærer dig ellers uret ad, og bliver du så en tigger, ja, så har du det; skylden er ingens uden din egen. Eller selv om du bliver rig, så må du dog til Djævelen, og dit gods skal ikke hjælpe dig. Det skal altså stå fast: Den, der foragter Guds ord og ikke vil gøre, hvad Gud byder, for ham vil Gud omvendt ikke gøre det, han gerne ville have og godt kunne trænge til.

Det vil Herren lære os her, når han med fem brød bespiser fem tusind mænd, der har fulgt ham ud i ørkenen, med kvinder og børn, som måske også var omkring fem tusind; de får alle nok, og der bliver endda meget til overs. Det er at prædike, ikke med ord, som han gør i Matt 6, hvor han siger: «Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift», men med gerning. Som ville han sige: Jeg er rig og kan godt føde dig; se du blot til, at du er retskaffen, hold dig til Guds ord og følg det; så lad mig sørge for, hvor du finder noget at spise. Det er lærdommen om troen, så vidt den bliver lagt frem for os i dagens under.

Men ud over denne lærdom og trøst er der her to små stykker, som evangelisten med flid har villet fremhæve. Det første: at Herren spørger disciplene, og de siger, hvad de mener. Det andet: at han byder dem samle stykkerne op og ikke vil, at noget går til spilde.

Hvad nu disciplene Filip og Andreas angår, ser man tydeligt, hvad grunden er til, at troen alligevel ikke rigtig vil slå rod i os, selv om Herren ved sådan en vidunderlig velsignelse lokker os til tro. For det skorter os alle på det samme, som det her skorter disciplene på: Vi ser kun på, hvor meget vi har brug for. Men hvor meget Kristus kan give ved sin velsignelse, det vil vi ikke se på.

Filip regner antallet temmelig nøje ud. Han siger: Man skulle have brød for to hundrede groschen, hvis hver enkelt bare skal have en smule. Sådan en groschen, der på latin hedder denarius, er en halv ort af en gylden værd, så otte af dem gør en gylden i mønt. Havde der nu kun været fem tusind mænd og ellers hverken kvinder eller børn, så ville der omtrent være faldet brød for to og en halv hellers værdi på hver; og det er ikke for meget til en sulten mave, når man ellers intet har til. Men der er også mange kvinder og børn med, som Matthæus fortæller i Matt 14, og dem tæller man ikke. Sådan ser man, at Filip ikke regner forkert; han regner fint ud, hvad han omtrent skulle have, hvis han skulle bespise så mange folk med brød i ørkenen. Vi kan også fint regne ud, hvad vi behøver og må have til vores husholdning for en uge, et kvartal, et helt år. Men så snart vi ser, at forrådet ikke er der, bliver vi modløse og bedrøvede over det og tænker, at vi må gå fra hus og hjem, løbe bort eller endda dø af sult.

Sådan går det også Andreas. Han ser, hvor gerne Herren ville hjælpe de stakkels folk, og fortæller derfor, at der er et lille forråd: fem brød og to fisk. Men så snart han tænker på så stor en flok, så mange munde og sultne maver, er det forråd for ham, som om der intet var. «Hvad er det,» siger han, «til så mange?» Straks lader han troen falde for regnestykkets skyld og tænker, at folket ikke er til at hjælpe.

Det er nu den almindelige brist, som vi endnu i dag mærker, ikke kun når det gælder føden, men også ellers i alle slags nød og anstød: Vi forstår fint at regne ud, hvad vi har brug for, og hvor nødvendigt det var, at der blev skaffet os råd og hjælp. Men når det ikke kommer så hurtigt, som vi gerne ville have det, så får vi ikke andet ud af det regnestykke end mismod og bedrøvelse. Det var langt bedre, at vi lod Gud råde og slet ikke tænkte på, hvad vi trængte til. Så ville der kun være én plage, nemlig når nøden virkelig kom; men nu udebliver nøden jo ikke alligevel, og vi kan dog ikke hjælpe med vore bekymringer. Derfor må vi før tiden æde og gnave os selv op med vore tanker og planer, som dog er forgæves og til ingen nytte. For vi kan aldrig nogen sinde tænke eller bekymre os rige. Men vi kan godt tænke og bekymre os syge, tærede, gale og tossede, som man ser eksempler på hver dag.

Fordi vor fornuft nu ikke kan andet end regne nøje og se på, hvad vi trænger til, og det står troen helt imod, har evangelisten ikke villet lade det være uomtalt; for at vi af disciplenes eksempel skal lære, hvor helt og aldeles forgæves sådan et regnestykke er, hvis vi da er kristne og har Kristus hos os. Efter fornuften tænker Filip og Andreas rigtigt, og det er umuligt, at et fornuftigt menneske kunne tænke anderledes eller lave et bedre regnestykke. Men vi kristne har ikke alene fornuften; vi har også Guds ord. Derfor skal vi ikke alene kunne regne nøje, men meget mere kunne tro stærkt og sikkert. Og hvor vi ikke kan nå frem med regnestykket, dér skal vi holde os til Ordet ved troen.

For se, hvilken spisemester og husholder en kristen har i Herren Kristus! Vi kan ikke give mere eller længere, end vi har. Men her siger Johannes om Kristus: «Han gav af brødene og fiskene», ikke så meget, som der var, men «så meget han ville». Tro ikke, at han kun gjorde det dengang og ikke herefter også vil gøre det blandt sine kristne. For som sagt ser vi eksempler på denne velsignelse hver dag: ikke alene med føden, at Gud giver fattige, trængende, ringe folk, der frygter ham og holder hans ord kært og dyrebart, deres føde og hjælper dem frem; men også i alle slags anden nød, at han på vidunderlig og uventet vis skaffer råd. For han er almægtig og har lovet os hjælp og redning.

Derfor kommer det alene an på dette: Hvor regnestykket ikke går op, skal vi holde os til troen og bønnen og trøste os ved, at vi har sådan en Gud, som ikke alene kan forøge et forråd ved sin velsignelse, sådan som han på vidunderlig og uventet vis forøgede melet og olien for enken i Sarepta, men som også godt kan gøre alt ud af intet. Den trøst skal vi lægge os godt på sinde og, som Kristus siger i Matt 6, først og fremmest stræbe efter, «at vi først søger Guds rige og hans retfærdighed». Det andet, som vi behøver til vort underhold, skal vi lade vor Fader i himlen sørge for; «han vil give sine det, mens de sover», som Sl 127 siger; det vil sige, de skal have velsignelsen og dog ikke vide, hvordan og hvorfra den kommer, sådan som det også gik til her. For det var sådan et under, at brødet og fiskene synligt voksede i hænderne på Herren Kristus: Når han brækkede et stykke i to dele og gav den ene del fra sig, så var den del straks blevet dobbelt så stor igen. Det ville Herren gerne indprente os i øjne og hjerte, så vi dog kunne lære at stole på ham og ikke alene gøre regnestykket op efter det, vi ser for øjnene eller har på lager.

Vi ser, hvor jammerligt det nu står til overalt i verden. Tyrken holder ikke fri; han rykker os nærmere og nærmere. Men vi vokser dag for dag mere og mere i uenighed og mistro mod hinanden og tager af i folk og penge. Og paven på den anden side holder heller ikke fri; han er jo lige så fjendtlig mod vort evangelium, som Tyrken er mod kristenheden. Derfor holder han og hans flok aldrig op, men tager det ene rænkespil op efter det andet for at kvæle lærdommen og rejse den gamle afgudsdyrkelse igen. Når en kristen nu ser på den slags, udebliver anfægtelsen ikke: Fornuften begynder at regne og tænke flittigt over sagen, så godt den kan, og søger midler og veje til at hjælpe på sagen. Men fordi sådanne midler slet ikke vil falde på plads, og regnestykket ikke vil gå op, er det umuligt andet, end at et hjerte bliver bedrøvet over det og næsten fortvivler, som om det hele måtte gå i stykker og forlis. Men fordi sådan en anfægtelse ikke udebliver – for kød og blod kan ikke andet end det, der er dets art – så skal de kristne lære, at når regnestykket ikke vil gå op, skal de holde sig til Ordet og begynde at tro.

Men hvad siger Ordet? Eller hvad skal vi tro i sådan en nød? Det skal du tro: at Kristus har overvundet verden, og at «dødsrigets porte ikke skal få magt over» hans kirke, Matt 16. «Herrens øjne ser til de retfærdige og hans ører til deres bøn», Sl 33 [det står i Sl 34,16 og citeres i 1 Pet 3,12]. «Hvem kan gøre jer ondt, hvis I er ivrige efter det gode? Og selv om I også lider for retfærdigheds skyld, så er I dog salige», 1 Pet 3. «Herren forstår at befri de gudfrygtige fra fristelse og at fastholde de uretfærdige til dommens dag for at pine dem», 2 Pet 2. Det viser Peter samme sted med eksemplet med den retskafne Lot i Sodoma.

Den, der på den måde tager Guds ord og løfte for sig og bygger fast på det, ham vil regnestykket ikke kunne gøre modløs eller drive til fortvivlelse, selv om det slår fejl. For han ser en Herre over sig, som hersker midt blandt sine fjender og har lyst til, når man ikke vil vige for hans ord og ikke vil lade hans kristne være i fred, at vise sit navn og sin magt på sine fjender og støde alt det til jorden, der sætter sig op imod ham, sådan som han gjorde med Farao og egypterne. Sådan når man ved Ordets hjælp derhen, at man kan have håb, hvor der ellers intet håb er. For fornuften må fortvivle, fordi den ikke ser nogen hjælp. Men Ordet viser sikker hjælp, når vi blot holder trofast fast ved det, forbliver retskafne og påkalder Gud. Men den, der er ugudelig, lever i synd og med ond samvittighed og alligevel ville forlade sig på Guds løfte, som han trøster de retskafne med, han ville komme til kort og stå til skamme.

Det er altså bristen her hos disciplene: De kan regne så godt, men de vil ikke tro og ikke se, hvilken Herre de har i Kristus. Ellers ville Filip have sagt: Brød for to hundrede groschen er ikke nok til, at hver af dem bare får en smule; men Gud ske lov, at vi har dig hos os, min kære Herre Jesus! For ved din velsignelse og hjælp skal vi alligevel have brød nok, selv om vi ikke har en eneste heller og er i ørkenen; for du kan en kunst, som andre mennesker ikke kan. Andreas ville også have sagt sådan: Her er en dreng, der har fem bygbrød og to fisk; skulle jeg dele dem ud, ville de knap være nok til ti af dem; men når det går gennem din hånd, så får alle disse nok at spise, og der bliver endda noget til overs. Det ville Ordet have lært dem ved troen. Men fordi Ordet og troen er forsvundet ved det nøje regnestykke, ser man, at de ingen tillid har til, at Herren kan skaffe råd her. Derfor lyder det sådan: Vil du være en kristen og kan ikke lade være med at regne, så tag Ordet for dig, hold fast ved det, og lær at tro det; ellers er du ikke til at hjælpe.

Hvor vor kære Herre Kristus nu på den måde lader sig se hos os ved sin velsignelse, dér skal vi, sådan som han her byder apostlene, «samle stykkerne op og ikke lade noget gå til spilde». For ligesom vor fornuft i trange tider kun vil regne og ikke tro, sådan kan og vil verden heller ikke rigtig finde sig til rette, hvor Guds velsignelse er rigelig. Nogle misbruger velsignelsen til overflod, som man ser. Når det er et rigt vinår, så tror enhver, at Gud har givet det, for at man skal drikke sig fuld og ødsle så meget desto mere. Men sådan er det slet ikke ment. Man skal flittigt gemme Guds velsignelse og ikke ødsle den bort, men spare op til den nød, der kommer. Sådan lærer Josef kongen i Egypten, at han skal bruge de syv gode år til at redde sig selv og sit land fra sulten i de syv onde år.

Sådan også: Når Gud et år giver lykke til dette eller et andet håndværk, så at varen bliver godt betalt og går godt, så skal man flittigt spare den velsignelse op og ikke tænke, at man derfor vil fortære og lade gå så meget desto mere. Nej, Guds velsignelse skal altid holdes i ære og spares op til en kommende nød. Men fordi man ikke gør det, men misbruger Guds velsignelse så skændigt til synd og skam, driver man med sådan en uskik Gud til at holde igen, så han efter et godt år må give to eller tre dårlige år. For hvordan skal Gud ellers holde den skændige, onde verden og det grufulde misbrug i ave?

Men nogle misbruger også velsignelsen på den måde, at de lægger til side og sparer op i billige år for at slå deres fordel i dyrtiden, trykke og flå de fattige og drive priserne i vejret, som de vil. Det er også modbydelige, skadelige folk, som sandelig ikke tør vente sig nogen nåde hos Gud, medmindre de bedrer sig; ellers er det umuligt andet, end at Gud må blive svært vred på dem. For når Herren byder at samle de stykker op, der var blevet til overs, vil han ikke have det forstået sådan, at man derfor skal være gerrig, men sådan, at du dermed kan tjene din næste i nøden og så meget lettere hjælpe de fattige folk, som mangler noget. Og så vil du opkøbe og samle korn, vin og andet i billige tider for at trykke andre folk med det, når det bliver dyrt, og flå og skrabe dem, som det passer dig! Som om Gud havde givet et godt år, for at du alene skulle nyde det og mætte din skændige gerrighed på andre folks bekostning.

Derfor må Gud også her lade sin straf gå. Hos den, der stoler på hans ord, vil Gud, har vi hørt, være med sin velsignelse, selv om han mangler, så det lidt, han har, rækker rigeligt, og der endda bliver til overs. Omvendt: Den, der skraber og kradser og vil misbruge Guds velsignelse til sin gerrighed, ham straffer Gud sådan, at selv om han har meget, så skal det dog rinde ud mellem fingrene på ham, og han skal midt i al overfloden have det, som om han var den fattigste tigger. Sådan ser og oplever man da også, at gnierne og ågerkarlene er fattige, elendige, hårdt plagede folk. Så surt det er for dem, før de får samlet noget sammen, lige så surt, ja meget surere bliver det for dem, før de har udtænkt, hvordan de kan sætte det ud igen til den højeste pris. Hvis der så indtræffer et uheld, som det plejer at ske – at kornet på loftet bliver levende af kryb, vinen løber ud i kælderen, eller en anden ulykke slår til – så får de først rigtig hjertesorg, ved hverken ud eller ind og gnaver og æder hjertet ud af sig selv. Ikke alene kan de ikke blive glade for deres gevinst; men når det bare vender lidt, får de al ulykke, sorg, møje, slid og sygdom til løn for det.

Men hvem ville ikke tusind gange hellere have lidt med fred og et glad hjerte end meget med sådan en ængstelig uro, sorg og bekymring? Især når man tænker på, at Djævelen ikke er langt fra sådanne folk og tit gør dem gale og tossede, når kornet eller vinen falder i pris, så de går hen og hænger sig af sorg eller tager livet af sig på anden måde, fordi Gud giver fattige folk mad og drikke. Så følger der på sådan en timelig jammer en evig jammer. Det får man ud af at ville misbruge Guds velsignelse til gerrighed. Man skal ikke ødsle den bort, men gemme den nøje og flittigt, så vi, når der kommer mangel, så meget desto rigeligere kan hjælpe andre fattige, trængende folk. For når vor Herre Gud giver den ene mere end den anden, sker det ikke, for at vi alene skal misbruge det til vort hovmod eller vor vellyst, men for at vi så meget desto villigere skal hjælpe andre, der trænger, og spare op både til dem og os.

Sådan har vi altså en skøn, trøstefuld lærdom om, hvordan vi i nøden skal se hen til vor Herre Kristus, holde os til hans ord og vente velsignelsen fra ham. Gud give sin nåde, at vi dag for dag må blive mere og mere retskafne og opleve sådan en velsignelse, både i føden og ellers i alle slags nød, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.